Sprog, kognition og skønlitteratur
Der er efterhånden enighed om, at sproget spiller en stor rolle i forhold til menneskets kognitive udvikling, men hvordan hænger udviklingen af for eksempel mentaliseringsevnen sammen med sproget? Mentalisering muliggør, at vi kan navigere vores sociale relationer succesfuldt og at vi kan forstå andre menneskers handlinger ud fra deres tanker og følelser. Forskningen indikerer, at denne evne for det første ikke er medfødt og for det andet ikke udelukkende udvikles via social observation. Den udvikles med større sandsynlighed via interaktion, og derfor er sproget essentielt. Mennesker kan interagere med hinanden på komplekse måder, og sproget kan betragtes som et redskab for kommunikation og samarbejde. Sproget gør det også muligt at facilitere andre kognitive processer. For eksempel kan vi give genstande og andre agenter et verbalt label og dermed bevare informationer om flere forskellige individer på en gang. Dette er essentielt for at forstå, at personen med etiketten “Anna” og personen med etiketten “Kim” har forskellige personlighedstræk. Sproget bidrager også med evidens for, at andre individer har sindstilstande, nøjagtig som vi selv har det, og at disse i høj grad er repræsentationelle. Det er altså verden, sådan som Kim oplever den, der fortælles om og ikke verden som den nødvendigvis er. Vi er afskåret fra andres indre liv, indtil vi lukkes ind i det med sproget. Børn opbygger i deres sprogtilegnelse et vokabular for ting der ikke kan ses såsom tanker, følelser og minder, og barnet lærer med tiden, at det kan bruge sproget til at tænke på, og tale om, ting som ikke er til stede i den fysiske verden. Det kan for eksempel være når forældre spørger ind til hændelser i fortiden, såsom skoledagen, eller ind til negative følelser omkring en konflikt i klassen. Men præcist hvad det er ved sproget, der udvikler mentaliseringsevnen er svært lægge sig fast på. Er det en kombination af de mange forskellige teorier, eller er der visse sprogelementer, der er særligt vigtig for mentaliseringsevnen?
Kan vi forbedre vores sociale forståelse ved at læse skønlitteratur?
Det er måske i forlængelse af sammenhængen mellem sprog og mentalisering, at interessen for sammenhængen mellem skønlitteratur og mentalisering er opstået. Flere studier peger efterhånden på, at der er en sammenhæng mellem det at læse skønlitteratur og udviklingen af mentaliseringsevnen. Skønlitteratur er netop også sprog og endda ofte et mere rigt sprog end det vi anvender til almindelig daglig kommunikation. Forskning tyder på, at i lighed med hvordan mentaliseringsevnen trænes ved at interagere med andre mennesker og ved at tale om sindstilstande, så forbedres den også ved at læse om fiktive karakterer og ved at reflektere over deres sindstilstande. Hvis det forholder sig sådan, kan skønlitteratur muligvis øge folks sociale forståelse, og dette åbner op for et væld af muligheder. Litteraturen er let tilgængelig, og de fleste møder litteraturen allerede fra de er små. Forældre læser ofte højt for deres børn, og i det danske skolesystem arbejder vi med skønlitteratur fra en tidlig alder.
Simuleret social erfaring
Opdagelsen af spejlneuroner i hjernen har vist, at hvis vi ser en handling blive udført, simulerer vi den samme handling i hjernen, og ligeledes aktiveres spejlneuronerne, når vi læser. Vi simulerer altså både oplevelsen og følelserne fra vores protagonist, når vi læser. Ligesom vi dagligt fortolker personlighedstræk og mentale tilstande i vores relationer, fortolker vi også de fiktive karakterers personlighedstræk og mentale tilstande. Studier har vist, at man læser langsommere, når en fiktiv karakters opførsel afviger fra den personlighed, som er blevet rammesat gennem historien. Vi bliver altså forstyrret, når vores generte protagonist pludseligt agerer festens midtpunkt, eller når helten kapper prinsessens hoved af i stedet for dragens. Vi skaber en personlighed og en ramme for hvad der er forventeligt af karakteren, ligesom vi gør det med vores egne relationer. Det virker derfor plausibelt, at dét at læse fiktive narrativer, der så ofte omhandler menneskelige relationer, kan udvikle vores sociale forståelse.
