Traditionen peger på, at vi den 23. april fejrer det spanske sprogs (og bogens) dag, og at vi til en så vigtig dato vælger årsdagen for Cervantes død. Det ser ikke ud til at være tilfældigt, at en forfatter, netop spansk og castiliansk, ufrivilligt etablerer sig som vort sprogs forkæmper og symbolske repræsentant. Det ser heller ikke ud til, at valget af det anvendte udtryk for at betegne det spansk eller castiliansk mangler enstemmighed og er en konstant grund til diatriber og intellektuelle diskussioner.
Det sprog, som omkring fem hundrede millioner brugere taler (seks hundrede, hvis de med begrænset kompetence tilføjes) er meget omfattende og derfor af enorm sproglig variation. Denne variation, leksikalsk, fonetisk og i mindre grad grammatisk, har ikke været og er dog ikke en hindring for spansktalende fra geografiske steder så langt fra hinanden som Mexico, Argentina, Ækvatorialguinea eller Spanien fra at kunne kommunikere uden for store besvær.
Der er ganske vist fonetiske fænomener som yeísmo, ceceo og seseo, eller grammatiske fænomener, hvoraf voseo er et af de mest undersøgte, og også en enorm variation af ord af meget lokal eller regional brug der, skønt i de fleste af tilfældene ikke hæmmer forståelsen, men snarere involverer talernes implementering af bestemte strategier (entydighed gennem kontekst, brug af synonymer, yderligere forklaringer osv.) for at gennemføre deres sproglige interaktioner med succes. At bus “autobús” i Spanien hedder “guagua” på Cuba (eller også på De Kanariske Øer) eller “colectivo” i Argentina, eller at ceceo er et absolut ukendt fænomen blandt spansktalende i Amerika, udgør ikke nogen risiko for flydende kommunikation mellem spansktalende.
Vi husker dog alle, da Netflix besluttede at undertekste Cuaróns mexicanske film, Roma, for publikum i Spanien. Der blev “ustedes” (‘I’ eller ‘jer’, Sydamerika) erstattet af “vosotros” (‘I’ og ‘jer’, Spanien), “enojado” (‘sur’, Sydamerika) med “enfadado” (‘sur’ Spanien) eller “vengan” (‘kom’, Sydamerika) med “venid” (‘kom’, Spanien). Selvom det er uforsvarligt, afslører den uheldige anekdote den latente spænding mellem enhed og mangfoldighed, som vores sprog lever.
Men hvordan er det muligt, at et så stort fællesskab af brugere har været i stand til at opretholde en sammenhængende sproglig enhed gennem sin allerede lange historie, på trods af de geografiske afstande og de forskelligartede og uensartede sociokulturelle kontekster? Har der været eller er der risiko for fragmentering? Taler vi et fælles standardsprog, eller er det tværtimod nødvendigt, som i den anekdote jeg lige har fortalt, at undertekste vores samtaler mellem talere med andre geolekter end vores? Hvis vi spørger det akademiske samfund, præsenterer spansk eller castiliansk en lav risiko for fragmentering, da det deler et simpelt alfabetisk system, et fælles leksikon og en grundlæggende syntaks og fonetik i hele den spansktalende verden.
Der findes to begreber, eller rettere sagt to komplementerende ideologiske projekter af en oprindelig etnocentrisk karakter, som kan hjælpe os med at forstå denne enhed i mangfoldighed som jeg henviser til i titlen på denne artikel. På den ene side, hvad der i dag er blevet kaldt (i analogi med det franske projekt la Francophonie) for hispanofoni, det vil sige først skabelsen gennem det spanske imperiums kolonisering, og dernæst vedligeholdelse (i nogle tilfælde endda forlængelse) af et meget stort geografisk område, hvor der tales spansk. Vi må huske på at spansk er det officielle sprog ikke kun i Spanien, men i nitten latinamerikanske lande, og at det også tales (i sameksistens med engelsk) på talrige øer i Antillerne og selvfølgelig i USA. Til det burde også tilføjes andre små enklaver i Afrika (Ceuta, Melilla, Ækvatorialguinea) og varianterne (sidstnævnte meget mere differentierede) af jødisk-spansk eller ladino, som stadig er bevaret af det sefardiske samfund, eller chabacano [2], en blanding af spansk med visayanske sprog som opretholdes som modersmål eller sekundærsprog af lidt over to millioner filippinere.
Og på den anden side, som en ideologisk støtte til den forrige, finder vi panhispanisme. RAE [3] definerer dette koncept som en “bevægelse, der fremmer enhed og samarbejde mellem lande, der taler det spanske sprog”. Denne formulering, tilsyneladende neutral og aseptisk, afslører ikke intentionerne med bevægelsen og ser ud til bevidst at ignorere dens ideologiske motiver. Lad os lave lidt historie for at forstå udviklingen af panhispanisme og den indvirkning, den ser ud til at have haft og kan have på nuværende spansk.
Som nævnt var spansk kolonisatorenes sprog og det, der herskede i alle deres territorier. Derfor har dens udbredelse og ekspansion været historisk forbundet med koloniimperiets økonomiske, politiske og kulturelle dominans.
