Fodboldsprog og fællesskaber

Først d. 15. juli kulminerer det igangværende fodbold-verdensmesterskab med den afgørende finalekamp. I halvdelen af de deltagende lande sluttede festen allerede i det indledende gruppespil, hvor de blev slået ud, og fra ottendedelsfinalerne frem til finalen bliver deltagerantallet halveret for hver runde. Men i de første runder, mens håbet endnu levede, blev tusinder, ja i nogle lande formentlig millioner af mennesker, der normalt ikke er fodboldinteresserede, suget med ind i fodboldinteressen. Det hævdes f.eks., at mere end 99% af Islands befolkning fulgte deres landsholds kampe i indledende runde.

For de virkelig hardcore-fodboldtilhængere kan det være en kilde til moro eller til irritation at se og navnlig høre de mange nytilkomne fodboldseere. Som på den ene side ikke sætter de rigtige ord på det, der sker. Og som måske heller ikke forstår de udtryk, som hardcore-tilhængere og nogle gange tv-kommentatorer bruger. Danske Spils ”Odd’set” har i årevis kørt reklamekampagner under mottoet: ”Der er så meget kvinder ikke forstår”. Fra at vise en gruppe mænd foran tv-fodbolden rykker billedet til en neglefilende kvinde i det tilstødende rum. Mens hun hører kommentatoren snakke om, at det ene hold ”har gravet sig ned” eller en spiller ”brænder en direktør”, danner hun sig indre billeder. Hvis man for alvor vil tilhøre fodboldfællesskabet, skal man kunne alle udtryk og sproglige nuancer.

Udviklingen i fodboldsproget afspejler på nogle punkter sportens materielle udvikling. Endnu omkring år 1900 sendte spillerne f.eks. ifølge avisernes fodboldreportager bolden ”gennem målet”, hvilket tyder på, at man i Danmark endnu ikke havde anskaffet sig net til fodboldmålene. Men i løbet af de næste ti år ændredes udtrykket til at sende bolden ”i målet”. I England hævdes det, at det alment anvendte udtryk ”back to square one” stammer fra de første radioreportager fra fodboldkampe. For at hjælpe lytterne med at følge kommentatorens beskrivelser udsendte BBC en vejledning med et kort over en fodboldbane. Banen var inddelt i 8 felter, som kommentatoren henviste til. ”Back to square one” skulle derfor angiveligt referere til, når bolden blev spillet tilbage til målmanden i felt nr. 1, hvorfra man måtte begynde forfra på angrebsopbygningen. Forklaringen har dog sine svagheder. For det første har man ikke kunnet dokumentere brug af udtrykket ”back to square one” før 1952, mens BBC-tegningerne stammer fra reportagernes barndom godt 20 år tidligere. For det andet dækkede ’square one’ kun den ene halvdel af den ene målmands felt. Det vil sige, at målmændene lige så ofte modtog boldene i felterne 2, 7 og 8.

Tvivlsom eller ej, historien om ”back to square one” udtrykker behovet for, at fodboldsproget er deskriptivt. Opstillingen af forsvarende fodboldspillere foran en frisparksskytte hedder på dansk fodboldsprog en ”mur”; og at spille bolden gennem benene på en modstander hedder en ”tunnel”. Hvor engelsk fodboldsprog også bruger betegnelsen ”wall”, vil engelske fodboldkendere dog kigge undrende på en dansker, der snakker om ”a tunnel”. På engelsk hedder denne detalje ”nutmeg”, angiveligt fordi muskatnødder i 1800-tallet var så kostbare, at forfalskninger var udbredte. ”Nutmegged” var derfor betegnelsen for en, der var åbenlyst var blevet snydt på det groveste.

Andre betegnelser i fodboldjargonen er erindringsmarkører, der henviser til tidligere storspillere eller kampe. Fodboldstjerner som den engelske Stanley Matthews og den nederlandske Johan Cruyff har fået driblinger opkaldt efter sig, om end det i England i mange år har været mere almindeligt at bruge det deskriptive ”sell a dummy” om Stanley Matthews-kropfinten. Men hvor disse driblinger eller finter var de pågældende spilleres ’varemærke’, henviser en ”Jesper Olsen” på dansk ikke til hans karakteristiske proptrækker-driblinger, men en enkelt tilbagelægning, der i den danske fodbolderindring står som det traumatiske vendepunkt i VM-ottendedelsfinalen i 1986, hvor Danmark endte med at tabe 5-1 til Spanien.

