Lingoblog fejrer sommeren med en biografi af den verdensberømte lingvist Karl Verner i fire dele. I tilfælde af at du missede første del, kan du følge linket her. Følg også med i næste uge, hvor man kan læse mere om Verners professionelle liv. 

Verner skrev kort efter om sin opdagelse til Vilhelm Thomsen (1842-1927), der var redaktør af et dansk videnskabeligt tidsskrift. Som sprogforsker blev Thomsen senere hen en internationalt højt anset specialist inden for den indogermanske sprogvidenskab. Han mente, at opdagelsen var rigtig og opfordrede Verner til at sende et manuskript til et tysk tidsskrift, for at den banebrydende opdagelse kunne komme ud til en større læserkreds. Karl Verner fik derpå sin opdagelse trykt i det tyske tidsskrift »Zeitschrift für vergleichende Sprachforschung«. Disse 34 sider gjorde ham verdensberømt og sikrede ham hans karriere. Akademiet i Berlin tilkendte ham i 1877 den eftertragtede Bopp-pris. Han fik tilbudt en stilling som professor ved universitetet i Graz. I 1883 blev han på grund af sin opdagelse medlem af det nederlandske Maatschappij der Nederlandsche Letterkunde te Leiden. Universitetet i Heidelberg gjorde ham 1887 til æresdoktor. Og i 1888 blev han medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Skolegang i Aarhus Katedralskole

Karl Verner kom i Borgerskolen som fire-årig. Det var også tidligt dengang, derfor kom han allerede i Katedralskolen som elleve-årig, hvor han gik fra 1857 til 1864. Til studentereksamen gik han ud med den udmærkede karakter: mg i alle fag. Typisk for tidligere tiders opfattelse af karakterernes vigtighed fortæller en nekrolog, at han i reglen var klassens første, anden eller tredje bedste. Men der var ingen tegn på, at han senere hen skulle blive en verdensberømt sprogforsker. De nyere sprog (tysk og fransk) og matematik var hans bedste fag, men i datidens vigtige gymnasiefag latinsk stil og græsk måtte han undertiden nøjes med den mindre gode karakter: g. I klassen havde han dog ry for at være den bedste latiner. Karl Verner var en flink og flittig elev. Kun en enkelt gang var der en anmærkning i karakterbogen: »anmærket for urolighed«. Men det var også for en i datidens øjne grov fornærmelse af rektor Hans H. Blache. Under morgensangen havde Karl Verner set sit snit til at putte en tør kålstok i rektors høje hat. Meget fornærmet ville rektor Blache (1787-1871) have denne »skarnskneit« udvist af skolen. Hvis ikke hans yndlingslærer, geografilæreren Edvard Erslev, var gået i forbøn for ham, så havde Karl Verners karriere allerede her været slut.

Selvom det er blevet sagt, at det ikke var i fortsættelse eller som følge af sine skolekundskaber, at Verner kom til at udfolde sig (Prof. Albeck i Arosia), så kan det konstateres, at hans fonetiske interesse allerede var vakt i Katedralskolen. Et brev fra 1872 fortæller, hvordan han midt i en latintime gjorde en interessant fonetisk iagttagelse. Professor Madvig (1804-86), en af Europas betydeligste klassiske filologer, overværede i sin egenskab af faginspektør undervisningen i Verners klasse (4. kl.) henimod eksamen 1861.

Vi lader Verner selv berette:

