Forskellen på “ja↗” og “ja→” – og “nej↗” og “nej→”

Det er blevet alment kendt via en plakat med nå fra Københavns Sprogcenter at der findes betydelig udtalevariation blandt en gruppe ord, der kan stå alene som svar. De her svarord (response tokens) har jeg undersøgt i min afhandling, med akustiske målinger af intonation og nær-analyser af kontekst – altså hvad ordet svarer på. Et af mine studier viser nemlig at der er en kontrast mellem stigende og jævn intonation som er specifik for ja og nej – men samtidig fungerer ens på begge ord. Kontrasten er relevant i bestemte samtalesekvenser hvor et spørgsmål – typisk en slags anmodning om genbekræftelse – udtrykker et stance, dvs. en holdning, attitude eller anden stillingtagen. Det gør det relevant for svareren at forholde sig til spørgerens stance i svaret.

Det sker fx i følgende uddrag ved hjælp af et ja med stigende intonation (nedskrevet efter Samtalegrammatik.dk’s konventioner og anonymiseret). Astrid og Britt er ved at snakke om hvem en fælles bekendt har undervisning med:

(1) AULing:sofasladder:ja_082

01 AST: ☺det tror jeg så<nogen: ↑unipiger>☺→
02      (0.5)
03 BRI: ∙mt er de*t-* hva-
04      (0.4)
05 AST: det universitet↗=
06 BRI: =er det:↘=
07 AST: =ja:↗ ((smiler))
08 BRI: gud→

Astrid kalder dem i linje 1 sådan nogen unipiger; det er i den her kontekst relativt ladet (Astrid og Britt er yngre end universitetsalder) og aktiverer en bestemt ‘type’ som billede. Astrid forudsætter altså at en særlig vurdering af kvindelige studerende er relevant. Efter en pause virker Britt dog til at forsøge at spørge ind til det, uden helt at formulere et færdigt spørgsmål. Astrid tolker dette som at Britt har et problem med at forstå hvorfor der tales om unipiger – og uddyber at den fælles bekendte går på universitet. Det får Britt til at ytre er det? (linje 6) som er en anmodning om genbekræftelse. Den udtrykker et stance – konteksten er vurderende samt Britt får noget nyt at vide. Astrid genbekræfter med et ja med stigende intonation, hvorefter Britt kvitterer med gud – en form for kvittering der understreger at Britt’s reaktion i linje 6 ikke var kedeligt neutral. Derefter fortsætter samtalen om emnet, hvor de er enige om at det ikke giver mening at vedkommende skulle på gå andet end universitet.

De nedenstående grafer viser intonationskonturene. Er det har en stor stigning efterfulgt af et stort fald (i alt 16,8 semitoner), mens ja har en stor stigning (9,5 semitoner). Begge har altså et bredt spænd.

Med ja med stigende intonation fortsætter de talende altså på samme bølgelængde. I næste uddrag har vi i stedet et jævnt ja. Britt har lige nævnt en persons fortid som langhåret, men i linje 1 spørger Astrid om Britt i virkeligheden taler om en anden, her kaldet “Flæsk”:

(2) AULing:sofasladder:ja_016

01 AST: var det ikk flæsk↗ (.) der havde langt hår→
02      (.)
03 BRI: °nej→°
04      (0.5)
05 AST: flæsk har oss haft langt hår→=
06 BRI: =har han↘
07 AST: ja→
08      (0.2)
09      >har du ikk< set det↗
10 BRI: nej↗

Med nej i linje 3 siger Britt at det ikke er Flæsk hun snakker om, og altså at hun er ubekendt med at Flæsk skulle have haft langt hår. Det får Astrid til at præsentere det selvstændigt i linje 5. Britt reagerer (ligesom i det forrige uddrag) på denne information som noget særligt med en anmodning om bekræftelse har han? Astrid bekræfter med et ja, men efter en kort pause spørger hun tilbage til Britt: har du ikk set det? Denne spørgsmålstype er konfrontatorisk (bl.a. på grund af ikk), og Astrid klandrer altså Britt for ikke at have vidst det. I det her tilfælde er de talende altså ikke på samme bølgelængde i forhold til om emnet skal behandles som noget særligt.

Og intonationens bølger for de to linjer har heller ikke lige brede spænd. Anmodningen om bekræftelse har en stigning på første ord og bevæger sig et godt stykke ned på andet ord (10,5 semitoner), og dækker et bredt spænd ligesom i forrige uddrag. Derimod har ja en bevægelse hvor der kun kan anes en lille stigning (1,8 semitoner), og dens spænd er altså langt fra lige så bredt som forrige ja og praktisk talt jævn. Der er altså spørgsmål som nok anmoder om bekræftelse, men også lægger op til at en anden samtaledeltager giver udtryk for om vedkommende deler samme stance til det der anmodes om bekræftelse af. Pointen er at ja bruges til at bekræfte, men med stigende intonation kan bruges til at udtrykke delen eller forståelse for den andens stance, eller med jævn intonation til at udtrykke manglende forståelse eller delen af stance – dermed er der en kontrast mellem en stigende og en jævn kontur på ordet ja.

