Denne bog handler om et barn, der vokser op i Flandern med en nederlandsk-talende mor og en baskisk-talende far. Hjemme lærer deres datter to sprog. For at styrke sit baskiske, beslutter forældrene at tilbringe en lang sommer i Baskerlandet. I hjemmet taler forældrene mest engelsk med hinanden. De mødte trods alt hinanden i England som studerende. Hun havde lejet et hus, som han skulle overtage. Med sin accent bad han om keys, men hun forstod det som kiss, og det er sådan de har fået fat i hinanden. Bogen har to temaer: at opdrage et barn som en tosproget verdensborger og det fascinerende Baskerland.
Der er mange forældre, der opdrager deres børn i en lignende situation. Mine egne børn talte kun nederlandsk derhjemme. Kodeveksling var tabu. Hvis de brugte et dansk ord, gentog jeg hvad de sagde, men jeg sagde også det nederlandske ord i samme åndedrag. Det er lidt uretfærdigt, egentlig, fordi jeg tjener mit levebrød med forskning af sprogkontakt, låneord og kodeskift (brug at to sprog i en ytring). Men det var ikke tilladt hjemme hos os.
Heldigvis var der også en nederlandsk skole i Aarhus, hvor vi sendte vores børn til modersmålsundervisning. Børnene var ikke altid glade for deres lørdagsture til skolen, som havde (og har) en god beliggenhed i Moesgaard, Aarhus. Nogle gange måtte vi hente børnene tidligere fra festerne fredag aften, fordi de skulle være friske på skolens bænke næste morgen. De var ikke altid begejstrede, nej.
Da en af dem endelig ikke behøvede at gå på skolen længere, lavede hun en tegning til skolens avis med to billeder ved siden af hinanden. Det første af en skoleklasse, og det andet af et soveværelse. I soveværelset lå der en pige i sengen, selvom uret indikerede klokken ni. I klasseværelset kunne du også se et ur, der viste klokken ni. I klasseværelset skrev hun “jer”. Hun skrev “mig” ved pigen i sengen. Det var lidt sadistisk. Nu er vores børn meget glade for, at vi tvang dem til at fortsætte med at tale nederlandsk i hjemmet, og at vi lod dem nyde nederlandsk modersmålsundervisning gennem flere år. De takker Gud og os for at de nu kan tale nederlandsk med deres fætre og kusiner, og at de kan følge et kursus på nederlandsk i Nederlandene og Belgien (selvom de efterfølgende i henhold til et brev fra staten kun kan komme tilbage til Danmark som asylansøgere), og at de har en kognitiv fordel ved deres tosprogethed.
Børn vil gerne have, at deres forældre er ligesom de andre forældre: ingen mærkelig frisure, ingen gammel cykel, ingen Jeep når alle kører rundt i en Honda, og ingen andre sprog i munden. Vores børn begyndte at tale dansk til os efter et par måneder, men vi bad dem om at fortsætte med at tale nederlandsk. I øvrigt var det utroligt, hvordan de observerede subtile høfligheder, for når de havde venner og veninder på besøg, talte de dansk med deres far og mor. Eller måske gjorde de det egentlig, fordi de skammede sig over deres modersmåls gutturale lyde.
Nogle gange bliver unge børn forvirret over sprogsituationen, fordi de kun kan tale et bestemt sprog med en bestemt person. Børn i en irsk-talende børnehaveklasse eller børnehave i et engelsktalende miljø ved måske ikke, at det sprog ikke kun tales i deres skolemiljø, men også i husholdninger andre steder.
Nederlandske bekendte, der er emigreret til Canada, havde et barn, som nægtede at tale modersmålet, men det skiftede pludseligt, da han engang rejste i et fly, hvor piloten også talte nederlandsk. Siden da så han, at det var et nyttigt sprog, så kunne man blive pilot, for efterfølgende ville han gerne tale nederlandsk.