»…vi havde skrevet latinske stile, Madvig havde læst dem igennem og ønskede at tale med os et par timer om enkelte punkter deri. Han sad paa kathederstolen med tillukkede øjne og nikkende hoved, saaledes som jeg senere har set ham, saa ofte han skal udvikle sine tanketunge sætninger. Efter at have udviklet en regel om personbetegnelse i den relative sætning (ego, tu, qui …) vilde han lave et eksempel af ord, som var os bekendte og spurgte da: »Hvad hedder en Fi’ne paa latin?« Ingen kunde svare ham, vi drenge saa paa hverandre, thi ordet var os aldeles ubekendt i dansk, endsige da i latin. Jeg gjaldt for den bedste latiner i det hold, og Madvig havde offentligt givet min latinske stil prædikatet »meget lovende«, hvorover jeg var grumme stolt. Jeg vovede altsaa at svare: ficus! [anm.: figen] – »Næj, næj, næj! en Fi’ne: véd I ikke engang, hvad en Fi ‘ne hedder paa Latin? … Han hedder jo hostis.« »Naa-aa … en fjende,« udbrød vi i kor. »Ja, en Fi’ne,« afsluttede Madvig, der aabenbart beholdt den tro, at mangelen laa i vor undervisning, ikke i hans udtale. Jeg kunde dengang slet ikke tænke mig, at Danmarks største filolog talte bornholmsk-svensk, og den skrigende afvigelse fra det skrevne ord (vi skrev jo i skolen: Fjende), bragte mig ind paa grublerier over talesproget og skriftsproget, der naturligvis i begyndelsen var meget vilde, saa at jeg snart søgte at tale, som jeg skrev, snart slog jeg om til den anden yderlighed og skrev som jeg talte: begge dele ravegalt!«

Senere udtalte Verner, at han allerede i gymnasiet havde snuset lidt til den nye sammenlignende sprogvidenskab. Karl Verners yndlingslærer var geografilæreren Edvard Erslev (1824-1892). Verner syntes godt om Erslevs geografibog og om dennes undervisning. Udover de tørre geografiske facts behandlede Erslev sprog- og samfundsforhold i fremmede lande på en fængslende måde. Erslev behandlede emnet kontrastivt, – man kan nok tillade sig at udtale, at Verners interesse for det kontrastive her er blevet vakt.

Også senere under studietiden skulle Erslev få stor indflydelse på sin gamle elev.

Studietid i København og Skt. Petersborg

I 1864 begyndte Karl Verner studierne ved Københavns Universitet. Han startede med de klassiske sprog, men skiftede til de nordiske. Han endte – ikke mindst på grund af sin lærer Prof. Smiths indflydelse – ved de slaviske sprogstudier. Fra december 1871 til oktober 1872 var Karl Verner på studieophold i Skt. Petersborg, hvor han studerede slavistik.

I vinteren 1873 tog han sin magistergrad i de slaviske sprog fra Københavns Universitet. Det var dog ikke af egen vilje, at Karl Verner blev færdig. Selv overvejede han endda at holde op. Ikke fordi han ikke var en flittig studerende. Tværtimod, for Verner drev omfattende studier, men han kunne ikke rigtig blive færdig med tingene. Men her trak hans gamle gymnasielærer, Edvard Erslev, ham op til universitetseksamen.

På grund af sit studiefag havde Karl Verner ingen udsigt til ansættelse inden for undervisningen. Og da han heller ikke havde nogen formue, var hans fremtid efter studierne helt usikker. En ansættelse på universitetet kunne ikke komme på tale, for, som han skrev i et brev juni 1876 til en af sprog-kollegerne, Wilhelm Scherer (1841-86), der var professor i germansk ved universitetet i Strassburg: »man betragter mig som en slags overløber fra den eneste saliggørende klassiske filologi til en studieretning, der hos os, selvom vi nu har et professorat, endnu ikke er fuldt anerkendt.«

Forsiden: Billedhuggeren Knud Nellemoses stentøjsrelief af Karl Verner. Ophængt i Verner-værelset på Germansk institut, Århus Universitet 1951.

Artiklen: “Karl Verner – en verdensberømt elev” blev tidligere publiceret i bogen Aarhus Katedralskole, 1195-1995, redigeret af Finn Stein Larsen. Aarhus: Aarhus Katedralskole, 1995.

Lars H. Eriksen. Født 1957, nysproglig student fra Aarhus Katedralskole 1976, studier i Nordisk, sprogvidenskab, Germanische Philologie samt studier i jura, skatteret og økonomi ved Aarhus Universitet, Universität Düsseldorf, Universität Bayreuth og Syddansk Universitet.

Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 1 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 3 Karl Verner, verdensberømt lingvist – en gammel elev af Aarhus Katedralskole. Del 4 Denne nationalsang skal være Europas internationalsang Phon-phon for phun ”Amagerhollandsk” undersøges: et uudforsket mindretalsprog