Det er ved at være sidste udkald, hvis man stadig mangler at få de sidste julegaver på plads. Men frygt ej – Lingoblog hjælper dig! I dag bringer vi nemlig en (dobbelt) anmeldelse af en julegaveidé til de sproginteresserede. Eller er det en advarsel?
Hvad skal man vide om bogen? Man skal vide, at bogen er let at læse, har flotte billeder, og at bogen er skrevet på sådan en påtaget sjov ”vi-er-ikke-bange-for-at-bruge-bandeord-i-bogen”-agtig måde. Og det er der ikke noget i vejen med. Da jeg læste bogen første gang må jeg tilstå, at jeg ikke var specielt imponeret. Men jeg læste nok også bogen forkert. Derfor kommer der herunder to korte anmeldelser. Jeg vil først anmelde bogens indhold som sprogforsker. Men så vil jeg også anmelde bogen som et værk skrevet til folk der måske ikke bruger lige så mange timer som sådan en underlig starut som mig (der helt sikkert bruger for mange timer indenfor murene og ikke får nok frisk luft) på at kigge på underlige talesprogsfænomener – for selvom sprogforskere nok ikke er markedet for bogen, så er der et marked for den*. På bogens første side bogen undertitlen: fuld af lort og en helvedes bunke bandeord. Og det er ikke falsk varebetegnelse. Det er præcis det bogen leverer: ikke meget indhold og en helvedes masse bandeord. Og hvad kan man så bruge det til? Læs med her!
*ellers havde Gads Forlag jo nok heller ikke valgt at publicere den.
Sprogforskerens kig i bogen
Som en, der er interesseret i sådan noget med sprog, så er der ikke særligt meget at komme efter i bogen. Ikke engang for en helt almindelig læser. Bogen har 9 kapitler. Jeg vil ikke spilde din tid ved at gengive alle kapitlerne, men jeg vil fremhæve nogle ting.
Første kapitel er der, hvor fænomenet bandeord bliver forklaret for læseren. Jeg vil ikke lige kommentere på de dele, hvor forfatterne ”bare spekulerer” – dog vil jeg prise forfatterne for at markere det tydeligt, så læseren ved, hvornår det bare er gætværk (en uvidende læser kunne jo forledes til at tro at det er kvalificerede gæt). Det, jeg vil fremhæve om det her kapitel, er de to ting, som forfatterne får meget godt fat i. På side 20 fortæller de for det første, at man blandt andet skaber og viser, hvilke sociale grupper man tilhører, ved at bande. Og det er helt rigtigt. For det andet fremhæver forfatterne på side 22, at den tid vi er i og det sted vi lever, der definerer hvad der er forbudt og farligt at tale om. Og det var så det, der var værd at nævne. Og faktisk går forfatteren ikke dybere ind i de to emner, end jeg lige har gjort her. Hvis du læser den her anmeldelse af bogen (og det gør du jo… lige nu…), så har du nu fået bogens vigtigste pointer. Problemet er, at forfatteren kun lige refererer overfladisk til de ting, som egentligt kunne have været enormt interessant at læse mere om.
Et andet eksempel på bogens overfladebehandling af emnet er i næste kapitel. Det her kapitel lover ”at dykke helt ned i bunden af” de fem slags bandeord, som forfatterne har defineret (religiøse, sygdomsrelaterede, seksuelle, fækale og tandløse). Der er ikke meget at sige om det, forfatterne skriver her. De fortæller nemlig ikke noget som helst – overhovedet. Se f.eks. det her eksempel fra forfatternes forklaring på ”PIS” (s.59): ”[…] De fleste raske mennesker producerer i nærheden af 1,5 liter affaldsstoffer blandet med vand i døgnet […]. Vi elsker at sige pis mig her og pis mig der […]. Vi kan erstatte udbrud som fx hov, øv, æv og av med pis […]. Livet kan være noget pis når vi har en pissedårlig dag […]”. Og det er over én kam dybdeniveauet i det kapitel.
Resten af bogen fortsætter på den samme indholdsløse måde. Ud over overfladiske beskrivelser fylder forfatterne siderne ud med lister med synonymer for f.eks. penis og vagina. Hvor den første del af bogen på en eller anden måde bare ikke er specielt interessant, så er den sidste del af bogen nærmest pinagtig. Kapitel 8 handler nemlig om ”de tavse fornærmelser”. Og i det her kapitel får forfatterne lige sidestillet håndtegn, morsekode, blindskrift og tegnsprog med hinanden som ”hemmelige kodesprog”. Jeg tror ikke, at forfatteren har lavet sammenligningen med vilje, men det er en meget uheldig og misvisende sammenligning.
