Der er en fælles forståelse uden for de nordiske lande om, at mennesker fra Norden alle kan forstå hinandens sprog, eller i det mindste kan skandinaverne (danskerne, svenskerne og nordmændene). Dette indtryk af sproglig enhed er dog ikke helt korrekt.
Findes der et ‘skandinavisk’ sprog?
Folk uden for Norden kan være fristet til at tro, at kommunikation mellem talere fra de nordiske lange er ubesværet, og at deres sprog er gensidigt forståelige. Rent praktisk blev ’skandinavisk’ – og bliver stadig – brugt, når mange danskere, nordmænd og svenskere kommunikerer med hinanden. De taler primært deres eget sprog, men erstatter måske nogle ord og sætninger eller udtaler tingene lidt anderledes, afhængigt af hvem de taler med. Faktisk diskuterer Maisa Martin i et papir udgivet i 2012, om Skandinaviska, et dansk, norsk og svensk hybridsprog, eksisterer. På møder i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd og i deres dokumentation kan ’skandinavisk’ referere til dansk, norsk eller svensk, mens de øvrige nordiske sprog (normalt finsk og islandsk) er adskilte. Der er uden tvivl en vis grad af gensidig forståelighed i Norden, især mellem sprog, der er en del af samme sprogfamilie, som det er tilfældet med de tre skandinaviske sprog; de er fra den nordgermanske gren af den indoeuropæiske familie. Der er også en grad af forståelighed mellem nogle af tegnsprogene og mellem finsk og kvensk (Norge) eller meänkieli (Sverige) – to officielt anerkendte minoritetssprog, der behandles som finske dialekter. Finsk, kvensk og meänkieli er alle en del af den finske gren af den uralske sprogfamilie sammen med estisk, ingrisk og karelsk. Alligevel er det ikke korrekt at antage, at alle talere af nordiske sprog kan forstå hinanden.
Der er flere afgørende elementer, som bør anerkendes. Her er fire, som forklares yderligere i teksten nedenfor:
- For det første er der langt flere sprog, der sameksisterer i de nordiske lande end dansk, svensk og norsk.
- For det andet er gensidig forståelighed – selv inden for disse tre sprog – ikke ligetil, men ofte asymmetrisk, da den blandt andet afhænger af faktorer som accent og dialekt.
- For det tredje afhænger gensidig forståelighed også af eksponeringsgraden: Danskere i København hører måske jævnligt svensk, men det er ikke tilfældet langt fra grænsen.
- Endelig rejser gensidig forståelighed i Norden et politisk spørgsmål. Når de nationale sprog prioriteres, bliver mange sproglige minoriteter ikke anerkendte eller bliver endda stillet ringere.
At sammenligne de forskellige ’grene’ af sprogene i Norden er som at sammenligne appelsiner med æbler: Begge er frugter og kommer fra et træ, men de har egenskaber, der gør dem forskellige fra hinanden. De er en del af en taksonomi, et klassifikationssystem, hvor de er kategoriseret i forskellige familier.
Diagram: Forfatterens arbejde baseret på forskellige kilder.
Bemærk: (1) Billedrepræsentationer oversimplificerer ofte nogle aspekter af den virkelige verden, og dette diagram er ikke anderledes. Det skal give et samlet billede af situationen.
(2) Dette diagram afspejler ikke de over 200 ikke-nordiske sprog, som også findes i de nordiske lande.
Mange flere sprog, end du måske forventer
Der findes et stort udvalg af sprog i Norden. Der er fire hovedsprogfamilier i de nordiske lande: indoeuropæisk, uralisk, eskimo-aleutisk og tegnsprog. I alle tilfælde (bortset fra tegnsprog) refererer en ‘sprogfamilie’ til et sæt sprog, der kan påvises som efterkommere af en fælles forfader. Tegnsprogene er temmelig grupperet sammen for nemheds skyld i dette tilfælde, da de er komplekse på forskellige måder.
De fire sprogfamilier er yderligere opdelt i underfamilier (f.eks. finsk-ugriske) eller slægter – grupper af emner med lignende karakteristika. Slægter kan også have underslægter. Sprog har sproglige egenskaber, der gør dem ens eller ulig hinanden, og disse egenskaber gør det muligt at kategorisere dem i forskellige sprogfamilier, som f.eks. grenene på et træ. Klassificeringen af sprog i henhold til deres strukturelle træk er en gren af lingvistik kaldet lingvistisk typologi. Ifølge denne type træstruktur er de sprog, der er mest tilbøjelige til at være gensidigt forståelige, dem der er nærmest hinanden, fordi de har flere sproglige træk til fælles. Talere af dansk, svensk og norsk kan således forstå hinanden bedre, end de kan forstå tysk- eller nederlandsktalende – to andre germanske sprog fra en anden gren – og de kan ikke forstå finsk, et sprog uden relation. Faktisk ville det være rimeligt at sige, at finsk er lige så tæt på de skandinaviske sprog, som det er på japansk. Grønlandsk er også helt anderledes end dansk, selvom sprogene bestemt har påvirket hinanden (f.eks. låneord), fordi begge sprog har eksisteret sammen i mange år i Grønland. Det er også værd at nævne, at der tales omkring 200 ikke-nordiske sprog i de nordiske lande, herunder forskellige indvandrersprog, der tilhører enten samme eller andre sprogfamilier og -slægter. For eksempel somalisk (afroasiatisk; lavøstkushitisk), arabisk (afroasiatisk; semitisk), polsk (indoeuropæisk; slavisk) og mange flere.
