Siden jeg startede på lingvistikstudiet ved Aarhus Universitet i 2003, har det været en drøm for mig at lave lingvistisk feltarbejde på en ø i Stillehavet. Denne drøm blev til virkelighed i 2014, da jeg påbegyndte en ph.d.-stilling ved University of Newcastle i Australien, med det formål at lave lingvistisk feltarbejde på Salomonøerne, mere specifikt på øen Utupua. Det oprindelige projekt stødte på flere vanskeligheder end jeg umiddelbart havde regnet med, og jeg blev til sidst nødt til at skifte feltsted, og endte med at udføre et lignende feltarbejde på en ø i Cookøerne. I sidstnævnte forbindelse udfærdigede jeg en grammatik over manihiki-sproget (læs mere her).
Begge projekter – både det ufuldendte og det fuldendte – bød dog på mange oplevelser og erfaringer, og på venskaber med folk fra kulturer, som er radikalt anderledes end vores egen. Det vil jeg fortælle lidt om i denne rejseberetning, hvor jeg har valgt at koncentrere mig om opholdet på Salomonøerne.
Min barndom – hvordan min interesse for Stillehavet og for sprog blev grundlagt
Stillehavet har udøvet en dragende indflydelse på mig siden jeg var dreng. Jeg var vel kun en 11-12 år gammel, da jeg fra Lyngby Stadsbibliotek lånte et par bøger af den norske eventyrer Thor Heyerdahl, hvori han beskriver sine oplevelser fra øen Fatu Hiva i den nordlige del af Fransk Polynesien. Her boede Heyerdahl sammen med sin første hustru Liv i 1937-38. Som dreng læste jeg aldrig bogen fra ende til anden, og jeg forstod kun delvist, at det faktisk var en barsk fortælling om en illusion der bristede, da livet på den fjerntliggende ø ikke var helt så idyllisk, som parret oprindelig havde forestillet sig. Nej, jeg læste bogen i små brudstykker for at få indblik i den fascinerende og fremmedartede verden, som den beskrev, og kiggede selvfølgelig på de mange billeder. Både dem i sort-hvid, som parret havde taget i slutningen af 30’erne og farvebillederne, som Heyerdahl havde taget, da han mange år senere var vendt tilbage til Fransk Polynesien som en ældre mand.
Af brudstykkerne, som jeg læste, fik man serveret en historie om en ø, som i overvejende grad var bevokset med tropisk urskov, hvor man kunne leve af de frugter, som voksede vildt i urskoven suppleret med fisk og skaldyr fra floden og havet. Om vilde bananer, brødfrugter med vild honning, flodkrebs, råt hajkød, som først skulle renses ved at ligge i citronsaft og mange andre ting.
Som barn voksede jeg op i Lyngby nord for København – det som senere er blevet omdøbt til Kongens Lyngby. Det er et efter danske forhold naturskønt område med masser af skov, søer og Mølleåen, hvor man om sommeren kan padle sig frem i kano og opleve en ganske anden verden end man ellers finder her i Danmark, den som i bedste fald består af røde og gule mursten, og i værste fald af industribygninger i beton med stål og tonede ruder. I Thor Heyerdahls beskrivelse af Fatu Hiva mødte man ligeledes en verden, hvor skov og hav var i centrum. Det var en verden, som jeg ønskede at opleve!
Sideløbende med min interesse for naturen og for fjerne destinationer, udviklede jeg også en stærk interesse for sprog. Det startede egentlig med, at jeg i syvende klasse skulle vælge mellem at lære tysk eller fransk i skolen. Jeg valgte tysk, men besluttede mig for at lære fransk på egen hånd, og opdagede, at jeg havde flair for det. Kort tid derefter fandt jeg nogle indbundne udgaver af det danske tidsskrift Frem fra 1920’erne, som min mor havde arvet. I disse tidsskrifter havde de en række artikler om sprog, og der var især to af artiklerne, som fangede min opmærksomhed: én om kunstsprog (volapük, esperanto, ido) og én om bantusprog. Jeg læste begge disse artikler om og om igen. Kunstprogene fascinerede mig ved deres logiske opbygning og bantusprogene derved, at de var så radikalt anderledes i deres struktur end alt, hvad jeg hidtil var stødt på i mine studier. På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke hørt, at der fandtes et fag på universitetet ved navn lingvistik – eller i fordansket udgave: sprogvidenskab – men set i tilbageblik er det alligevel tydeligt, at det var her min passion for netop denne gren af videnskaben blev grundlagt.