Dette herredømme kom ind i en krise med emancipations- og uafhængighedsprocesserne i det 19. århundrede, i hvert fald i Latinamerika. I dette historiske øjeblik kunne en sproglig fragmentering være startet, motiveret af søgen efter en særskilt national identitet og drevet af antallet af substratsprog, der overlevede spansk dominans. Intet af dette skete, dels fordi uafhængighed var et kreolsk og europæiserende projekt, det vil sige af en overvejende hvid elite af spansk oprindelse, der påtog sig, omend med nuancer, den kulturelle arv fra erobrerne; dels på grund af den panamerikanske karakter af mange af fædrene til den latinamerikanske uafhængighed, som så i det fælles sprog et idiosynkratisk og sammenhængende træk ved de nye nationer. Det er rigtigt, at sprogakademier blev grundlagt i forskellige latinamerikanske lande (det colombianske var det første i 1871), men det er ikke mindre sandt, at Real Academia Española forvaltede dem og var det, der havde en reel indflydelse på normativ konfiguration af spansk i alle dets geografiske områder.
De to mest bemærkelsesværdige konsekvenser i praksis var på den ene side opretholdelsen af spansk som sproglig enhed under metropolens normative autoritet; og afledt af dette, opfattelsen af spansk fra Spanien (i sin kultiverede og centralistiske variant) som et synonym for standard spansk [4].
Fra et historisk perspektiv er hispanofonien, som vi synes at være så stolte af i dag, og det panhispaniske projekt, som det siges at være baseret på, opstået fra en uni-normativ opfattelse, nemlig centralistisk og fra den nordlige del af Spanien.
I de seneste årtier, i en kontekst med globalisering (og demografisk og økonomisk vækst i Latinamerika, samt udviklingen af sociale medier), er der opstået et misforhold vedrørende den spanske referencemodel, da det største flertal af spansktalere i dag ikke længere identificere sig med det, vi kunne kalde den castilianske norm.
RAE har i samarbejde med ASALE (Sammenslutningen af Spanske Sprogakademier) mangedoblet sine panhispaniske projekter i de seneste år (Diccionario Panhispánico de Dudas, Corpes XXI, Corpus del Español del siglo XXI), og alt tyder på, at en ny måde at forstå hispanofoni på er på vej: mere åben og mangfoldig, mindre overvåget af den castilianske norm (selv om den ikke er totalt adskilt fra den normative centralisme), og bestemt mere pluralistisk.
Udfordringerne er store: Hvordan fortsætter man med at bevare enhed i en kontekst med kulturel og sproglig globalisering? Vi bevæger os uden tvivl mod et plurinormativt og pluricentrisk sprog (sprogakademierne ser ud til at være på vej i den retning). Det er værd at spørge i denne situation, om det vil være nødvendigt at etablere et nyt standard spansk. Og hvis det er tilfældet, hvilke kriterier skal man anvende? Hvilket sprog, eller varianter skal der undervises i, i klasseværelset?
Tiden vil vise, om RAEs intention om at bevare enheden i mangfoldigheden er en seriøs indsats og om den 23. april, årsdagen der fejrer Cervantes død og dagen for et sprog med to navne, spansk og castiliansk, formår at forene, uden betænkeligheder og på lige fod, hele det spansktalende samfund i en ny og moderne hispanofoni.
Lucas Ruiz er lektor ved Århus Akademi, hvor han underviser i spansk, historie, AP og Latin. Han har undervist på forskellige danske universiteter. Han har en kandidatgrad i Spansk Filologi og en masteruddannelse i andetsprogspædagogik med fokus på spansk/L2. Han har studier i historie (sidefag) og klassiske sprog. Han har forfattet adskillelige spanske lærebøger, en grammatik, en novellesamling “El esquiador de fondo” og en roman “Los nadadores de Urubamba”.
Oversat fra spansk af Lucas Ruiz og Sofia Navarro Beck.
Referencer:
Anuario del Instituto Cervantes. El español en el mundo 2022. McGraw-Hill. https://cvc.cervantes.es/lengua/anuario/anuario_22/el_espanol_en_el_mundo_anuario_instituto_cervantes_2022.pdf
Madrid Álvarez-Piñer, Carlos. ”El idioma chabacano de Filipinas ante los retos del siglo xxi”. https://cvc.cervantes.es/lengua/iecibe/08_madrid.htm
Masuda, Kenta. “Desafíos y perspectivas ante el panhispanismo lingüístico: una revisión crítica sobre su aplicación didáctica en el ámbito de E/LE”, Cuadernos CANELA, 30, pp. 85-98.
Real Academia Española. Diccionarios. https://www.rae.es/
Fodnoter:
[1] El español en el mundo 2022. Anuario del Instituto Cervantes. McGraw-Hill.
[2] https://cvc.cervantes.es/lengua/iecibe/08_madrid.htm
[3] Akronym af Real Academia Española, en spansk institution med ansvar for at sikre den normative korrekthed af det spanske sprog
[4] Standard spansk defineres som den variant der fungerer som den dannede og normative sproglige referencemodel i den spansktalende verden. (RAE 2001-2014).
[5] Tilgængelig her: https://www.rae.es/dpd/
[6] Tilgængelig her: https://www.rae.es/banco-de-datos/corpes-xxi
