‘Er dit modersmål okay?’ er en samling artikler om ‘sprogpolitik i Danmark – og i verden’, som det hedder i undertitlen. Det hele er sammensat af, hvad man uærbødigt kunne kalde, en sprogfanatiker ved navn Lise Bostrup. Interessant læsning for alle der er, omend ikke sprogfanatikere, så i hvert fald sproginteresserede.
Emnet, som bogen belyser, er, hvordan en række europæiske lande håndterer sprogudviklingen. Hvert sprog er jo en dynamisk størrelse alt imens det ændrer sig med tiden. Ingen henholdsvis taler og skriver mere som for 500 år siden, det er klart nok, men heller ingen taler mere som for kun 50 år siden. Skal man blot beskrive ændringerne eller burde man også styre udviklingen? Det ene kaldes deskriptivt, det andet præskriptivt, som bogen lærer os. I Danmark er det Danske Sprognævn sprogets vogter og denne af skatteborgerne finansierede instans har valgt den deskriptive håndtering. Det fører til, at noget stemples som rigtigt, når tilstrækkelig mange mennesker bruger en bestemt stavelse eller et bestemt udtryk. Er det klogt? Bostrup og en anden skribent, Jørgen Christian Wind Nielsen, synes det ikke. Wind Nielsen går i sit indlæg ind for en sproglov der har som mål, at alle ved hvad der er rigtigt eller ej ‘til gavn for alle i Danmark’.
En sproglov kunne også dæmme op for den igangværende anglificering af dansk, også et emne i ‘Er dit modersmål okay?’. Engelsk griber om sig, ikke kun med utallige nye låneord, men også som sprog på universiteterne og især indenfor naturvidenskaber. ‘Domænetab’ truer! Det vil sige, at det i flere og flere situationer ikke længere er muligt at benytte sig af sit modersmål.
En sproglov har man imidlertid i et land som Frankrig. Om det hjælper eller har hjulpet med at modstå fremmarchen af det engelske står hen i det uvisse, fortæller Laila Flink Thullesen i sit bidrag ‘Fransk, mangfoldighed og protektionisme.’ Så enkelt er det åbenbart ikke, at man bare skal indføre en sproglov og så er alt i sin skønneste orden.
Det er heller ikke sådan, at sprogsituationen i alle lande er nogenlunde den samme som i Danmark. Tag for eksempel Litauen, landet med ‘Europas strengeste sprogpolitik’, som bidraget i dette tilfælde hedder. Litauisk har på grund af de vekslende politiske omstændigheder gennem tiderne stået i en svag position og derfor er lovmæssig beskyttelse nødvendig for at opretholde en vis standard, forklarer Liucija Sirkaite. Hendes artikel er ellers en anelse for detaljeret.
Men hvad så med tysk? Står dette sprog ikke stærkt? Ikke så stærkt som man kunne tro, får man at vide af Reiner Pogarell i sin artikel ‘Tysk – et kultursprog med handicap.’ Handicappet er, at tyskerne slæber rundt med deres nazi-fortid. Pogarell går ind for, at tysk optages i grundloven, i den forstand, at tysk deri fastlægges som landets sprog.
Godelieve Laureys, professor emeritus i nordiske sprog ved universitetet i det belgiske Gent, skriver en artikel med titlen ‘Hedder det nu hollandsk eller nederlandsk? Og hvad med flamsk.’ Konklusionen er den samme som for 14 år siden, da ordbøgerne dansk-nederlandsk og nederlandsk-dansk blev præsenteret. Jo, det hedder nederlandsk i såvel Nederlandene som Belgien, men det er bare sådan, at man i Danmark ikke kan begribe det, mener Laureys, der åbenbart tror, at der ikke er sket noget siden 2004, da forlaget Gyldendal af kommercielle grunde insisterede på, at ordbøgerne skulle hedde dansk-hollandsk og hollandsk-dansk. “Her i landet (Danmark-wve) omtales sproget i Nederlandene som hollandsk og som flamsk når det drejer sig om sproget i Belgien,” mener Laureys. Men hun vil være konsekvent og i artiklen betegne nederlandsk som hollandsk. Det synes jeg er meget mærkeligt for ikke at sige absurd. Laureys undervurderer dermed danske læseres intelligens. Konsekvent? Ja, men konsekvent forkert! Dumpekarakter altså til Laureys’ artikel, omend hun også siger nogle fornuftige ting.
Ikke destomindre er denne artikelsamling et fint initiativ af Lise Bostrup. Hvad jeg personligt savnede, er dog et bidrag om engelsk. Kan engelsk for eksempel sammenlignes med datidens latin eller græsk? Og hvordan reguleres sprogbrugen, når engelsk tales i så mange lande? Der er det sikkert meget at sige om.
Wim Verseput (f.1952) er freelancejournalist og germanist. Han har boet i Danmark siden 1993.