Under min gymnasietid var spansk et af mine yndlingsfag, og sideløbende hermed læste jeg alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om blandt andet swahili og mandarinkinesisk på Lyngby Stadsbibliotek. Jeg studerede også mine forældres bøger om grønlandsk, som de havde haft med hjem fra deres tre måneders forskningsophold i starten af 80’erne, få år før jeg selv blev født. En sidste bog som må nævnes fra denne periode er Esperanto lingvistisk set af John Wells, som, udover at beskrive kunstsproget esperanto, også indeholder en mængde information om sprog som tyrkisk og zulu. Hvis jeg ikke tager fejl, var det her, jeg første gang stiftede bekendtskab med inddelingen af verdens sprog i tre typer: isolerende eller analytiske sprog, agglutinerende sprog, og endelig fusionerende eller amalgamerende sprog. At grønlandsk tilhører en fjerde type, nemlig de polysyntetiske, eller mere præcist “polyagglutinerende” sprog, lærte jeg først mange år senere.
Læreår
Da jeg efter to sabbatår begyndte på lingvistikstudiet ved Aarhus Universitet, fik jeg endelig lejlighed til at fordybe mig på fuld tid i min store passion. Under kyndig vejledning af folk som Bill McGregor, Peter Bakker og Jan Rijkhoff blev jeg ledt dybere ind i sprogenes forunderlige verden, og stiftede for første gang bekendtskab med begreber som fonemer, allofoner, morfemer og allomorfer. Begreber, der virker så selvfølgelige, når man først selv har forstået dem, at man næsten ikke kan forstå, at man ikke kendte til dem før. Jeg lyttede fascineret til Bills beskrivelser af indfødte australske sprog som gooniyandi, og Peters beskrivelser af forskellige kreolsprog.
Min kandidatgrad blev taget på Københavns Universitet, hvor jeg modtog undervisning af blandt andre Mike Fortescue. Elisabeth Engberg-Pedersen var vejleder på min kandidatopgave, som kom til at handle om possessive klassifikatorer på oceaniske sprog. Jeg drømte stadig om at komme til at udføre feltarbejde i Stillehavsområdet, men var næsten fuldkommen blank med hensyn til, hvor dette skulle foregå. Heyerdahl havde vækket min interesse for Polynesien, men de fleste større polynesiske sprog, såsom samoansk, tongansk, newzealandsk maori, tahitiansk og hawaiiansk, var allerede velbeskrevne. Så stødte jeg pludselig i min læsning på omtalen af en gruppe øer, som gik under navnet the Eastern Outer Islands, hvor kun meget lidt feltarbejde nogensinde havde fundet sted. Navnet i sig selv var nok til at vække min interesse.
Til min store overraskelse fandt jeg ud af, at en kvindelig norsk lingvist ved navn Åshild Næss havde været på feltophold på nogle af disse øer, og at hun pt. var ansat ved University of Newcastle i Australien. Jeg fandt også ud af, at øerne i dag almindeligvis går under betegnelsen ‘Temotuprovinsen’ og er en del af den selvstændige nation Salomonøerne. Det lykkedes mig at få kontakt til Åshild og i juni 2014 begyndte jeg mine ph.d.-studier ved førnævnte universitet med det formål at lave lingvistisk feltarbejde i Asumbuo Village på øen Utupua i Temotuprovinsen – endnu længere væk end Åshild selv nogensinde havde været.
