Går du ind i en boghandel i Danmark eller Nordamerika, finder du hylderne fyldt med biografier. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor så mange mennesker gerne vil læse om andre menneskers liv.
Nu har jeg lige læst en biografi for første gang i mit liv. Nej vent, jeg har også engang læst – og anmeldt – en biografi om den danske sprogforsker Eli Fischer-Jørgensen. Jeg nød faktisk at læse den anden biografi. Det er livshistorien om Jan Eijkelboom, den berømte sent blomstrende digter fra Dordrecht. Det er byen i Nederlandene hvor jeg er vokset op. Jeg kendte ham. Eller kendte? Han var far til min bedste ven fra gymnasiet, hans ældste søn Kors. Jeg har set digteren utallige gange, fordi jeg ofte besøgte familien Eijkelboom. Da jeg hørte fra Kors i sommers, at der ville udkomme en biografi om hans far i efteråret 2021, bad jeg om et anmeldereksemplar. Til Lingoblog. Til en sproggennemgang. Det syntes forlaget var en god idé. Og efter nogle omvandringer (Amsterdam-Heiloo-Aarhus-Heiloo-Aarhus), takket være Postnords uransagelige veje, landede bogen endelig på mit dørtrin for nogle uger siden.
Der er vel et og andet at sige om sproget i lyset af denne biografi.
Jan Eijkelboom er født og opvokset i og omkring Dordrecht. Han havde gået i skole i byen og gennemførte gymnasiet i Rotterdam (15-20 minutter med tog). Han afsluttede det, ikke med store karakterer, men han havde åbenbart lært fransk, engelsk, latin og græsk ret godt der. I hvert fald brugte han i sit senere liv som digter jævnligt latinske citater, endda en gang som titel på én af sine digtsamlinger. Han citerede også jævnligt i det franske sprog. Hans kone var fransklærer, så det er ikke overraskende. De var selvfølgelig jævnligt på ferie i Frankrig. Han har også oversat poetiske tekster fra klassisk græsk. Om han kunne tysk er noget uklart. I den senere del af anden verdenskrig, da landet var besat af Nazi-Tyskland, måtte han gå i skjul, og i begyndelsen af krigen havde han leveret mad og nogle gange våben til modstandsfolk, der gemte sig i naturreservaterne omkring Dordrecht. I hvert fald var han ikke tysksindet.
I 1945, få måneder efter krigen, havde han, en eventyrer som han var, underskrevet en aftale om, at han kunne indsættes hvor som helst i verden hvor den nederlandske krigsminister fandt det nødvendigt. Digteren Slauerhoff, der sejlede på verdenshavene, og publicerede poesi om det, var en af hans helte. Jan Eijkelboom ville også se mere af verden end Dordrecht og omgivelse. Samme år blev han sendt til England og Skotland til militærtræning og der endte han i en kaserne, hvor han blev introduceret til brugen af skydevåben. Fra 1947 var han udstationeret som soldat i Indonesien på øen Java, hvorfra han vendte tilbage med båd i februar 1950, lige før sin 24 års fødselsdag. Han havde lært malaysisk under sit ophold på den store ø Java. Ikke det svære javanesisk, men lingua franca malaysisk, som senere skulle blive udbygget til det indonesiske standardsprog. Han havde haft en affære på Java med en ung javanesisk kvinde, Soemiati. Han beholdt altid de digte, hun havde givet ham (selvom han opdagede, at hun ikke selv havde skrevet dem). Nogle år efter sin hjemkomst publicerede han en historie om hende i magasinet Libertinage, med titlen ”De Terugtocht”, som kan oversættes som Tilbagetoget. I novellen citerer han endda en af de malaysisk udtryinger: Saya minta dibunuh “Jeg vil dræbes”. Denne tragiske kærlighedshistorie var måske et behageligt minde for ham, som skulle kompensere for hans forfærdelige oplevelser som deltager på nederlandsk side i de såkaldte “politiaktioner”, der skulle undertrykke den indonesiske søgen efter uafhængighed. Desuden havde hans deltagelse utvivlsomt resulteret i PTSD, en posttraumatisk stresslidelse. Jeg tror, at dette faktisk førte til hans ikke så moderate alkoholforbrug bagefter. Han har ikke skrevet eller talt meget om kamphandlinger, men han blevet konfronteret med døden gentagne gange. Flere soldater fra hans bataljon overlevede ikke, inklusive mænd, der stod lige ved siden af ham. Våbenkampe, vejsidebomber, slæbebomber, henrettelser, dræbte kammerater, halshuggede informanter: han har været igennem det hele. Hvorvidt han selv var nødt til at dræbe folk, er stadig uvist.
Senere i livet, da en række historiske begivenheder i Nederlandene førte sine tanker, sandsynligvis utilsigtet, tilbage til sine dage på Java, så forsøgte han, efter mange år, at læse indonesisk, men han kunne ikke længere sproget godt nok.
Det var hans fremmedsprog. Så han havde lært klassisk græsk, latin, fransk, engelsk, malaysisk. Hvad med det nederlandske sprog? Han blev studerende i Amsterdam, og efter nogle år også skribent for det kendte studentermagasin Propria Cures (1954-1956), som har eksisteret i år i 132 år. Senere skrev han for det progressive ugeblad Vrij Nederland, som var oprettet af den anti-tyske modstand i krigen. Han var også redaktør af den socialistiske avis Het Vrije Volk og i flere år chefredaktør på den lokale avis De Dordtenaar. Det vil jeg ikke tale om. Kun om det nederlandske sprog i hans digte.
