Nu skal jeg begynde med at indrømme noget: Jeg har aldrig været i Irland, og jeg kender ikke personligt nogle irske rejsende. Jeg ved, at der hvert år er nogle i min hjemby i Danmark, og oftest er de på vej nordpå med deres campingvogn. Jeg så engang, på vej til arbejde, en gruppe på Tangkrogen i Aarhus, men da jeg kom tilbage, var de væk. Jeg forstod, at de blev sendt afsted af politiet.
Jeg har dog være fascineret af deres sprog, som på flere måder er meget specielt. Sproget har af nogle været set som hemmeligt og beskyttet i mange år. Ingen ved med sikkerhed, hvor sproget kommer fra. Det i modsætning til romani. Det er klokkeklart, at romanis ordforråd kommer fra nordvestindiske sprog – og for en del varianter også grammatikken. Engang i middelalderen ankom romaerne fra Indien. Men for “cant” eller “gammon” er det noget helt andet. Det er ikke et indisk sprog og heller ikke et keltisk sprog, som irsk.
Det er lidt klarere, hvor befolkningsgruppen kommer fra, end hvor sproget kommer fra. Irske rejsende adskiller sig ikke meget fra den generelle irske befolkning. Men de har levet adskilt fra den generelle irske befolkning i næsten 200 år eller længere. De plejer at gifte sig med andre rejsende. De dyrker deres stærke familiebånd.
Nu har jeg lige læst en bog om irske rejsende. Der er i øvrigt også en del, der er emigreret fra Irland til Storbritanien og USA. Og som sagt er der nogle familier, der besøger Skandinavien.
Bogen er interessant. Jeg synes, der er mange paralleller mellem skandinaviske rejsende og irske rejsende, selvom de ikke rigtigt har en fælles historie. Nu skal jeg først sige noget om bogen.
Maria Rieder, som oprindeligt er fra Tyskland, har skrevet bogen. Hun arbejdede på et uddannelsescenter for Irish Travelers i nogle år. Hun har talt med mange, og hun har også lavet mere eller mindre formelle gruppeinterviews med både mænd og kvinder (men ikke blandet) for at samle viden til sin afhandling. Baseret på sine erfaringer har hun skrevet bogen. Den er delvist etnografisk – det vil sige beskrivelser baseret på hendes observationer – og delvist folkelingvistisk. Folkelingvistik er en gren af sprogvidenskab, hvor man videregiver, hvad mennesker selv ved eller tror om sprog, og ikke hvad videnskabsfolk selv siger om det samme. Det kan være temmelig forskelligt.
Interviewene omhandler blandt andet deres sprog. I bogen hedder det altid “cant”, som også er et ord for slang, mens det hedder “shelta” (en label som rejsende i øvrigt ikke selv kender eller bruger) eller “gammon” eller bare “the words”. De fleste interviewpersoner har ikke taget en længere skoleuddannelse, så de er ikke påvirket af, hvad andre har skrevet om deres sprog, eller hvad man kan finde på nettet. Selvom temmelig meget imidlertid er offentliggjort om deres sprog, er der kun få ord, som man finder citeret i bogen. For at vise den store forskel på romani og cant videregiver jeg nogle ord fra bogen her:
IRSK “CANT” SVENSK ROMANI
alemog ”mælk” (Romani tudd).
beoir ”kvinde” (R. romni, rani),
corrie ”hest” (R. grai),
fe ”kød” (R. mass),
feen ”person” (R. manus),
geg ”at spørge” (R. puttja),
grugra ”sukker” (R. gulipa),
lakeen ”pige” (R. rakli, tjei),
sarc ”mark” (R. nita),
tari ”at give” (R. (de(la)),
toom ”god” (R. fäddi, hårta).
Disse ord ligner ikke hinanden meget, og når de gør, er det oftest tilfældigt. Ordet på for “sukker” på romani kommer fra et indisk ord for “sød”, og det er egentlig “sødhed”, men cant grugra kommer, som det eneste ord på listen, fra det engelske sugar. For at lave låneord ugenkendelige, bruger man gr- i stedet for den første bogstav af irske eller engelske ord.
