I 1803 blev bogen Theoretisk og practisk Dansk Grammatik for Fruentimmer udgivet, skrevet af Johan Werfel. Jeg er usikker på hvordan jeg er endt med at have et eksemplar af bogen, men jeg har haft den et stykke tid og begyndte at blive nysgerrig på hvad folk skulle tro var specielt ved at skrive grammatik til kvinder. Fordi den er så gammel at enhver form for ophavsret er udløbet, så lavede jeg en god scanning af hele bogen, som jeg har lagt på Internet Archive. Du kan altså også selv læse den! Scanningsprocessen tog sin tid, men efterbehandlingen var også krævende, især når siderne ikke er helt kvadratiske og i øvrigt er skrevet med fraktur. Jeg har tidligere digitaliseret en italiensk grammatik, som har tekst med fraktur blandet med “almindelige” bogstaver (antikva) for ord og udtryk på italiensk. Men når det ikke er blevet digitaliseret af andre, så gør jeg et forsøg. Og jeg var meget nysgerrig efter hvad en “Grammatik for Fruentimmer” er for en størrelse. Udover at have scannet og delt den, så har jeg læst den og prøvet at finde ud af lidt om dens baggrund. Og den viden vil jeg også gerne dele!
En grammatik for kvinder – hvorfor?
I forordet gør Johan Werfel det klart at han går ind for at kvinder (her bruger han udtrykket “pigebørn”) får undervisning i dansk. Det var ikke helt en selvfølge med uddannelse for alle på bogens tid, men noget som vandt frem i den periode (i 1814 kom der offentlige skoler for kvinder).
Werfel får fremhævet nogle emner, som han synes er særligt passende til bogens formål: “Smaa Fortællinger, Breve, Beskrivelser, over Natur- og Konstproducter, Fortegnelser over forekommende Husholdningssager, Klæder, Linned, Meubler osv., Regninger og deslige”.
Derudover diskuterer han den bedste metode til undervisning af kvinder. Her siger han, at han foretrækker undervisning med eksempler frem for en grammatikbog. En grund til det, ifølge ham, er at kvinder der lærer med en grammatikbog, får “Anstrøg af Pedanterie”. Bogen bygger derfor på læring efter eksempler fremfor udenadslære. Werfel siger at han fokuserer på fejl som er almindelige blandt “Fruentimmer”.
Hans bog har alligevel en grammatikdel som den første tredjedel, og resten er en praktisk del med øvelser. Det er derfor bogen kalder sig både “theoretisk” og “practisk”.
Grammatikken
Werfel skriver at der må være styr på grundbegreberne inden øvelserne kan gå i gang. Derfor starter han grammatikdelen med en “etymologisk” del – som virker til at være en del der introducerer de grundlæggende grammatiske begreber.
Grammatikken indeholder ikke særlig mange store overraskelser. Han skelner 10 ordklasser, altså ca. det samme som mange andre grammatikbøger, også i dag. Men det bliver hurtigt tydeligt at den handler om en ældre udgave af dansk, og at meget af terminologien er anderledes end moderne terminologi. Han snakker fx om “Kjønsord” (artikler), som bl.a. kan være “Hverkenkjøn” (intetkøn/neutrum), og den bestemte “Endeartikel”, altså endelsen for bestemthed. Ental bliver kaldt “Enkelttal” (singularis), tillægsord er “Beskaffenhedsord” (adjektiver), og “medlydende Bogstav” er det vi kalder en konsonant i dag. Han bruger dog ordet “Tillægsord” om nogle ord der lægger sig til andre i bestemte konstruktioner, fx “selv” der lægger sig til substantiver og gradsbøjning med “mere” og “mest”.
Begrebet “Navnefald” bruges i betydningen kasus, og altså ikke kun om nominativ, som i dag nogle gange forklares som “navnefald” (eller nævnefald). Hos Werfel er nominativ det første navnefald og genitiv det andet, akkusativ/oblik det tredje. De fleste præpositioner styrer altså det tredje navnefald (og nogle styrer det andet, fx. “i Søndags”), selvom han mest giver eksempler med substantiver, hvor der så ikke er nogen forskel mellem første og tredje navnefald (som der er i pronominerne).