“Okay” kan være “okay↗” eller “okay↘” – Variation i udtale og funktion 
LingoLit: Guide til karantænelæsning for sprognørder 
Tilbage til børnehaven: En lingvists oplevelser med et fremmedsprog 
Når Rihanna ‘mumler’ på sit modersmål 
Anders Agger modtager Modersmål-Prisen 2021 
Erik Skyum-Nielsen modtager Modersmål-Prisen 2022
At indlede en anmeldelse af en bog med en nedsættende betegnelse for forfatteren/redaktøren (“sprogfanatiker”) forekommer mig så kluntet, at det vækker min tvivl om anmelderens dømmekraft, og min tvivl bliver ikke bliver mindre af andre dramatiserende træk ved anmeldelsens tekst.
Jeg har heldigvis læst bogen og er mest enig i anmeldelsens positive udgangstone, at artikelsamlingen er et fint initiativ af Lise Bostrup.I øvrigt synes jeg også som anmelderen, at en artikel om engelsk ville gøre bogen endnu bedre. De behandlede sprog har alle problemer med domænetab til engelsk, og det kunne principielt være interessant at vide mere om, hvilke problemer engelsk har at slås med.
Spændende. Har ikke læst selve bogen, men det får jeg lidt lyst til, især for at få lidt mere om sprogpolitik i Litauen og Tyskland at vide.
Jeg skulle “scrolle” tilbage for at se, hvad der kunne have været nedsættende. Anmelderen sætter ordet sprogfanatiker i parentes ved at tilføje “hvad man uærbødigt kunne kalde”. Jeg tager det for ironi, som er med til at gøre teksten flydende.
Angående debatten om nederlandsk (hhv. hollandsk og flamsk) kunne man også kaste lys på betegnelsen for landet. Dette land definerer sig selv som Nederlandene, en betegnelse som fx. Danmarks Statistik og danske historikere konsekvent bruger. Danske medier kalder landet ofte for Holland. Dette kan give anledning til fejlfortolkninger.
Således bragte Jylllands-Postens sektion Indblik den 9.6.2018 et interview med den unge historiker Erik Petersson. Svenskeren har skrevet en biografi om Christian den Anden, og bogen er nu også udkommet på dansk. JP citerer Petersson for at sige at “Christian lod sig inspirere af stærke stater som Holland” og at “Christian tog til Holland”.
Men “Holland” som stat fandtes ikke i 1500-tallet. Og udover til Amsterdam tog kong Christian faktisk til Antwerpen, Bryssel og Gent, byer i det nuværende Belgien hvor – i hvert fald i begyndelsen af 1500-tallet – centrum for hele området lå. At kalde “Holland” en stærk stat i 1500-tallet er med andre ord forkert.
Direkte adspurgt, svarede historiker Petersson da også at han ikke havde sagt “Holland” til JPs anmelder, men “Nederländerna.”
En skribent som Per Nyholm bliver decideret rettet af JPs redaktion, når han skriver “Nederlandene”, ved jeg fra pålidelig kilde. JP mener, at det hedder Holland. Ingen sprogpolitik i Danmark?
Jeg vil tilføje at det ikke er for sjov at et land har et navn, som ikke uden videre kan ændres bare fordi den danske presse mener at den har ret til det. Tag for eksempel Makedonien. Grækenland har med et (efter min mening godt) kompromis gennemtrumfet at republikken skal hedde Nordmakedonien. Holdningen af den danske presse i denne sag er meget betegnende. Jeg citerer TV2’s websted, den 12. juni 2018:
“Tirsdagens aftale vil næppe få større betydning for den måde, som den øvrige verden omtaler det græske naboland. Her vil navnet Makedonien hænge ved i de internationale medier.
Kun i diplomatiske tjenester, som det danske udenrigsministerium, vil man være pisket til at bruge navnet Republikken Nordmakedonien.
Der er i mange år blevet fniset blandt journalister, når Udenrigsministeriets folk har insisteret på at omtale Makedonien som Fyrom.
Det er i al fald en betegnelse, som kun meget få danskere kender.”
Den hele notits findes her: http://nyheder.tv2.dk/udland/2018-06-12-makedonien-har-valgt-sit-nye-navn
Åbenbart er landenavnet Nederlandene også noget at fnise over blandt danske journalister, ‘fordi det er i al fald en betegnelse som kun meget få danskere kender.’ Ja, så skal der selvfølgelig fnises. Og når så nederlændere prøver at belære dem skal man slet ikke lytte.
I øvrigt er staten Makedonien aldrig blevet omtalt som ‘Fyrom’, det må jeg medgive TV2, men altid som den forhenværende jugoslaviske republik Makedonien, også in den danske presse. Men jeg er dog også helt sikker på at navnet Nordmakedonien vil blive accepteret i den internationale presse, også den danske. Det er men vel nødt til. Birma hedder jo nu næsten også altid Myanmar i Danmark. Kun Nederlandene skal finde sig her af med et skælsord.