I dag er det sprogdag for hebraisk. Det er hvert år den 21. tevet, som er Eliezer Ben Yehudas fødselsdag. Til lejligheden viser Ghil’ad Zuckermann sit syn på det israelske sprogs underliggende rødder.
Først lidt baggrundsinformation:
Baggrund om det hebraiske sprog
Hebraisk blev talt efter den såkaldte erobring af Kanaan (ca. trettende århundrede f.Kr.). Efter et gradvist fald (selv Jesus, ‘jødernes konge’, talte aramæisk i stedet for hebraisk som modersmål), stoppede hebraisk med at blive talt i det andet århundrede efter vores tidsregning. Bar-Kokhba-oprøret mod romerne i Judæa i 132-5 e.Kr. markerer den symbolske afslutning på perioden med talt hebraisk. I mere end 1700 år derefter lå hebraisk komatøst, en slags Tornerose. Det tjente som et liturgisk og litterært sprog og nogle gange et lingua franca for jøder i diasporaen, men ikke som et modersmål.
Hvilket sprog er israelsk?
Dannelsen af det genfødte sprog kendt som ‘Israelsk hebraisk’ (fremover israelsk) blev startet i slutningen af det nittende århundrede af Eliezer Ben-Yehuda (1858-1922, den mest berømte hebraiske ”revivalist”), skolelærere, forfattere og andre intellektuelle for at fremme den zionistiske sag. Tidligere, under Haskalah (oplysningsperioden) i 1770’erne-1880’erne, producerede forfattere som Méndele Móykher-Sfórim (oprindeligt Shalom Abramowitsch) værker og neologismer, som til sidst bidrog til israelsk. Det var dog først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at sproget blev talt første gang.
I løbet af det sidste århundrede er israelsk blevet det officielle sprog i Israel, og det fungerer som den primære kommunikationsform gennem alle statslige og lokale institutioner og på alle områder af det offentlige og private liv. Med den voksende diversificering af det israelske samfund er det alligevel kommet til at fremhæve selve fraværet af en enhedssamfundskultur blandt landets borgere, som desværre i stigende grad kun synes at dele deres sprog.
Israelsk er i øjeblikket det eneste de jure officielle sprog i staten Israel (etableret i 1948), hvor arabisk er anerkendt som havende en særlig status og med engelsk som de facto i sprogskabet (sprogligt landskab), men ikke et de jure officielt sprog. Israelsk tales i varierende grad af kompetence af 9,3 millioner israelske borgere; det er et modersmål for de fleste israelske jøder (hvis samlede antal er næsten 7 millioner), og et andetsprog for israelske muslimer (arabisktalende), kristne (f.eks. russisk- og arabisktalende), drusere (arabisktalende), bl.a. andre.
Hvordan Jiddisch overlevede under israelsk (genoplivet hebraisk)
Af Ghil’ad Zuckermann
Lige før slutningen af det andet årtusinde besøgte Ezer Weizman, daværende præsident for Israel, Universitetet i Cambridge, England, for at gøre sig bekendt med den berømte samling af middelalderlige jødiske dokumenter kendt som Cairo Genizah. Præsident Weizman blev præsenteret for Regius-professoren i hebraisk, som angiveligt var blevet nomineret af dronningen af England selv.
Da han hørte “hebraisk” nævnt, klappede præsidenten, der var kendt som en sákhbak (venligt “bror”), professoren på skulderen og spurgte: מה נשמע má nishmà, det almindelige israelske udtryk “Hvad så?” hilsen, som nogle opfatter med den bogstavelige betydning “hvad skal vi høre?”. Det er i virkeligheden en calque (låneoversættelse) af den jiddiske sætning וואָס הערט זיך vos hért zikh, som normalt udtales vsértsəkh, og som bogstaveligt betyder “hvad er hørt?”
Til Weizmans forbløffelse havde den fornemme hebraiske professor ikke fået den fjerneste anelse om, hvad præsidenten ‘ønskede fra sit liv’. Som ekspert i Det Gamle Testamente spekulerede han på, om Weizman hentydede til Femte Mosebog 6:4: שמע ישראל Shəmáʕ Yisraél (Hør, O Israel). Da han kendte hverken jiddisch, russisk (Что слышно chto slyshno), polsk (Co słychać), rumænsk (Ce se aude) eller georgisk (რა ისმის ra ismis) – endsige israelsk (מה נשמע má nishmà) –, så havde professoren ikke nogen chance for at kunne gætte den egentlige betydning af dette smukke, økonomiske udtryk: “Hvad sker der?”
Ethvert troværdigt svar på gåden af det israelske sprog – i modsætning til hebraisk – kræver en udtømmende undersøgelse af jiddischs mangfoldige indflydelse på dette אלטניילאנג ‘altneulangue’ (“gamle nye sprog”) – jf. den klassiske אלטניילאנד Altneuland (Gammel Ny Land”), skrevet af Theodor Herzl, visionæren for den jødiske stat i det gamle-nye land. Jeg analyserer אלטניי altneu også som hebraisk על תנאי (israelsk al tnay) ‘på betingelse’ [lad os omfavne det israelske sprogs hybriditet]).
