Lingoblog fejrer sommeren med en biografi af den verdensberømte lingvist Karl Verner i fire dele. I tilfælde af, at du missede de første tre dele, kan de findes her, her og her. Glæd dig også til flere spændende lingoblogindlæg efter sommerferien. 

Professor i København

Da Karl Verners lærer, Prof. Smith, døde i 1881, lod Verner sig trods sine store betænkeligheder bevæge til at søge stillingen ved Københavns Universitet som docent i slavistik. Fra april 1888 blev han udnævnt til ekstraordinær professor. Samme år blev han – modvilligt – medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, selvom fine selskaber hele livet igennem var ham en rædsel; derimod holdt han mere af jævne folks selskab. En sandfærdig anekdote, der er blevet fortalt af hans forskerfælle og nabo igennem flere år, Claudius Wilkens (1844-1929), anskueliggør dette forhold: Til tider fik Verner besøg af store udenlandske videnskabsmænd, der ville hilse på den berømte mand. Selvom han sagtens kunne være behjælpelig med råd og dåd, var disse tegn på hans berømthed i verden en skræk for ham. Wilkens fortæller, at Karl Verner stod uden for sit hus og malede i en gammel islandsk skindtrøje. En tysk professor kom forbi og spurgte, om Herr professor Karl Verner var hjemme. Malersvenden svarede belevent på tysk at »der Herr Professor« desværre ikke var hjemme og malede muntert videre.

På universitetet levede Karl Verner ligeledes et stille liv. Han var meget påpasselig med sin undervisning. For ikke at »snyde staten«, som han sagde, gik hans forelæsninger lige fra den første forelæsningsdag til den sidste. Otto Jespersen deltog som studerende og fortæller, at Karl Verner var en omhyggelig forelæser. Verner var meget optaget af de lydhistoriske forhold, som han utrættelig prøvede at forklare og anskueliggøre for de studerende. Verner skrev ordlister til de studerende for at illustrere de behandlede problemer. Han udlånte dem beredvilligt til de studerende, og som Jespersen betoner, var han et så beskedent menneske, at det ville have været Verner ligegyldigt, om de havde beholdt dem.

Otto Jespersen fortæller en anden typisk anekdote om Karl Verner. I reglen var hans tilhørerskare imellem en og fire studerende, for hans forelæsninger omhandlede eksotiske emner såsom russisk, oldbulgarsk og lignende. Et semester fandt han til sin store overraskelse en stor skare tilhørere i sit auditorium. Grunden var, at de studerende ville høre Georg Brandes forelæsninger, der blev holdt i auditoriet ved siden af. De kom så på universitetet en hel time før og satte sig ind ved siden af for at kunne sikre sig en god plads i Georg Brandes overfyldte auditorium. De mange tilhørere passede ikke Karl Verner. Han flyttede derfor sin forelæsning til et andet auditorium.

»At kunne tage og føle paa sproget« – Verner og

teknikken

Karl Verner var igennem hele livet et beskedent og tilbageholdende menneske. Stor flid kendetegnede hans studier i dagligdagen. Når han havde fundet et problems løsning, var for ham hans sysler dermed til ende. Bagefter at skulle sætte sig hen og skrive det hele ned, så andre kunne læse om problemet, var for ham ikke mere interessant. De få ting, som han har offentliggjort, kom kun på grund af andres overtalelser. Det er blevet sagt om Karl Verner, at han til det sidste var fuld af selvkritik og gode idéer. Det kan godt være, at det er en dårlig kombination. Men Verners opdagelser var der intet i vejen med.

Karl Verners sprog i afhandlinger og breve er kendetegnet ved en logisk klar stil. Man kan stadig forstå dem uden besvær, og de har gyldighed den dag i dag.