At forstå hinanden er ikke ligetil
Det faktum at to sprog er fra samme sprogfamilie eller undergruppe, betyder ikke, at de automatisk er gensidigt forståelige. På trods af, at de deler mange sproglige træk, er de samiske sprog, alle uralske sprog, gensidigt uforståelige. Det samme gælder færøsk og islandsk – to ø-germanske sprog – selvom de deler nærliggende ortografiske systemer. En undtagelse fra den generelle regel om gensidig forståelighed på tværs af slægter og familier er tegnsprogene. Det skyldes, at der ikke er nogen etableret typologi for tegnsprog på grund af manglende viden og forskning på området på nuværende tidspunkt. Alligevel har mange undersøgelser, selv blandt nogle af de nordiske sprog med den mest lignende sproglige struktur, vist asymmetrisk gensidig forståelighed. For eksempel fandt Charlotte Gooskens, en lingvist, der studerer inter-skandinavisk kommunikation i forhold til hovedsageligt norsk, dansk og svensk, ud af, at norsktalende er bedre til at forstå dansk og svensk end talerne af de to andre sprog. Gooskens fandt også ud af, at danskerne forstår svensk bedre end omvendt, på trods af at dansk og svensk praktisk talt er gensidigt forståelige på det skriftlige plan. Dette kunne til dels tilskrives, at udtalen af svensk hænger nærmere sammen med dens skriftlige form end tilfældet er for dansk. Den skriftlige form af dansk er tættere på svensk end den talte form. Dialekter påvirker også den gensidige forståelighed af et sprog på det talte niveau. Det er svært for folk, der ikke kender til bestemte dialekter, at tyde, hvad der bliver sagt. For eksempel er den traditionelle danske dialekt fra Bornholm udfordrende at forstå for andre skandinaver, også for nogle, der har dansk som modersmål.
I skolen bliver de fleste børn udsat for et eller flere nordiske sprog, som ikke er deres eget. Eksempler inkluderer: svensktalende i hele Finland, der lærer finsk og omvendt; de fleste skoler i Grønland er grønlandsk-dansk tosprogede; og af historiske grunde er indlæringen af dansk udbredt på Færøerne og Island. Siden 1982 har Helsinki-traktaten (det nordiske samarbejdes grundlag) omfattet en bestemmelse, der siger:
“Uddannelsestilbuddet i hvert af de nordiske landes skoler skal omfatte et passende mål for undervisning i de andre nordiske landes sprog, kulturer og generelle samfundsforhold, herunder Færøerne, Grønland og Ålandsøerne.” (Artikel 8).
Den geografiske nærhed af forskellige sproglige grupper fører også til større sproglig kontakt og forståelse. Personer der bor tæt på sproggrænser er mere tilbøjelige til at være i kontakt med nabosproget og som følge heraf lære at tale eller forstå det. Samer har en tendens til at finde de nærliggende samiske dialekter mere forståelige på baggrund af deres eksponeringsniveau. På samme måde kan enkeltpersoner måske forstå et sprog bedre, fordi de er blevet eksponeret for det gennem medieudsendelser. I de skandinaviske lande stimulerer udbredelsen af eftersynkronisering af udenlandske film eller tv-programmer også eksponeringen. Endelig kan holdninger til sproget, ligesom en følelse af enhed, føre til konkrete initiativer, såsom Den Nordiske Sprogkonvention fra 1981, 2006-erklæringen om nordisk sprogpolitik eller brugen af Skandinaviska. Dette kan øge den gensidige forståelighed eller i det mindste viljen til at være gensidig forståelig. Ikke desto mindre er troen på, at alle talere af de nordiske sprog kan forstå hinanden, en myte.