Salomonøerne
I november 2014 ankom jeg så til Honiara, Salomonøernes hovedstad, med to store Pelican cases, det vil sige to vandtætte kufferter. I dem havde jeg nogle få ekstra sæt tøj, en laptop, noget optageudstyr til både video og lyd i høj kvalitet, et solcelleanlæg, og derudover ikke særlig meget andet. Honiara var meget langt fra at være et idyllisk naturområde, men jeg havde nu heller ikke på forhånd gjort mig de store illusioner om denne by. Den var jo også kun et midlertidigt stop på min vej til Temotuprovinsen. Jeg brugte de første par uger i Honiara på at indlevere ansøgninger til de relevante myndigheder om en forskningstilladelse, samt en forlængelse af mit visum. Jeg fik at vide at der kunne gå lang tid, før jeg fik svar på mine ansøgninger, og besluttede mig derfor for at bruge tiden på at rejse til Utupua og lære folk i Asumbuo Village at kende, uden at lave egentlig indsamling af data eller andet forskning. Så kunne jeg forhåbentlig også få indsamlet underskrifter på de samtykkeerklæringer, som jeg ville få brug for, når jeg på et senere tidspunkt skulle vende tilbage med min forskningstilladelse og begynde på det egentlige feltarbejde, som blandt andet ville omfatte en lang række lyd- og videooptagelser på det lokale sprog.
Jeg besluttede mig for at tage færgen til Utupua. Jeg kunne også have valgt at flyve med et lille 12-personers fly til Temotuprovinsens hovedø Nendö, og der betale en lokal fisker for at fragte mig til Utupua i en jolle med påhængsmotor. Men jeg valgte færgen, først og fremmest fordi jeg gerne ville lære lokalbefolkningen på Salomonøerne at kende så godt som muligt, hvilket jeg ville få rig lejlighed til på en fem dages sejlads til Utupua. Den båd, jeg skulle rejse med, var et japanskbygget fragtskib, som var blevet doneret til Salomonøerne og omdannet til færge. På vej ombord mødte jeg så godt som kun lokale. Med én undtagelse: netop som jeg trådte ombord mødte jeg en mand på min egen alder, det vil sige i starten af 30’erne, som tydeligvis var vesterlænding. Jeg gik op til ham og introducerede mig selv for ham på engelsk, men allerede ved den første ordudveksling mellem os blev det klart for os: Vi var begge to danskere!
Den unge mand hed Thomas S. Eriksen. Han var født og opvokset i Hørsholm, men boede nu på Møn. Det stod hurtigt klart for os, at vi var de eneste udlændinge i skib med omkring 400 passagerer, og det var faktisk rart at have en landsmand at snakke med, når nu man sådan begav sig ud på næsten uudforskede kanter.
Ankomst til Temotuprovinsen
Efter to dages langsom sejlads ankom vi nu til Temotuprovinsen. Ud fra alle beskrivelser jeg tidligere havde hørt eller læst, var Temotuprovinsen, eller i hvert fald det meste af den, et naturskønt område, hvor de fleste af de større øer endnu var dækket af næsten uigennemtrængelig urskov, og hvor det meste af befolkningen levede i landsbyer ved kysten bestående af små hjemmelavede palmehytter. Jeg blev ikke skuffet. Vi nærmede os nu provinsens hovedø, den ø som den spanske opdagelsesrejsende Álvaro de Mendaña i slutningen af 1600-tallet havde givet navnet Santa Cruz. På de oprindelige sprog, som tales på øen, er den dog kendt som Nendö eller Ndeni. Vi nærmede os øen fra nordvest, og det første vi kunne se, var den lille vulkanø Tinakula, som rejste sig ud af havet godt og vel 20 sømil, det vil sige en små 40 kilometer nord for Nendö. Tinakula er en næsten perfekt pyramideformet vulkan, som rejser sig direkte ud af havet. I al den tid jeg opholdt mig i området, så man konstant røg komme ud fra toppen af vulkanen, og ifølge hvad de lokale senere har fortalt mig, kommer den i udbrud engang imellem. Vulkanens sider er dækket af urskov, og selvom ingen mennesker bor fast på den, sejler nogle folk fra Nendö med jævne mellemrum derover for at høste kokosnødder og andre frugter.
