I Nordamerika tales mere end 200 indianersprog, som tilhører mere end 50 forskellige sprogfamilier. Takket være internettet, ikke mindst Youtube og Vimeo, er det nu muligt at høre en del af dem. Her kommer tredje og (indtil videre) sidste del af en føljeton, som præsenterer klip på over 30 indianersprog. Første del findes her og anden del her.
(21) Assiniboine/stoney/nakoda (siouan, Plains, Canada, USA)
Assiniboine er beslægtet med lakhota, men det lyder temmelig forskelligt. Her er atter en historie om Jesus, denne gang i en filmatisering af Lukasevangeliet. Assiniboine tales i USA og Canada.
(22) Plains Indian Sign/prærietegnsprog (fællesstammesprog, Canada, USA)
Her ser vi en optagelse fra 1930 af indianere fra forskellige stammer, der taler prærietegnsprog. Det blev brugt som en fælles kommunikationsform mellem forskellige stammer, som ellers brugte meget forskellige sprog. Jeg har skrevet mere om dette fascinerende tegnsprog her.
(23) Choctaw (muskogeisk, sydøstlige USA)
Choctaw tales af nogle få mennesker i det sydøstlige USA. Her er der en traditionel tekst fra Mellemøsten oversat til deres sprog:
(24) Seminole/muskogee (muskogeisk, sydøstlige USA)
Her følger igen en tekst om nogle begivenheder, som fandt sted for næsten 2.000 år siden i det østlige Middelhavsområde.
(25) Nez perce (sahaptian, USA)
Horace Axtell taler Nez perce – et sprog, der tales i det vestlige USA, og som tilhører sahaptian-sproggruppen.
(26) Yakima (sahaptian, Washington, USA)
Yakima tales i den amerikanske stat Washington. Også det hører til sahaptian-familien.
(27) Karuk (isolat, Californien, USA)
Karuk er et isolat, hvilket vil sige, at der ikke er andre sprog, som er beslægtede med det. Den danske lingvist Line Mikkelsen beskæftiger sig med sproget, som hun tidligere har formidlet om på Sprogmuseet. Her hører vi Charlie Thom tale karuk, og der følger desuden andre californiske sprog, man kan høre. Langt de fleste californiske sprog tales af færre end fem mennesker.
(28) Coast Salish (salish, nordvestkysten)
Nu kommer vi tilbage til salish, som er den sprogfamilie, vi begyndte med. Her følger nogle videoer af sprog med rigtig få personer tilbage, som kan tale dem – plus om initiativer i forhold til at bevare sprogene. Vi hører her en smule Coast Salish, og der er er del mennesker, der taler på engelsk om sproget. Videoen handler om sprogbevaring.
(29) Mohawk (irokesisk, USA, Canada)
Mohawk-indianere laver deres egne fjernsynsprogrammer. Her besøger Karihwakaste Deer sin bedstemor, som fortæller om planter og havearbejde:
Der ligger temmelig mange videoer med formål at sprede viden om sproget på nettet.
(30) Oneida (irokesisk, USA, Canada)
Der er kun få personer tilbage, der taler oneida:
(31) Cherokee (østlige USA, Oklahoma)
Cherokee er et sprog, der er beslægtet med mohawk og oneida, men som er temmelig anderledes fra disse. Her ser vi nogle ældre mennesker fortælle om deres sprog:
Og her har vi Fadervor på cherokee – med undertekster og oversættelse:
(32) Wichita (midtvestlige USA)
Wichita er et caddoansk sprog og næsten uddødt. Her har vi den allersidste, der taler wichita, Doris McLemore:
(33) Sauk (algonkin, Idaho, USA)
Her en god video lavet af sauk-indianere i Oklahoma. Den handler om revitalisering af deres sprog og er både tilgængelig på sauk og på engelsk.
(34) Intet sprog (eks-chippewa-cree, algonkin, North Dakota, USA)
Vi slutter med en rørende video, hvor en chippewa-cree-indianer ved navn Andrew Windy Boy fortæller, 40 år efter, hvordan skolen bankede modersmålet ud af hans hoved.
Denne rejse gennem dele af Nordamerika har givet et indtryk af kontinentets oprindelige sprogs rigdom og diversitet. For langt de fleste indianersprog er det snart slut, ligesom dette indlæg.