Hos verberne bliver infinitiv kaldt den “ubestemte Maade” og førdatidsformerne (fx. “havde haft”) den “længst forbigangne Tid”. Participierne (som ikke virker til at have et dansk navn?) har en “virkende” (aktiv) og en “lidende” (passiv) form. Formuleringer med skal udtrykker “den tilkommende tid”. Meget af afsnittet om verber består af skemaer med eksempler på bøjning uden særlig detaljeret beskrivelse af de betydninger som ligger i betegnelserne. Ordet “vorde” bruges som et eksempel på et “Hjelpegjerningsord”. Han nævner også modalverber, men kalder dem en slags hjælpeverber, med lister over deres bøjning og i forskellige konstruktioner. Derudover får han både brugt betegnelsen “utransitiv” og “intransitiv” om nogle verber der også kaldes “Mellemgjerningsord” – jeg kan ikke gennemskue om der er nogen forskel. Fordi bogen er så gammel, så har verberne en flertalsform.
Der er flere ting der virker som en dårlig eller fjollet analyse af grammatikken, eller som virker som fejl eller inkonsistent beskrivelse. Han angiver formen nogen i en kolonne for flertal, men skriver lige nedenunder samme skema at “nogle” er flertal. Han beskriver hvis som en form af som, men opfører det i bøjningsskemaet for hvilken. Og han behandler flere ord, som vi i dag ville kalde adverbier, i afsnittet om konjunktioner (“Forbindelsesord”), fx ellers og følgelig, og ser altså ikke ud til at bruge ordstilling som et kriterie for hans ordklasseopdeling. Men det er ikke fordi han ikke skelner mellem konjunktioner og adverbier, for han har et afsnit om adverbier (som så altså ikke ser ud til at inkludere sætningsadverbier). Ordet nej (i bogen stavet “nei”) i “han har sagt nei” beskrives som adverbium, mens “desværre” behandles som interjektion i “han er, desværre ! Død”. Og som beskrevet i oversigten over tegnsætning, så bruges udråbstegnet efter alle interjektioner og brug af navn til tiltale – også når det er inde midt i en sætning. Det bindetegn der bruges ligner i øvrigt mere et lighedstegn end en streg.
Og så er selve sproget selvfølgelig også gammelt. Der bliver brugt Eder i stedet for jer, adjektiver i adverbiel funktion kan have en form der slutter på -en, og det nævnes at der og som kan bruges på samme måde, men at der ikke er ligeså “brugeligt” som ordet som i andre funktioner end subjekt – noget vi slet ikke prøver på længere.
Det ser ikke ud til at der er noget særlig kvindeligt over grammatikken. I eksemplerne bruges “han (hun, man)” ved tredje person, og nogle gange kun han hvis der er pladsmangel på papiret. Så det er ikke engang fordi der er flere kvinder i eksemplerne.
Opgaverne og deres indbyggede historie
Den praktiske del med opgaverne viste sig at være overraskende interessant – det er ikke bare en række opgaver med nogle eksempelsætninger, men en samling af breve og fortællinger. De forbindes med hinanden gennem en historie om en mor og hendes børn og et venskabsforhold mellem den ældste datter og en anden ung pige. Spoiler alert, hvis du gerne vil betages af nogle over 200 år gamle grammatikopgaver!
“Historien” som driver opgavedelen, starter med at en datter bliver bedt om at fortælle en historie. Da hun henter en bog, siger hendes mor: “Du lærer jo Dansk efter Regler?” og beder så datteren om at give eksempler på nogle ordklasser og understrege dem i løbet af læsningen. Derefter følger flere mindre historier, som bliver forbundet gennem rammehistorien om moren og hendes døtre, og den fortsætter for det meste mellem stykkerne, med den funktion at give instrukser om at udføre de forskellige øvelser.
