Stemningen var høj og forventningsfuld i går kl. 17, da Busta Rhymes skulle på Orange Scene. Alle var klar, da hans DJ kom ud og satte vilde beats på, og vi hørte det utænkelige:
“Copenhagen, are you ready?”
Den jubel, der havde været indtil da, blev til en opgivende stønnen der bredte sig ned gennem publikum. Det blev dog hurtigt druknet af musikken. I 20 minutter fortsatte DJ’en med at spille og refererede til publikum som Copenhagen en del gange, hver gang til publikums irritation. Da Busta Rhymes endelig kom på, skiftede han (heldigvis) til at adressere publikum som “Denmark”. Det er ikke første gang kunstnere på Roskilde Festival mener de befinder sig i København, og det er bestemt ikke første gang, det irriterer festivalgængerne.
Sprog er et stærkt redskab til at skabe et tilhørsforhold til publikum og forbinde sig med dem som kunstner, og når man henvender sig til publikum, ved at sige hvor man er, skaber det som regel en særlig tilknytning, fordi det viser en villighed fra kunstnerens side om at engagere sig med publikum og deres lokalkultur. Man har taget sig tiden til at forstå sit publikum. Men når kunstnere fejlagtigt råber “Copenhagen” i stedet for “Roskilde” leder det til frustration og skuffelse blandt publikum, fordi det viser en mangel på fortrolighed med den lokale kontekst. Det bliver opfattet som sjusket, og ligefrem respektløst, fordi det tilsidesætter Roskilde Festivals unikke identitet og den betydning festivalen har for byen og dens deltagere. Og så er der måske også festivalgængere, som bestemt ikke mener de er københavnere.
Helt anderledes havde Roskildegængere det til Liraz, der spillede på Avalon i dag, fredag, kl. 15. Liraz blev født i Israel i en iransk-jødisk familie, og musik har altid haft stor betydning for hende. I 2020 indspillede hun albummet Zan, som betyder ‘kvinde’ på farsi, i samarbejde med tre iranske kvinder, som risikerede deres liv ved at medvirke i albummet. De optog det i al hemmelighed online, og Liraz mødte således aldrig selv kvinderne under optagelserne. Det iranske præstestyre har nemlig forbudt de fleste musikgenrer efter revolutionen i 1979, og derfor har persisk musik sidenhen fungeret som et våben imod styret, og et redskab den iranske befolkning har brugt til at gøre oprør mod undertrykkelsen. Midt under koncerten stoppede Liraz med at synge, og brugte sin platform til at sætte ord på den feministiske revolution der på nuværende tidspunkt udkæmpes i gaderne i Iran, og på hvordan hendes musik giver kvinderne i Iran en stemme:
Israel and Iran, these countries are considered to be enemies. But I do not agree with this word. Why I cannot visit my homeland confused me, and brought me the decision to sing in farsi. Especially because of the fact of the iranian muted women, who since revolution are not able to do this one pure simple thing. And it is to sing. And I admire them. I am inspired by them, I recognize their stories and I sing because of them, to them.”
Hendes andet album Roya, som betyder ‘fantasi’ på farsi, blev også optaget i al hemmelighed i en kælder i Istanbul, fordi kvinderne “risikerer (…) at blive fængslet, idømt bøder eller sågar pisket, hvis deres musik bliver stemplet som ’u-islamisk’ eller ’for vestlig’ af magthaverne. Det er forbudt at danse i det offentlige rum, og kvinder må ikke optræde foran mænd, som de ikke er i familie med. Til trods for den rigide lovgivning har landets musikalske undergrundsindustri været i opblomstring de seneste årtier.” (kilde Roskilde Festivals program).
Liraz fortsætter sin tale og slutter af med at introducere de tre kvinder hun indspillede med, og som kort efter løb ind på scenen:
“I wanted to say something about these beautiful women who are protesting in the streets of Iran these days. You know we say ‘they are seeking for freedom’. So they are not looking for freedom anymore they are the freedom! They are the leaders of this revolution and they deserve to be free. They have no fear in their blood. And these three, amazing, corageous iranian musicians ladies that you are about to hear very soon, they don’t have any fear in their blood.”
Budskabet var stærkt og meget rørende, og der var flere våde øjne rundt omkring blandt publikum. Hun sang på farsi, for at sætte fokus på de iranske kvinders situation. Men tårerne blev hurtigt tørret væk, da de lækre persiske rytmer begyndte igen og publikums ører blev fyldt med smukke sangtekster på farsi.
Kirstine Boas og Sofia Navarro Beck dækker Roskilde Festival for Lingoblog indtil i lørdag den 1 juli.
Træning i andetsprogslyde – en udforskning af forbindelsen mellem udtale og opfattelse af sproglyde 
Lingoblog indtager Roskilde Festival 2023! 
Oversættelse: Identitet og udvikling i Grønland 
Mellem trussel og tilskyndelse: Afsender som udførende eller opfordrende part? 
Samspil mellem sprog og kognition i børns sprogtilegnelse. Del 1: Ordtilegnelse 
Samspil mellem sprog og kognition i børns sprogtilegnelse Del 2: Grammatisk udvikling