Et sprog uden land

“Jeg har en italiensk kæreste, så nu skal jeg til at lære italiensk.” …. “Jeg skal til Portugal i sommerferien, må jeg låne din ordbog?” …. I Europa er vi vant til, at lande og nationer har hver sit sprog – Danmark har dansk, Sverige har svensk, Tyskland har tysk osv. Men dette er en sandhed med modifikationer. For det første kan et land rumme flere sprog, enten mindretalssprog som tysk i Sønderjylland og dansk på Flensborg-egnen, eller “hele” sprogområder, som fx grønlandsk og færøisk i Danmark, eller sorbisk i Tyskland. For ikke at tale om lande som Indien eller Kina, der hvert rummer i hundredvis af sprog. For det andet kan flere lande “deles” om et sprog, fx Tyskland, Østrig og Svejts om tysk, eller Storbritannien, USA, Canada og Australien om engelsk. Desuden kan det sommetider være svært at afgøre, om en sproggrænse er rent politisk, som den mellem Kroatien og Serbien, der i det gamle Jugoslavien begge talte “serbokroatisk”. Og hvem ved, om bokmål og nynorsk var blevet ophøjet til selvstændige sprog uden Norges uafhængighed af Danmark.

Nogle sprog, fx kurdisk i Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran, er så uheldige, at deres territorium er spredt over flere lande uden at være “ved magten” i nogen af dem. Men findes der sprog helt uden land og territorium? Ja, det gør det faktisk. Det kan ske ved at sproget overlever sin befolkning, eller ved at en befolkning spredes af systematisk forfølgelse. Man kan sige, at det første er tilfældet for Latin, der overlevede Romerriget som kirke- og dannelsessprog. Eksempler på det andet er romani, som tales af Sinti og Roma, eller jødernes Jiddish. I nogle tilfælde har nød eller forfølgelse ikke ført til en fuldstændig opløsning af sprogets territorium, men dog til en stor spredning af de overlevende over hele verden, fx. armensk. Et sådant territoriumsløst sprogsamfund kaldes diaspora og vil typisk have bevaret mange kulturelle fællestræk i tillæg til sproget, bl.a. hvad angår mad, musik eller familiemønstre.

Og så er der outsideren – sproget, der helt og aldeles er baseret på et diasporasamfund, og aldrig har haft et territorium, endsige et land: Det internationale sprog esperanto. Esperanto er et kunstsprog, der blev udviklet til netop at være ingens og alles – et sprog, der skulle kunne læres nemt og muliggøre direkte kontakter og venskaber på tværs af grænser og kulturskel. Netop sidstnævnte udgør krydderiet i esperanto  – det åbner døre til andre kulturer eller helt bogstaveligt til venligtsindede esperantisters hjem i et land hvor man ellers ville være henvist til et anonymt hotelværelse og frustrerende livtag med de indfødtes skoleengelsk. Esperanto blev født i samme periode – 1880-1890’erne – hvor der blev varmet op til de fleste af det efterfølgende århundredes revolutioner, plusminus – socialismen, kommunismen, darwinismen, ateismen, zionismen, modernismen, kvindevalgret, bilen, jernbanen, elektriciteten, telefonen osv. Og revolutionært var det, dette nye verdenssprog. Det huede overhovedet ikke alverdens diktatorer, at deres undersåtter skulle have førstehåndsadgang til verden udenfor. Så esperantister blev naturligvis forfulgt og sat i fangelejre af både Hitler, Stalin og Franco.

I dag profiterer sproget af, at det er blevet meget nemmere for et diasporasamfund at holde kontakt. Internettet, Facebook og Ryan Air gør det nemt at finde og møde udenlandske venner. Man kan lære esperanto på nettet (fx lernu.net) eller med en app (fx duolingo), og når der ikke lige er dømt Corona, kan man finde masser af internationale esperanto-arrangementer, hvor der tales esperanto, mens man holder ferie, vandrer, fester eller diskuterer politiske emner og alverdens alternative ideer. Målgruppen kan være unge, fagfolk, familier eller nogen, der bare vil komme ud og møde andre. Det er disse møder, der tilsammen dækker hele kalenderåret, der udgør esperantos “territorium”. Territoriet er decentralt og afbrudt i tid, men det er der. Undertegnede taler således esperanto som hovedsprog et par uger om året, i forbindelse med rejser eller EU-projekter, og har været oppe på et par måneder om året som studerende.

