Lingoblog fejrer sommeren med en biografi af den verdensberømte Karl Verner i fire dele. I tilfælde af at du missede de første to dele, kan du følge linkene her og her. Følg også med i næste uge for at få afslutningen på biografien med. 

Tilbage i Århus – stedet for den store opdagelse

Efter studierne måtte Karl Verner tage tilbage til sin fødeby. Der var ingen økonomiske muligheder for, at han kunne blive i København. I det århusianske håndværkerhjem måtte Karl Verner klare sig ved familiens hjælp. Han tjente lidt ved bogføring og skriveri i familiens forretning. Men mest brugte han tiden til egne studier. I et brev til Vilhelm Thomsen kalder han sig selv for »Familiens eneste intetbestillende Medlem«. I denne tid var Verners største problem, at der i Århus ikke fandtes noget universitetsbibliotek. Katedralskolens bibliotek, der jo kun lå et stenkast fra Vestergade, kunne han ikke bruge. På grund af manglen på bøger kunne han ikke, som under studietiden i København, drive sine omfattende sprogstudier. Han var dog utrætteligt igang med at gøre udtog af sine få forhåndenværende bøger og skrive udkast til sproglige undersøgelser. Her i provinsen var der dårlige muligheder for den unge akademiker for at videreudvikle sig. Der var ingen fagfæller, som han kunne diskutere resultaterne af sine omfattende studier med. Han havde heller ikke noget studerekammer.

Karl Verner var utilfreds med alt i Århus. Han kalder endda i et brev til Vilhelm Thomsen Århus for »en videnskabelig udørken«. Familien kunne ikke understøtte hans sprogforskeri. Derfor overvejede han i sine mest fortvivlede øjeblikke at søge stilling ved statsbanerne eller som huslærer på en af de danske øer. I et brev til Vilhelm Thomsen af 26. september 1874 skriver han derfor: »Dog jeg trøster mig med, at jeg, når jeg kommer til et Sted f.ex. på Låland el. Falster, hvor Dialekten er interessant og endnu ikke undersøgt, vil kunne paralysere Huslærerlivets Ubehageligheder og få Året til at gå.«

Først da han i 1875 fik et 800 kroners forskningsstipendium og dermed chancen til at tage 4 uger til København på bibliotekerne dér, kom der gang i hans studier igen. Stipendiet fik han, for at han kunne rejse til Carthaus på Danzig-egnen og der undersøge betoningen i de derboende kasubers dialekt. I Carthaus opholdt han sig som en rigtig sprogforsker mest i skænkestuerne, hvor han sad og lyttede til de kasubiske bønder. Resten af tiden sad han så på sit logi og skrev sine iagttagelser op. Det er klart, at en sådan adfærd måtte vække politiets mistanke. Politiet i Carthaus forhørte sig ved det københavnske politi. Da man ikke kunne forstå det pas, man fik tilsendt på dansk og fransk, måtte Verner møde på stationen. Fordi ingen kunne læse passet, måtte han agere tolk i egen sag. Men først da han foreviste et brev fra en tysk professor, der viste, at Karl Verner virkelig var sprogmand og ikke spion, kom han fri.

De fire uger på de københavnske biblioteker gav Karl Verner mulighed for at fuldende den banebrydende afhandling om lydforskydningen, der udkom i 1876 unter titlen: »Eine Ausnahme der ersten Lautverschiebung«. Selv kaldte han den for »en Fodnote«. Efter opholdet i Danzig rejste Karl Verner tilbage til Århus til de samme trykkende kår. I et brev fra den 24. april 1876 skriver han til Scherer i Strassburg, at optagelsen af hans »Småartikler« er et livsspørgsmål for ham, »for at kunne vinde sig ud af de trange financielle kår«.

