Frederik Dreiers sprogkritik

Frederik Dreier (1827–1853) er kendt som danmarkshistoriens første rigtigt radikale samfunds­kritiker.

Dreier fødtes og levede sit korte liv i København under Guldalderen, den tid da kongerigets første jernbane til Roskilde blev anlagt, men inden voldene blev sløjfet. Han var medicinsk student og deltog som underlæge i den første slesvigske krig i 1848–1850.

Dreier anså krigen som det glade vanvid, men den var en uundgåelig følge af indførelsen af en dansk grundlov, og Dreier var demokrat. Han ønskede dog et langt mere vidtgående folkestyre end andre i sin samtid, og i 1848 offentliggjorde han to brochurer om sine synspunkter: “Folkenes Fremtid, af en Fritænker” og “Fremtidens Folkeopdragelse, foreløbige Antydninger af en Socialist” (det var der ingen dansker der havde kaldt sig før). Grundloven blev jo først indført året efter, så det var vel for en sikkerheds skyld, at han valgte ikke at skrive under eget navn.

1848 var også det år hvor Karl Marx udgav “Det Kommunistiske Manifest”. Det vakte dog ikke den store opmærksomhed, for Marx var endnu ikke særlig berømt. Dreier var meget mere påvirket af den franske typograf Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865), som i 1840 var den første i verden der kaldte sig anarkist. I vore dage vil Dreiers synspunkter da også nærmest blive betragtet som anarkistiske, men på hans egen tid var forskellen mellem socialisme, kommunisme og anarkisme ikke klargjort endnu.

Dreier tilbad ideen om fremskridt, og det helt bogstaveligt. For de fleste almindelige mennesker dengang var religionen stadig det vigtigste middel til at orientere sig i tilværelsen. Den kulturelle elite var begyndt at orientere sig mere i retning af nationen (deres avis hed “Fædrelandet”). Men Dreier havde en glødende tro på at den europæiske civilisation kunne brede idealerne om frihed, lighed og broderskab ud over hele jorden og udslette alle landegrænser.

Ud fra dét synspunkt stod det ret klart at fremtiden lå hos arbejderklassen, og at betingelsen for fremskridt var at få en arbejderbevægelse op at stå. I København fandtes der allerede en oplysningsforening for arbejdere, og Dreier arbejdede på at få den opgraderet til en egentlig fagforening. Han udgav “Samfundets Reform”, et ugeskrift der skulle være begyndelsen til en arbejderpresse og et arbejderparti, og han var med til at danne den første danske brugsforening.

Det var alt sammen helt forgæves i første omgang. I de fem år han var aktiv, kom der aldrig nogen fagforening eller parti ud af det, bladet døde med ham selv, og brugsforeningen overlevede ham kun kort tid. Men mindet og fortællingerne om ham blev en vigtig inspiration for det moderne gennembrud og dannelsen af det danske Socialdemokrati i 1870erne.

Utopi og videnskab

Inden for Socialdemokratiet havde de “videnskabelige” socialister (dvs. marxisterne) det ideologiske overherredømme. Lige som de tidligere “utopiske” socialister (såsom Proudhon og altså Dreier) så de frem til et verdenssamfund uden landegrænser. Men for marxisterne var det tidsspilde at spekulere over hvilke sprog der ville overleve nationernes opløsning i en mere eller mindre fjern fremtid. Under marxistisk indflydelse koncentrerede både det tyske og det danske Socialdemokrati sig om at organisere arbejderklassen her og nu. I mellemtiden måtte de ikke så aktuelle opgaver underordne sig eller helt skøtte sig selv – herunder nationalitets- og sprogpolitik.

I den før-marxistiske periode var der derimod mange socialister der havde ideer om, at vejen til det perfekte samfund kunne banes ved at indføre et perfekt sprog. Det gjaldt især den tyske skrædder Wilhelm Weitling (1805–1871); også Proudhon havde udgivet en bog om sprog i sin ungdom. I Holland havde den utopiske socialisme et længere liv, og fraktionen under Ferdinand Domela Nieuwenhuis (1846-1919) viste livlig interesse for volapük endnu i 1895. Og hvad Frederik Dreier angår, er det nok ikke for meget sagt, at hele hans filosofi var sprogbaseret. Alt hvad han sagde og gjorde var afledt af hans tanker om, hvad sproget er, og hvad det burde være.