Man kan sige, at esperanto i dag står på to ben, et lingvistisk og et ideologisk. Sprogets lingvistiske adelsmærke er, at det er gennemført regelmæssigt og modulært opbygget, og at alt skrives som det udtales. Har man lært nogle få hundrede glosser, kan man forstå og danne i tusindvis af andre ord, og med tusind ordstammer er man langt bedre stillet end med et af de almindelige skolesprog, især hvis dette sprog ikke er i nær familie med ens eget. Fx har skoleforsøg vist, at esperanto er 15 gange nemmere at lære for en tysker end fransk, målt på ordforråd og talefærdighed. Ordforrådet er forresten ikke frit opfundet, men har især latinske rødder, med et lydsystem, det minder om italiensk. Som dansker kan man således genkende ‘sana’ (sund/rask) fra ord som ‘sanitær’ og ‘sanitets-‘. Ord ned modsat betydning dannes regelmæssigt med ‘mal-‘ som forstavelse: ‘mal/sana’ (syg), mens man på dansk ikke kan sige ‘urask’. Der er i alt 40-50 sådanne affikser på esperanto, inklusive to (‘fi-‘ og ‘-aĉ’) til at danne nedsættende ord og bandeord med. Nogle affikser dækker semantiske kategorier, fx. personer (‘-ul’), steder (‘-ej’) og værktøjer (‘-il’), så ‘hospital/sygehus’ bliver til ‘mal/san/ul/ejo’. Også flertydigheder forsvinder ofte på esperanto. Når man  mener ‘sund’ i betydningen ‘sundhedsfremmende’ (fx sund mad), bruger man på esperanto bare et suffix, ‘-ig’, der betyder ‘-gørende’, altså ‘san/iga’.Gæt, hvordan man siger ‘sygdomsfremkaldende’! … ja, ‘mal/san/iga’.

En anden fordel er, at grammatiske kategorier – så som ordklasser, tid og tal – er entydigt markeret. Det danske ‘lærer’ modsvares således af enten ‘instru/as’ (undervise) eller ‘instru/ist/o’ (underviser). Her er ‘-as’ en nutidsmarkør, ‘-ist’ en erhvervs-suffiks og ‘-o’ endelsen for substantiver (navneord) i ental, mens ‘-a’ i ‘san/a’ markerer et adjektiv (tillægsord). Flertalendelsen er altid ‘-j’, så ‘syge lærere’ bliver ‘mal/san/a/j instru/ist/o/j’.

Prøv at udfylde følgende tabel (og hvis du synes det er for nemt, så prøv med engelsk eller tysk :)

Og hvor er logikken i, at hvaler og næsehorn på dansk får kalve,  mens ræve får hvalpe?

