Når journalister omtaler et indbrud i en artikel, beskriver de det oftest som en faktuel begivenhed. Der er ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved, om anmelderen nu også har fået stjålet sit tv, to computere og for 20.000 kroner smykker. Det samme gælder for røveri – journalisten stiller ikke spørgsmålstegn ved, om anmelderen rent faktisk har fået stjålet sin pung og telefon på åben gade. Det samme gælder ikke for voldtægt. Her tager journalisten som regel visse sproglige forbehold for, om voldtægten har fundet sted. Små ord som angiveligt eller formodentligt sniger sig gerne ind og indikerer, at det ikke er helt sikkert, at voldtægten har fundet sted.
Synes du, at dette lyder som hårde påstande, som man burde undersøge, før man slynger dem ud? Heldigvis er det netop, hvad jeg har gjort. I et tekstanalytisk studie har jeg sammenlignet sprogbrugen i 346 artikler om forbrydelserne voldtægt, røveri og indbrud med fokus på epistemiske og evidentielle markører. Ord der udtrykker epistemisk modalitet (Nuyts 2001: 1), for eksempel formodentlig eller sandsynligvis, kan fortælle noget om, hvor sandsynligt journalisten vurderer det er, at en forbrydelse har fundet sted. Det samme kan evidentielle markører som angiveligt eller tilsyneladende. Disse markører indikerer egentlig, hvor afsenderen har sin viden fra, men mange evidentielle markører har tendens til epistemisk ekstension i bestemte kontekster (Aikhenvald 2004: 6; Mortensen 2006: 25). Det betyder, at de ofte forstås epistemisk, det vil sige som afsenderens sandsynlighedsvurdering af en proposition. Det er blandt andet grunden til, at angiveligt ofte opfattes som afsenderens sandsynlighedsvurdering.
En 10-årig dreng er angiveligt blevet voldtaget i den østjyske by Grenå natten til onsdag. Det skriver Østjyllands Politi i et tweet.
(“10-årig dreng voldtaget: 17-årig dreng er anholdt”, Newsbreak.dk, 11. juli 2018)
Ovenstående er et eksempel fra mit datamateriale på brugen af angiveligt, som i artiklens fulde kontekst har en epistemisk funktion og dermed bliver en sandsynlighedsvurdering.
Mistænkeliggør pressen voldtægtsofre?
Påstandene i indledningen byggede til at begynde med på min egen fornemmelse af journalisters sprogbrug i artikler om voldtægt. Det viste sig dog, at jeg ikke var den eneste, der havde en fornemmelse af, at der var forskel på sprogbrugen i artikler om voldtægt sammenlignet med andre forbrydelser.
Jeg fandt to debatindlæg af henholdsvis Christian Roar Pedersen (sognepræst og mediekonsulent i Aalborg Stift) og Mette Gjerskov (medlem af Folketinget for Socialdemokratiet). De mener begge, at pressen mistænkeliggør voldtægtsofre ved at bruge ord som angiveligt i artikler om voldtægt. Den slags sprogbrug finder man ifølge debattørerne ikke i artikler om andre forbrydelser som gaderøveri eller indbrud.
Fokus for mit projekt var at undersøge, om disse påstande fra Christian Roar Pedersen og Mette Gjerskov giver et retvisende billede af danske mediers sproglige fremstilling af voldtægt. For at finde ud af det sammenlignede jeg via Infomedia i alt 346 artikler om voldtægt, røveri og indbrud fra juli 2015 og juli 2018. Jeg medtog en bred kategori af medier lige fra landsdækkende dagblade til lokale ugeaviser, webkilder og magasiner.
Det fandt jeg ud af
Min analyse viste, at der er store forskelle i sprogbrugen i artikler om voldtægt sammenlignet med artikler om røveri og indbrud. I de artikler, jeg har undersøgt, anvender journalister også epistemiske og evidentielle markører i artikler om røveri og indbrud, men ikke i samme grad, og der er stor forskel i måden, de bruges på. Når der anvendes epistemiske og evidentielle markører i artikler om røveri og indbrud, er det primært om gerningsmanden eller om andre omstændigheder ved forbrydelsen. Dermed er det altså ikke selve forbrydelsen, der gøres til genstand for en sandsynlighedsvurdering.
