Det følgende du skal læse er (ironisk nok) en oversættelse fra spansk til dansk af denne artikel skrevet af Daniel Hax.
På det øverste højre hjørne af mit argentinske ID der anviser min “opholdsstatus”, står ordet INDVANDRER stemplet. Førhen syntes jeg, det var lidt morsomt, og det fremkaldte endda en slags pervers stolthed i mig. Jeg bildte mig selv ind, at jeg passede ind som figuren på den romantiske og nærmest forbandede expat. Særligt fordi jeg dybt i mig selv gemte på et hemmeligt ønske om at blive forfatter. Nu i dag irriterer det mig nøjagtig som en tatovering, jeg ikke længere identificerer mig med. Selvom jeg har boet i Buenos Aires siden 1996, kan jeg ikke engang købe et Kinder-æg, uden at kioskejeren skal spørge mig, hvor kommer du egentlig fra?
Det er på grund af, hvordan jeg taler. Sprogene ligger på kryds og tværs i mit hoved: mine forældres gammeldags chilenske, mit fædrelands amerikanske engelsk, og den spanske rioplatense dialekt fra det land, jeg villigt har optaget. Mit jeg fungerer i glitch-mode; den veksler mellem disse kanaler.
Det har altid været sådan. Jeg blev født i Massachusetts, mine forældre børn af europæiske immigranter, der immigrerede dertil fra Chile. Som barn tog jeg med min mor rundt på gaderne i Bostons forstæder. Hun kunne ikke engang gennemføre en enkel handel eller social interaktion uden at samtalepartneren efter en kort pause spurgte hende: Where are you from?
My mother talte sådan her. All mixed up når hun ville sige noget. Talte det sprog hun kunne bedst right in the middle of a sentence. Not out in the street, men derhjemme. Hun råbte af mig tidligt om morgenen, ”Andrés, kan du så skynde dig du kommer late for school”.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor skriftens center findes. Skriver man ud fra, hvem man er? Eller skriver man ud fra, hvor man er? Eller ud fra hvor eller hvem man var? Og dertil, hvad gør vi, der ikke passer ind i nogen officiel kategori? Findes der en ny, hybrid tosproget litteratur i gang med at blive skrevet og som stadig er hemmelig? Er det der, man skal satse?
Fra min computerskærm hilser forfatteren Junot Díaz på mig. Amerikaner men med dominikanske rødder, sjæl og familie. Han sidder på en altan i en lejlighed som kunne være din eller min. I noget tid nu har vi levet i en Ballardiansk verden. Det eneste, jeg ved, er, at han er i Los Angeles Time Zone. Han smiler og kalder mig tigre (dk: tiger), jeg føler mig velsignet.
Hans anmelderroste og meget vellidte roman fra 2007, Oscar Wao & hans korte og forunderlige liv er hovedsageligt skrevet på engelsk, men det spanske trænger ind uden at bede om lov. Det er en tosproget roman. Vinder af Pulitzer prisen, en international bestseller. Men hvis vi skal være helt ærlige, så er den uoversættelig, fordi den beskriver følsomhederne ved en person, der fungerer både på New Jersey engelsk og på dominikansk spansk. I den spanske oversættelse af Oscar Wao blev de spanske dele fra den originale tekst ikke oversat til engelsk. Selvfølgelig ikke. Men resultatet er lidt ligesom at se en udgave af et Van Gogh maleri i sort hvid. Essensen bliver tabt. Det holder op med at være en tosproget roman.
Jeg vil gerne have, at Junot forklarer mig, hvordan han ser tingene. Disse ideer er indtil videre uformelige for mig. Samtalen flyder; vi veksler mellem vores to sprog alt efter behovet for at udtrykke os præcist, følelsesmæssigt eller intellektuelt. Jeg indser nu, at min mor talte Junot Díaz.
Jeg spørger ham, om den tosprogede litteratur er en demonstration på code-switching, en praksis hvor man taler på forskellige måder alt efter modtageren. Ligesom en afro-amerikaner der taler “hvidt” på arbejdet, fordi hvis han talte, som han gjorde derhjemme og på gaden, ville han ikke vare i to minutter. På grund af racismen. Det samme skete og sker stadig med den oprindelige befolkning, som må udviske deres sprog i klasseværelset når de starter i skole. Og tusind andre steder.
Racismen fungerer på mange komplekse niveauer. Junot advarer om, hvordan der i USA er mennesker, der ringer efter politiet, når de hører nogen tale spansk. Men på den anden side findes der i det samme latinske fællesskab konservative fløje imod indvandring, og for først og fremmest at tale engelsk. I USA har mig og min argentinske partner oplevet at blive tilnærmet af ældre hvide mænd som siger “This is America. Here we speak English.”