Bibliotekar i Halle

I tiden fra 1. oktober 1876 til 1. januar 1883 var Karl Verner ansat som embedsmand ved universitetsbiblioteket i Halle. Universitetsbiblioteket i Halle stod og manglede hjælp til en nykatalogisering. Fra tysk side var der stor rift om stillingen, og det var bemærkelsesværdigt, at man her tog en dansk ansøger. Karl Verner startede som biblioteksmedhjælper til en meget lav løn, men hurtigt steg han i graderne og endte som »anden kustos« ved biblioteket. I tiden ved biblioteket fik han flere tilbud om andre bedre betalte stillinger. Verners afhandling havde gjort ham så berømt i Tyskland, at der var flere universiteter, der gerne ville have ham. Men Verner foretrak at blive som bibliotekar. Et arbejde han med liv og sjæl gik op i.

Den lave løn tillod ham i begyndelsen ikke at tage egen bolig. Han måtte bo i to rum på biblioteket. Kun det ene havde vindue ud til gården, men det tog Karl Verner sig ikke af, for nu var han i nærheden af sine bøger. Til gengæld for det gratis logi fungerede han som en slags nattevagt over bygningerne.

Fra bibliotekets side var man yderst tilfreds med den unge bibliotekar Verner, der fra årle morgen til sen aften var i sving med at ordne og sortere bibliotekets bøger. Han var endda så bidt af biblioteksgerningen, at han konstruerede et nyt system til at katalogisere bibliotekets bøger. Typisk for sprogmanden Verner havde han i stedet for tal og bogstaver kun valgt stavelser. Og hver bog skulle have en let udtalelig signatur, der ikke kunne forveksles. Systemet kunne rumme op imod 7 mio. tostavelsesord. Verners praktiske system blev påskønnet af de overordnede og af kollegerne, men det blev dog ikke ført ud i livet. I den sidste ende ville det blive en for bekostelig affære at omkatalogisere universitetsbibliotekets mange bøger.

I tiden i Halle lærte Verner de unge sprogvidenskabsmænd fra universitetet i Leipzig at kende, de såkaldte Junggrammatikere. Denne kreds af unge videnskabsmænd havde nye idéer om sprogenes udvikling, og Verner faldt hurtigt til i denne kreds af ligesindede. Kontakten med de unge videnskabsmænd betød meget for ham, og mange venskaber blev bevaret hele livet igennem. Han deltog jævnligt i Junggrammatikernes sammenkomster i caféen Caffeebaum i Leipzig. Her var diskussioner om sprogvidenskabelige emner i højsædet. Det er en kendsgerning, at Karl Verner igen opdagede en anden lovmæssighed i sprogets udvikling: den såkaldte palatallov. Her vil jeg ikke gå nærmere ind på den. Men som vanligt nøjedes Verner med at forklare den til sine venner, og de gik så hjem og skrev om den. For Verner selv var det tilstrækkeligt at have fundet problemets løsning. Kun igennem andre sprogfolks henvisninger til denne episode, der fandt sted på Caffeebaums trappe, ved vi i dag, at opdagelsen igen var Verners fortjeneste.

Forsiden: Billedhuggeren Knud Nellemoses stentøjsrelief af Karl Verner. Ophængt i Verner-værelset på Germansk institut, Århus Universitet 1951.

Artiklen: “Karl Verner – en verdensberømt elev” blev tidligere publiceret i bogen Aarhus Katedralskole, 1195-1995, redigeret af Finn Stein Larsen. Aarhus: Aarhus Katedralskole, 1995.

Lars H. Eriksen. Født 1957, nysproglig student fra Aarhus Katedralskole 1976, studier i Nordisk, sprogvidenskab, Germanische Philologie samt studier i jura, skatteret og økonomi ved Aarhus Universitet, Universität Düsseldorf, Universität Bayreuth og Syddansk Universitet.

Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 1 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 2 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 4 Denne nationalsang skal være Europas internationalsang Phon-phon for phun Hvordan kunne et lydnært dansk skriftsprog se ud?