Som relativt nybagt mor – og lingvist med interesse i kommunikation og kultur – har jeg undret mig over, hvordan forældre i andre kulturer interagerer med deres børn. Når man lige har født en baby, bliver man nemlig mødt af en storm af information omkring, hvad der er ‘rigtigt’, og hvad der er ‘forkert’. Men fra en mere antropologisk synsvinkel kan det næppe passe, at der er én simpel løsning til, hvordan man bør interagere med sit barn. Dette indlæg vil derfor undersøge, hvordan forældre i andre kulturer taler med deres børn og babyer, og hvordan det mon kan påvirke børnenes socialisering.
Først og fremmest kan man skelne mellem forskere, der forsøger at finde universaler, og forskere, der søger efter at forstå forskelligheder i interaktionen med børn. En af de mest kendte universaler er nok ‘infant-directed speech’ eller ‘spædbarnsrettet tale’, også kendt under det mere mundrette ‘Parentese’. ‘Parentese’ (eller ‘forældrisk’) er en version af det normale sprog, som har nogle særligt spædbarnsvenlige træk. Det betyder, at forældre taler med et pitch, der er højere end normalt, de overdriver deres intonation og taler langsomt og med mere distinkte vokaler. Derudover lægger forældrene ofte fokus på at forenkle deres sætninger, gentage barnets ord og tale om genstande i nærheden. Alt sammen (formentlig) for at hjælpe barnets sproglige og sociale indlæring.
Men selvom ‘parentese’ er et nær-universelt fænomen, er der dog også store forskelle mellem kulturer. Forskellene kan føre til ret forskellig socialisering, og studiet af andre kulturer og andre forældrestile kan desuden pege vores egne normer og tabuer. Forældre på tværs af kulturer varierer, i forhold til hvordan de bruger kropssprog og berøring sammen med deres børn, hvor meget de roser dem, hvad der er offentligt/privat, og hvordan de skælder ud. Interaktion mellem forældre og børn er ofte et sted, hvor stærke normer og værdier udspilles. I det følgende vil jeg give eksempler fra tre forskellige kulturer, samt spekulere lidt over sammenhængen mellem interaktion, forældrestile og kultur.
Et sted, hvor kulturer divergerer, er i forhold til, om de har en ‘proksimal’ og en ‘distal’ forældrestil. Den proksimale forældrestil er forbundet med konsekvent og langvarig kropskontakt mellem mor og barn, mens den distale forældrestil vægter øjenkontakt og kommunikation gennem ansigtsudtryk og ord. I kulturer som Danmark lader man ofte børnene ligge på jorden og kigge på verden omkring sig, eller man snakker og pludrer med dem, mens de sidder i en højstol eller lignende. Her vil forældrestilen altså ofte være distal, til trods for at nogle forældre også bærer barnet i slynge, f.eks. I Japan, derimod, er babyer og små børn generelt tæt på deres forældre hele tiden, og nogle omtaler det som en art symbiose, hvor barn og især moderen udgør en samlet enhed. Der er vist en sammenhæng mellem en proksimal forældrestil og udviklingen af selvregulering. Derfor mener forskere, at japanske børn generelt bliver bedre til selvregulering end de fleste vestlige børn. Til gengæld er der en høj sammenhæng mellem en distal forældrestil og den tidlige udvikling af selverkendelse og ‘jeg’-følelse, og en distal forældrestil kan altså skabe større selvstændighed hos barnet.
Udover en proksimal forældrestil er forældre i Japan også meget private omkring deres opdragelse. Man vil sjældent se dem hverken rose eller skælde deres barn ud i offentligheden. Også dette træk afspejles i kulturen, hvor privatliv og respekt for personlige grænser er højt værdsat.
