EUROPEADA, det europæiske mesterskab i fodbold for autoktone og nationale mindretal i Europa, afholdes i Nord- og Sydslesvig 28. juni – 7. juli 2024

Der er fodbold i luften i disse dage: Fra midten af juni til midt i juli afholdes UEFA EM for herrer i Tyskland. I denne periode udspiller et andet fodboldmesterskab sig også, nemlig det europæiske mesterskab i fodbold for autoktone (dvs. et områdes oprindelige befolkning) og nationale mindretal i Europa, EUROPEADA, som afholdes for femte gang i år. 

33 hold vil deltage i 2024-udgaven af EUROPEADA: 9 kvinde- og 24 herrehold. Over 1000 deltagere mødes i de ti dage hvor mesterskabet afholdes, og alle mindretal som er tilsluttet Den Føderale Union af Europæiske Nationale Mindretal, forkortet FUEN, kan ifølge arrangørerne deltage i turneringen. 

EUROPEADA skaber rammerne for at europæiske minoriteter kan mødes om fodbold, men samtidig sætter arrangementet også fokus på de udfordringer som minoriteterne oplever uden for banen.

Hvor afholdes EUROPEADA?

I år står fire mindretal for EUROPEADA-værtsskabet i Nord- og Sydslesvig: Sinti og romaer i Slesvig-Holsten, friserne, det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Tyskland. Arrangørerne kommunikerer på engelsk og skriftligt på tre ud af fire af værtsminoriteternes sprog, nemlig tysk, dansk og frisisk.

EUROPEADA er tidligere blevet afholdt i Graubünden, Schweiz (2008), Lausitz, Tyskland (2012), Sydtyrol, Italien (2016) og Kärnten/Koro​​ška, Østrig (2022). Turneringen afholdes hvert fjerde år, typisk samme år som UEFA EURO-herremesterskaberne, og blev afholdt første gang i 2008. 

Meget mere end fodbold

Europeada2
Foto: EUROPEADA.

EUROPEADA fokuserer ikke kun på fodboldkampene, men også på kulturel udveksling mellem de autoktone og nationale minoriteter som deltager i mesterskabet. Arrangementet skaber rammer for at minoriteter på tværs af nationale og sproglige grænser kan mødes, udveksle erfaringer og lære hinanden – og de udfordringer man hver især står med – bedre at kende. Arrangørerne af EUROPEADA vil gerne skabe opmærksomhed omkring de deltagende mindretal og de udfordringer som de oplever.

Hvem står bag EUROPEADA?

Den Føderale Union af Europæiske National Mindretal (FUEN), som er paraplyorganisation for Europas nationale mindretal, nationaliteter og sproggrupper, sponsorerer EUROPEADA og organiserer mesterskabet i samarbejde med de lokale arrangører.

Det praktiske:

Tid: 28. juni – 7. juli. 

Sted: Nord- og Sydslesvig. Kampene spilles i forskellige byer i regionerne, bl.a. Aabenraa/Apenrade og Eckernförde/Egernførde. Desuden forventer arrangørerne at streame kampene på deres Youtube-kanal: Europeada2024.

Pris: Alle kampe samt sideevents til EUROPEADA er gratis. Der er fri entré.

Se det fulde kampprogram her.

Du kan følge med i nyheder om mesterskabet på EUROPEADA’s hjemmeside her.

 

Coverfoto: EUROPEADA.

Skriv en kommentar