De relevante ordklasser er godt nok allerede fremhævet i teksten som den står i bogen (med mere mellemrum mellem bogstaverne i de ord, der er i fokus). Opgaverne skal måske i virkeligheden bruges til en slags diktat i klasseværelset og ikke til selvstudie.
De enkelte historier handler ofte om forholdet mellem børn og voksne eller opførsel. Der er flere steder det er tydeligt at læserne skal lære god moral, nogle gange rimelig eksplicit.
I den første af historierne er der to familier der mødes: den første familie giver deres børn slik og lader dem spise hvad som helst, selv sure agurker, mens den anden familie er mere streng, og deres børn f.eks. sjældent får kød og endda skal drikke øl kold (hvilket ifølge den første familie er strengt fordi deres børn åbenbart får hoste når det ikke er opvarmet). Historien fortsætter med at vise at den første families børn, der får lige hvad de vil, er magre og syge, men at den strenge families børn er sunde og stærke. Historiens pointe er at være taknemmlig selvom man har en streng familie. Senere kommer en historie der handler om at fortælle sandheden, én om børn der har det dårligt fordi de ikke arbejder flittigt i skolen, samt en gennemgang af forskellige embeder. Historien om en tjenestepige der prøver at stjæle noget brændevin, men kommer til at drikke “Vitriol-olie” i stedet og derfor bliver alvorligt syg, viser hvordan man kan lære ting på den hårde måde, for ifølge dens indledning er “Lyst til Slikkerie en Feil”.
I løbet af bogen bliverne opgaverne mere og mere specifikke (med bestemte bøjninger, underkategorier af ordklasser) – jeg er usikker på om der overhovedet er nogle opgaver der går igen på præcis samme måde. Der er grammatiske forklaringer indimellem nogle gange. Ofte bliver regler gennemgået med moderen. Nogle historier dukker op fra døtrenes skole, men derefter begynder opgaverne at fokusere på breve. Søstrene tester hinanden, men den største del af historien handler om den ældste datter Amalie, som er 11 år i starten af rammehistorien, og hendes brevskrivning med veninden Julie.
De udveksler forskellig information og fortæller hinanden hvad der sker i deres liv, og læseren får blandt andet opskrifter på fasaner og trøfler, tips mod sygdomme, information om liljers giftighed samt hjælp til vedligehold og budgettering af tøj for drenge og piger.
På side 109 annonceres det at rammehistorien stopper, og herefter får vi altså ikke længere information om den situation brevene eller historierne er opstået i.
Nogle af de mere specifikke opgaver gennemgår fx “Hankjøns Navneord” som “Fader” og “Bekjendter” og “Exempler paa de Navneord, hvis Kjøn man betegner ved at sætte han, hun eller Tæve forved samme”. En opgave starter med at handle om “Navneordenes tre forskjellige Forhold” (dvs. kasus), men skifter efter én side tilbage til at kalde det “Navnefald”. Der er også en opgave om bøjningen af fremmedord. Senere bliver man bedt om at gennemgå tidligere opgaver. Et sted bliver sætningen “dog gad jeg nok seet dem” brugt, og jeg ved ikke om det er et eksempel på fravære af have (som i have set) eller en eller anden slags fejl.
Historierne fortsætter med at advare mod arrighed eller at belære læseren om opdragelse, tilgivelse og at beflitte sig eller være glad for livet selvom man er fattig, samt om tøjvask, mus og retter som budding, æggekage og kraftsuppe.