Nu er det oprindeligt et hemmeligt sprog, som havde en funktion, da rejsende gik rundt på landevejen og handlede med ikke-rejsende. Så kunne de rejsende identificere hinanden og dermed nemt kommunikere. I det gamle Irland brugte man disse specielle ord i en irsk grammatisk ramme, mens de nu bruges i en engelsk ramme. Ligesom det skete i Sverige for flere århundreder siden, hvor man begyndte at bruge romani ord i en svensk ramme. I interviewene siger de, at det er godt at kunne bruge sproget til at kunne advare hinanden mod trusler og fare udefra. Men dør-til-dør-handel er slut, og man synes, at sproget har mistet dets eksistensgrundlag, så sproget får andre funktioner. Mange unge er ikke særligt interesserede, men nogle er.
Det er utroligt, hvor meget de irske rejsendes erfaringer, som de fortæller om i bogen, ligner, hvad rejsende i Skandinavien har oplevet. Langt de fleste irske rejsende bor nu i huse, mens kun få stadig rejser rundt, og det er kun en del af året. Irske rejsende ser nostalgisk tilbage på de gamle dage, da de handlede med de fastboende, og da de havde gode relationer med bønderne. Nu føler de sig ofte diskrimineret. Nogle skjuler, at de er rejsende. Det bliver sværere og sværere at rejse rundt, og handlen med landmænd er næsten umulig. Blot for få år siden blev de som etnisk gruppe anerkendt i Irland. De har stærke familiebånd, og de vil gerne leve tæt sammen. De har deres eget sprog, men de unge er ikke så interesserede i det, og de gamle kan godt se, at sproget har mistet meget af sin funktion. Der er flere og flere blandede ægteskaber mellem rejsende og bofaste borgere. Deres kultur er vigtig for dem, men de kan også se, at meget er forsvundet, og at yderligere ting forsvinder. Der er flere paralleller. At skandinaviske og irske rejsendes historie ligner hinanden så meget, har vel at gøre med udviklingen i det europæiske samfund i det sidste århundrede: bedre veje, flere butikker og mindre behov for ambulant handel og sæsonarbejde. Og på samme tid tiltagende diskrimination fra befolkningen og stramme statslove mod rejsende grupper og gadehandel.
Jeg synes, det var en interessant bog at læse. Forfatteren skriver godt og klart, og informationerne om de irske rejsende er interessant. Jeg er selv akademiker, og den akademiske del er også i orden. For dem, der kan læse engelsk, kan bogen anbefales.
Der er ikke nogle hemmeligheder i bogen, da hun ikke offentliggør deres navne, og de har givet tilladelse til interviewene.
Der er dog en stor ulempe, og det er prisen. Bogen er skandaløst dyr. Men man kan forhåbentligt få den billigere. Jeg købte den til 10 pund (ca. 75 kr.) på udsalg, som forlaget plejer at gentage hvert år i december måned. For dem, der ikke skriver bøger, skal jeg tilføje, at man ikke bliver rig ved at skrive akademiske bøger. Forfatteren tager som regel ikke del i gevinsten. Og man får først en procentdel, når man har solgt mange eksemplarer. Til gengæld har mange akademikere et job på universitetet, hvor de får løn for at skrive bøger og artikler. Kun meget sjældent får de penge for at skrive artikler eller bøger.
Der er dog en stor ulempe, og det er prisen. Bogen er skandaløst dyr. Men man kan forhåbentligt få den billigere. Jeg købte den til 10 pund (ca. 75 kr.) på udsalg, som forlaget plejer at gentage hvert år i december måned. For dem, der ikke skriver bøger, skal jeg tilføje, at man ikke bliver rig ved at skrive akademiske bøger. Forfatteren tager som regel ikke del i gevinsten. Og man får først en procentdel, når man har solgt mange eksemplarer. Til gengæld har mange akademikere et job på universitetet, hvor de får løn for at skrive bøger og artikler. Kun meget sjældent får de penge for at skrive artikler eller bøger.
Peter Bakker er lingvist på Aarhus Universitet. Hans specialitet er nye sprog. Irsk cant, som de rejsende taler, er et nyt sprog, et blandsprog af engelsk med ordforråd af ukendt proveniens.
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Zoni Weisz – Det glemte Holocaust 
Skotsk – sproget, hvis talere ikke tør sætte røde streger 
Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder 
Historiebøger skal genskrives – Nyopdaget sprog i Pakistan er gammelt dansk Nationalitet og sprog på varietéscenen