Det er boganmeldelsesuge på Lingoblog! I dag dykker Peter Bakker ned i esperanto og anmelder John Wells’ “Esperanto lingvistisk set – en beskrivelse og en vurdering”.
Og nu kan vi tale sammen…
Sidste år var jeg på det årlige Bogforum i København, og jeg troede, at ingen vidste, at jeg var der. Men så var der pludselig en mand, der kom hen til mig. Det var Bent Jensenius, som nogle år tidligere havde været min elev, da jeg underviste i kurset ”Verdens 7000 sprog” på Folkeuniversitet. Han havde efter mit kursus givet mig en bog på esperanto. Jeg prøvede dengang at læse den uden at have lært esperanto, men jeg opgav. Jeg genkendte mange ord fra germanske og romanske sprog, men det var ikke nok til at kunne forstå bogen godt nok, så jeg kom ikke så langt med den. Bonvenon en nia mondo. Det var ikke så svært at oversætte titlen: Velkommen til vores verden.
Nogle danske lingvister var – eller er – også esperantister, og jeg kom i tanke om Eckhard Bick (SDU), Hartmut Haberland (RUC) og Thomas Widmann (Dansk Sprognævn). Ikke mig. Min farfar var vel esperantist i sin ungdom, men det har ikke smittet af på mig.
Nu, mange årtier efter min farfar havde glemt sine esperantokundskaber, stod der en mand foran mig på Bogforum, og det var Bent. Han sagde, at han havde bragt en bog med til mig – igen! Og denne gang var det ikke en bog på esperanto, men en bog om esperanto. En gave til mig. Han tilføjede, at de havde flere på esperanto-kontoret, og i stedet for at de samlede støv der, ville han forære mig en. Jeg takkede ham selvfølgelig, men glemte at spørge, hvordan han vidste, at jeg ville være på Bogforum, så han kunne give mig bogen. Jeg ville læse den, tænkte jeg, og så donere den til Lingoblogs sprogquiz som en attraktiv præmie.
Nu har jeg læst bogen. Den er oprindeligt skrevet på esperanto eller engelsk i 1978, og den er blevet oversat til dansk og trykt og udgivet i 1982: John Wells, Esperanto lingvistisk set – en beskrivelse og en vurdering. Bogen er ikke udsolgt endnu, og den kan stadig fås hos den danske esperantoforening. Bogen findes også på tysk, koreansk (“Esŭp’erant’o ŭi ŏnŏhakchŏk yŏn’gu“) og andre sprog.
Åbenbart føler jeg mig forpligtet til at læse boggaver, jeg får. Og denne gang læste jeg faktisk bogen med det samme – også fordi jeg skulle vejlede ikke færre end tre studenteropgaver om esperanto i efteråret. Der havde næsten ikke været studerende, der ville fordybe sig i esperanto, i flere årtier, og selvom jeg ikke tror, at jeg havde nævnt sproget i min undervisning, var der mange unge sidste semester, der ville skrive om dette sprog.
Det var som om, der var en esperanto-revival i gang. Censoren syntes også, at jeg skulle vide mere om esperanto, og han forærede mig en beskeden bunke af en anden bog – en esperanto mini-grammatik: Esperanto. Lille grammatik for dansktalende af Peter Weide. Det ville være godt at tilegne mig mere baggrundviden, så jeg bedre kunne bedømme eksamensopgaverne. Så jeg læste begge bøger, parallelt med at disse studerende også fik fat i et eksemplar – på tysk eller på dansk.
Wells’ bog er en god bog. Den giver et godt indtryk af sproget, og den viser, hvor enkelt og gennemskueligt esperantos grammatiske system er. Men ikke kun det. Forfatteren prøver at vise, at sproget er et rigtigt og naturligt sprog. Mange – faktisk alle – fænomener, som man finder på esperanto, finder man også i andre sprog i verden. Esperanto er jo et opfundet sprog. Den første bog om sproget udkom i 1887 og var skrevet af ”dr. Esperanto”, dr. Håbefuld. Det var øjenlæge dr. Zamenhof, der havde sammensat sproget ud af romanske, germanske og slaviske ord og med en meget simpel grammatik: Navneord ender på -o, adjektiver ender på -a, biord ender på -e, flertal dannes med -j. Kendeordet er la. Der er ingen indefinit artikel. Ingen køn. Én kasus, genstandsfald/akkusativ i -n. Verberne bøjes i navneform/infinitiv med -i, i nutid med -as, datid med -is, fremtid med -os, byde- og ønskeform med -u, betinget form (konditionalis) med -us og participier med -nta eller -ta. Spørgsmål begynder med et spørgeord som kie ”hvor”, og de formes på en meget transparent måde. Ellers indledes de med en spørgepartikel, hvis det er et ja/nej-spørgsmål. Sætningsrækkefølge er subjekt – verbum – objekt, men andet må man også. Det er næsten det hele.