Efter Tinakula så vi så selve Nendö, en imponerende urskovsdækket grøn perle af en ø, på godt og vel 500 km² med et højeste punkt på øen på omkring 550 meter. Vi lagde til ved Lata ved øens nordvestkyst. Lata er provinshovedstad, men er i virkeligheden blot en lille landsby, som overvejende består af palmehytter, med kun ganske få små officielle bygninger, som var lavet i beton. Thomas og jeg gik i land, og nu begyndte eventyret. Vi fik fortalt af de lokale, at hvis vi gik en fem kilometer langs kysten mod sydvest, ville vi komme til en smuk flod, hvor de lokale fik deres drikkevand fra. Det skal siges, at Lata er langt den mest udviklede landsby i Temotuprovinsen, og der var faktisk et system, som gjorde at folk i landsbyen havde vand i hanerne derhjemme, og dette vand kom altså fra denne flod. Vi vandrede ad den brede grusvej midt i den bagende morgensol, mens vi kiggede nysgerrigt på vores omgivelser. Her var ganske anderledes end i Honiara. Til venstre for os var havet med dens brusende brænding. Til højre strakte sig en lang række af palmehytter, og bag ved palmehytterne lå den enorme urskov, som mere eller mindre dækkede hele øen. Efter en lille times gang kom vi til floden. Jeg ved ikke, hvad jeg egentlig havde forestillet mig, men jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Det var en brusende elv med det mest krystalklare perlende vand, jeg nogensinde har set.
På begge sider af floden rejste urskoven sig. Vi smed vores T-shirts og besluttede os for at tage en lille svømmetur. Vandet var dejligt svalt, hvilket var overraskende midt i den tropiske hede. Vandet var desuden så rent, at man faktisk kunne drikke det, mens man svømmede i det. Efter svømmeturen besluttede vi os for at vandre ad flodens breder mod det indre af øen, for at finde ud af, hvor vandet kom fra. Efter kort tids gang kom vi til en lille krystalklar sø, der nærmest lignede en slags rund naturlig swimmingpool. Ved bredden af søen stod en lille hytte, som husede det pumpeanlæg, som man brugte til at fragte vandet til byens vandhaner. For enden af søen rejste sig en bred klippevæg, og det var fra denne klippevæg, at vandet piblede direkte ud i søen. Vi blev enige om, at der måtte være tale om regnvand, som var faldet på fjeldet i det indre af øen, og som derefter var blevet absorberet af jorden og filtreret på naturlig vis, inden det altså sprudlede frem på denne måde.
På vej tilbage blev vi overrasket af et tropisk skybrud. En mand med fuldskæg ved navn Titus inviterede os indenfor i hans palmehytte og serverede en varm ret for os. Den bestod af kæmpemuslinger, som var skåret i mindre stykker, og stegt på en pande over åben ild sammen med grønne spinatlignende blade og kokosmælk. Det var lækker mad, og Titus var en venlig og imødekommende fyr, som var glad for at fortælle om den lokale kultur. Han viste os sin hjemmelavede flitsbue og de dertilhørende pile, og fortalte, at man i det indre af Nendö kunne jage vildsvin.
På vej tilbage til skibet kom en bil kørende langs grusvejen. I den sad fire soldater fra den newzealandske flåde, som var ved at tabe både næse og mund over at møde os. De var ude for at besigtige områder, hvor krigsskibe kunne lægge til i tilfælde af krig i Stillehavet, og de fortalte os, at de og vi tilsammen sandsynligvis var de eneste vesterlændinge i hele Temotuprovinsen.
Vi sejlede videre med skib og besøgte Reeføerne samt landsbyen Nanggu på den sydøstlige del af Nendö.
Ankomst til Utupua
Efter således at have touret rundt i det meste af den nordlige del af Temotuprovinsen, ankom vi endelig efter ca. fem dages sejlads til Utupua. Vi spottede først øen i horisonten i skumringstimen, lige før klokken seks om aftenen. Jeg var meget spændt på, hvad jeg ville møde. Det var her jeg skulle bo i lidt over en måned, uden elnet, uden rindende vand (bortset fra det, der løber naturligt i små vandløb), og uden nogen form for kontakt til min familie i Danmark og mine venner og kollegaer i Australien, udover måske en sporadisk sms i ny og næ, sendt og modtaget fra min lejede satellittelefon.
Da vi kastede anker ud for Amba Village lidt mere end en times tid senere, var det allerede bælgravende mørkt. Eller det vil sige, det var både måne- og stjerneklart, og lyset fra månen blev reflekteret i det hvide koralsand, hvilket gav hele landsbyen et magisk skær, ligesom når man går tur i skoven i et snedækket vinterlandskab i Danmark.
