Skønlitteraturen er en genre, der giver forfattere mulighed for at udforske deres sproglige kreativitet. Dette er især tydeligt for forfattere, der kommer fra Sydamerikas flersprogede grænseområder, hvor bl.a. spansk og portugisisk samlever. Gennem litteraturen finder forfatterne en unik mulighed for at reflektere over både deres egne sproglige praksisser og dem, der har omgivet dem siden barnsben. Når forfatterne kombinerer disse erfaringer, får vi læsere et indblik i, hvordan talt sprog og skriftsprog kan blomstre gennem den fascinerende hybridsproglige litteratur, der er bedst kendt som portuñol salvaje.
I forlængelse af mit tidligere Lingoblogindlæg, fortsætter jeg udforskningen af det kontaktsproglige fænomen kaldet portuñol. Portuñol refererer til blandingen af spansk og portugisisk, der især er udbredt i Sydamerikas grænseområder mellem Brasilien og dets spansktalende nabolande. Udover de mundtlige variationer af portuñol, støder vi samtidig på en litterær og kunstnerisk form kaldet portuñol salvaje. Dette er en litterær, hybrid sprogform, der både indeholder standardspansk og portugisisk, men mest bemærkelsesværdigt er det, at det også indeholder unikke, sammensmeltede former, som bryder med sprogenes konventionelle retskrivningsnormer.
Hvordan ser det ud?
Efter næsten to års fordybelse i Sydamerikas grænsepoetiske værker skrevet på portuñol salvaje, er det blevet mig klart, at fænomenet åbner op for sprogvariation på alle niveauer. Et eksempel på denne hybridsproglige skrivestil kan findes i et af hans digte fra poesisamlingen NósOtros fra 2014, skrevet af forfatteren Fabián Severo, der voksede op i den norduruguayanske by Artigas, der deler grænse med byen Quaraí i det sydligste Brasilien (farveopdeling af mig):
Mange spændende ting sker i dette eksempel. Vi ser brugen af standardspansk med “Mi madre” efterfulgt af det hybride udsagnsord “feyó,” der kommer fra det portugisiske “fechar,” men bøjet efter spanske regler. Hvis det var standardportugisisk, ville det være “fechou,” og på spansk ville det være “cerró.” Dernæst vender vi tilbage til standardspansk med “la puerta” efterfulgt af forholdsordet “na” fra portugisisk og substantivet “cara,” som skrives ens på begge sprog. Til sidst i sætningen ser vi det hybride ord “dellos,” der er en blanding af det spanske “de ellos” og det portugisiske “deles”. Ordet kombinerer elementer fra begge sprog, hvor forholdsordet “de” og stedordet “eles” smelter sammen på portugisisk grundet en udtaleregel, men her udskiftes det portugisiske stedord med det spanske “ellos,” hvilket resulterer i et nyt hybridt ord.
To forfattere, to grænseområder, en delt sprogfinurlighed
Fabián Severo er ikke den eneste forfatter, der har udforsket sin flersprogethed igennem portuñol salvaje. Der kan bl.a. peges på pioneren indenfor portuñol salvaje, Douglas Diegues, der kommer fra en grænseregion mere end tusind kilometer nord fra Severos hjemby, nærmere bestemt i et grænseområde mellem Brasilien og Paraguay.
Trods denne enorme geografiske distance har begge forfattere en fælles interesse for at lege med lyde og ord fra både portugisisk og spansk. Et af de mest gennemgående karaktertræk er ændringen i vokallyde, hvor f.eks. o bliver omskrevet til u, og e bliver omskrevet til i. Dette finder sted både i spanske og portugisiske ord, trods det faktisk udelukkende er et fænomen fra mundtligt portugisisk.
Et eksempel kommer her fra Fabián Severos førnævnte digtsamling, hvor han udover vokallydsændringerne også indleder digtet med en den unikke -emo flertalsbøjning i verbet “semo” (: vi er), som er et af de specielle kendetegn for Uruguayområdets portuñoltype, som jeg også beskrev i mit tidligere indlæg. Tag et kig på de markerede bogstaver:
Originaltekst:
“Nos semo da frontera
como u sol qui nace alí tras us ucalito alumeia
todo u día incima du río
y vai durmí la despós da casa dus Rodríguez”
Dansk oversættelse (af mig):
“Vi er fra grænsen
som solen, der fødes der bag et lille lys, der
lyser op hele dagen over floden
og går i seng bag familien Rodríguez’ hus”
Vi finder samme delte o til u-mønster i Douglas Diegues’ sonetter fra hans værk “Uma flor na solapa da miséria” fra 2011:
Originaltekst:
“y encuanto u mundo gira – dentro y fora du
tempo – finito infinito
complicado simples razo profundu
bocê vae conhecendo melhor u sabor de la
horrorosa belleza del mistério du mundu”
Dansk oversættelse (af mig):
“og som verdenen drejer – ind og ud af tiden –
endeligt uendeligt
kompliceret, simpel, dyb årsag
du vil lære smagen bedre at kende af den
forfærdelige skønhed af verdens mysterium”
En anden sproglig finurlighed, der er værd at nævne her, findes i verslinje fire, nemlig brugen af ordet ”bocê” (: du), hvilket skrives ”você” på standardportugisisk. Mens v og b udtales ens på spansk (”som et b”), er dette ikke almindeligt i brasiliansk portugisisk. Konsonantændringen fra v til b i “bocê” synes da at være baseret på spanske udtaleregler, og er derfor et omvendt mønster, end det vi indtil nu har kigget på. Dette viser os, at portuñol salvaje giver forfatterne fri færden mellem spansk og portugisisk uden begrænsninger.
En kunstnerisk og virkelighedsnær sproglitterær praksis
Portuñol salvaje er et unikt kunstnerisk skriftsprog, der inkluderer kreativ sprogbrug, hvor spansk og portugisisk blandes på måder, der efter retskrivningskonventioner “normalt ikke tillades.” Den skriftlige vokalændring, vi har kigget på, kan siges at have rødder både i forfatternes egne oplevelser med det talte sprog i grænseområderne samt være deres egen personlige kunstneriske fortolkning af spansk og portugisisk. Man kan derfor fristes til at sige, at grænsen mellem den (hybrid)sproglige virkelighed i Sydamerika, og litteraturens fortolkning af denne, ikke nødvendigvis er så stor igen. Det, at begge forfattere deler nogle af de samme hybridsproglige træk i deres værker, er meget interessant, og kan lede os til at tænke, at der måske findes en form for sprogligt kontinuum i portuñol salvaje-universet. I sidste ende viser dette lille indblik ind i Sydamerikas grænselitteratur, hvordan portugisisk og spansk er sprog i bevægelse, som vi læsere kan få lov til at opleve, når forfattere, der er vokset op i Sydamerikas flersprogede grænseområder, portrætterer de grænsesproglige dynamikker gennem skønlitteraturen.
Jonathan Mastai Husum er ph.d.-studerende i spansk og portugisisk ved Afdelingen for Tysk og Romanske sprog ved Aarhus Universitet. Han forsker i kontaktsproget portuñol i Sydamerika og arbejder ud fra en teoretisk baggrund indenfor sociolingvistik, postkolonial lingvistik samt sprogpolitik.
Har du hørt om portuñol? – et dyk ned i Sydamerikas sproglige mangfoldighed 
Børnesprog i daginstitution – fra hvad kan børn til hvad gør børn? 
Hvad laver Dansk Sprognævn? Interview med Thomas Hestbæk Andersen 
Nyt indlæg: Hvad er schwa? 
Forstå, hvad sprogvinduet er, før det klapper i 
Hvad fanden betyder det?