Studier har med ART-tests (Author Recognition Test) påvist, at mennesker, der læser meget fiktion, har en højere mentaliseringsevne. Dette har ledt til spørgsmålet om hvorvidt man får en bedre social forståelse af at læse fiktion, eller om folk, der i forvejen interesserer sig for sociale relationer, har en større tilbøjelighed til at læse fiktion. Med andre ord: er forholdet mellem skønlitteratur og mentalisering korreleret eller kausalt? Flere nyere studier har efterhånden indikeret at der kan være tale om et kausalt forhold, men at dette kun omfatter visse typer af litteratur. Hvilke kvaliteter ved skønlitteraturen fremmer da den sociale forståelse, og er disse de samme kvaliteter, som er årsagen til sprogets relation til mentaliseringsevnen? Det er ikke nok at konkludere, at vi simulerer de fiktive relationer, eller at vi lærer om sindstilstande gennem det skrevne sprog, sådan som vi gør det med det talte sprog. Dette er kun en del af forklaringen. Forskningen tyder på, at det ikke er al fiktion, der inddrager læserens sociale kognition. Nogle studier har vist, at litterær fiktion skulle have en fordel, mens populærfiktion ingen effekt har. Litterær fiktion skulle, ifølge denne teori, indeholde komplekse karakterer, som læseren derfor er nødt til at fortolke på for at forstå. Populærfiktion derimod skulle i højere grad portrættere karakterer, som falder inden for stereotypiske kategorier, og som derfor ikke kræver en refleksiv social forståelse. Ligeledes er det påvist at litterær fiktion skulle have en fordel, mens litterær science fiction ikke har det. Her skulle forskellen mellem teksterne ligeledes være kompleksiteten bag de fiktive karakterer. Kritikerne af studierne har henvist til en del forfejlede replikationer af eksperimenterne og påpeger også, at studiernes resultater kan være afhængige af individuelle forskelle. At forsøgsdeltagerne har forbedret deres mentalisering kan skyldes en bestemt egenskab ved den tekst de har læst, men det kan også skyldes deltagernes måde at tilgå fortællingen på.
Hvad skal vi læse og hvordan skal vi læse?
For at blive klogere på skønlitteraturens rolle i udviklingen af mentaliseringsevnen, bør det undersøges mere målrettet hvilke kvaliteter ved en tekst der har denne effekt. For at undersøge om det er den komplekse karakter der gør udfaldet, må dette tilgås ud fra et mere specifikt krav end en formodning om, at al litterær fiktion omhandler komplekse karakterer. En kompleks karakter kan beskrives forskelligt. Er karakterens følelsesliv eksplicit beskrevet? Eller er karakterens sindstilstande kun tilgængelige via karakterens handlinger? Er det øvelsen i at læse om andres følelsesliv, der fremmer mentaliseringsevnen? Eller er det fortolkningsprocessen?
Givet den store rolle, som sproget spiller i udviklingen af mentaliseringsevnen, ville det være særligt gavnligt at fokusere på specifikke sprogelementer i skønlitteraturen. Måske kan dette endda fortælle os mere om sprogets rolle i forhold til mentaliseringsevnen generelt. Flere studier har undersøgt, hvordan komplementær-sætningskonstruktioner lærer børn om andre personers virkeligheder. Et element inden for mentalisering er forståelsen af False Belief – en forståelse af, at andres virkelighed ikke nødvendigvis stemmer overens med vores egen. Komplimentærsætninger gør det muligt at udtrykke overbevisninger om verden, som måske ikke er sande: “Sofie sagde, at tasken løb væk af sig selv”, eller “Laura tror, at Tom har taget hendes taske, men Kim ved, at det var Anna”. Kommunikationsverber, som ‘fortæller, siger, indrømmer’, og mentalverber, som ‘tror, håber, tænker’, kræver en proposition for at få betydning – man tror noget og man siger noget. Dette noget behøves ikke at være sandt eller at være til stede i den fysiske verden. Det er muligt, at både mentalverber og kommunikationsverber optræder hyppigere i noget skønlitteratur end andet, og at dette kan have en effekt på mentaliseringsevnen. Det er muligt, at det er grammatiske kvaliteter ved sproget, der udvikler mentaliseringsevnen, og dette kan gøre sig gældende for både det skrevne og det talte sprog.
Et andet aspekt, der bør undersøges nærmere, er hvordan læseren møder teksten. Studier, som har fokuseret på empatisk udvikling via skønlitteratur, har fundet, at denne udvikling kun sker, hvis læseren fordybes i fortællingen. Her indikeres det, at effekten skyldes indlevelse i fortællingen og ikke fortællingen i sig selv. Hvis dette gør sig gældende for empatisk udvikling, er det muligt, at det også gør sig gældende for udviklingen af mentaliseringsevnen. Hvis det forholder sig således, skal vi måske til at genoverveje, hvordan vi læser og tilgår litteraturen i undervisningssystemet. At arbejde med skønlitteratur er som sagt en stor del af vores uddannelsessystem, og det bør overvejes, om vores nuværende tilgang er for begrænset. Med en større forståelse for hvordan skønlitteratur påvirker mentaliseringsevnen, kan vi integrere dette i udformningen af undervisningen. Litteraturen kan mere end at lære os om metaforer og berettermodeller, men for at litteraturens kognitions-gavnlige kvaliteter kan træde i kraft, skal vi måske facilitere indlevelse og lystbetonet læsning i undervisningen. En anden social fordel ved litteraturen er også, at det immervæk er mere trygt at diskutere følelseslivets mange afskygninger med udgangspunkt i en fiktiv karakter end med spotlyset på Anna, som har taget Lauras taske.
Michelle David er kandidatstuderende i kognitiv semiotik på Aarhus Universitet og frivillig læseguide for Læseforeningen. Hun interesserer sig for sammenhængen mellem kognition, social trivsel, sprog og skønlitteratur.