Jeg plejede at have et vennepar i Tyrkiet: han tysk, hun nederlandsk og deres børn tresprogede. Forældrene havde delvist en en-forælder-et-sprog-politik, som ofte anbefales, men der var også geografiske dimensioner. Udenfor Tyrkiet talte de tysk i Tyskland og nederlandsk i Nederlandene. Da jeg var på besøg hos dem, talte jeg nederlandsk med alle, men da jeg sagde noget på tyrkisk, kiggede datteren meget vredt på mig, fordi jeg tydeligvis havde trådt over stregen. Jeg var nødt til at holde fast i mit nederlandske. Hvert individ blev i hendes hoved tildelt en sproggruppe, og den måtte de ikke vove sig udenfor.
Pigen i bogen har sin egen måde at opdage et helt fællesskab på, som taler samme sprog som hendes far. Hun fandt det også problematisk at opdage, at hendes far ikke var den eneste, der talte som han gjorde. I Baskerlandet viser han sig ikke at være den eneste.
I Sarah De Muls bog rejser mor Sara og far Nikolas til Baskerlandet med deres fireårige datter, der tydeligt er nederlandsk-dominerende. Da de ankommer til Baskerlandet og også hører andre tale baskisk, svarer hun ikke med megen entusiasme. I starten tier hun endda helt stille. Bagefter nægter hun også at spise lokale retter: hun længes efter pommes frites. Det, at hun er tavs, er dårligt, men at hun, i hjertet af Baskerlandet, ikke vil spise bedstemors mad, er forfærdeligt for de lokale.
Forfatteren giver også noget baggrundsinformation: køkkenets betydning i Baskerlandet, madlavningsklubber kun for mænd, husets centrale placering i samfundet, politik, koadrilo/vennegrupper, undertrykkelse og politisk vold (nu heldigvis stoppet), havet og sejlads, kvindens rolle og mere. Forfatteren talte med politikere, med bondekvinder, med pårørende, med folk i caféer fyldt med pintxos, med venner af sin partner. Som en regelmæssig besøgende i Baskerlandet kan jeg genkende mange ting. Bogen giver et godt indblik i den nuværende situation i Baskerlandet og den seneste tid. Hun skjuler ikke sin mening.
Nogle gange er der tabuer i en familie, der kun kommer ud, når en udefrastående ikke ved det og tør stille de forbudte spørgsmål. I denne bog er tabuet, hvad familien har oplevet i borgerkrigen. Men bedstefar lover at fortælle om det. Han klæder sig i sit smukkeste tøj. Alle i den tre-generationers-familie er spændte og nervøse, da han endelig fortæller.
Alle kapiteltitler findes både på baskisk og nederlandsk, og i teksten bliver baskiske ord og sætninger regelmæssigt brugt til at beskrive den lokale atmosfære. Baskisk er et såkaldt isolat: et sprog, der ikke kan forbindes med noget andet sprog i verden. Sådan tæller du til ti: bat, bi, hiru, lau, bost, sei, zazpi, zortzi, bederatzi, hamar.
Heldigvis kommer pigen på bedre tanker efter et par uger, og deltager entusiastisk på det baskiske sprog. Vi ved ikke, hvordan det gik med hende efterfølgende i det flerkulturelle Antwerpen.
Forsiden er prydet med en ung mand, der står på hænder på et hegn på promenaden ved den smukke sandstrand Donostia (det officielle navn for San Sebastian), og i baggrunden er havet, øen i bugten og tårnet på Monte Igueldo på den anden side af bugten. Bogen udspilles stort set i denne by. Min kusine mener, at det er den smukkeste by, hun nogensinde har været i. Forståeligt.
Så vidt jeg ved, er bogen kun tilgængelig på nederlandsk.
Peter Bakker er ansat ved lingvistik/IKK, Aarhus Universitet, og er lige nu på forskningsophold hos CNRS-DLL i Lyon.
Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder 
Noget om literacy… 
Danske politikere forstår ikke noget om at lære dansk 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Anmeldelse af bogen Børns sprogtilegnelse