Det danske fodboldsprog er grundlæggende præget af, at Danmark i fodboldens unge år så op til britisk fodbold som det efterstræbelsesværdige ideal, og at fodboldens regler blev nedfældet i England. At lave et hovedstød hedder f.eks. at ”heade”, spillere er ”off-side” eller begår ”obstruction”, de sætter spillet i gang ved ”kick-off”; og man bruger i flere tilfælde de klassiske engelske betegnelser om spillernes position på banen – f.eks. en klassisk ”centre-forward”, en ”back” og en ”wing”. Andre deskriptive engelske betegnelser for spillernes position på banen som ”half-backs” og ”inner-wings” er dog gledet ud i takt med spillets udvikling gennem årene, og de er i stedet blevet erstattet af taktisk indforståede betegnelser som ”en 8’er” eller ”en 10’er” eller måske endda ”en falsk 9’er”. I sin tid var de gamle engelske betegnelser dog næppe mindre indforståede. Læser man nogle af de første danske fodboldreportager fra 1898 og 1900, kan man se, at sportsjournalisterne opererede med tre kategorier af spillere foruden målmanden: ”bagmænd”, ”hjælpere” og ”frontmænd”.

Selvom man havde spillet fodbold i Danmark i 20 år, og Dansk Boldspil Union var blevet stiftet i 1889, var udviklingen af fodboldsporten gået i stå i 1890’erne, hvor navnlig cykling vandt frem i popularitet. Det var gæsteoptrædener af den skotske fodboldklub Queens Park i 1898 og 1900, der sikrede fodboldens gennembrud. Den første opvisning af skotterne – hvor det danske hold ikke rørte bolden i de første 15 minutter – resulterede i, at et nyt fodboldpublikum blev lokket til – teaterpublikummet. Politiken beskrev i sin reportage fra kampen, at de nye tilskuere hurtigt glemte de ”alleralmindeligste former for selskabelig omgang og begyndte at opildne de danske spillere ved tilråb og snakke til sidemænd, som de aldrig var præsenteret for, for at få at vide, om det og det spark var tilladt”. Forskellen på dem, der kendte reglerne og kunne ’tale’ fodbold, og de nytilkommende var allerede i 1898 synlig.

Fra 1900 blev årlige kampe mod britiske tophold en fast, årlig Københavnerbegivenhed. Og gennem denne kontakt med britisk fodbold (og import af engelske trænere) blev dansk fodbold løftet til et niveau, der sikrede danske sølvmedaljer i fodbold ved de olympiske lege i 1908. Gennem denne tætte kontakt til britisk fodbold, vandt de engelske spilbetegnelser og -begreber vandt fodfæste i dansk fodboldsprog. Men der blev også udviklet særlige danske betegnelser for nogle af de professionelle tricks, de britiske spillere benyttede sig af – og som de danske amatører tog afstand fra.

Da Manchester City og Liverpool med få dages mellemrum gæstede København i 1910, var der fokus på det, der i dag primært kaldes ”at filme” på dansk. Udover at bruge de beslægtede ”skuespil”, ”komedie” og ”primadonna-besvimelser”, brugte aviserne udtryk som ”ligge lig”, ”opgive ånden”, ”ligge todt” og ”dødsfald” for engelske spillere, der mere eller mindre berettiget faldt til jorden i håb eller forventning om at få spillet standset.

Formentlig har reporterne været med til at forme sproget. De første fodboldreportager var skrevet i stil med de såkaldte ’føljeton’-artikler, hvor skribenten indtager rollen som distanceret iagttager af storbylivet som en ’flanør’. Men som de gengivne uddrag fra ’Politiken’ viser, var det ikke kun reporterens sprog. Tilskuerne råber også ”besvim!”

Det var ikke kun ’Politiken’, der dyrkede denne genre. Også dagbladet ’København’ skrev om kampen: ”Den flinke skuespiller med det sarte hoved …  var så fornuftig at spille udelukkende fodbold og slet ikke komedie … De brave englændere led lidt vel rigelig af de professionelle spilleres tilbøjelighed til i vanskelige situationer, når deres mål var i fare, at besvime og ligge todt. Så standsede mr. Williams med stor – oh altfor stor – beredvillighed spillet til mr. skuespilleren igen behagede at vende tilbage til livet og det hårde slid.” Og ’Dannebrog’ skrev om Liverpools besøg: ” Sofus Nielsen lod sig slå ihjel for fædrelandets skyld  – det var dagens eneste dødsfald – og levede op igen, som om han var fra Manchester.”

Hvor de danske journalister legede med ordene for at beskrive skaderne – hvad enten de var simulerede eller ej – oversatte de indimellem også de engelske betegnelser. Da ’København’ skulle forklare sine læsere, hvor stærkt Manchester Citys hold var, skrev avisen, at ”der var også internationale folk imellem dem”. Det var dog så usædvanligt et udtryk, at avisen straks forklarede det ”Ved internationale folk forstår man i England folk, der har spillet med i de repræsentative kampe mellem Storbritanniens forskellige landsdele”. Selvom danske fodboldspillere havde deltaget ved de olympiske lege, var begrebet ’landshold’ endnu ukendt. De udvalgte hold, der mødte de engelske klubber, repræsenterede de baneejende klubber i København – KB, B93, Frem og AB.

