Det har været noget af et forår og sommer for den danske klimadebat. Der var skolestrejker for klimaet flere steder i landet, danske klimaforskere tog for alvor bladet fra munden og til sidst et valg, der af medierne blev døbt ”klimavalget”. Allerede i maj 2018 viste meningsmålinger, at klimakrisen var blandt de vigtigste politiske emner for den brede danske befolkning – det blev endda rangeret højere end indvandring/integration. På samme tid bragte Politiken et opråb fra flere hundrede danske forskere, og kort derefter oplevede Danmark en af de varmeste somre i mands minde. Det skabte et momentum, som blev videreført til valgkampen. Her så man for første gang klima som et hovedemne i valgdebatterne og borgere, der krævede, at politikerne skulle kunne redegøre for deres klimapolitik. Jo jo, klimaet er kommet på landkortet.
Som forsker i retorik med speciale i klimadebat har det været fascinerende at se ikke blot det tiltagende momentum (både i Danmark og internationalt), men også hvordan det forplanter sig til sproget i debatten. I retorikken arbejder vi blandt andet med begrebet ”terministiske skærme”. Pointen bag dette begreb er, at vores sprog aldrig kan indfange den virkelighed, vi befinder os i. Lige meget hvor meget vi end prøver, bliver enhver definition eller beskrivelse altid et tilvalg og et fravalg af dele af virkeligheden. Denne indsigt er interessant for os i debatter, fordi en talers sprogvalg (skærme) ikke blot siger noget om, hvordan hun definerer sagen, men også et bredere verdenssyn. I det følgende vil jeg give to eksempler på, hvordan foråret har budt på et brud med gamle ”skærme” i klimadebatten. Det er nemlig ofte når nye sproglige muligheder byder sig, at vi ser et skifte i en debat.
Kald det hvad det er
I maj måned bragte den engelske avis The Guardian en besked fra redaktørerne. De forklarede her en ændring i avisens politik. Man ville ikke længere bruge udtrykket ”klimaforandringer”, men i stedet kalde det ”klimakrise”. Samtidig skiftede man ”klimaskeptiker” ud med ”klimavidenskabs-benægter”.
Baggrunden for dette skifte var den seneste rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC), som var den mest dystre til dato. At én avis ændrer sin sprogbrug betyder selvfølgelig ikke, at resten af verdenen følger trop. Klimaforandringer bliver ikke til klimakrise med et slag. At det netop var et så stort medie som The Guardian betød dog at det fik en del opmærksomhed. Også herhjemme i Danmark diskuterede man i flere medier, om man skulle begynde at kalde det ”klimakrise”.
Det interessant er her, hvordan et sådan skifte trækker nogle linjer op i debatten. Mener man, at ordet afspejler virkeligheden (altså at vi står i en krise), eller er det blot mere dommedagsretorik? Fordi ”klimaforandringer” er det ord, de fleste bruger, er det blevet en terministisk skærm. Det betyder, at vi ikke længere tænker over, hvor ordet oprindeligt kommer fra, men blot bruger det som en neutral definition af virkeligheden. At kalde det ”klimakrise” kan derfor ses som en unødig politisering af emnet. Min pointe her er, at ordet ”klimaforandringer” slet ikke er så uskyldigt, som mange af os går og tror. Oprindeligt kaldte vi det jo global opvarmning, så hvorfor gør vi ikke det mere? Det engelske udtryk ”climate change” begyndte at blive et fast begreb i debatten efter at en republikansk konsulent, Frank Luntz, i 2002 skrev et notat om, at dette udtryk var bedre til at skabe tvivl om klimavidenskaben. Det var nemlig både vagere og mindre dramatisk end ”global opvarmning”. Med en kraftpræstation af en kommunikationskampagne lykkedes det republikanerne at ændre klimadebattens sprogbrug i løbet af 00’erne.
Om ”klimakrise” for alvor kommer til at overtage som en ny terministisk skærm må tiden vise. Det interessante i udtrykket er mest, hvad det bringer med sig. Sproget er ikke blot et redskab, det er også et mulighedsrum. Når man ændrer en debats begreber, får man også mulighed for at sige nye ting og stille nye spørgsmål. Det er for eksempel nemmere som borger at stille spørgsmålet ”hvad gør du ved klimakrisen?” til en politiker. Den indbyggede vaghed i ordet ”klimaforandringer” gør det nemt at give et ikke-svar. Når vi derimod taler om en krise, kræver det oftest, at man bliver mere sproglig konkret. Derfor er det ikke lige meget, hvordan vi taler om vigtige emner som klimaet.
At tage klimaet på sin kappe
Et pæredansk eksempel på klimadebattens momentum var, da Pia Kjærsgaard på valgnatten til EU-valget holdt en tale, hvori hun skød skylden for det dårlige valgresultat på blandt andet ”klimatosserne”. Det er ikke fordi dette egentligt er et nyt ord – og Kjærsgaard brugte det tydeligt med et glimt i øjet – men reaktionen faldt prompte. Få dage senere kunne man pryde sig profilbillede på Facebook med et #klimatosse-tag og købe t-shirts med forskellige variationer af ”klimatosse”-motiver. Igen ser vi et skifte i en terministisk skærm. Klimatosse startede med at være et skældsord: en person der troede på det der klima-noget, og som ikke rigtig havde nogen realitetssans. Ordet er med denne definition blevet brugt både af politikere og i læserbreve i landets større aviser længe før Kjærsgaards tale. Pludselig ændrede ordets betydning sig dog, da en stor gruppe valgte at vende ordets betydning ved at tage det på sig. Lige pludselig var folk ”stolte klimatosser”, hvilket signalerede flere ting.
For det første viste man, at man gik op i klimaet og gik ind for politiske løsninger på problemet. For det andet var det en eksplicit afstandtagen fra Dansk Folkeparti – og i forlængelse heraf andre politikere, der ikke var klimabevidste. Sidst men ikke mindst signalerede man, at man havde humor. En tosse kan være et skældsord, men det kan også blot betyde at man er lidt fjollet. Den afstandtagen, der ligger implicit i ordet, er ikke en direkte eller harm kritik af Kjærsgaard, men snarere en ironisk legende strategi, der lukker luften ud af hendes retoriske ballon.
Igen ser vi et skifte i en terministisk skærm. Ordet klimatosse blev brugt til at beskrive en række aktører i klimadebatten negativt. På meget få dage blev denne betydning vendt om, så klimatosse nu blev et adelsmærke. Det skete, fordi en masse borgere aktivt redefinerede ordet i det offentlige rum – fysisk såvel som online. Et sådan skifte i en given debat kræver en vis kritisk masse. Ordet ”klimatosse” afspejler derfor netop, at offentlighedens nyfundne interesse i klimadebatten blandt andet er med til at udvikle debattens tone og sprogbrug.
Esben Bjerggaard Nielsen (f. 1986) er lektor i Retorik ved Institut for kommunikation og kultur på Aarhus Universitet. Han beskæftiger sig blandt andet med klimadebat, dommedagsretorik og retorik i populærkulturen.