Hos Kisii-folket i Kenya har man også en proximal forældrestil. Men i tillæg til at interaktionen med baby primært foregår via fysisk kontakt, undgår mødre eksplicit at se deres børn i øjnene, når børnene pludrer. Det kan måske lyde ukærligt, men inden for rammerne af Kisii-kulturen giver det mening. Øjenkontakt betragtes som en kraftfuld handling, og at give barnet øjenkontakt er at give det magt i relationen. Til sammenligning får nybagte forældre i Danmark at vide, at de bør se deres babyer i øjnene og snakke med dem. Desuden får de at vide, at de skal opfordre spædbørnene til at kommunikere ved at gentage deres lyde eller sætte ord på, hvad de oplever sammen med babyen. Forskere siger, at Kisii-børn er mindre opmærksomhedssøgende som følge af forældrenes interaktionelle strategi.
I mange kulturer er det traditionelt set kvindens rolle at opfostre det lille barn. Man må regne med, at der er helt biologiske årsager til denne fordeling af arbejdsbyrden. Men for Aka-folket i det centrale Afrika er de mandlige og kvindelige roller i forhold til børn og babyer meget udskiftelige. Kvinderne jager på lige fod med mændene – også mens de har spædbørn – og mændene passer børnene imens. Barry Hewlett, en amerikansk antropolog, siger i en artikel i The Guardian, at “der er et niveau af fleksibilitet, som er praktisk talt ukendt i vores samfund … Aka fædre vil glide ind i roller, der normalt er besat af mødre uden en ekstra tanke og uden, endnu vigtigere, noget tab af status – der er ingen stigma involveret i de forskellige jobs”. De er endda så fleksible, at mændene ammer deres børn – måske en praksis, der hos os har udviklet sig til opfindelsen af sutten. Forskere har endnu ikke teoretiseret sammenhængen mellem mændenes rolle i interaktionen med baby og barnets socialisering, men man må tro, at børn i Aka-folket vokser op med andre forventninger til kønnene og andre bånd til deres fædre end i kulturer, hvor kvinden står mere alene med at tage sig af babyer og børn.
Forskere mener, at der er nogle generelle mål i opfostringen af børn, som skaber fællestræk på tværs af sprog og kulturer. F.eks. skal alle børn lære at tale, hvilket spædbarnsrettet tale kan hjælpe barnet med at lære. Til gengæld er kulturer forskellige i forhold til hvilke forventninger, der er til børnene, og hvilke tabuer og værdier de skal efterleve. Disse forskellige rammer må vi regne med også afspejler sig i interaktionen mellem forældre og små børn. De er ikke noget, der ødelægger børnene, men snarere klæder dem på i forhold til den kultur, de skal leve i.
Karen Schriver er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, hvor hun undersøger patientcentreret kommunikation under psykiatriske møder.
Videre læsning:
LeVine, A. R., LeVine, S., Leiderman, P. H., Brazelton, T. B., Dixon, S., Richman, A., & Keefer, C. H. (1994). Child care and culture: Lessons from Africa. Cambridge: Cambridge University Press.
Lohaus, Arnold & Chaudhary, Nandita & Lo, Wingshan & Su, Yanjie & Keller, Heidi & Borke, Joern & Staufenbiel, Thomas & Yovsi, Relindis & Abels, Monika & Papaligoura, Zaira & Jensen, Henning. (2009). Distal and proximal parenting as alternative parenting strategies during infants’ early months of life: A cross-cultural study. International Journal of Behavioral Development. 33. 412-420. 10.1177/0165025409338441.
https://www.theguardian.com/society/2005/jun/15/childrensservices.familyandrelationships
https://talkaboutjapan.com/the-japanese-concept-of-personal-space/
https://parentingscience.com/baby-talk/
Filmen ‘Babies’ or ‘Bébés’ fra 2010.
Coverbillede: Hripsime Poghosyan. Kilde: https://commons.wikimedia.org/
Børnesprog i daginstitution – fra hvad kan børn til hvad gør børn? 
Noget om literacy… 
Øvelse lader “sprogvinduet” stå på klem 
At tale med børn i dagtilbuddets hverdag 
Kan børns læseforståelse have noget at gøre med deres evner til at fortælle en historie? 
SOLIA – en forening med fokus på sprogskabelse. På P1 og AU.