Generelt er bogen overfladisk i sin gennemgang af emnerne, den er ikke specielt informerende, og så er den skrevet i et påtaget ”smart” sprog. Generelt gør bogen ikke et ellers virkeligt interessant emne retfærdighed. Den er med andre ord helt tandløs.
Sprogforskeren giver den her bog 0 ud af alle mælkevejens stjerner.
Et andet kig i bogen
Nå. Det var jo en lidt deprimerende første læsning af bogen. Men jeg lovede jo ovenfor at jeg faktisk mente at bogen havde en slags eksistensberettigelse. Og det mener jeg. Ikke som litterært eller informativt værk, men som accessory til et lidt for pænt hjem.
Bogen er flot. Den er udsmykket med flere billeder og ”pow”-sider. Der er tegninger hele vejen igennem bogen af pikke og syge mennesker. Hver side er en ny stilart, der på en eller anden måde behandler emnet nærmest kunstfærdigt. Ment på den bedste måde minder bogen lidt om sådan en række ”sjove postkort” som dem, der lå rundt på cafeerne for nogle år siden. Du ved. De der cafeer, hvor gymnasieeleverne kunne finde på at komme ned. Der, hvor der måske var malet grønt og med graffiti på toilettet. Den slags postkort, som pigerne i min gymnasieklasse samlede på, tog med hjem og hængte op i kollager på væggen. Og det er netop i det lys at bogen har sin eksistensberettigelse. Den her bog er er lavet til at ligge på bordet, ligesom de der postkort fra cafeen. Den skal ligge fremme på stuebordet i hjemmet, som ikke vil have dameblade liggende, men til gengæld gerne vil have noget ”underlødig litteratur” fremme for at vise, at vi ikke er stive i det her hus, men har masser af selvironi. Det samme hjem, hvor de stadig synes, at toilet-litteratur er fedt nok, men også synes, at deres stuebord er for flot til årets Lokumsbog. De kunne selvfølgelig også bare investere i denne bog til toilettet. Eller den skal købes af dem, der har en sød og dygtig teenager i huset, som de gerne vil vise, at de er de der forældre, man sagtens kan være venner med, og den slags forældre, der forstår dem. De forældre kan give den her bog til deres teenagere for for alvor at vise dem, at de ikke har forstået en skid. I hvert fald ser jeg et fint potentiale for den her bog blandt et bestemt segment af befolkningen: det segment, som normalt godt kunne finde på at give en bog i julegave. Og så er det jo fint nok at bogen er kommet her lige inden julesalget.
Så, for at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne lykønske Gads forlag for at have have truffet valget om at trykke den her bog lige op til jul. Blandt dem, der normalt køber bøger, kunne der nok godt være et marked for den her bog. Den er ikke helt deroppe, hvor bogen er god – dertil er den ikke sjov nok og taler lidt ned til sit teenage/teenage-mor publikum – men den er heller ikke dernede, hvor den ikke har relevans. Som accessory, lokumsbog og noget, der udfylder et hul i markedet, vil jeg gerne give bogen 3 ud af 5 stjerner. ■
Til dagligt arbejder Magnus GT Hamann med at undersøge, hvordan mennesker formår at gøre det der med at være mennesker sammen. Magnus har sin ph.d.-grad fra Aarhus Universitet, men er i dag bosat i England. Ved siden af sit job som interaktionsforsker rejser Magnus Danmark tyndt og laver foredrag om kultur, teknologi, ungdomssprog og identitet – alt sammen med afsæt i sprog.
—
Nanna Kalinka Bjerke & Lars Thorstensen
Den store bandebog – fuld af lort og en helvedes bunke skældsord
1. udgave 2019, Hardback, Aldersgruppe: 10-12 år, 13+
ISBN: 9788762733749
Antal sider: 208, Pris: 299,95 kr.
Udgiver: Gad Børnebøger
Sprogtanker om Dolores Redondo – Den usynlige vogter. En Baskisk krimi. 
Anmeldelse: Verdensborgeren og den interkulturelle læring 
Typologisk overblik til feltlingvisten eller den travle studerende 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Siger han han dobbelt så tit som hun? Kvinder, mænd og sprog 
Hvad skal vi med navne?