En polynesisk pige inviterede os indenfor i hendes fars palmebladshytte, som også fungerede som en slags købmandsforretning. Her fik vi lidt at spise, mens vi kiggede ud på sandet, palmerne og havet i den stjerneklare nat. Næste morgen sagde jeg farvel til Thomas, som igen stod på skibet og sejlede videre mod Vanikoro, mens jeg i båd blev fragtet til Asumbuo Village, som ligger syd for Amba Village, og er afskåret fra denne af en bred fjord.
Livet i Asumbuo Village
Jeg blev rigtig godt modtaget af beboerne i Asumbuo Village. Landsbyen bestod af en lang, smal række af huse langs stranden, som vel målte en 200 meter i alt. Alle husene var lavet af tynde træstammer, som blev holdt sammen af reb flettet af kokosfibre, og med vægge og tag af palmeblade.
Der var intet elnet, men de fleste beboere ejede én eller flere billige, men effektive solceller, som de brugte til at oplade gamle bilbatterier, sådan at de kunne have lidt lys i nattetimerne, hvis de skulle få brug for det. Der var hverken internet eller telefondækning, men nogle af de unge i landsbyen ejede en mobiltelefon. Når de rejste til Honiara brugte de den til at downloade musik- og videofiler, som de så kunne afspille for hinanden hjemme på øen.
Jeg fik udpeget to plejeforældre i landsbyen: Francis og Geogina. De var et midaldrende ægtepar, som havde fem sønner sammen, hvoraf de to yngste stadig boede i landsbyen.
Francis, min plejefar, endte med at være den, som jeg tilbragte allermest tid sammen med på øen. Han var i sin tid ankommet til Utupua fra et område i den vestlige del af Salomonøerne og havde giftet sig med Geogina, som var fra Asumbuo Village. Han var en mand af middelhøjde. Han var kraftig af bygning, og havde tydeligvis været meget stærk i sine yngre dage. Francis tog mig med på vandringer i landsbyen og i bushen, og var glad for at dele ud af sin viden om medicinske planter. Han og Geogina tog mig også med på kanoture langs hele kysten, blandt andet til den isolerede og smukt beliggende Tanimbili Village på østkysten af øen.
Tilbagekomsten til Honiara og den foreløbige afslutning på projektet
I januar 2015 tog jeg afsked med min plejefamilie og mine venner på Utupua. Efter opholdet på øen havde jeg tabt mig mere end 10 kg, og var nu nede på en kampvægt på 72 kg, hvilket med mine 179 cm må siges at være noget nær idealvægten. Det fandt jeg ud af, lige så snart jeg trådte op på en badevægt efter tilbagekomsten til Honiara. Det overraskede mig noget, for jeg havde på intet tidspunkt forsøgt at tabe mig, mens jeg var på øen. Men fem uger med friskfanget fisk, friske grøntsager, som lige er blevet hevet direkte op af jorden, samt friskplukket frugt direkte fra træerne, havde sammen med en fysisk aktiv livsstil gjort underværker.
Til min store ærgrelse var jeg dog ikke i stand til at få en forlængelse på mit visum, og derfor måtte mit projekt på Salomonøerne sættes på en pause, som har varet lige indtil nu.
Coverfoto: Afskedsbillede ud for Asumbuo Village med mine plejeforældre og to af mine venner fra øen.
Aslak Vaag Olesen fik sin M.Phil. (Master of Philosophy) i Lingvistik fra University of Newcastle i Australien i 2020, baseret på feltarbejde på Cookøerne. Han har endnu ikke færdiggjort sit projekt på Salomonøerne.
Kreolsprog, feltarbejde og lingvistisk teori – et interview med Peter Bakker 
Lingvistisk feltarbejde i Brasilien – et interview med Ana Paulla Braga Mattos 
Lingvistisk feltarbejde på Sankt Croix – et interview med Kristoffer Friis Bøegh 
Lingvistisk feltarbejde i Nusa Tenggara Timur – et interview med Jeroen Willemsen 
Nederlandsk. Grammatik og ordforråd. En lærebog. 
SOLIA – en forening med fokus på sprogskabelse. På P1 og AU.