Sprogkategorier brugt i 2006-erklæringen om nordisk sprogpolitik
Mytens politiske dimension
De historiske, sociale og kulturelle bånd mellem de nordiske lande betyder, at man i århundreder har søgt at forstå hinanden i regionen. Tiltag truffet af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd siden 1960’erne kan dog ses som skelsættende for gensidig forståelighed ved at blive et politisk spørgsmål: Det nordiske samarbejde er til en vis grad baseret på gensidig forståelighed af sprog, såvel som gensidige sociale, kulturelle og politiske normer. Helsinki-traktaten, der første gang blev underskrevet i 1962, forudså en styrkelse af sociale og kulturelle bånd. I 1981 var Den Nordiske Sprogkonventions mål at give folk fra Norden mulighed for at bruge deres modersmål i forbindelse med officielle instanser på tværs af de nordiske lande. Konventionen omfatter dog ikke alle modersmål, men kun dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk. I 2006 byggede en ikke-bindende erklæring om nordisk sprogpolitik på dette grundlag, velsagtens med mere anerkendelse for et større antal sprog og flersprogethed. Budskabet er klart: Gensidig forståelighed er afgørende for det nordiske samarbejde.
Men skal gensidig forståelighed være baseret på et nordisk sprog? Ifølge en undersøgelse fra Nordisk Ministerråd i 2021 siger 95 % af de unge i de nordiske lande, at engelsk er ‘let at forstå’, mens unge i Finland, Grønland og Island synes, at dansk, svensk og norsk er ‘svært at forstå’. I denne sammenhæng er det blevet argumenteret for, at brugen af engelsk kunne gøre den sproglige situation mere lige for alle. Men da de nordiske sprog opfattes som et centralt element i nordisk identitet, kan den sproglige kamp for nordisk samarbejde potentielt ses som en kamp mod engelsk.
I en anden sammenhæng har de nordiske regeringer samt Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd taget initiativer til ligestilling og inklusion af minoritetsgrupper inklusive deres sprog. For eksempel indledte den finske regering i oktober 2021 en sandheds- og forsoningskommission med det formål at anerkende tidligere og nuværende diskriminerende handlinger mod samerne og konsekvenserne at dette, og at øge bevidstheden om det samiske oprindelige samfund i Finland, for at styrke deres ret til at opretholde deres sprog og kultur. Alligevel, især for sproglige minoriteter, er flersprogethed og brugen af andre sprog end deres modersmål fortsat nødvendige for at fungere i de forskellige sammenhænge i det nordiske samfund. Tilsammen skal talere af minoritetssprog (f.eks. samisk), dialekter (f.eks. Bornholmsk), folkesprog (f.eks. Rinkebysvenska, en bydialekt, der tales i et kvarter med mange indvandrere i Stockholm), og talere af ældre eller nyere indvandrersprog (f.eks. somalisk) tilpasse sig.
På den ene side er der en række politiske grunde til at fastholde myten om, at alle talere af nordiske sprog forstår hinanden. På den anden side er der politisk vilje til at sikre, at talere af minoritetssprog også indgår i det politiske, kulturelle og sociale liv i Norden. Mens politiske initiativer har en tendens til at fokusere på dansk, svensk og norsk i sammenholdets og samarbejdets navn, skal folk med andre sproglige præferencer være mere sprogligt fleksible – ofte på bekostning af at udtrykke sig fuldt ud og gøre sig hørt. Gensidig forståelighed kan bruges som symbol på en stor, lykkelig familie, når man ser på Norden udefra, et billede, der snarere skjuler sprogets virkelighed i Norden – en virkelighed, som faktisk er meget mere rig og interessant.
Videre læsning:
- Beng Östling, ‘Will English become the new Nordic language of cooperation?’. Nordiclabourjournal.org (2021).
- Charlotte Gooskens, ‘The Contribution of Linguistic Factors to the Intelligibility of Closely Related Languages’, Journal of Multilingual and Multicultural Development, 28, 6 (2007) pp. 445-467.
- Maisa Martin, ‘Multilingualism in Nordic Cooperation – A View from the Margin’, in Dangerous Multilingualism: Northern Perspectives on Order, Purity and Normality (London: Palgrave Macmillan, 2012).
- Oscar Bandle, Kurt Braunmüller, Ernst Hakon Jahr, Allan Karker, Hans-Peter Naumann, Ulf Telemann, Lennart Elmevik and Gun Widmark, ‘The Nordic Languages’ (Berlin: De Gruyter Mouton, 2008).
Links:
- The Helsinki Treaty
- The Language Declaration
- The Nordic Language Convention
- The World Atlas of Language Structures Online (WALS)
- Truth and Reconciliation Commission Concerning the Sámi People to begin its work in Finland
Denne artikel er en dansk oversættelse af den originale artikel på engelsk, der kan findes på nordics.info: https://nordics.info/show/artikel/are-the-nordic-languages-mutually-understandable
Mariève Chouinard studerer på kandidaten i lingvistik ved Aarhus Universitet. Hun er også en certificeret underviser i engelsk som andetsprog fra Carleton Universitet i Ottawa, Canada. Hendes interesseområder inkluderer toponymi, spatialt sprog og konceptualisering, sprogbevaring, tegnsprog og undervisning i læse-/skrivefærdigheder til voksne nytilkomne.