Foran mig ligger hans “bog”-debut, digtsamlingen “wat blijft, komt nooit terug” (“Det, som er blevet, kommer aldrig tilbage”, som udkom i 1979. Da var han allerede 53 år. Jeg tror, at titlen refererer (blandt andet) til Jan Eijkelboomstraumatiske oplevelser i hans yngre år: de begivenheder kommer ikke tilbage, fordi de er aldrig blevet glemt. Måske henviser det også til alkoholen, der spillede en stor rolle i hans liv og arbejde. Noget han ikke kunne komme af med. Flere digte i samlingen handler om alkoholbrug.
Inden sin debut havde Jan Eijkelboom udgivet et par digte i tidsskrifter, herunder oversættelser fra engelsk. Hans egne digte omhandler typisk hverdagsting, som typisk beskrives med omhyggelig sprogbrug. Hans sprog er lettere arkaisk og tydeligt præget af hans opvækst i en streng kristelig familie. Desuden fik han gavn af sin træning med klassikerne og han fik et grundigt kendskab til det engelske sprog selv i skolen, selv på ældre stadier: Et af digtene i samlingen er blevet bearbejdet efter et engelsk eksempel fra det 16. århundrede. Det første digt i bogen, hvori han beskriver, hvordan han forlader ægtesengen om natten på jagt efter (formoder jeg) en tår alkohol og undervejs bliver han mødt af kattene i huset. Digtet hedder “borborygmes”. Jeg måtte selv slå det op, det er lyde fra tarmene. Der er også en kort version i hæftet af Dantes guddommelige komedie, som han kalder Den lille komedie – en hentydning til et teater i Amsterdam, som hedder De Kleine Komedie. I dette digt bruger han et italiensk motto, et oversat citat fra den britiske digter Yeats og en sætning på engelsk.
Det er digte, som handler om oplevelser i hverdagen, men ofte indeholder de også subtile referencer til andre litterære tekster, klassikerne og måske også Bibelen. Derfor er hans digtning en fornøjelse for intellektuelle, som genkender de subtile referencer, mens hans digte også er forståelige på et andet plan for andre, der genkender de daglige bekymringer og værdsætter beskrivelser af by- og landskaber.
Nogle gange er rim linjer af poesi, nogle gange ikke. Det er smukke sætninger, men næsten aldrig skrevet i en stiv rytme.
Jeg har forsøgt at oversætte hans digt “Wijnhaven” til dansk. Der bruges “halvrim” i næsten alle linjer. Jeg kan huske, at han var inspireret af digteren Hendrik de Vries. Wijnhaven er en indre havn i Dordrecht kommune. Bag facaderne på en række huse ligger direkte ud til vandet. Dordrecht er den ældste by i Holland og har, beliggende på en ø omgivet af sejlbare floder, altid været et handelscenter for skibstrafikken. Her er min oversættelse til dansk:
Wijnhaven (Vinhavnen)
Støttepiller, som også begynder at rådne,
forhindrer huset i at styrte sammen.
Slyngplanter trængte gennem vinduer
så det i november så ud som om her
i den vakkelvorne veranda
folk stadig tog sig af deres planter.
Men den bedrageriske fest med grønt
består nu af et skrumpende brunt,
mens udefra de nøgne ranker
omklamrer huset som de forankrer.
Indtil denne vaklende ligevægt
af en kat, en landstryger, måske mig selv
tilintetgøres og sten for sten
forsvinder ned i havnens vand.
En lunken flodbølge viser dog:
Her stod en gang et fornemt hus hvor
parykklædte købmænd betragtede
hvordan det i havnen myldrede
med fattigfolk der skabte profit
som bidrog til de riges rolige magt.
Det som forblev i live var blot vand
og huset. Men kun for en kort stund.
Originalen kan findes her:
https://www.dbnl.org/tekst/eijk005watb01_01/eijk005watb01_01_0013.php
Den nederlandske sprogmand Kees van’t Hoff har arbejdet på Jan Eijkelbooms biografi dagligt i ti år. Han havde tidligere sammensat en antologi over digterens digtsamlinger. En af de store ting ved biografien er, at van’t Hof meget jævnligt citerer fra digtene, når de vedrører begivenheder i Jan Eijkelbooms liv, eller når de henviser til steder i byen, som digteren brændte for. Det gør digtene ekstra livlige. Ja, jeg syntes, det var en flot bog, og jeg læste den færdig indenfor få aftener. Det var vel ekstra spændende for mig, fordi jeg kendte manden personligt. For folk, der kender til hans digte, tror jeg, at det også ville være en fornøjelse at læse biografien. Der er nogle detaljer, der er forkerte, og kronologien forekommer mig ikke altid helt korrekt. På trods af det, syntes jeg, det var en stor præstation af biografen. Hans sprog er klart. Jan Eijkelbooms liv viser sig at være en rejse mellem alkoholismens sømløse side, hverdagens familieliv, kærligheden, det daglige arbejde, med poesien som den usandsynlige forbindelsesfaktor. Med fare for sit eget liv.
En engelsk oversættelse af Retreat kan findes her:
https://www.indonesiamatters.com/24881/the-retreat-jan-eykelboom/
Kees van’t Hof. 2021. Nooit het hele hart. J. Eijkelboom. En biografi. Amsterdam: Arbeiderspers.
Peter Bakker er født op opvokset i Dordrecht. Han fik rimelige karakterer for sprogfagene og matematik. Jan Eijkelbooms svoger, Simon Dik, overbeviste ham at han skulle læse almen lingvistik i Amsterdam. Det gjorde han, og han forsvarede sin doktorafhandling der. Han har været lektor i lingvistik ved Aarhus Universitet i mange år.
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ 
Anmeldelse: Rejsebog om en afdød lingvist og ballademager 
Zoni Weisz – Det glemte Holocaust 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Jan Eijkelboom, dichter van Dordt, door een half dozijn talen geïnspireerd 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang