Jeg har haft den fornøjelse at ’læse’ mig igennem bogen ”Hvad fanden betyder det?”, der er en samling af 50 forskellige ord som 50 forskellige bladtegnere har fået til opgave at tegne. Det de her ord har til fælles er at mange af dem tilhører diskurser der er ’identitetspolitiskt ladede’. På bogens forside gives f.eks. disse: Ghosting, flyskam, woke, glasloft, bias, #metoo, terf og cancel culture.
Når jeg sådan kigger bogen igennem og sådan forsøger at danne mig et overblik over de generelle tendenser i bogen, så kan man sige at bladtegnerne generelt har brugt fem forskellige strategier når det kommer til at tegne ord: 1) processen, 2) tegneserien, 3) forklaringen, 4) ironiseringen og 5) fortolkningen. Ingen af tegninger er baseret på kun en af strategierne, men generelt er det de fem ressourcer jeg ser tegnerne bruge til at billedliggøre deres ord. Så, for at få et overblik over hvad bogen er for en størrelse, foreslår jeg at vi gennemgår bogen med de her fem strategier som vores læsebrille.
1. Processen
En del af tegnerne bruger bogens præmis og deres proces som udgangspunkt for tegningen. Hvis man skal ’tro på’ tegnerne, så lader det til at bogens tegnere er blevet ringet op og spurgt om de vil være med til projektet. Når de har takket ja, har de så fået et ord tildelt. De tegninger hvor tegneren fokuserer på den her proces skiller sig som regel ud på den måde at de viser hvordan tegneren bakser med opgaven og synes det er svært, komplekst eller bare (som StineStregen – se billedet nedenfor) en lille smule utilpas ved at skulle tegne netop det ord. Det er et tema der ses i en god håndfuld af tegningerne:
2. Tegneserien
Hvilket leder os videre til den næste strategi. Fælles for alle tegnerne der bruger bogens præmis som udgangspunkt for deres tegninger er også at deres tegning er en lille tegneserie. Striberne lader til at have den fordel at de nemmere kan tackle de, nogle gange, meget komplicerede koncepter. For mig personligt synes jeg at både Thomas Thorhauges og Rasmus Meislers striber ret skarpt rammer hvor komplekse de ord de har fået tildelt er. I Thorhauges stribe bliver tegneren bedt om at tegne ’postkolonialistiske strukturer’. Ordet er svært for tegneren (i striben) som swiper right på en informationsstorm der vipper ham bagover. Hernæst begynder tegneren at sætte sig ind i hvad ordet betyder hvilket leder tegneren til biblioteket, hvor han finder sig begravet i ”relevant litteratur”. Konklusionen som tegneren når er herefter hvad ordet betyder, nemlig at diskussioner om postkolonialistiske strukturer er en slags ”retfærdighedsmotor”. Og ”det er nemt at lave en tegneserie om”, konkluderer tegneren. Lige indtil tegneren kommer til at swipe right på en anden lille knap der dukker op. En knap der så stiller alle de komplicerede spørgsmål , der relaterer sig til konceptet, og igen slår ham bagover. Forslået går tegneren mod døren – han vil have et nyt ord! Personligt synes jeg at den her stribe fanger hvor komplicerede og nogle gange sprængfarlige diskussioner omkring de her emner kan være.
En anden tegneserie jeg synes sidder lige i skabet er Rasmus Meislers tegneserie om konceptet bærerdygtighed. Meislers tegneserie er også historien om tegneren der bliver bedt om at tegne et virkeligt komplekst ord. Ret skarpt lader Meisler sin helt, tegneren, brydes med alle de komplekse problemstillinger: klima, avokadoer, isbjørne, Dan Jørgensen, klimastrejker, energi, osv. Helt træt ender tegneren på sofaen, hvor han så bliver vækket. Fordi han skal ud med skraldet – og skal huske at sortere sit affald. Jeg kan godt lide tegneserien fordi den kombinerer de her helt store diskussioner med hvad det ofte ender med: den almindelige borger skal bare sortere skrald. Og så er alt godt. I striben som i virkeligheden går de store diskussioner fri i sidste ende.
Den her anmeldelse har helt sikkert ikke plads til at jeg viser flere tegneserier, men jeg vil nævne både Jørgen Bitchs tegneserie af ”djøficering” og Jon Skræntskovs tegning af ”klimaskeptiker”, hvor en almindelig grisefamilie går til strejke for klimaet og ender på McDonald’s. De to nævnte tegneserier var også imellem mine favoritter i bogen.
3. Forklaringen
Den tredje ressource er forklarende tegninger. De her tegninger fungerer mest som en slags infomercials hvor ord og eksempler gengives med beskrivelse af hvad konceptet er. Et godt eksempel på den her type af tegninger er Sofie Riise Nords tegning af ”mikroaggressioner” (et ord som tegneren godt kan stave til men som lader til at være nyt for forlagets redaktør).
Nords tegning definerer først mikroaggressioner som ”små stødende kommentarer – oftest ment som jokes eller komplimenter – som folk kommer til at lave på baggrund af deres ’internaliserede bias’”. Hernæst indeholder tegningen en række mænd der kommer med en kommentar i blåt, som så besvares i pink og lilla (forklaringerne gives af henholdsvis Trisha Paytas og Avril Lavigne som fremstilles som dem der gerne lige vil forklare hvad konceptet er for noget). En anden tegning der repræsenterer brugen af forklaringen af konceptet er Maj Ribergårds tegning af ’regnbuefamilie’. En regnbuefarvet stork der flyver henover en tidslinje med nogle nøgleårstal i forhold til homoseksuelles ret til delt forældremyndighed – fra indførelsen i Danmark i 2007 til Pavens kommentar i 2020 at det burde være en ret for alle homoseksuelle over hele verden.
4. Ironiseringen
Den fjerde ressource tegnerne gør brug af er ’ironiseringen’ af konceptet. Modsat de tegninger der forsøger at forklare ordet, så går ironiske-tegningerne i højere grad ud fra at læseren kender eller har hørt ordet før. Af de her tegninger kan jeg specielt godt lide Johan Krarups ’#metoo’ og Lars Jakobsens ’Boomer’. Jakobsens har en definition af Boomer påskrevet: at en boomer er en der er født mellem 1946 og 1964, hvilket gør tegneren til en boomer. Tegningen viser da nok også mest hvordan begrebet forstås af den modtagende side. Tegningen viser en gammel lemming der advarer imod at kaste sig ud over skrænten, alt imens en hel flok lemminger kaster sig ud over skrænten med kommentaren ”OK, Boomer”.
5. Fortolkningen
Sidst men ikke mindst er der tegninger som trækker på en mere kunstnerisk fortolkning af konceptet. Personligt kan jeg virkeligt godt lide de her tegninger. Og flere af dem har en kvalitet jeg gerne ville have hængende på væggen i min stue. Et godt eksempel på den her type tegning er Toril Bækmarks tegning der forestiller… et… ikke-seksuelt orgie af sammensmeltet hud-mod-hud og en nedtrykt, udenforstående krop.
Et andet godt eksempel er Rikke Bisgaards ’woke’ der er en tegning i to dele, der viser en hovedperson der ligger sovende blandt en masse symboler på undertrykkelse af Afrika – fra Tintin i Kongo til Cirkelkaffe. Det næste billede viser hovedpersonens bratte opvågnen da symbolerne vågner op, bryder ud og bliver menneskelige.
Så. Hvor god er bogen? Det er klart svært at vurdere. Hvis jeg skulle vurdere bogens indhold, så vil jeg sige at tegnerne, over en kam, er dygtige. Flere af tegningerne bliver bedre des mere jeg kigger på dem. Ved første gennemlæsning af bogen var jeg ”godt underholdt”. Da jeg så gik igennem bogen igen i forbindelse med at jeg skulle skrive den her anmeldelse, så var der flere af tegningerne der fangede mig på ny med andre detaljer. På den redaktionelle side kan man sige at det skinner lidt igennem at tegnerne ”bare” er blevet givet et tilfældigt ord. Og det giver nogle sjove og inspirerende tegninger. Men hvad så mere? Det er stadig ikke helt klart for mig hvad bogen helt vil. Vil den ironisere over os? Vil den lære os at forstå de nye ord? Og det er klart i tegningerne også – hver enkelt tegner har virkeligt leveret et godt arbejde. Men jeg sidder tilbage med en bog fuld af tegninger der måske/måske ikke vil noget med mig. Jeg kunne godt have savnet noget mere redaktionelt arbejde. En slags rød tråd for projektet. Det er ikke klart for mig hvad det skulle være. Der mangler bare et eller andet. Det er nemlig lidt svært at finde ud af hvem bogen gerne vil ramme og hvad den vil med læseren. Eller. Det vil sige. Der er faktisk en tegning i bogen, som jeg synes rammer hovedet lige på sømmet. En tegning der formår at stille sig kritisk overfor bogens formål samt både tegnerne og læserne, der nok alle kommer fra et helt bestemt segment – kloge akademikere, kreative tegnere, meningsdannende journalister. Tegningen er lavet af Philip Ytournel og hedder ’privilegieblind’.
Så. Bogens titel er ”Hvad fanden betyder det”. Og selvom nogle af tegnerne giver sig i kast med forklaringer, så fortæller bogen det faktisk ikke. Så. Som værk der forklarer de nye ord, skal bogen nok have 3 ud af 5 blækklatter. MEN. Tegningerne er gode. Og jeg kan forestille mig at man måske kan have bogen liggende på sit designer-kaffebord mens man lige henter te til en god ven. De slår så op i den mens man er væk. Og når man så kommer tilbage er der allerede noget at tale om. Som hyggekaffebordsbog kan jeg godt give bogen 5 ud af 5 blækklatter.
Magnus Hamann har en Ph.D. i Lingvistik fra Aarhus Universitet. Han underviser og forsker til dagligt i socialpsykologi ved Loughborough University i England. På den måde er Magnus lige præcis det humanistiske skræmmebillede der tegnes i medierne. Han beskæftiger sig til dagligt med ’farlige’ koncepter så som identitet, hudfarve, køn og alt muligt andet der kan være med til at korrumpere den næste generations viljeløse accept af magtens og systemets status quo.
Hvad betyder det, når Tessa synger “Jeg var så’n der RA”? 
Forstå, hvad sprogvinduet er, før det klapper i 
Børnesprog i daginstitution – fra hvad kan børn til hvad gør børn? 
Hvad skal vi med navne? 
Meningsfuld dansk introduktion til semantik 
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’