I september 2024 udkom en ny grammatik over det elvdalske (älvdalska) sprog, som stadig tales – i en moderne form – af ca. 2500 personer i Älvdalen, i det nordlige Dalarna. Den nye elvdalske grammatikbog, A Grammar of Elfdalian, skrevet af Olof Lundgren og mig selv, Yair Sapir, har det såkaldte ’klassiske’ elvdalske sprog som forskningsobjekt – dvs. det elvdalsk, som blev talt af folk født før år 1900. Selv om elvdalsk ikke har officiel anerkendelse i Sverige, mener dets talere, at elvdalsk er kvalificeret til at blive anerkendt i Sverige, og de har derfor opfordret de svenske myndigheder til at anerkende sproget. En anerkendelse af elvdalsk lader dog stadig vente på sig.
Klassisk elvdalsk er højst interessant fra et sproghistorisk perspektiv af flere årsager: Elvdalsk var det dominerende sprog i det gamle Älvdalens sogn, sproget har forandret sig i et forholdsvist ringe omfang i løbet af de foregående århundreder, og det har desuden formået at holde sig temmelig upåvirket af rigssvensk. Fra ca. år 1900 og frem øges påvirkningen fra den moderne verden og det svenske sprog, som begyndte at sprede sig – selv til disse fjerne egne af riget. Rasmus Rask identificerede det ’dalske’, som taltes i nogle få sogne i Dalarna, som den mest arkaiske nordiske varietet efter islandsk og færøsk. Dog vil vi se, at elvdalsk, og de varieteter som tales i nærliggende sogne, har en historie, som er noget atypisk for nordiske dialekter og sprog.
Ifølge vores første hypotese opstod det gamle dalske sprog gennem kontakt mellem lokale jæger-samlere og bønder fra Uppland mod sydøst mellem ca. 500 og 750 e.Kr.. Vi fandt frem til denne konklusion ved hjælp af både sproglige og arkæologiske data. De sproglige data viser nemlig, at elvdalsk stadig i dag bevarer nasale vokaler, som vidner om en bortfaldet efterfølgende nasalkonsonant i urnordisk (et sprog som levede mellem ca. år 200 og 750 e.Kr.). Et eksempel herpå er lą̊s ’lås’, hvor det nasale å fortæller os, at der i urnordisk – eller urgermansk – har været et m efter vokalen, hvilket også bekræftes af andre indoeuropæiske sprog. Dette m var der ikke længere i oldnordisk (fra ca. 750).
På leksikalt niveau kan vi kigge på ordet til. På urnordisk betyder dette ord ’mål’ (sammenlign med Ziel på tysk), men på oldnordisk begynder ordet at blive brugt med samme betydning som i de fleste af nutidens nordiske sprog og dialekter – altså som en præposition, der angiver retningen. Interessant nok er denne præposition aldrig blevet taget i brug i elvdalsk og nærliggende varieteter. Der bruges præpositioner som að eller i og ą̊ (’på’) med akkusativ for at angive retning.
Fra omkring år 500 e.Kr. begynder artefakter såsom våben, smykker og mønter at dukke op i Uppland. Således bidrager arkæologisk data til at vise, hvordan påvirkningen fra Uppland begyndte tidligst i år 500 e.Kr.. Dermed kan vi konkludere, at urnordisk må være kommet til det nordlige Dalarna engang mellem ca. år 500 og 750 e.Kr., hvor den – urnordiske – periode sluttede.
Ifølge vores anden hypotese blev de dalske varieteter i det nordlige Dalarna påvirket både fra dialekter i Mälardalen i Sverige og fra forskellige egne i Norge indtil ca. år 1400 e.Kr.. En innovation i form af nasalassimilation i ord som bekk ’bænk’ og sopp ’svampe’ er et fænomen, som tydeligt kan spores til nogle norske dialekter i 800-tallet, sammenlignet med en anden innovation, nemlig bortfaldet af h (f.x. i ord som est ’hest’ og år ’år; hår’), begynder at dukke op på runeindskrifter i Uppland i Sverige omkring år 1000 e.Kr. (det er dog siden ’genopstået’ der på grund af påvirkning fra standardsvensk).
Man kan med rette spørge sig selv: Hvorfor ophører indflydelsen fra både øst og vest nærmest totalt omkring år 1400? Grundene til dette vil vi gerne finde i Kalmarunion grundlæggelse og Hansaligaens overtagelse af nærmest al handel i Norge og en stor del af Sverige, som finder sted omkring denne periode. Dette medfører, at det nordlige Dalarna taber sin rolle som et transitområde mellem Sverige og Norge og havner i en relativ isolation frem til midten af 1800-tallet, samtidig med at dansk, norsk og svensk gennemgår store sproglige forandringer.
Den 3. april 2025 holder jeg foredrag på Københavns Universitet, hvor jeg fortæller mere om de to nævnte hypoteser, men også om elvdalsks nuværende situation i Älvdalen, den sproglige revitalisering som sproget gennemgår og bestræbelserne efter at få elvdalsk anerkendt som et officielt minoritetssprog i Sverige. Yderligere information om foredraget kan findes her.
Yair Sapir er lektor i svensk sprog ved universitetet i Kristianstad i Sverige, og PhD i nordiske sprog. Yair har siden 2004 forsket om elvdalsk og også bistået den elvdalske revitaliseringsproces. Yair holder jævnligt sommerkurser i elvdalsk. Yair finder elvdalsk interessant, da sproget lingvistisk set ligger temmelig fjernt fra øvrige nordiske rigssprog samt indeholder en del arkaiske træk fra urnordisk og oldnordisk, men også en del innovationer fra både øst og vest og tillige lokale elvdalske eller ’dalske’ sproglige træk.
Språklig Essay 
Hvad er Det Nye Nordiske Leksikon, og hvordan opstod det? 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Sproggeniet Rasmus Rask – beundret ude, miskendt hjemme 
Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’ 
Vikingerne skal tie i Danmark: Bureaukrati og undergangen af oldnordisk ved Aarhus Universitet