Dreiers sprogfilosofi har været noget undereksponeret indtil nu, og det af både gode og dårlige grunde. Den socialdemokratiske (lige så vel som den kommu­nistiske) historieskrivning var ikke så begejstret for Dreiers radikale antinationalisme og gik derfor ikke i dybden med det. Dreiers Samlede Skrifter blev først udgivet i 2003, skønt allerede Georg Brandes opfordrede til det. Selv om Dreier ikke lagde skjul på sin sprogrevolutionære holdning i det han fik trykt, er det først i de efterladte manuskripter, at man får det fulde billede. Sektionen “Sprog­videnskab” er den største i hans Samlede Skrifter, og det længste kapitel heri er et stort, ikke helt færdigt manuskript med titlen “Sproglige Tilstande og Bestræbelser i Norden. Forsøgene til et almindeligt Sprog”.

Det kunne se ud som om Dreier burde have taget kontakt til Weitling for at diskutere deres fælles interesse i verdenssprog, men de var for forskellige. Mens Dreier nok var ateist, men troede på gradvise og fredelige reformer, så var Weitling kristeligt funderet og ikke så lidt af en volds­romantiker. I Dreiers Samlede Skrifter er Weitling kun nævnt et par gange i forbifarten og ikke i forbindelse med sprog. Dreier har altså ikke brevvekslet med nogen om sin sprogfilosofi.

Det var ellers ikke fordi Dreier var bange for at provokere. For det første var han fuldstændig ligeglad med dialekter, herunder norsk og færøsk. Han mente ganske vist at folk skulle snakke de sprog de helst selv ville, men var overbevist om at danske borgere i længden ville foretrække rigsdansk, eftersom fællessproget giver adgang til mere uddannelse, mere kommunikation mellem landsdelene og socialklasserne, kort sagt: mere fremskridt.

Men Dreier var også revnende ligeglad med dansk. Der findes jo meget mere videnskabelig og revolutionær litteratur på de store sprog end på de små, så hvis danskerne efterhånden skulle gå over til tysk (begyndende med Sønderjylland), ville det kun være en fordel for dem selv og et fremskridt for samfundsudviklingen.

Men Dreier var også bedøvende ligeglad med tysk og de andre store nationalsprog. I det Kongelige Biblioteks håndskriftsamling ligger et manuskript af den berømte sprogforsker Rasmus Rask (1787–1832), der beskriver hvordan man kunne danne et “almensprog” ved at bruge de mest udbredte ordformer i de europæiske nationalsprog og opstille en simpel, letlært grammatik. Dette projekt havde Dreier gravet frem og han havde mange rosende ord om det. Esperanto, der først blev lanceret i 1887, er bygget op på den måde, og i dag danner de esperanto-talende et globalt kulturfællesskab, som har officielle forbindelser til FN (via Unesco).

Men selv Rasks principper for et internationalt sprog stillede ikke Dreier tilfreds! Han karak­teriserede Rasks projekt som et “populært forsøg” og forudså at alle nationale sprog ville gå op i hinanden i en proces, hvor de blev mere og mere videnskabelige. De ville forenes i et universelt matematisk sprog, der hele tiden ville gøre fremskridt i takt med videnskaben, og som derfor ville “kunne mere” end noget hidtil kendt sprog. Med inspiration fra den berømte tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646–1716) skitserede han hvordan man til en start kunne “sprogliggøre” den matematiske og kemiske notation og omvendt “matematisere” den biologiske nomenklatur.

Men Dreier var ikke bare rystende ligeglad med alle eksisterende og projekterede sprog og nationaliteter, han gav også pokker i poesien. Han mente at al litteratur i virkeligheden har samme formål, men fag­litteraturen opfylder det formål bedre. Skønlitteratur, især vers, anså han for direkte skadelig, fordi det optager tid som man kunne bruge til at skaffe sig reelle kundskaber. Skulle han vælge mellem en digtsamling og en socialrealistisk fortælling, så ville han naturligvis vælge fortællingen, men man får virkelig indtryk af, at han forestillede sig, at fremtidens mennesker ville have mere fornøjelse af at læse kriminalstatistik end kriminalromaner!