Da jeg startede på universitetet, ville jeg melde mig ind i fællesskabet for latinske studerende. Selvom jeg hver morgen i folkeskolen stod foran mit skolebord, med højre hånd over hjertet og aflagde ed på flaget og The United States of America, så talte vi spansk derhjemme, og kernen i mine forældres venskaber var latinamerikanere. Jeg spillede Little League baseball på de støvede baner i nabolaget, men derhjemme lavede min mor empanadas, majskager og chilensk salat. Og min far lavede Pisco Sours, og nogle gange var livet en fest. Men in Spanish.
På universitetsformularen var der et afsnit, hvor man skulle vælge Race/Ethnicity. Jeg besluttede mig for ikke at se den hvide dreng i spejlet, men i stedet tænke på hvem han var. Hvor kom han fra, hvor kommer du egentlig fra? Fra Boston. Men jeg følte mig latino. Jeg var det. Så jeg besluttede mig: i stedet for at sætte kryds ved White, satte jeg kryds ved Latino.
Frokosten afholdtes udenfor, og det var også der, de nye medlemmer af latinx fællesskabet blev præsenteret. Tre fyre med afsky i ansigtet kom hen til mig og fortalte mig på engelsk, at jeg skulle skride derfra, at jeg ikke havde ret til at være blandt dem. I slutningen af mødet fik fællesskabets præsident os til at stå i en rundkreds og præsentere os. Alle gjorde det på engelsk. Da det blev min tur, talte jeg spansk. Jeg præsenterede mig, anerkendte at have modtaget min udvisning fra klubben og tog høfligt afsked med et implicit fuck you ved at tilføje “I’m sure many of you didn’t even understand what I just said. Jeg er ked af at have fornærmet jer”. Deres forvirrede ansigter bekræftede min hypotese. Der var ikke andet for end at forblive gringo.
Junot fortæller: “Det at kaste rundt med et par spanske ord bliver herovre set som en resistance act. Der er folk, der næsten ikke taler spansk, som taler værre spansk end mit eget, men som stadig insisterer på at skyde pile på spansk, fordi det virkelig er en måde to push back on the tyranny of English.” Så skal den tosprogede litteratur indenfor dets univers konceptuelle rammer absolut tage hensyn til code-switching?
Junot svarer: “Hør tigre. Nej. Jeg tror, at det er en litterær strategi. Fordi der er rigtig nok code-switching, men der er også, som jeg altid siger, parallel languages. Derudover findes der altid ting, som ikke kan oversættes. Altså, the untranslatable. Do we really call untranslatable terms code-switching? I mean, I don’t think so. We consider that linguistic borrowing, right?
Jeg forlod samtalen med en følelse af kæmpe trøst.
På Texas Universitet i El Paso er den første kandidatuddannelse i USA om tosproget kreativ skrivning blevet grundlagt. Dér underviser den argentinske forfatter og redaktør Lola Copacabana, forfatter af romanen Aleksandor Solzhenitsyn, Crimen y castigo en la Ciudad Autónoma de Buenos Aires (Momofuku 2015). Jeg interviewede hende over mail. Der begyndte at samle sig et puslespil. Ligesom da jeg snakkede med Junot. Om sine elever, der bor på grænsen mellem Mexico og USA, siger Copacabana:
“Hvad der står klart for mig er at et eller andet form for spor af tosprogethed kan være nødvendigt og endda væsentligt, hvis man skal (be)skrive den bi-kulturelle oplevelse. Det spanske sprog viser sig mest naturligt hos mine studerende i deres kreative skrivning. Og debatterne i vores workshop bærer mere præg af, at eleverne skal udtrykke sig på “proper Spanish” (korrekt spansk) eller på “El Paso Spanish” (det levende spanske der tilhører denne egn og som ikke findes i ordbøgerne, men som findes på gaden).”
Mellem San Telmo og sletterne i midten af USA er der opstået et stort litterært eksperiment. Jennifer Croft skrev en roman om hendes barndom i Oklahoma og hendes opdragelse som flersproget. Hun siger på endnu et Zoom-møde, at hendes daglige brug af rioplatense spansk er begrænset til drømmeverdenen. Hver nat drømmer hun om Buenos Aires. Men da hun begyndte at skrive, hvad der endte med at blive Serpientes y Escaleras (Slanger og Trapper 2021), var det til dels for at integrere sig i det argentinske forfatterfællesskab. Fordi hun følte at hendes spansk var begrænset, skrev hun noget “enkelt, direkte og klart”. Hun siger, hun valgte dette “med vilje fordi jeg ville udforske ideen om det uoversættelige, som jeg synes er en meget interessant ide. Og som praktiserende oversætter tror jeg selvsagt ikke, at der findes uoversættelige ting. Jo mere, du tænker over det, er alt uoversætteligt”.