I artiklerne om voldtægt så jeg den modsatte tendens. Her bruges der for det første generelt langt flere markører – i flere artikler endda flere markører i samme artikel eller i samme sætning. For det andet anvendes markørerne hovedsageligt om forbrydelsen som handling. For begge år anvendes der ved voldtægt flere markører om forbrydelsen som handling end om gerningsmanden og andre omstændigheder tilsammen. I størstedelen af artiklerne om voldtægt indikerer journalisterne altså usikkerhed om, hvorvidt selve forbrydelsen har fundet sted. Ved indbrud og røveri ses desuden en tendens til, at der i mange artikler slet ikke anvendes markører. Det har den effekt, at røveriet eller indbruddet fremstilles som en faktuel begivenhed.
Hvad kan forklaringen være?
Er der en saglig grund til, at sprogbrugen om voldtægt er anderledes? Er der for eksempel flere falske voldtægtsanmeldelser end falske anmeldelser af røveri og indbrud? En rapport fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at antallet af falske voldtægtsanmeldelser i Danmark ligger på 7,3%. Dette er de nyest tilgængelige tal på området. Statistik over falske anmeldelser opgøres ifølge rapporten Voldtægt der anmeldes II samlet set og ikke inddelt i kategorier efter type af forbrydelse. Derfor findes tallene for falske voldtægtsanmeldelser kun, fordi den førnævnte rapport er lavet. I rapporten nævner forfatterne dog, at der højst sandsynligt er flere falske anmeldelser om forbrydelser som tyveri, hvor der er incitament til forsikringssvindel. Det samme kan tænkes at gælde for eksempelvis indbrud. Så hvorfor er medierne ikke i samme grad sprogligt på vagt over for, om et indbrud har fundet sted?
Et medieskabt fokus på falske voldtægtsanmeldelser
Det kan tænkes, at der i offentligheden eksisterer et forskruet billede af, hvor mange falske voldtægtsanmeldelser, der indgives. Vi hører primært om voldtægter gennem medierne, så måske er der et medieskabt stort fokus på falske voldtægtsanmeldelser, selvom det reelle tal er lavt. I rapporten fra Det Kriminalpræventive Råd påpeger forfatterne, at det er et problem, at medierne omtaler falske voldtægtsanmeldelser på et niveau, der ikke stemmer overens med, hvor mange falske anmeldelser der reelt er. Noget tyder på, at dette kan være en mulig forklaring. Jeg søgte i Infomedias artikeldatabase og fandt et væsentligt højere antal skrevne artikler om falske voldtægtsanmeldelser end artikler om falske anmeldelser af røveri og indbrud.
Kilde: Infomedias artikeldatabase
Hvad de præcise årsager til forskellen i sprogbrug skyldes, kræver mere dybdegående undersøgelser. Ligeledes er det vigtigt at påpege, at mit studie kun dækker artikler i juli måned 2015 og 2018. Studiet giver dermed kun et lille indblik i danske mediers sproglige fremstilling af voldtægt, røveri og indbrud. At jeg har set de samme sproglige mønstre for begge år kunne dog tyde på, at der er tale om en generel tendens. Svaret på Christian Roar Pedersen og Mette Gjerskovs hypoteser bliver derfor: Ja, pressen kan i dette datasæt siges at mistænkeliggøre voldtægtsofre, hvis man mener, at journalisters øgede sproglige forbeholdenhed i artikler om voldtægt er et udtryk for en mistænkeliggørelse.
Lærke Nørgaard Sørensen er bachelor i lingvistik fra Aarhus Universitet og læser nu en kandidat i kommunikation på Aalborg Universitet. Indlægget er baseret på hendes artikel i tidsskriftet Journal of Language Works, som du kan læse her.
Kilder:
Aikhenvald, Alexandra. Y. 2004. Evidentiality. Oxford: Oxford University Press.
Mortensen, Janus. 2006. Epistemic and Evidential Sentence Adverbials in Danish and English: A Comparative Study. Speciale. Institut for Sprog og Kultur, Dansk og Engelsk, Roskilde Universitetscenter.
Nuyts, Jan. 2001. Epistemic modality, Language, and Conceptualization: A cognitive-pragmatic perspective. John Benjamins.