Kunne Dreier virkelig mene alt det helt alvorligt? Han var kendt som en stor spøgefugl, og der kan næppe være tvivl om at han provokerede mere for at få folk til at tænke selvstændigt end for at overbevise dem. Men hvad mente han så egentlig selv? Selv for en provokatør virker det overdrevet helt at frakende poesien eksistensberettigelse og ikke begrænse fordømmelsen til den første slesvigske krigs blodtørstige slagsange.

Den færøske snublesten

Da Dreier erstattede Gud med Fremskridtet, var han også nødt til at finde en erstatning for djævelen, og den fandt han i Niels Matthias Petersen (1791–1862). N. M. Petersen var nær ven af Rasmus Rask og blev den første professor i nordiske sprog ved universitetet i 1845. Han var en udmærket filolog, men politisk ærkereaktionær. Han var en af sin tids mest indædte dyrkere af enevælde, nordisk oldtid, fiktion, nation, sværmerisk romantik og valen sentimentalitet – alt det Dreier ville væk fra.

Men samtidig var N. M. Petersen sin tids førende retskrivnings-reformator. Det havde han, som så meget andet, lært af Rask, og han gik endda videre end sin læremester. Hans motiv var ikke at gøre det nemmere for skolebørn at lære at skrive (omend det var en velkommen bivirkning), men alene at få det danske skriftbillede til at se mindre tysk ud og nærme dansk og svensk til hinanden, så man bedre kunne stemme imod impulser sydfra.

Og det var her kæden hoppede af for Dreier. Han var ellers villig nok til at give sine modstandere ret på enkelte punkter – om ikke for andet, så for at føle sig knap så ene med sine synspunkter. Men i forhold til N. M. Petersen er han fuldstændig konsekvent imod, skønt Dreier som skoledreng selv havde været så retskrivnings-revolutionær som nogen. Han ejede endda et eksemplar af alle de retskrivnings-pamfletter, som Rasks agitation havde givet anstød til.

Det der slog hovedet på sømmet var en debat om Færøerne. I 1840erne var der planer om at udvide skolepligten til denne del af riget, og det gjorde de få færøske studenter i København nervøse for deres modersmål, for dengang fandtes der kun meget lidt trykt på færøsk, og det i en eksperi­men­terende retskrivning der afspejlede udtalen. I 1845 udgav folkeminde­forskeren Svend Grundtvig “Dansken paa Færøerne, Sidestykke til Tysken i Slesvig” til støtte for deres sag, og i “Fædre­landet” fik denne pjece en lang og anerkendende anmeldelse af forfatteren og politikeren Frederik Barfod.

I den efterfølgende debat indledte N. M. Petersen sit bidrag med at slå fast, at færøsk ikke havde nogen berettigelse som skriftsprog. Straks herefter slog han imidlertid sig selv for munden, ved detaljeret at beskrive hvordan en en etymologisk baseret færøsk retskrivning under alle omstændigheder burde se ud. Disse anbefalinger ligger til grund for nutidens færøske skriftsprog.

Ud over anbefalingen af etymologi på bekostning af lydnær skrift må selve det selvmodsigende i N. M. Petersens indstilling have irriteret den fornuftsdyrkende Dreier grænseløst. Han havde oprindelig tænkt sig at skrive et læserbrev til støtte for anerkendelsen af færøsk som sprog, men afbrød det midt i en sætning. Hvis færingerne ville have nogen uddannelse, var de jo alligevel nødt til at lære fremmed­sprog, så hvorfor opdyrke en speciel færøsk litteratur, når hele den skandinaviske litteratur hverken kvantitativt eller kvalitativt kom i nærheden af den franske, tyske eller engelske? Det må have været på dét tidspunkt at Dreier besluttede sig for at sælge sin pamfletsamling og vende sig mod sprog­planlægning på det internationale niveau i stedet for det nationale.

