EUROPEADA 2024

EUROPEADA 2024 – og dermed også sidste års kulturelle fodboldfest for de autoktone og nationale mindretal samt en unik sprogblanding – er nu fortid. Godt 900 deltagere fordelt på 33 hold fra 24 mindretal i 15 nationer, og lige så mange forskellige sprog, var med. Alene værterne kom fra fire forskellige mindretal (det danske mindretal i Tyskland, det tyske mindretal i Danmark, friserne og Sinti og Roma i Slesvig-Holsten). Det betød, at dansk, frisisk og tysk blev de sprog, som de lokale arrangører kommunikerede på – både udadtil og internt. Da Romanes ikke er et skriftsprog, blev det ikke taget med i overvejelserne, og engelsk blev brugt som fællesnævner for alle deltagere.

EUROPEADA

Mens stævnet var i gang, summede det af sproglig mangfoldighed i det dansk-tyske grænseland, hvor der bogstaveligt talt blev talt med både hænder og selvfølgelig fødder. Desværre betød sproget også, at det sommetider gik over gevind både på og ved siden af fodboldbanerne. Det skyldtes misforståelser, kommunikative fejl og forskellige kulturelle tilgange til hverdagen. Af og til forstod deltagerne nemlig ikke hinanden. Andre gang foregik det dog gnidningsfrit, og ligesom der i en fodboldkamp kan være forskellige tilgange, er det også tilfældet, når det kommer til sproglige aspekter.

2024 30 06 Schleswig Spiel1 6536
Sydslesvig – Pobeda i Schleswig. Foto: EUROPEADA/Frank Molter

Sprog blev også på mange måder brugt til at tale mindretallenes sag: Med fødderne på banen, men også med sang og musik samt fest og farver uden for græsset. Der blev kommunikeret til medierne på forskellige måder: Alt fra tekst, lyd, fotos og billeder var med. Der blev også talt til tilskuerne og flertalsbefolkningen, altid med mindretallene og deres sager i baghovedet. Om det, der blev sagt, også blev hørt, vil tiden vise. Afgjort er, at EUROPEADA altid var, og også i fremtiden vil være, sprogligt mangfoldig.

FUEN 1

Efter afholdelsen af EUROPEADA 2024 er der blevet lavet to dokumentarfilm om begivenheden, som kan ses her:

Coverfoto: europeada.eu/dk.

 

Ruwen Möller er tysk født og opvokset i det danske mindretal i Tyskland. Han er student fra Duborg-Skolen (2000) i Flensborg, og har læst sport og medievidenskab i Kiel. Hos Flensborg Avis blev han uddannet som redaktør, og arbejder i dag for tredje gang for avisen i det danske mindretal. Senest var han i 18 måneder, som projektleder, ansvarlig for at gennemføre EUROPEADA 2024 i det dansk-tyske grænseland. Han er forfatter til fire bøger, som alle handler om håndbold, og har klubben SG Flensburg-Handewitt i fokus. Ruwen arbejder primært som sportsjournalist, bl.a. dækkede han de Olympiske Lege i Paris.

Skriv en kommentar