Ved første øjekast ser det ud til, at hebraisk har dræbt jiddisch, og at jiddisch efter Holocaust (og mutatis mutandis, kommunisme og zionisme) var bestemt til at blive talt næsten udelukkende af ultraortodokse jøder og nogle excentriske akademikere. Ved nærmere undersøgelse udfordres denne opfattelse. Det sejrende såkaldte ‘hebraisk’ kan trods alt være delvist jiddisch i sindet. Faktisk overlever jiddisch under israelsks fonetik, fonologi, diskurs, syntaks, semantik, leksikon og endda morfologi, selvom traditionelle og institutionelle lingvister har været meget tilbageholdende med at indrømme det. Israelsk er ikke רצח יידיש rétsakh yídish (israelsk for ‘mordet på jiddisch [af hebraisk]’), men derimod יידיש רעדט זיך yídish redt zikh (jiddisch for ‘jiddisch taler sig selv’ [under israelsk]’).
Følgende figur illustrerer den hybride tilblivelse af det israelske sprog, israelsk:
Det, som gør den israelske grammatiks ‘genetik’ så kompleks, og som dermed understøtter min model for israelsks genese, er det faktum, at kombinationen af semitiske og indoeuropæiske påvirkninger er et fænomen, der allerede forekommer hos de primære (og sekundære) bidragydere til israelsk:
Jiddisch, et germansk sprog med et latinsk substrat (hvor de fleste dialekter er blevet påvirket af slaviske sprog), blev formet af hebraisk og aramæisk.
På den anden side spillede indoeuropæiske sprog såsom græsk en rolle i før-middelalderlige varianter af hebraisk (se f.eks. hellenismer i Det Gamle Testamente).
Ydermere – før fremkomsten af israelsk – påvirkede jiddisch og andre europæiske sprog middelalderlige og maskiliciske varianter af hebraisk, som igen formede israelsk (i takt med det europæiske bidrag).
For at være yderliggående kan denne tilgang føre til det bitre spørgsmål: ?הרצחת וגם ירשת harotsákhto vegám yoróshto (israeli aratsákhta vegám yaráshta) (hebraisk for ‘Har du slået ihjel og også taget i besiddelse?’, 1 Kongebog 21:19)? Men jeg vil gå ind for en mere positiv, forsonende holdning: kulturer – gennem sproget – har deres spændende måder at krydsbefrugte og hybridisere på, hvilket resulterer i nye forskelligheder. Man skal ikke bære nag. Dét, man kan betragte som ‘fejl’ i dag, kan meget vel være morgendagens grammatik; nutidens midlertidige løsninger er fremtidens infrastruktur. Og alligevel, hvis du er en mámə lóshņ (jiddisch for ‘modersmål’)-elsker, der er tilbageholdende med at acceptere et så liberalt synspunkt, kan du måske blive trøstet af det faktum, at jiddisch trods alt overlever under en af sine ‘mordere’, israelsk. Så længe israelsk overlever (og amerikaneren ikke vil dræbe hende i vores levetid), overlever jiddisch også.
Afsluttende bemærkninger
Der er forskellige religiøse elementer i den måde, som israelsk lærde, mange af dem sekulære, betragter som typisk for israelsk:
(1) Hebraisk og israelsk er en og samme. Dette kan sidestilles med troen på, at der er én Gud;
(2) Israelere skal overholde hebraiske grammatiske regler. Dette kan sidestilles med troen på, at jøder bør følge gode gerninger (mitzvoth);
(3) Sproget har brug for en autoritativ institution (et hebraisk sprogakademi). Dette kan sidestilles med troen på, at jøderne skal kontrolleres af religiøse ledere;
(4) Genoplivelsen af det hebraiske sprog er et mirakel. Dette kan sidestilles med troen på bibelske guddommelige mirakler.
Alle disse elementer er myter. Israelske sproglige mønstre har ofte været baseret på jiddisch, russisk, polsk og nogle gange ‘Standard gennemsnitseuropæisk’ (‘Standard Average European’). Det er naturligvis ikke til at sige, om de, der er ansvarlige for genoplivelsen, kunne have undgået disse påvirkninger, hvis de havde været opmærksomme på virkningen af deres modersmål, som ofte var underbevidst. Selvom de engagerede sig i en kampagne for sproglig renhed (de ønskede, at israelsk skulle være hebraisk, foragtede den jiddische ‘jargon’ og negerede diasporaen og den diasporiske jøde), afspejler det sprog, som genoplivningerne skabte, netop den hybriditet og påvirkning af fremmede sprog, som de søgte at udslette. Genoplivernes forsøg på at
(1) benægte deres (nyere) rødder i søgen efter bibelsk oldtid,
(2) ophæve diasporisme og fornægte den ‘svage, afhængige, forfulgte, feminine, homoseksuelle’ eksiljøde og
(3) undgå hybriditet (som afspejlet i slavisk, romansk/semitisk præget, germansk jiddisch selv, som de foragtede)
mislykkedes.