Fra pasigrafi til pesjeræere

Retskrivningsdebatten kom vidt omkring. En af de pamfletter Dreier solgte var N. M. Petersens “Betragtninger over den höjeste Grundsætning for Dansk Retskrivning” fra 1826. Her hedder det:

Prof. Ørsted har dannet nogle ny Ord, […] sådanne som Æsk, llt. Men disse ere dog formodentlig dannede af Aske, Ild; så det forekommer mig at være det samme som hvis man vilde sige: én eller anden Gartner har dannet nogle Espaliétræer, eller frembragt en Plante ved kunstig Befrugtning, hvoraf man kan se at Mennesket og ikke vor Herre har skabt Planterne! Man kunde gjerne gå meget videre, man kunde danne sig et ganske regelmæssigt Idésprog, et Slags Pasigrafi; men det vilde dog altid kun blive et Produkt af den menneskelige Forstand, og jeg tvivler på at man vilde få noget Folkeslag til at tale det, ihvor simpelt og let at lære og anvende det dog virkelig måtte blive.

Igen ser vi hvordan Dreier konsekvent vælger stik modsat N. M. Petersen: hvor denne affærdiger et kunstigt verdenssprog i forbifarten, gør Dreier det til en hovedhjørnesten i sin tænkning. Dreier kunne have valgt det synspunkt, at det der manglede, netop var en gartner til at danne det inter­nationale sprog der er behov for i den moderne verden, og denne gartner kunne jo så passende bygge videre på Rasks efterladte noter. Men er der ingen Gud, så må mennesket jo selv have skabt sproget, og selv være i stand til at skabe nye, bedre og helt anderledes sprog!

Dreier ville have været begejstret for Darwin, men “Arternes oprindelse” udkom først i 1859. Ud fra et darwinistisk synspunkt kan man ellers godt anse sproget som en naturgenstand, et menneske­ligt organ der er grundlæggende ens for alle, selv om det ofte bruges så forskelligt at folk ikke forstår hinandens tale. Det virkeligt tankevækkende er så at N. M. Petersens sprogsyn ligger langt mere på linje med darwinismen end Dreiers gør! Endnu et citat fra N. M. Petersens pamflet:

Dersom Rejsende stødte på et Folk som ikke kunde skrive, så vilde de vel næppe derfor nægte, at de vare Mennesker; fandt de derimod et Folkeslag, som ej kunde tale, som Pesjeræerne, hvis det er sandt, hvad der berettes om disse, så vilde de vel i det mindste hensætte det på Menneskehedens laveste Trin; og omvendt, dersom de fandt Skabninger, der i andre Henseender lignede Dyrene, men dog kunde ved artikuleret Tale udtrykke deres Tanker, så måtte de vel fristes til at henføre dem til Menneskeslægten.

(“Pesjeræerne” var en indianerstamme i Patagonien, sydspidsen af Sydamerika.) Hertil svarer Dreier i “Folkenes Fremtid”:

Man plejer efter den gamle mystiske Begrebsssuppedats at udtrykke sig derhen, at det er „Aanden,” som udmærker Mennesket; Dyrene have ingen „Aand.‟ Andre rette det derhen, at Mennesket ene have selvbevidst Aand eller „Bevidsthed og fri Villie.‟ De saakaldte „aandelige,‟ ,høiere‟ Videnskaber ere uhyre dumme og Psychologien er en af de dummeste. Hvad er det for en Ting, den „Aand,‟ som Mennesket har, Dyret ikke? At slaae alle Mennesker sammen under eet, som havende „Selvbevidsthed og fri Villie,‟ er ogsaa misligt; thi aabenbart gives der meget forskellige Grader udi de saaledes benævnte Functioner; imellem en Petscheræer og en mangesidig dygtig udviklet Europæer er der dog nok deri en meget betydelig Forskjel.

(Udgiverne af Dreiers Samlede Skrifter mente at “Petscheræer” var en henvisning til Darwins møde med dem i 1830erne, men det går altså længere tilbage.) Videnskab respekterer ikke partigrænser, og både videnskab og partistandpunkter udvikler sig over tid. At se Dreier være mere racistisk end N. M. Petersen er temmelig uventet for os i dag.

Jens Stengaard Larsen er bidragyder til det hedengangne Sprogmuseet og studerer sprogvidenskaben og dens historie, mest ud fra et esperantistisk synspunkt.

Folkemål og folketro: Henning Frederik Feilberg (1831-1921) Fjernt Fædresmål Hels drøm – en mellemsproget nordisk myte på dansk og runer. Danske politikere forstår ikke noget om at lære dansk Julen har sin egen person Nationalitet og sprog på varietéscenen