Mens hun skrev Serpientes y Escaleras sendte hun løbende engelske oversættelser til sin søster. Både for at dele hvad hun lavede men også for at få biografisk info om hendes familie bekræftet. Denne handling endte med at danne bro til en engelsk bog, den samme men anderledes, med titlen Homesick (Unnamed Press 2019). En kvik redaktør ville udgive Homesick og Serpientes y Escaleras som samlet værk. Det er en tosproget roman.
Derudover er Croft i gang med at skrive en sidste version, også på engelsk til Charco Press, et skotsk forlag stiftet af argentineren Carolina Orloff, dedikeret til at oversætte latinamerikanske forfattere. Jeg ser Jennifer på min computerskærm, hun taler til mig fra et værelse med hopperansk vinterlig belysning (hun befinder sig i Central Time Zone i USA).
“Jeg har altid tænkt som oversætter, at der ikke findes en officiel, endelig tekst. For mig er tekster levende væsener, der konstant er i udvikling netop på grund af oversættelsen. Og den her bog, som er den første, jeg selv har skrevet, er stadig ikke stoppet med at udvikle sig. Jeg ser det samme ske med oversættelser på andre sprog”.
For at kunne betragte muligheden for en tosproget litteratur må vi først tænke på, hvad ‘oversættelse’ egentlig betyder. Jeg bygger videre på mit puslespil og taler i telefon med Santiago La Rosa, redaktør på det argentinske forlag CHAI, om hvordan han forestiller sig en oversættelse. Frem for alt ser han det som meget mere end en faksimile eller en omskrivning, men mere som en vedlagt tekst, der kan belyse den originale og endda ændre på, hvordan vi læser den. “Jeg tror, at mange mennesker i Argentina læser på engelsk. Det er almindeligt at høre ‘jeg vil hellere læse originalen’. Så hvordan kan man præsentere oversættelser, der er værdifulde i sig selv og ikke blot som en tekst på spansk? Et godt eksempel for mig er, når Esther Cross læser og oversætter Cynan Jones, fordi hun ikke kun skal læse historien men træffe en lang række formelle beslutninger, som gør og definerer, hvordan Cynan Jones er på spansk”.
Carolina Orloff taler over Zoom i Greenwich Mean Time. Ligesom La Rosa giver hun sine oversættere en lige så fremtrædende plads som forfattere. Hun har boet i Storbritannien siden 90’erne, hvor hun bl.a. fik sin PhD i Filosofi og Latinamerikanske Studier ved University of Edinburgh. Hendes bog La construcción de lo político en Julio Cortázar (Ediciones Godot 2014) var en omskrivning af hendes PhD afhandling skrevet på engelsk. Det hun laver i Charco Press er ligesom et laboratorie: hun har skabt et rum, hvor spansk og engelsk ikke blot sameksisterer, men hvor nye værker opstår på baggrund af det litterære sammenstød, en oversætter har til opgave at administrere.
Snart vil hun begynde at udgive bøger til det britiske marked, som originalt er på spansk sammen med deres oversættelser. I år udgiver hun en bog af den produktive forfatter Daniel Hahn, som har oversat romanen Jamás el fuego nunca af den chilenske forfatter Diamela Elite. Bogen er en dagbog om selve oversættelsen og hedder Catching Fire, a Translation Diary (Charco Press, 2022). I introduktionen skriver han (på engelsk som jeg her oversætter): “Selv de bedste oversættere accepterer dette: i bund og grund, i teorien er oversættelse umulig”.
Vi begynder at tale om oversættelse fordi det i sidste ende er en genre af den tosprogede litteratur. Dog en genre hvor tosprogetheden arbejder i stilhed og forbliver skjult i den endelige tekst. Men jeg vil have mere. Jeg vil have noget andet. Jeg vil læse uoversættelige bøger, fordi de er skrevet på to sprog. Ikke for at prale, ikke for at lave en performance, ikke for at være snobbet, men fordi der findes menneskelige oplevelser, menneskelige sjæle hvis natur er binær mellem to sprog; mellem to kulturer. Jeg vil altid mene, at litteraturen er et sted, hvor sjæle kommer for at skjule sig fra døden. Hvorfor skulle man ikke kunne skabe en litteratur ud fra dette sted?
Tekster er levende væsener. Alt er oversætteligt. Og samtidig ikke. Vi er millioner, som lever på engelsk og spansk. I skumringstærsklen mellem begge. Sprogene bor også i mit hoved. Hvor kommer du egentlig fra? Jeg kommer derfra, fra det halvmørke. I am herfra. Og sådan vil jeg også begynde at skrive uden at bede om lov, men med lysten til at skrive mit folk. Til dem, som spørger os, uanset hvor vi befinder os: hvor kommer du egentlig fra?
Sofia Navarro Beck er kandidatstuderende på lingvistik på Aarhus Universitet, og halv argentiner. Som tosproget kan hun selv identificere sig med de spørgsmål Andrés Hax søger svar på, og ville udforske dem nærmere ved at komme med sit bud på en oversættelse af artiklen.