Læs mere:
Zuckermann, Ghil‘ad 2020. Revivalistics: From the Genesis of Israeli to Language Reclamation in Australia and Beyond. Oxford University Press, ISBN 9780199812790 (pbk), ISBN 9780199812776 (hbk), https://global.oup.com/academic/product/revivalistics-9780199812790 (Special 30% Discount Promo Code: AAFLYG6)
Zuckermann, Ghil‘ad 2003. Language Contact and Lexical Enrichment in Israeli Hebrew. London – New York: Palgrave Macmillan. ISBN 978-1-4039-3869-5, ISBN 1-4039-1723-X.
Professor Ghil’ad Zuckermann (D.Phil Oxford) er formand for lingvistik og truede sprog ved University of Adelaide, Australien. Siden begyndelsen af 2017 har han været hovedforsker i et NHMRC-forskningsprojekt, der vurderer sproglig genoplivning og mental sundhed; og han er også den valgte præsident for Australian Association for Jewish Studies. Prof. Zuckermann er forfatter til Revivalistics: From the Genesis of Israeli to Language Reclamation in Australia and Beyond (Oxford University Press, 2020), den skelsættende bestseller Israelit Safa Yafa (Israeli – A Beautiful Language; Am Oved, 2008), Language Contact and Lexical Enrichment in Israeli Hebrew (Palgrave Macmillan, 2003), 多源造词研究 (A Study of Multisourced Neologization; East China Normal University Press, 2021), tre kapitler af den israeli Tingo (Keren, 2011 Engaging – A Guide to Interacting Respectfully and Reciprocally with Aboriginal and Torres Strait Islander People, and their Arts Practices and Intellectual Property (2015), den første onlineordbog over Barngarla Aboriginal sprog (2018), Barngarlidhi Manoo (Speaking Barngarla Together) Del 1, Del 2 (2019) og Mangiri Yarda (Sundt land: Barngarla Wellbeing and Nature) (2021). Han er redaktør af Burning Issues in Afro-Asiatic Linguistics (2012), Jewish Language Contact (2014), et specialnummer af International Journal of the Sociology of Language, og medredaktør af Endangered Words, Signs of Revival (2014).
Ghil’ad Zuckermann er grundlæggeren af Revivalistics, et nyt globalt, tværfagligt forskningsfelt omkring sproggenvinding, revitalisering og genoplivning. Den 14. september 2011 lancerede han sammen med Barngarla Aboriginal-samfundene på Eyre Peninsula, South Australia, genvindingen af Barngarla-sproget. Professor Zuckermann er valgt til medlem af Australian Institute of Aboriginal and Torres Strait Islander Studies (AIATSIS) og Foundation for Endangered Languages (FEL). Han var præsident for AustraLex i 2013-2015, Australian Research Council (ARC) Discovery Fellow i 2007-2011 og Gulbenkian Research Fellow ved Churchill College Cambridge i 2000-2004. Han har været konsulent og ekspertvidne i (korpus)leksikografi og (retsmedicinsk) lingvistik i retssager over hele kloden. Han har undervist på Middlebury College (Vermont), University of Cambridge, University of Queensland, National University of Singapore, Shanghai Jiao Tong University, East China Normal University, Shanghai International Studies University, Hebrew University of Jerusalem, Ben-Gurion University of the Negev og University of Miami. Han har været forskningsstipendiat ved Weizmann Institute of Science; Tel Aviv Universitet; Rockefeller Foundations studie- og konferencecenter, Villa Serbelloni, Bellagio, Italien; Harry Ransom Humanities Research Center, University of Texas at Austin; Israel Institute for Advanced Studies, Hebrew University of Jerusalem; Institute for Advanced Studies, La Trobe University; Mahidol Universitet; og Kokuritsu Kokugo Kenkyūjo (Det Nationale Institut for Japansk Sprog og Lingvistik, Tokyo). Han har været Denise Skinner Scholar ved St Hugh’s College Oxford, Scatcherd European Scholar ved University of Oxford og lærd ved United World College of the Adriatic (Italien).
Hans MOOC (Massive Open Online Course), Language Revival: Securing the Future of Endangered Languages, har tiltrukket 20.000 elever fra 190 lande (talere af hundredvis af forskellige sprog):
https://www.edx.org/course/language-revival -securing-future-adelaidex-lang101x
http://www.adelaide.edu.au/news/news79582.html
http://www.facebook.com/ProfessorZuckermann
Professor Ghil‘ad Zuckermann, D.Phil. (Oxon.), Chair of Linguistics and Endangered Languages, School of Humanities, Faculty of Arts, The University of Adelaide, Adelaide SA 5005, Australia, ghilad.zuckermann@adelaide.edu.au, +61 8 8313 5247, +61 423 901 808.
Se også:
http://adelaide.academia.edu/zuckermann/