Sommetider møder man den antagelse, at et kunstsprog, netop fordi det er logisk opbygget, nødvendigvis må være “emotionalt koldt” og ikke kan fungere som vehikel for original kultur. At dette er forkert, viser esperantos historie. Sproget har fungeret som en kulturel smeltedigel med krydsinspiration mellem kulturer og frembragt både original literatur, teater og musik. Hvis man fx poetisk vil skildre en ørns flugt over et bjerglandskab og bruger ordet ‘mal/monto’, skal læserens hjerne først fremtrylle billedet af et bjerg (‘monto’) og så vende det til sin modsætning (‘mal-‘). Den slugt, ørnen svæver hen over, bliver så meget dybere og “stejlere”, end hvis man havde brugt det normale ord ‘valo’ (dal). Den slags fleksibilitet gør, at det er meget nemmere at oversætte til esperanto end fra esperanto – ‘ubjerg’ går bare ikke på dansk. Også hverdagssproget danner nye ord hele tiden på en kreativ måde, nøjagtigt som andre sprog, ved at folk opfinder dem i takt med at verden ændrer sig. Fx ‘komputilo’ (“beregnings-værktøj”) eller ‘poŝtelefono’(“lommetelefon”). Og når der er flere muligheder, vinder almindelig brug ofte over esperanto-akademiets forslag. Og i og med esperanto er det eneste kunstsprog med en vis mængde modersmålstalende, har lingvister kunnet observere denne kreativitet så at sige fra dag ét. Børn med esperanto som modersmål, typisk med forældre fra hver sit land, der lever i et tredje land, hører ofte esperanto i hjemmet og andre sprog af onkler, tanter og bedsteforældre, samt i børnehaven. De er derfor meget sprogstimulerede og sprogligt kreative. Især får de en flyvende start med esperanto – hver gang den lille hjerne “fatter” en kategori, fx. flertal, datid, tillægsmåde, eller en orddannelsesregel, fx. ‘mal-‘ (u-) eller ‘-is’ (datid), er der success hver gang, det nye stykke viden kan simpelhen anvendes på alle glosser. Modsat “natursprogsbørn”, der bliver rettet, når de siger “gåede” for “gik”, eller aldrig helt finder ud af, hvad forskellen er mellem ‘ligge’ og ‘lægge’.

Ud over at sproget er kreativt og nemt at gå til, er der et andet interessant aspekt ved esperanto – den såkaldte “indre idé” (interna ideo). Den går ud på, at dem, der gør sig umagen at lære esperanto, er normalt meget åbne og nysgerrige over for andre mennesker og kulturer. Esperanto var i starten ikke mindst et fredsprojekt i et splittet Europa, hvor sprog også var et klasseskel og et magtmiddel. I dag viser den “indre idé” sig ved at esperanto-samfundet rummer en over-repræsentation af pacifister, vegetarer, anarkister, økofreaks, klimatosser og  nørder af enhver proveniens. På den gode måde.

Jeg bliver ofte spurgt, hvor mange mennesker der taler esperanto i dag. Svaret er, hvis man ser på esperanto-samfundet, “diasporaen”, at det er lige så mange som i går og i morgen, fordi det ikke er et parti man stemmer på, men et “folk” man er en del af. Jeg vil skønne, at der findes omkring 100.000, der taler esperanto frit og modersmålsagtigt, og bruger det socialt eller kulturelt. Et sted mellem færøsk og islandsk altså, med den lighed for øvrigt, at de 100.000 lige så gerne vil møde hinanden som islændingene ville, hvis et vulkanudbrud  spredte dem ud over hele verden. Der findes andre tal, der dog måler noget andet – fx kommer man op på mange millioner, hvis man tæller solgte lærebøger gennem tiden, og aktuelt er der et par millioner, der har lært lidt eller meget esperanto på app’en Duolingo.

Men lad os vende tilbage til udgangspunktet – sproget uden land. Når man på esperanto taler om ‘Esperantujo’ eller ‘Esperantio’ (a la ‘Germanujo’/’Germanio’, ‘Danujo’/’Danio’), mener man altså ikke en stat eller en region, men helheden af esperantos kulturelle nicher, de internationale arrangementer og det vi her har kaldt diaspora. Men sjovt nok findes der faktisk nogle få ægte steder, der udgør små bud på et geografisk “Esperantujo”, eller har forsøgt at være det. For eksempel var der i esperantos tidlige periode et område (Moresnet) i ingenmandslandet mellem Belgien og Tyskland, der havde mange esperanto-talende og forsøgte at blive et politisk neutralt territorium (Neŭtrala Moresnet). Den drøm brast dog med Første Verdenskrig, hvor Moresnet først blev annekteret af Preussen og efter krigen givet til Belgien, hvor det i dag udgør en tysktalende enklave, Kelmis. Andre fejlslagne uafhængighedserklæringer med esperanto som officielt sprog var “Roseøen” (Insulo de la Rozoj) i Adriaterhavet og mikro-republikken Molossia i Nevada.