Tillykke, Lærke, med din meget relevante artikel og med nærværende blogindlæg!
Som tidligere nævnt synes jeg, at dine resultater fortjener at nå dagspressen, fx i form af en kronik. Er det måske allerede sket eller planlagt?
Kh, Alexandra
Tak, Alexandra!
Jeg er ikke nået videre med de overvejelser, men du har ret i, at det er relevant viden for et større publikum.
Kh Lærke
Flot artikel og absolut relevant input i forbindelse med den igangværende debat om den nye voldtægtslov.
Mvh Tina . S. Olesen
Tusind tak, Tina.
Hej Lærke.
Jeg tvivler ikke på tallene i dine undersøgelser, eller din analyse i selve sprogbruget, men jeg mener at du overser et væsentligt element i årsagen hertil.
I sager om voldtægt, vil der i langt højere grad, end i sager om f.eks indbrud, figurere en mistænkt.
Medierne bliver derfor nødt til at sikre sig i forhold til eventuelle sager om injurier, hvilket naturligvis har en indvirkning på, hvordan man kan/må formulere sig.
Hej Niko
Tak for din interesse i emnet og min undersøgelse.
Hovedpointen i min analyse er, at i artikler om voldtægt bruges usikkerhedsmarkører primært om selve handlingen – fx “hun blev formodentligt voldtaget…”, mens markørerne i artikler om røveri og indbrud primært bruges om gerningsmanden – fx “der er blevet begået et røveri tirsdag formiddag, og den formodede gerningsmand er stadig på fri fod”. I artiklerne om voldtægt indikeres der altså primært sproglig usikkerhed om selve voldtægten som handling (hvorvidt den har fundet sted) og ikke om gerningsmændene. Det er altså i artiklerne om røveri og indbrud, at der hovedsageligt signaleres usikkerhed om gerningsmanden og ikke i artiklerne om voldtægt. Hvis jeg har forstået din kommentar rigtigt, har den derfor ikke direkte relation til min undersøgelses resultater.
Jeg vil alligevel kommentere på din pointe. Som jeg også skriver i blogindlægget, kræver det mere dybdegående undersøgelser at klarlægge årsagerne til forskellene i sprogbrugen i artikler om de tre typer forbrydelser. Du kan have ret i, at der i sager om voldtægt nok oftere vil figurere en konkret mistænkt end i sager om fx indbrud. Jeg er dog ikke enig i, at dette kræver en øget sproglig forbeholdenhed for at undgå eventuelle injurier. I min research til projektet har jeg bl.a. læst undersøgelser fra Det Kriminalpræventive Råd. I en af disse undersøgelser om falske voldtægtsanmeldelser står følgende:
“Med tanke på mediernes og politifolks udmeldinger om spildte ressourcer og den uretmæssige – og tunge – anklage mod en uskyldig mand, er det også vigtigt at tage i betragtning, at kvinderne i omkring halvdelen af sagerne faktisk ikke udpeger en ”gerningsmand”. En tredjedel af det antal mænd, der anmeldes i en falsk voldtægtssag identificeres/udpeges af kvinden. Langt fra alle disse udpegede mænd kontaktes, blandt andet fordi sagen opklares som falsk anmeldelse, inden politiet når så vidt – typisk på grund af kvindens indrømmelse af, at anmeldelsen er falsk. De fleste voldtægtssager, der viser sig at være falske, opklares altså meget hurtigt, og den tid en uskyldig mand må lide under anklagen om voldtægt er heldigvis sjældent lang.”
Citatet er fra side 78 i denne rapport: https://dkr.dk/materialer/vold-og-voldtaegt/voldtaegt-der-anmeldes-ii/
Ud af de 7,3 % falske voldtægtsanmeldelser om året, er det altså langt fra i alle sager, at “offeret” udpeger en konkret “gerningsmand”. Og hvis “offeret” udpeger en “gerningsmand”, bliver sagen ofte opklaret som en falsk anmeldelse, inden “gerningsmanden” overhovedet når at blive kontaktet og involveret. Derfor mener jeg ikke, at der er grund til at være ekstra sprogligt på vagt i artikler om voldtægt i forhold til artikler om fx indbrud.
Tak for dit svar Lærke.