Ud fra brevvekslingen kan man forstå at Amalie og Julie besøger hinanden, men også sender breve til andre. Brevskrivningen indeholder meget kærlige sluthilsner, som i øvrigt er integreret med den forudgående tekst. På side 154 vender rammehistorien tilbage (uden kommentar). I den sidste del oplever vi mødet mellem Julie og en bejler. Her oplever vi hvordan Julie skal have hjælp til at skrive breve til bejleren, for bl.a. at få udtrykt sin interesse i ham. Grammatikopgaverne indeholder altså en romance i form af en slags brevroman, og man bliver altså lidt spændt på hvordan det udvikler sig. Som en del af det får Julie blandt andet sagt at hun “anseer det for det høieste Trin, mit Kjøns Lyksalighed kan stige til, at være forbunden med en dydig og retskaffen Mand”. Det ender lykkeligt med at de bliver gift. Og Julie får sagt at den lykkeligste dag i hendes liv endelig giver hende mulighed for at vise at hun har lært “et Fruentimmers vigtige Bestemmelse”. Og mens de her kønsroller bliver understreget, så får læseren også en lektion i hvad en gift kvinde skal gøre for husholdning (inkl. økonomisk planlægning med budgettering og opsparing). Julie opfordrer også Amalie til at blive gift. Historien slutter med en lektion om interjektioner, hvor det meddeles at Amalies far er død, efterfulgt af to sider om tegnsætning.
Bogens baggrund
Bogens forfatter er Johan Werfel (1764-1831), og han var en meget produktiv forfatter. Han har skrevet en del forskelligt, både sproglige emner som eksempelvis fransk og tysk grammatik, men også skibsfart og de dansk-vestindiske øer. Han drev også forskellige tidsskrifter og deltog i offentlige debatter.
Men det lyder ikke ligefrem til at han havde et særligt godt ry. Dansk Biografisk Leksikon beskriver ham som en “Mand af i øvrigt ønskelig Glemsel” og fortæller at han blev dømt for forskellige slags kriminalitet samt at han skjulte sig de sidste mange år af sit liv. Almindeligt litteraturlexicon for Danmark, Norge, og Island skriver at han bare lægger navn til bøger.
Jeg ville gerne prøve at finde ud af hvad det ville sige, og om det betød noget for den her bog. Kunne det have noget at gøre med at bogens forside nævner at den er udarbejdet efter “C. P. Funke”?
Ja, det viser sig at bogen i høj grad er mere end bare inspireret efter Lehrbuch zum Unterricht der Töchter vornämlich in mitlern Ständen (1800) af den tyske lærebogsforfatter Carl Philipp Funke.
Funkes bog er dog ikke kun specifikt designet mod kvinder, men særligt dem i middelklassen, som han beskriver som velhavende borgere. Som eksempler på middelklassen nævner han kunstnere, købmænd og lærde. Han beskriver hvordan de kan slå sig sammen for at få råd til at starte en skole og uddyber derefter hvordan opgaverne på sådan en arbejdsplads bør fordeles mellem mandlige og kvindelige undervisere.
Bogen indeholder flere emner, bl.a. en del om tysk som modersmål, men også regneopgaver og andre fag. Men ligesom Werfel så foreslår Funke en “praktisk” grammatik, nævner breve og har en “etymologisk del” som er begreberne til grammatikken.
Det viser sig at historien i Werfels bog i høj grad er en oversættelse af historien i Funke, hvor de også hedder Amalie og Julie. Hos Funke er grammatikopgaverne dog lidt anderledes, da hans tekst indeholder forskellige slags fejl. De er markeret, og han forklarer at det er meningen at en lærer skal skrive teksten på tavlen og så lade eleverne rette fejlene, men at man også kan lave diktat. Werfel har altså indsat delene hvor moderen beder Amalie om finde eksempler på en bestemt type.
Jeg har ikke set på hvor meget og hvor direkte, Werfel har oversat fra Funke, men de første dele ser ud til at være almindelig direkte oversættelse, og det samme med nogle af de sidste hvor jeg let kunne sammenligne. Men senere ser det ud til at Funke har mange skemaer som en del af noget husholdningsregnskab, som jeg ikke kan huske fylder lige så meget hos Werfel.
Werfel virker altså mindre fokuseret på fejlfinding og mere på grammatiske begreber og genkendelse af bestemte typer af ord. Hos Funke er der numre på afsnit (typisk ét brev eller én historie, evt. inkl. noget tekst om hvad der er sket udenfor brevvekslingen), mens det er sværere at få overblik over Werfel, som bare har en overskrift (uden nummer) når der er en ny opgave – hvilket både sker mellem breve og midt i breve.
