Samtalesproget er helt anderledes end skriftsproget. Overvej fx følgende eksempel fra radioprogrammet Natteravn, hvor Lars snakker med lytteren Kirsten, der har ringet ind.
A. “hva er det med dig” [Samtalebank: natteravn: kirsten]
1 LAR: nå
2 LAR: hv[a er det med dig]
3 KIR: [nu ska du bare h]øre her
4 LAR: [hva] er det med dig hvar
5 KIR: [∙hh]
6 (.)
7 KIR: ja
8 LAR: ja
I linje 1 bruger Lars fx ordet “nå,” der er meget almindeligt i talesprog, men som man nok ikke vil finde i en artikel i avisen. I linje fire optræder både ordet “hva” og “hvar,” hvor vi i skriftsproget kun har ordet hvad. I samtalesprog er det faktisk fire ord – “hva,” “hvar,” “hvad” og “hvae” (se selv mere på samtalegrammatik.dk). I linje 5 trækker Kirsten tydeligt luften indad, og det er faktisk en vigtig lyd, hvis man vil vise, at man gerne vil sige noget. Og så er der flere ytringer, der ikke er sætninger med subjekt og verbum (linje 1, 7 og 8). I talesproget er det helt almindeligt, men i en dansk stil ville man nok have fået røde streger fra sin gymnasielærer.
Sådan nogle eksempler finder man hurtigt mange af, når man undersøger talesprog. Men når man slår op i sprogbeskrivelser og grammatikker, så tager de kun sjældent hensyn til disse ting. De har hidtil beskrevet sproget, som det er, når man skriver det ned eller forestiller sig det, og det er et problem, når man f.eks. skal undervise udlændinge i at begå sig i samtaler eller vurdere børns talesprog. Hvis man kun har skriftsproget at sammenligne med, bliver sproget kunstigt og de voksne bedømmer børnene forkert.
Det er noget, som vi i vores forskningsgruppe har interesseret os for i over ti år. På Samtalegrammatik.dk opbygger vi over tid en fuldstændig grammatik for dansk samtalesprog ud fra optagelser af dagligdags samtaler, som vi har indsamlet gennem en årrække. Med projektet “Hverdagsgrammatik – Hvordan folk stiller spørgsmål, inviterer til samtaledeltagelse og styrer andres handlinger i dansk hverdagsinteraktion” tager vi endnu et skridt mod den komplette samtalesprogsforankrede grammatik.
Tre underprojekter
Hvordan folk stiller spørgsmål
I de danske grammatikker står der som regel, at vi stiller spørgsmål ved at bruge spørgende ordstilling. Det vil sige, at verbet kommer først, som fx i sætningen “Kommer du i morgen?” I samtaler er der imidlertid langt flere muligheder. I følgende eksempel taler to efterskolepiger om en uddannelsesvejleder. I linje 1 er A i gang med at gengive noget, hendes far har sagt om vejlederen.
B. “du ska på gym” [AULing: sofasladder1]
1 A: så det hendes skyld hvis du ikk kommer: på gym å:
2 (0.7)
3 B: nå ja du ska på gym
4 (0.2)
5 A: ja
6 (1.6)
7 B: i musikklassen
8 A: ja
9 B: u:h
Der er to spørgsmål i det ovenstående eksempel, og ingen af dem ser ud som spørgsmål gør i skriftsproget. I linje 3 siger B noget, der måske på overfladen ligner en konstatering, men når man konstaterer noget om andres forhold, så forstås det som regel som et spørgsmål, altså noget man beder om en bekræftelse på. A bekræfter også spørgsmålet i linje 5. Det næste spørgsmål, i linje 7, indeholder ikke engang et verbum – måske kan det ses som en forlængelse af det første spørgsmål. Igen kommer der en bekræftelse på spørgsmålet, som B bagefter kvitterer for med et anderkendende “u:h”.
Dette er bare to eksempler på spørgsmålsformater, som findes i samtaler, og som er helt anderledes end det, vi kender fra skriftsproget. Underprojektet om spørgsmål er i gang med at afdække spørgsmålsformater, vi bruger i danske samtaler, og det bliver også en del af projektet at undersøge, hvordan folk svarer på de forskellige spørgsmålstyper. Delprojektet varetages af ph.d.-studerende Maria Jørgensen.
Hvordan folk inviterer til deltagelse
I sagens natur er samtale noget, man gør sammen. Også selvom en person taler i længere tid ad gangen, er det vigtigt for samtalen, at andenparten også bidrager til at holde samtalen kørende. Denne del af projektet varetages af ph.d.-studerende Nicholas Mikkelsen og undersøger netop, hvordan talere kan invitere andre til aktivt at vise deltagelse i danske samtaler. Nedenfor viser B bl.a. deltagelse ved at grine i linje 5 og med sit “mm” i linje 8.
C. “go’e venner me’ kasper” [AULing: sofasladder]
1 A: m det gjorde han jo ikke hva- nå ja og nu ska du
2 A: høre
3 (0.2)
4 A: [det var fordi
5 B: [he he
6 A: jeg øh var jo engang go’e venner me’ kasper
7 (0.3)
8 B: mm
9 A: mt å: øh::
Men hvorfor kommer der et “mm” her i linje 8? Det kan komme som svar på As foregående ytring. I linje 1 og 2 har A annonceret, at nu kommer der en historie (“nu ska du høre”). Hun fortsætter i linje 4 og 6, der her er interessante. Med “jo” i linje 6 fremsætter hun en formodning om, at B kender til venskabet med Kasper. Efter en kort pause bekræfter B i linje 8, hvorefter A fortsætter sin historie. Der er dog også andre ting, der er interessante ved linje 4 og 6. Fx kan “fordi” her pege frem imod, at der vil komme en pointe senere – altså at der kommer noget mere – men at linje 4 og 6 er fundamentet for den pointe. Her kan linje 4 og 6 også forstås som en anmodning til B om at vise, at hun har forstået historiens logik, og at hun accepterer, at A fortsætter. Underprojektet viser at der selvfølgelig er meget mere at sige om den sag og denne slags resurser.
Hvordan folk styrer andres handlinger
Det sker ofte i samtaler at en part forsøger at have indflydelse på hvad en anden part skal gøre. Det kan fx ske ved at den ene beder den anden om noget, instruerer den anden, eller beordrer den anden til at gøre noget. Men det kan også være umiddelbart mere “positive” handlinger, som at invitere nogen, tilbyde nogen noget eller foreslå nogen en fælles aktivitet. Vi omtaler sådanne handlinger som “direktive” eller dirigerende handlinger.
Uddrag D stammer fra slutningen af en samtale mellem K og P, som foregår på Ps kontor, hvor P vejleder i hvordan man kan få arbejde i udlandet. De har snakket længe om hvilken slags job K gerne vil have og hvor han kan finde dem, og P har flere gange sagt at når de er færdig med samtalen, kan de gå ud til en computer hvor han kan hjælpe K med at finde de rigtige hjemmesider til formålet:
D. “ska vi gøre det så” [AULing: EURESDKA2]
1 P: når vi går ud,
2 så vi’ du opdage at der ligger massevis af job,
3 K: +okay. +
k +trækker hånd tilbage fra bord, retter sig op+
4 +(0.3)
k +hiver papir fra bord mod sig selv–>
5 K: &men ska vi gøre det s[å,+ &=
6 P: [ja,
k –>+
p &nikker og læner sig tilbage&
7 (6.0) ((Både K og P rejser sig og forlader lokalet))
Linje 1-2 kommer som en slags konklusion på Ps forklaring af hvilke hjemmesider der er egnede. Det er formuleret som en forudsigelse af hvad der vil ske. Sådanne ytringer kan både opfattes som informerende og dirigerende – som et forslag om noget de skal gøre nu. Ks første svar i linje 3 kan både udtrykke at han forstår informationen og at han er med på forslaget, men på hans fysiske handling i linje 3-4 (angivet under linjerne med lille k og fed skrift) kan vi se at han gør klar til at flytte sig, idet han trækker kroppen tilbage og tager det papir han har haft med til samtalen. P derimod bevæger sig ikke, hvilket er det K reagerer på ved at lave en direkte opfordring i linje 5, som de begge så reagerer på.
Dette viser flere ting om dirigerende ytringer: Udsigelser om fremtiden kan opfattes som forslag. Om de gør det, afhænger både af præcis hvordan de formuleres og af den sammenhæng de ytres i. Direkte forslag kan udføres med ytringer med “spørgsmålsstruktur” der indeholder verbet ska eller sku og hvor subjektet er vi. En positiv respons på forslag om handlinger der kan udføres straks, kan være at udføre handlingen sammen med korte ytringer (fx ja og okay). Hvilke betingelser der skal til for at man kan udføre fx et forslag på disse måder og hvordan forslag ellers kan formuleres, er detaljer som vi undersøger i projektet. Det er lektor Jakob Steensig der står for denne del.
Brede anvendelsesmuligheder
Projektet leverer ikke blot forskningsresultater til internationale tidsskrifter, det bidrager også til grammatiske beskrivelser på samtalegrammatik.dk, som er henvendt til mennesker uden specialistviden, og det bliver brugt til at udarbejde undervisningsmateriale om dansk samtalegrammatik. Projektet har altså konkrete anvendelsesmuligheder i forhold til undervisere i dansk og folk, der er ved at lære dansk.
Men i bredere perspektiv kan projektets undersøgelser bidrage med vigtige viden til andre felter. At dansk samtalesprog er så relativt dårligt beskrevet, har nemlig konsekvenser for folk i andre felter. Hvis man skal vurdere børns sprogtilegnelse, er det fx uhensigtsmæssigt at gøre med udgangspunkt i skriftsprogsgrammatikken. Når vi i vores projekt bidrager til en kortlægning af hverdagsgrammatikken, er det samtidig et bidrag til en mere kvalificeret vurdering af børns sproglige udvikling.
Projektet bidrager også til et mere kvalificeret udgangspunkt at vurdere voksne med sproglige vanskeligheder – fx personer med afasi eller demens. Med en bedre forståelse af hverdagsgrammatikken, kan vi også bedre forstå, hvordan visse grupper afviger fra den i deres samtalesprog. Og hvis vi en dag gerne vil bygge robotter, vi kan føre almindelige samtaler med, bliver de også nødt til at forstå de samme grammatiske normer, som almindelige talere af dansk orienterer sig efter.
For nyligt har projektet ansat Søren Sandager Sørensen som postdoc som blandt andet skal være med til at sammensætte en opsamlende udgivelse for hele projektet, som altså forventes afsluttet i slutningen af 2023.
Projektet ”Hverdagsgrammatik” (2019-2023) er finansieret med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond. Jakob Steensig er projektleder og vejleder for de to ph.d.-studerende, der er knyttet til projektet, Maria Jørgensen og Nicholas Mikkelsen. Søren Sandager Sørensen er postdoc.
