I dag er det Esperanto dag. I den anledning undersøger vi sandhed og virkelighed ved en af de stater som havde Esperanto som nationalsprog. På nuværende tidspunkt en kæmpe film.
I 1968 var verden i oprør. Demonstrationer af unge mod det politiske establishment i større byer i Europa, Nord- og Sydamerika. Det år er det lykkedes en italiensk ingeniør i 40’erne at bygge en ø, lidt som en boreplatform, uden for Italiens territorialfarvand. Giorgio Rosa var hans navn. Hans mikronation, der dækkede 400 kvadratmeter, havde en bar, et postkontor, en restaurant. Turister ankom med båd, hovedsageligt fra havnen i Rimini i Italien, en 20-minutters sejltur. Bygherrerne af øen erklærede uafhængighed, og Rosa blev valgt, eller selvvalgt, som præsident for denne nye stat. En anden fremtrædende borger var den tyskfødte Rudy Neumann, en statsløs mand efter at han havde deserteret fra den tyske nationalsocialistiske hær, da han var udstationeret i Italien. Da de var internationalister, ikke forbundet med nogen eksisterende stat, valgte de esperanto som deres nationalsprog for Rose Island. Øen fik sit esperanto-navn, som også blev brugt på deres frimærker. Jeg tvivler dog på, om esperanto blev brugt meget på øen i samtaler. Det blev en turistmagnet, og dansefesterne og barerne tiltrak mange besøgende. Aviser over hele verden rapporterede om det. De italienske myndigheder brød sig ikke om øens eksistens, da de så det som en fidus til skatteunddragelse.
Da den italienske filmskaber Sydney Sibilia hørte om øen, tænkte han straks, at det ville være et fantastisk emne til en spillefilm. Han besøgte Giorgio Rosa for at få tilladelse, og ingeniøren, på det tidspunkt i 90’erne, var begejstret for ideen. Desværre levede den tidligere præsident af denne mikronation ikke for at se resultatet. Filmen blev udgivet i 2020 af Netflix. Lingoblog så den.
The Island of the Rose: film og virkelighed
Filmen er værd at se. Man møder den lidt skøre ingeniør, der havde bygget sin egen bil som eksamensprojekt. Han var dog distraheret nok til at glemme at have nummerplader. Der er også andre mennesker. Hans skolekammerat, den korrupte søn af en lokal industriel, der hjalp ham med at levere byggematerialer. Så er der den tysk-italienske-statsløse danseklubejer Rudy. Ingeniørens livs kærlighed, Gabriela. Et noget forstyrret udskud på sin sejlbåd på udkig efter ly for stormen. Og deres kamp for uafhængighed og deres forsøg på at blive anerkendt af FN og EU. Det er måske næsten lykkedes dem. Desværre, allerede før dette skete, invaderede den italienske hær fjendens nation, og denne militære handling afsluttede deres sociale eksperiment. Ingen tilskadekomne i denne handling af international aggression, bortset fra ingeniørens hund, som ikke overlevede angrebet. Alt i alt eksisterede den uafhængige stat og danseklub kun i mindre end to måneder.
Jeg har ikke undersøgt i dybden, hvad der er sandt, og hvad der er fantasi i filmen. Kærlighedshistorien? Til dels. Byggede han virkelig sin ø (delvis) for at vise sin kærlighed til Gabriela? Det tvivler jeg på. Var tanken om, at esperanto skulle være nationalsproget en spontan idé? Måske. Fik de virkelig hundredvis, hvis ikke tusindvis af breve fra folk, der ønskede at blive borgere på øen og ville de opgive deres nationale pas? Måske. En ting, der bestemt ikke er sandt, er, at regeringen på øen var vidne til ødelæggelsen af den italienske hær. Øen blev ødelagt nogle måneder efter den tvungne desertering.
Filmen blev lavet til Netflix og kan kun ses der.
Masser af information er tilgængelig om østaten på internettet.
Peter Bakker blev engang valgt til at blive deltidsprofessor i interlingvistik sponsoreret af den nederlandske Esperanto Forening. I stedet valgte han en fuldtidsstilling som lektor i lingvistik ved Aarhus Universitet. Af ukendte årsager blev han aldrig helt professor ved dette universitet. Hans bedstefar var esperantist.
Mikronationer og deres nationalsprog 
Esperanto: et comeback? 
Et sprog uden land 
Den Europæiske Sprogdag 2021 – 20 års jubilæum 
Mellem trussel og tilskyndelse: Afsender som udførende eller opfordrende part? 
Udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD) – en udbredt indlæringsvanskelighed som de fleste aldrig har hørt om
Da siden bliver offentliggjort på Esperanto-dagen, kommer jeg med en hel almindelig anmærkning:
Hvis man følger nyhederne, så forstår man, at danskerne opfattelse af sprogsituationen i denne verden kan tåle en revision.
Bare to informationer:
– Det vil ikke være et problem at få alle flygtninge fra Ukraine i arbejde, vi taler jo engelsk alle sammen. Sådan hed det sig i begyndelsen. Men så kom “overraskelsen”: Kun 10 % af de ankomne ukrainere taler et brugbart engelsk.
– Den Europæiske Kommision offentliggør tal om successen af sprogundervisning i EU: Kun 23% af eleverne kommer op på KER-niveau B2 i det første fremmedsprog. (Som ikke nødvendigvis er engelsk.) Med andre ord: Næsten 80% lærer ikke engang det første fremmedsprog så godt, at de kan føre en lidt mere krævende samtale om deres dagligdag.
Og det er så kun de seneste nyheder angående det emne.
Hvis vi tager fakta til efterretning i stedet for at sylte vores fordomme, må vi komme til den konklusion, at vi har brug for et nyt tiltag.
Vi tute pravas!
Tak, Peter. Ja, det går ikke godt med fremmedsprog. Selve ukrainske teenagere som jeg har mødt, som flygtede med deres mødre, kunne ikke et ord fremmedsprog. Det kan ikke gentages ofte nok: kun et lille mindretal af verdens borgere taler engelsk. Og det er ikke det mest neutrale sprog.