Men det viser sig at samme skelnen også gør sig gældende for nej. Det er interessant fordi nej ikke fungerer helt på samme måde som ja. Det er ofte afkræftende – ja og nej er jo modsætninger – men kan også bruges til at bekræfte negerede påstande (til at afkræfte negere påstande bruges der nemlig jo). I næste uddrag er der to tilfælde af nej – et der afkræfter, og et der bekræfter. Astrid og Britt har snakket om at besøge et musiksted Britt ofte tager hen på:

(3) AULing:sofasladder:nej_094+nej_071

01 BRI: vi ska °alt°så snart derned→=
02 ?:   =(mhr)
03      (0.4)
04 BRI: ∙mt [hvis] du har lys[t det megahyggeligt→]
05 AST:     [↑ja→]           [koster det penge↗ h ]
06 BRI: nej↗ -h [huh ((ryster på hovedet))
07 AST:         [gør det ikk↗
08 BRI: nej:↗ [he ∙h
09 AST:       [åh:::↗ ((laver jazzhænder))

Britt foreslår altså at de tager derhen engang, tilføjer hvis du har lyst og kaldet det megahyggeligt. I overlap med det sidste spørger Astrid ind til noget der udgør en potentiel trussel for denne mulighed for socialisering – om det koster penge, for hun har tidligere sagt at hun ingen penge har. Britt afkræfter dette med et nej i linje 6 – og hun præsenterer altså den positive information at det er gratis og annullerer dermed truslen mod deres sociale aktivitet, hvilket kan siges at være et udtryk for stance. Astrid reagerer på dette med en anmodning om genbekræftelse i gør det ikk? som indeholder en negation. At det netop ikke gør (altså ikke koster penge), bekræfter Britt med et nej i linje 8. Britt udtrykker derefter med et forlænget åh og løftede, vibrerende hænder at afkræftelsen kom som en positiv overraskelse.

De akustiske målinger viser at begge tilfælde af nej har tydeligt stigende intonation: den første (10,5 semitoner) er en lille smule mindre end den anden (14,9 semitoner), som kan siges at være opgraderet i kraft af at være en slags gentagelse. Anmodningen om genbekræftelse er også tydeligt stigende (8,6 semitoner), men altså uden et fald som i de forrige uddrag. Det er dog ikke usædvanligt blandt alle mine tilfælde og skyldes også at trykket ligger et andet sted, fordi der er en negation. Det er værd at notere sig at nej har stød, og det er formodentlig det vi ser en effekt af når der til sidst i intonationskonturerne for begge tilfælde af nej sker et lille fald – men uden altså at falde nok til at det kan høres som et fald.

Min undersøgelse er baseret på i alt 50 tilfælde. Jeg forsøger at vise hvordan kontrasten mellem stigende og jævn kontur er relevant i bestemte sekvenser, og at intonationens funktion ikke bare er afledt af om der bruges ja eller nej, eller om der be- eller afkræftes. På den anden side skal intonationens funktion dog stadig forstås i forhold til samtalesekvensen, bl.a. fordi udtalen af det der kommer inden (som i øvrigt ikke kun er et spørgsmål om intonation), er med til at skabe det rum som kontrasten opererer indenfor. I mange andre sekvenser er et jævnt svarord nemlig neutralt, fordi der ikke er noget på spil. Jeg har også kigget lidt på lydstyrke, og det varierer noget mere end intonationskonturen, men det virker til at ja eller nej med stigende intonation sjældent har lav lydstyrke. Derudover bruges de også som svar på andre slags ytringer (som fx anmodninger (om handling) eller vurderinger) end de anmodninger om genbekræftelse jeg har vist her, som dog klart er den hyppigste kategori.

Søren Sandager Sørensen er ph.d. fra Aarhus Universitet og har skrevet afhandlingen The Prosody of Response Tokens in Danish, hvori studiet Affiliating in Second Position: Response Tokens with Rising Pitch in Danish (som dette blogindlæg handler om) indgår.

Hverdagsgrammatik – Hvordan folk stiller spørgsmål, forhandler samtaledeltagelse og styrer andres handlinger i dansk hverdagsinteraktion EMCA Bootcamp Online turtagning på Messenger? Lingoslam 2019: and the winners are…. George Floyds død – Skal vi behandle optagelserne som data? Jeg gider ikk deltage i det mer