Et ægte indre-idé eksempel for “Esperantujo” i dag er Bona Espero, et lille samfund med international støtte i den brasilianske delstat Goiás, der udfører socialt arbejde for lokalbefolkningen og driver en skole for forældreløse børn  – med esperanto som andet sprog ved siden af portugisisk. Andre eksempler er Kastelo Grésillon, et vaskeægte Loire-slot med uendeligt mange værelser, der drives som esperanto-kultur- og kursuscenter af en større skare franske ildsjælde, der ejer mikroaktier i det. Jeg har selv oplevet stedet som kulisse for en fransk-tysk ungdomskongres, og jeg har været der til en workshop i sprogdidaktik. Selv skulle jeg vise, hvordan man bruger spil, leg og drama i sprogundervisningen, men der var også et kursus i Czeh-metoden – en teknik specielt udviklet til esperanto-lærere, hvor man kun bruger ting, tegn, billedkort og esperanto selv, fordi man skal undervise sprogligt blandede hold med elever fra hele verden, og hvor man ikke kan forklare noget som helst på noget andet sprog, fordi elverne ikke har noget sprog til fælles. Endnu.

Jeg har selv været med til at skabe en lille Esperantujo-oase engang, da vi som studerende lejede et stort hus i den tyske hovedstad og udråbte det til Esperanto-kollektiv. Vi var bl.a. del af overnatnings-servicen Pasporta Servo, og havde i gennemsnit to gennemrejsende esperanto-gæster om dagen. Men det mest eksotiske stykke ‘Esperantujo’ jeg har oplevet, var Krucio – en mini-landsby ved havet i den meksikanske ørken i Baja California, 500 kilometer fra den nærmeste by og 15 km fra den nærmeste vej.

De få mennesker på stedet talte esperanto og fik penge af den meksikanske regering for at eksperimentere med ørkenlandbrug og alternative byggematerialer. Man kunne fiske, og der kom forsyninger en gang om måneden, men det regner kun hvert andet år i området, og alt vand skulle produceres på stedet vha. destillation, til både planter og mennesker. Den slags kræver idealisme.

Sproget uden land er på ingen måde et sprog uden et folk. Esperanto tiltrækker idealister og gør fremmede til venner. Når alle er anderledes, er ingen anderledes, og alle er bare (spændende) mennesker. Sprog skaber forståelse, og esperanto er det eneste sprog i verden, der har et ord (‘krokodili’) for at holde andre udenfor ved at tale et sprog de ikke forstår.

_______________________________________________________________________

Dr. phil. Eckhard Bick er forskningslektor på Syddansk Universitet og arbejder med computerlingvistik og sprogteknologi for en lang række sprog, herunder esperanto. Han har bl.a. udviklet programmer til stave- og grammatikkontrol for både dansk og esperanto, og kommakontrol-programmer til engelsk og tysk. Eckhard Bick har publiceret forskningsartikler om mange emner, men også skrevet en esperanto-lærebog til studerende, oversat Mumitroldene til esperanto og udgivet esperanto-ordbøger. Hans måske største esperanto-projekt et et program der løbende oversætter hele den engelske Wikipedia til esperanto (Wikitrans) og integrerer den med den originale esperanto-Wikipedia. På universitets vegne har han været med til to EU-projekter vedrørende esperanto, lingvo.info (en hjemmeside om Europas sprog) og Multilingual accelerator (et skoleprojekt med esperanto som propædeutisk sprog).

Esperanto: et comeback? At lære dansk i et land som ikke eksisterer mere Din hjerne kan lære sprog hele livet… Tegnsprog: Visuelle, men usynlige sprog Sprog i og omkring Armenien Indfødte amerikanske sprog i Brasilien og coronaepidemien