Jo, der er lidt mere, men Zamenhof prøvede at holde det enkelt med, oprindeligt, ikke flere end 16 grammatiske grundregler. Sammenlignet med sanskrit, det eneste sprog, hvor man kender antallet af grammatiske regler, er det meget lidt: Panini formulerede 3,959 regler for sanskrit, næsten 250 gange flere.
Er esperanto så ikke lidt eurocentrisk, kunne man spørge, med et grammatisk system, som er klart indo-europæisk inspireret, og med et vestlig europæisk ordforråd? Det er det vel, men man har ikke hørt fra asiater eller afrikanere, at de synes, at sproget skulle have været anderledes. Tværtimod – også de synes, at sproget er nemt at lære.
Og Wells’ bog viser læseren, hvilken slags sprog esperanto er, og samtidigt fortæller han også meget om verdens sproglige diversitet. Og det gør han utroligt godt.
Måden, Wells gør det i sin bog, er, at han gennemgår fonetik/lydlære, morfologi/formlære, syntaks og leksikon/ordforråd samt semantik/betydningslære i adskilte kapitler, hvor han viser, at sproget egentlig er et gennemsnitligt sprog (bare nemmere), og at man kan beskrive det med almindelige begreber, som man også anvender til at beskrive andre sprog. Hvis man tænker på, hvor lidt udviklet typologi var i 1978, er det beundringsværdigt, at Wells er i stand til at lave sammenligninger med så mange andre mere eller mindre eksotiske sprog. Han præsenterer sproget sådan, at man ser det fornuftige og det naturlige i esperanto, men han vækker også læserens nysgerrighed efter andre sprog. Well done, mr. Wells. Bone farita, Sinjoro Akvoj!
En begejstret omtale kan man også finde på Thomas Widmanns blog. Han begyndte at lære esperanto, da han var cirka 13 år gammel, og så fik han Wells’ bog som gave. Han læste den 10-20 gange. Bogen styrede derefter hans liv i en bestemt retning. Bogen har lært ham meget om typologi, og det har vel bidraget til, at han ville blive lingvist med en særlig interesse for sproglig diversitet.
Det er vel den bedste anbefaling man kan give denne bog.
Den anden lille grammatik på dansk (og en anden version på tysk), skrevet af Peter Weide, bosat i Danmark, født i Tyskland og vokset op med esperanto (og tysk) i hjemmet. Bogen hedder: Esperanto. Lille Grammatik for dansktalende. Den danske version, som jeg fik foræret af Hartmut Haberland, tæller 32 sider, og den gennemgår grammatikken på en systematisk måde. Efter læsning af denne bog står der ikke noget i vejen for at kunne læse litteratur og om politik og andre emner på esperanto. I begyndelsen måske med en ordbog ved siden, men meget er transparent. Antaŭ la domo staras arbo. Foran huset står der et træ. Knabo tiris ŝin ĉe la haroj. En dreng trak hende i håret.
Esperanto blev udviklet i idealistisk øjemed: en bedre verden og fred på jorden. Det tager stadig lidt tid. Nu kan jeg måske begynde med Bents velkomstbog til deres verden.
Peter Bakker er lingvist ved AU, og han forsker i nye sprog. Han har besluttet at beholde sit eksemplar af Wells’ bog. Men heldigvis er der også et spritny ekstra eksemplar, som kan gives væk som præmie i sprogquizzen.
Weide, Peter. Ingen dato (efter 2015). Esperanto. Lille grammatik for dansktalende. Melby: Peter Weide. 32 pp. (peter.weide@mail.dk)
Wells, John. 1982. Esperanto lingvistisk set. En beskrivelse og en vurdering. Roskilde: Esperantoforeningen for Danmark. 112 pp. ISBN 87-00-15291-9.
Wells’ bog kan desuden bestilles hos Ileana Schrøder på mail-adressen ileana.schroder@mail.dk.
