Hvordan vi taler om mennesker med anderledes forudsætninger end flertallet, bliver diskuteret flittigt. For eksempel var det på grund af finansminister Nicolai Wammen, at hashtagget #undskyldvierher for nyligt spredte sig på sociale medier. Wammen havde nemlig fået sagt noget om, at udgifter til det “specialiserede socialområde” er medskyldig i, at kommunerne er nødt til at spare – og dermed i manges øjne beskrevet handicappede som gøgeunger, der snylter på samfundet.
Eller, hov, går det overhovedet an at tale om handicappede? Tja, det vender jeg tilbage til. Men først kigger jeg på andre af de ord, vi bruger om personer og grupper, der på forskellige måder er anderledes end de fleste andre. Hvad der i én periode er acceptabelt ordvalg, er det ikke i en anden – ligesom det, der skal til for at være anderledes nok til at få en betegnelse hæftet på sig, ændrer sig med tiden.
Nye konnotationer og nye betegnelser
Når en gruppe mennesker i samfundet er fælles om en afvigelse fra ”normalen”, kategoriseres de ofte under en overordnet betegnelse. Den slags betegnelser kigger jeg nærmere på i et igangværende forskningsprojekt. For betegnelserne, som bruges om forskellige minoritetstilstande og -identiteter, udvikler sig. Engang kunne man for eksempel være åndssvag, transvestit, hysterisk, evnesvag, homofil eller DAMP-barn. I dag er den slags betegnelser forældede, og nye er kommet til.
Samtidig varierer de konnotationer, der er knyttet til forskellige betegnelser, alt efter hvornår, hvor og af hvilke mennesker betegnelserne bruges. For eksempel var bøsse for få årtier siden et nedsættende ord, mens det i dag snarere er neutralt. Omvendt er det gået for andre ord, som med tiden er blevet uacceptable betegnelser at bruge.
Når holdninger til befolkningsgrupper ændrer sig, kan det nemlig være svært for de betegnelser, der er knyttet til dem at overleve – det er simpelthen ikke nemt at få rystet gamle stereotyper og negativ historik helt af. Så ofte skifter betegnelserne sammen med konnotationerne. Samtidig er der betegnelser, der opfattes forskelligt alt efter, hvem der bruger dem. Tilhører man selv den minoritetsgruppe, man benævner, er der således andre regler, end når man ikke gør – det er noget helt andet at sige perker om sig selv og sine venner end at sige det om en gruppe, man ikke selv er en del af.
Uskrevne sproglige regler
Alle de mere eller mindre uskrevne sproglige regler kan gøre os helt nervøse. Hvilke ord er egentlig okay at bruge, og hvilke kan vi ende i en wammen’sk shitstorm for at have brugt? Hedder det for eksempel transkønnet eller transperson? Autist eller person med autisme? Ja, for mange er det heller ikke ligegyldigt, om man bruger såkaldt person-first– eller identity-first-sprog – om eksempelvis autisme opfattes som en helt grundlæggende del af ens identitet, at man er autist, frem for at være en person, som har autisme.
At anderledeshed og afvigelse defineres forskelligt i forskellige tider og forskellige samfund, kan vi blandt andet bruge transkønnethed som eksempel på. Ligesom andre minoritetstilstande i perioder har været opfattet som sygelige og i andre perioder ikke, er det også tilfældet med transkønnethed. Først fra 2017 opfattedes transkønnede ikke længere som psykisk syge i Danmark. Omvendt blev ADHD – som i forskellige tider og forskellige lande har gået under navne som Minimal Brain Dysfunction, Hyperkinetic Disorder og DAMP (Deficits in Attention, Motor Control and Perception) – ikke en psykiatrisk diagnose før 1960’erne.
At have fedme eller at være buttet
Nu om dage er der også tilstande, der pludselig sygeliggøres, selvom det ikke har været tilfældet før. Fra 2022 er forlænget sorglidelse eksempelvis blevet en diagnose. Og for nyligt anerkendte Europa-Kommissionen obesity som en kronisk sygdom. Fedme, svær overvægt, eller hvad man skal kalde det (en gruppe læger har i Ugeskrift for Læger foreslået, at det skal kaldes adipositas, da fedme er nedsættende) opfattes ikke som en sygdom i Danmark – endnu.
Men hvad gør det for eksempel ved en tilstand, at der pludselig findes medicin mod den, som det er tilfældet med overvægt, som nu kan “kureres” med lægemidlerne Ozempic og Wegovy? For nyligt hørte jeg i en amerikansk podcast om netop det emne, at der blev henvist til at være overvægtig som at “have obesity”, altså at “have fedme” – eller adipositas. Fedme er i øvrigt et godt eksempel på, hvordan eufemismer kommer på banen, når negative konnotationer forsøges udskiftet med mere positive. I stedet for fed eller overvægtig kan man for eksempel være tyk, buttet, rund eller kraftig.
Lad mig slutte, hvor jeg startede – med de handicappede. De fleste europæiske lande har efterhånden luget ud i brugen af den betegnelse. I Danmark udsendte Dansk Handicap Forbund i 2012 et manifest med en bøn om at sige mennesker med handicap i stedet for handicappede – altså med en præference for person-first-sprog. Siden har udtrykket funktionsnedsættelse vundet frem som alternativ til handicap, men da funktionsnedsættelse også kan opfattes negativt, har nogle nu bevæget sig videre til at tale om funktionsvariation. Som med andre minoritetsbetegnelser, handler graden af anderledeshed nemlig om kontekst – hvis et samfund kan rumme en anderledeshed, er den ikke et problem. Og som tiden går, og konteksten ændrer sig, vil vi skulle blive ved med at vænne os til nye betegnelser og sige farvel til gamle.
Redigeret 3/11 kl. 13.47. Forsidefoto: colourbox.dk.
Katrine Kehlet Bechsgaard er postdoc på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun arbejder på et forskningsprojekt om, hvordan forskellige minoritetstilstande og -identiteter benævnes. Projektet er støttet af Carlsbergfondet.