Ifølge Die deutschen Schriftstellerinnen skulle brev 34-38 være skrevet af Charlotte Tamm, en ung tysk digter. De breve dækker den del hvor man kommer i kontakt med bejleren, men ikke at de finder sammen, bliver gift og senere mødes med Amalie. Hos Funke er det de sidste breve, som derefter giver en facitliste med evt. forklaring før hans næste kapitel, som handler om geografi og historie. Werfels sidste breve er derfor måske originale?
Funkes bog indeholder flere afsnit om andre fag end sprog. Det ser ud til at Werfel har brugt noget af det til bogen Naturhistorie for Pigebørn, som ser ud til at være en oversættelse af et andet kapitel fra Funkes tidligere nævnte bog. Men lad os vende tilbage til Werfels grammatik.
Evaluering: Er bogen sexistisk?
Selvom der er mange sammenhænge på de moderne sociale medier hvor folk kan lære af kunsten bag “pæn brevskrivning”, så er det måske ikke den her bog jeg vil anbefale som det oplagte valg til dannelse.
Den er måske interessant i forhold til debatten om hvordan grammatikundervisning gøres relevant og forbindes med praktisk sprogbrug. Den viser i hvert fald hvordan man kan bruge hverdagstekster til at træne grammatik, og hvordan man kan undervise grammatik samtidig med “kultur” i en eller anden forstand.
Men den “kultur” inkluderer altså nogle meget forældede kønsroller, især i forhold til hvilke opgaver kvinder bør tage sig af, og at rigtig meget af læringen er til brug i forbindelse med ægteskab. En del af indholdet er også meget moraliserende på en måde der er klart rettet mod børn, og der er begrænset nuancering i de fleste historier. Noget af det kommer mest til udtryk i forventning om at bogen bruges til undervisning af kvinder, men noget af dens viden er sikkert fin nok og relevant for mænd også. Bogen er altså nok mest historisk interessant (og nogle dele er ikke helt lette at forstå uden den historiske kontekst). Hvis man er interesseret i den slags, så kan den klart være hyggelig at læse. Men jeg synes ikke at nogen bør bruge den til at lære deres børn noget. Måske har bogen været et støttende bidrag i bevægelsen for at give kvinder bedre uddannelse på sin tid, men der er heldigvis sket meget siden. Og det bliver man bevidst om under læsningen. Men det at bogen er en oversættelse, fjerner noget af den historiske værdi, fordi det ikke er klart, om den overhovedet gengiver en dansk hverdag.
De kønnede forvetninger er dog ikke noget der viser sig i selve grammatikdelen. Men grammatikken er ikke særlig dybdegående, og indeholder også elementer som ikke virker gennemarbejdede. Den mest interessante oplevelse jeg havde af sprogbeskrivelsen, er nok hvordan den viser at sprogbeskrivelsen er bedre i dag og at mange grammatiske fænomener altså ikke bare var intuitivt tydelige, og måske nogle observationer om sprogbrug der i dag er forældet – så den her del er nok også mest historisk interessant. Men selve kærlighedshistorien er meget sød og hyggelig at læse!
Werfel, Johan. 1803. Theoretisk og practisk Dansk Grammatik for Fruentimmer tilligemed Stiiløvelser i Breve og Fortællinger. København: Goldins Forlag.
Søren Sandager Sørensen er postdoc ved Universitetet i Agder og arbejder med politiafhør og samtalegrammatik. Derudover samler han gerne på gamle, skøre eller anderledes grammatikbøger.
Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’ 
Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder 
Siger han han dobbelt så tit som hun? Kvinder, mænd og sprog 
Anmeldelse: Dansk Sproghistorie. Bind 1: Dansk tager form 
Et fandens komisk sprog: Seks sætninger på Berbice-nederlandskkreolsk fra 1803 – og en annonce fra Dansk Vestindien 
Fem stjerner for en ny fransk grammatik