Men selvom der endnu ikke var et landshold, var det nationale engagement ikke til at tage fejl af. Udover at f.eks. Manchester Citys lille fløjspiller Coulton hånligt blev kaldt ’Tommeliden’, omtales de fleste danske frispark som retfærdige gengældelser mod englænderne. Og da ’Wolle’ en enkelt gang får ram på en sagesløs englænder, fortryder han, hvorefter englænderen liver op – så det var ikke så slemt.

Avisernes sprog vidner om, at kampene fra dansk side blev set som vigtige markører for national selvfølelse. De professionelle engelske spillere havde omvendt svært ved at se kampene som andet end et påskud for en fortjent ferie i Skandinavien oven på en lang fodboldsæson. Det fremgår af en beretning om turen, som Manchester City udsendte efterfølgende. Højdepunktet var besøg på værtshuse og danske badestrande, hvor de blege englændere for første gang stiftede bekendtskab med solbadning. Fodboldkampene i Danmark var rene venskabskampe og derfor betydningsløse. Men for de danske spillere og tilskuere var kampene et spørgsmål om national stolthed – hvis ikke om liv og død. Danskerne gik så voldsomt ind i nærkampene, at de engelske spillere for at undgå skader begyndte at trække sig og vente på, at kampen blev fløjtet af. De havde bestemt ikke lyst til at spille såkaldte ’venskabskampe’ i Danmark igen.

At den engelske udlægning af begivenhederne måske ikke var helt forkert, fremgår af danskernes følgende to kampe mod Liverpool. I den anden af disse kampe gjorde englænderne sig ifølge ’Politiken’ ”ret hyppigt skyldige i små utilladelige kneb”. Det kulminerede med, at dommeren, Mr. Williams (der stod for træningen af de danske topspillere) overså et klart straffespark til det danske hold, hvorpå Liverpool på det efterfølgende angreb scorede kampens enlige mål. Da publikum efter kampen som sædvanlig strømmede ind på banen, begyndte ”4-5 ungdommeligt ubeherskede fyre .. at knubse mr. Williams, der greb en af dem og slog ham i gulvet, men næppe kunne have klaret dem alle”. Så var spillere og politi kommet mr. Williams til hjælp. Det var måske påvirket af de danske spillere og tilskueres tilgang til kampene, at reporterne fandt frem til betegnelserne ”ligge lig” og ”lade sig slå ihjel for fædrelandets skyld”.

Selvom danskerne i vid udstrækning havde tilegnet sig engelske betegnelser og spiludtryk, var der stadig en afgørende forskel i forståelsen af, hvad der stod på spil. Som en aktuel pendant til denne forståelsesforskel fra det igangværende fodbold-vm kan nævnes den indledende kamp mellem Belgien og England. En stor del af de belgiske stjerner spiller i den engelske liga, og i pausen stod belgiske og engelske klubkammerater og talte sammen. Og den belgiske stjerne de Bruyne havde fortalt journalister, at han ville markere sin fødselsdag samme dag med holdkammerater fra Manchester City. Den kommenterende danske fodboldekspert fandt det ”upassende” åbenlyst at omgås ’fjenden’ på den måde. Han må undre sig, når han hører f.eks. Manchester United tilhængere synge ”we won it two times, one more than England” med henvisning til, at det engelske landshold kun har vundet VM for landshold 1 gang, mens Manchester United har vundet VM for klubhold 2 gange. Eller om den portugisiske stjerne og tidligere Manchester United-spiller Cristiano Ronaldo stadig synger ”he goes down the left, he goes down the right, our boy Ronaldo makes England look shite” med henvisning til at Portugal slog England ud af VM i 2006. Store dele af de engelske storklubbers tilhængere bruger på denne måde udskillelse fra det brede nationale fodbold-fællesskab til at markere deres klubidentitets styrke og autenticitet.

Måske skulle Odds’ets slogan ændres fra “der er så meget kvinder ikke forstår” til ”der er så meget i fodbold, der er svært at forstå.” Også selvom man får styr på sproglige betegnelser om ”brændende direktører” eller ”falske 9’ere”.

Hans Henrik Appel er historiker og tilknyttet et forskningsnetværk om Sports and Leisure History ved Manchester Metropolitan University. Han er også formand for fodboldklubben Dynamo Birkerød og skriver om britiske fodboldstadions og -museer på bloggen footballandmaterialculture.com. Målsætningerne er, at Dynamo Birkerød om 15 år skal stille op ved World Cup 70+, og at nå rundt til samtlige engelske og britiske ligastadions.

IDIOCRACY: Fremtidig sprogbrug i science fiction Emoglyffer – emojis og hieroglyffer En Bowler, Hr – eller Måske en Overfrakke af Træ? Britisk soldaterslang 1914-1918 Wonderstruck: Verden set fra døve børns perspektiv “V”, Poesi på kun 65 ord (3/3) Når Rihanna ‘mumler’ på sit modersmål