Min holdning er dog stadig nogenlunde den samme. I ca. 63% procent af anmeldte voldtægtssager (ifølge syddansk Universitet), udpeges en gerningsmand. Alene det faktum MÅ spille en rolle i, hvordan man som medie omtaler en sag, når tallet for indbrud vel nogenlunde er 0% +/- (?)
Det (absurd) lave tal af skyldig domme på området, ca. 6,5%, fortæller muligvis også en del af historien.
Bruger vi 2018 tal, så har vi 1079 anmeldelser hvor vi må gå ud fra, at der så er 680 udpegede mistænkte. Ud af dem har vi så kun 69 dømte. Altså har vi tilbage, 611 “udpegede gerningsmænd” der er blevet frikendt.
Min pointe er, at bruger medierne IKKE disse “usikkerhedsmarkører” i deres omtale af voldtægtsager, men konsekvent omtaler personer som gerningsmand eller ofre, så har de potentielt åbnet op for et juridisk efterspil i 611 af sagerne, som de ikke har i omtalen af sager hvor der udelukkende er tale om en forurettet.
Jeg er HELT enig i, at der tydeligvis er noget galt med vores lovgivning vedr. voldtægter, men jeg må indrømme, at jeg ikke er særligt overrasket over, hvorfor medierne gør som de gør.
Grundet selve emnet, virker matematikken selvfølgelig kold og kynisk, men at påstå (Som Mette Gjerskov), at dette skulle være videnskabelig evidens for, at medierne bevidst mistænkeliggør anmeldere i voldtægtssager, mener jeg slet ikke har grund i virkeligheden.
Set i lyset af, at lovgivningen på området, for ikke så længe siden blev ændret, og at taksten på domme for injurier (for massemedier) blev tre- og femdoblet, så undrer det mig ikke, at medierne går med livrem og sele.
Niko.
Måske har du ret i, at det faktum spiller en rolle. Det faktum har jeg dog ikke undersøgt, så det kan jeg ikke stå på mål for. Formålet med min opgave var at undersøge, om det er rigtigt, at der er forskel på sprogbrugen i artikler om voldtægt sammenlignet med artikler om røveri og indbrud med hensyn til brugen af udvalgte usikkerhedsmarkører. Det har jeg dokumenteret, at der er.
Som jeg skriver i blogindlægget og i den fulde undersøgelse, så kan min undersøgelse kun sige noget om sprogbrugen i artikler om de tre forbrydelser for juli måned 2015 og 2018, da det er de perioder, datamaterialet stammer fra. Jeg konkluderer, at hvis man mener, at en øget sproglig forbeholdenhed i artiklerne om voldtægt er et udtryk for en mistænkeliggørelse, så kan man svare ja til, at pressen mistænkeliggør voldtægtsofre. Det virker ikke til, at du kan tilslutte dig præmissen om, at en øget og anderledes brug af usikkerhedsmarkører i artikler om voldtægt er et udtryk for en mistænkeliggørelse, og det er nok derfor, at vi ser forskelligt på emnet.
For mig at se er forskellene i sprogbrugen et principielt problem – uanset hvad årsagerne hertil måtte være. Jeg mener heller ikke, at det skal være “forbudt” at bruge usikkerhedsmarkører i artikler om voldtægt. Mit data viser, at der i mange artikler om fx indbrud er et fravær af markører, hvilket principielt set er ligeså problematisk, da det fremstiller indbruddet som en faktuel begivenhed. Min holdning er derfor, at man for at undgå eventuelle injurier burde anvende usikkerhedsmarkører i nogenlunde samme grad og på samme måde uanset typen af forbrydelse og uanset, om der er udpeget en gerningsmand. Jeg mener derfor ikke, at der sprogligt er nogen grund til at “gradbøje”, hvornår en eventuel sag om injurier ville være værst for den potentielle gerningsmand, men i stedet tage de samme sproglige forbehold for alle typer forbrydelser.
Jeg deler Mette Gjerskovs holdning om, at forskellene i sprogbrug er problematisk. Men jeg har ikke selv omtalt min undersøgelse som “videnskabelig evidens for, at medierne bevidst mistænkeliggør anmeldere i voldtægtssager”. Jeg kan derfor ikke stå til regnskab for Mette Gjerskovs formuleringer.