Karakteristisk for Verners glødende interesse for sproget og for den lydlige udvikling var, at han allerede i 1886 anskaffede sig en edisonsk fonograf. Denne foreløber for båndoptageren var dengang et bekosteligt apparat. Han havde med stor snilde selv forbedret den, og nu kunne han gøre den menneskelige tale synlig. Når man talte ind i en tragt, blev lydens svingninger ridset ind i en tinfolie. De alenlange optegnelser gjorde det muligt at sammenligne lydene. I et brev til sin bror Ludvig skrev Karl Verner den 16. juni 1886: »Sprogvidenskaben har hidtil ikke kunnet blive exact nok, fordi man ved dens grundelementer, lydene, alt for meget er henvist til det subjective: ethvert individs trommehinde. Den ene hører og opfatter en sproglyd således, den anden anderledes; men hvorledes den objectiv er ved ingen. Min plan går ud på at lave sproglydene om, således at man kan tage og føle på dem«. Verner ville lade naturen selv nedskrive lydenes svingningskurver. Hans mål var at undersøge, hvad sproglydene består af. I dag er man inden for fonetikken nået langt og er med de moderne instrumenter i stand til at optegne lydene med stor præcision. Verners forsøg med sin »edisonograf« er kun et mindre skridt på vej hertil. I Videnskabernes Selskab holdt Verner i 1892 et foredrag om sine optagelser med fonografen med titlen: Et forsøg på at optegne sproglyds svingninger. Det skortede ikke på opfordringer til at skrive om eksperimenterne med »maskinen«, men desværre tog han denne viden med sig i sin grav. Efter et slagtilfælde døde Karl Verner den 5. november 1896.

Efterskrift og morale

Denne artikel har selvfølgelig en morale. Når man bidrager til et skolefestskrift, er det vel mere eller mindre et must. Bidraget har to mål: for det første vil jeg fortælle om en berømt gammel elev fra Aarhus Katedralskole. Som sådan står Karl Verner nok lidt i skyggen af de mange andre store gamle elever. Tænker man her på skolens mange store Oler, så er Karls dåd næppe mindre end den bedrift at måle lysets tøven.

Bidragets andet formål var at fortælle noget om den interessante beskæftigelse med sprog og sprogets udvikling. Sprogvidenskaben har ligesom sin broder litteraturvidenskaben kun det formål at tjene til at finde ud af mere om os selv. Man kunne måske sige: til glæden. Men viden om vores sprogs historie kan give os indsigt i vores europæiske historie. Det er et emne, der ikke behøver at stå i skyggen af andre videnskaber.

Forsiden: Billedhuggeren Knud Nellemoses stentøjsrelief af Karl Verner. Ophængt i Verner-værelset på Germansk institut, Århus Universitet 1951.

Artiklen: “Karl Verner – en verdensberømt elev” blev tidligere publiceret i bogen Aarhus Katedralskole, 1195-1995, redigeret af Finn Stein Larsen. Aarhus: Aarhus Katedralskole, 1995.

Lars H. Eriksen. Født 1957, nysproglig student fra Aarhus Katedralskole 1976, studier i Nordisk, sprogvidenskab, Germanische Philologie samt studier i jura, skatteret og økonomi ved Aarhus Universitet, Universität Düsseldorf, Universität Bayreuth og Syddansk Universitet.

Cand. phil i dansk 1982, Ph.d. 2001 på en afhandling om ”Sproget for retten i Danmark og Tyskland” (”Sprache vor Gericht und in der Verwaltung”) – dansk lektor i Bayreuth 1980-90, jur. embedseks. i Bayern 1990,herefter Rechtsreferendar i Bayreuth, medarbejder ved advokatkontorer i Düsseldorf, Sachsen og Bayern.  1996-2001 Universitetsadjunkt i dansk og tysk ved de grænseoverskridende studier i Sønderborg og Flensborg. Medarbejder ved internationale sprogprojekter om sprogpolitik og sprogret; skatteret, EU-koncernskatteret og strafferet. Medarbejder ved EU-kommissionen om international social sikring. Arbejder nu som skattekonsulent i internationale forhold i Sydslesvig. Har skrevet artikler om tyske og danske sprogforhold, sprogundervisning og retslige emner. Udgiver af flere dansk-tyske ordbogsværker indenfor jura og skat/årsregnskaber 2016-2021 senest:

– Juridisk ordbog tysk dansk, 380 sider. Ny udgave 2021

– Juridisk ordbog dansk tysk, 380 sider. Ny udgave 2021

– Ny regnskabsordbog dansk – tysk 305 sider. Ny udgave 2021

Med eksemplarisk oversættelse af dansk årsregnskab

– Ny regnskabsordbog tysk – dansk 256 sider

Med eksemplarisk oversættelse af tysk årsregnskab. Ny udgave 2021.

Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 1 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 2 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 3 Denne nationalsang skal være Europas internationalsang Phon-phon for phun ”Amagerhollandsk” undersøges: et uudforsket mindretalsprog