En knirken i halsen – hvorfor danske gymnasieelever har svært ved at udtale spansk

¿Mi casa… Jacobolo Ditzolo. Pablo spaniol?

Ordene stammer fra Jacob Ditzel, en karakter fra TV2’s satireprogram Ditzel All Inklusiv, spillet af komikeren Charter McCloskey. Ditzel er rejst til Mallorca og skal fortælle seerne om, hvordan man ved hjælp af få spanske gloser kan klare sig på ferieøen. Vigtigst af alt minder han folk om, at ”hvis I er en 11-12 år, så er det ’¡no!’ til sangrias cervesas”.

En af grundene til, at det er sjovt, er, at mange danskere har en vis (om end begrænset) viden om spansk, og derfor kan forstå, at der er et eller andet galt med det, der bliver sagt. Ditzel taler ikke spansk, men ”skraldespansk”. Vi har også andre mindre humoristiske udtryk som fx ”turisttysk”, hvis vi vil give udtryk for at kunne tale en lille smule tysk, når vi er et smut over grænsen – måske nok til at bestille en øl eller to.
De fleste mennesker kommer aldrig længere end skraldespansk eller turisttysk. Mange danskere har haft mange års undervisning i skolen i ét af de større europæiske sprog – normalt tysk, fransk, eller spansk – men har ikke fået meget ud af undervisningen. Da jeg selv havde spansk i gymnasiet, fattede jeg stor interesse for det, men jeg var en del af et entusiastisk mindretal. De fleste andre syntes ikke, at det var spændende, og lærte derfor ikke at tale andet end basalt spansk. Jeg siger det ikke for at støde nogen, for det har intet med folks evner eller intelligens at gøre – de fleste danskere, specielt den yngre generation, er åbenlyst gode til at tale engelsk. Dog er det ofte ikke takket være engelskundervisningen, men nærmere alle de engelsksprogede medier, vi bliver udsat for. Det er faktisk svært ikke at lære at tale engelsk hen ad vejen. Det er ikke det samme med det 2. fremmedsprog, som tysk eller spansk.

Den berygtede danske accent

Jeg har altid haft følelsen af, at det er spild af tid at blive undervist i noget, der kommer ind gennem det ene øre og ud gennem det andet. Hvis man har gået til fodbold i fem år og stadigvæk ikke mestrer de grundlæggende regler og teknikker, ville man nok være en smule flov. Dog kan de fleste sagtens indrømme, at de har haft et sprogfag i mange år uden at lære meget mere end at sige ”goddag”, og at det egentlig ikke generer dem. Det er da synd – ville det ikke være bedre at få noget ud af undervisningen og ende med at kunne tale et andet fremmedsprog end engelsk, så vi i højere grad kan åbne døren til andre kulturer? Mange af os kender nok det lidt fortærskede citat tilskrevet Nelson Mandela a la ”vejen til en mands hjerte går gennem hans sprog”, men jeg tror, det er sandt. At beherske et fremmedsprog, ud over engelsk, er ikke bidende nødvendigt for at kunne begå sig i verden, men det udvider ens horisonter og tillader en at opleve andre kulturer og syn på livet på en helt andet måde, end hvis man skulle tilgå dem gennem engelsk.

Så da jeg havde mulighed for at lave en videnskabelig undersøgelse i form af mit bachelorprojekt i lingvistik på Aarhus Universitet, vidste jeg godt, hvad jeg ville undersøge: Danske unge, der var ved at lære spansk. Jeg valgte spansk, fordi jeg havde haft det i gymnasiet, og fordi det er et af de tre sprog (sammen med tysk og fransk), som de fleste elever kan vælge som 2. fremmedsprog. Et videnskabeligt projekt er nødt til at have et ret klart fokus, og mit fokus blev på udtale. Jeg havde længe tænkt, at mange danskere har en meget dansk accent, når de taler fremmedsprog. Det er i virkeligheden et indlysende faktum. Spaniere har en spansk accent, tyskere har en tysk accent, franskmænd har en fransk accent osv, men hvad er det præcis, der fører til denne accent? Hvordan kan man påvise det, og hvis det er tilfældet, hvordan kan man så arbejde på at reducere den danske accent i sprogundervisningen? Dette blev mit fokus i projektet.

Du knirker ikke nok

Således tog jeg ud på tre østjyske gymnasier og optog elever, der talte spansk. Jeg fik selvfølgelig lov først, jeg brasede ikke bare gennem døren til et tilfældigt klasselokale og håbede på, at det var en spansktime. Jeg udvalgte specifikt 3.G-elever, så jeg var sikker på, at de havde haft undervisning i flere år og ikke var nybegyndere, eftersom man så kan forvente, at de i hvert fald behersker spansk til en vis grad. I alt deltog 25 gymnasieelever i mit eksperiment. Mine forsøgsdeltagere udtalte 22 spanske sætninger, jeg selv havde skrevet, mens jeg optog det, og det var selvfølgelig ikke bare tilfældige sætninger, men nogle, der specielt var lavet til at fange udtalen af bestemte lyde på spansk, nemlig de såkaldte lukkelyde. Lukkelyde er konsonantale sproglyde, der involverer, at man lukker helt for den luftstrøm, man puster ud gennem munden, før man så puster den ud igen, hvilket forsager en slags mini-eksplosion (lydene bliver derfor også kaldt plosives på engelsk). Det lyder meget teknisk, men faktisk er ”b” og ”p”, ”t” og ”d” samt ”k” og ”g” alle sammen lukkelyde. De har alle det tilfælles, at man ikke kan ”holde” dem, dvs. blive ved med at udtale dem i lang tid. Hvis man udtaler konsonanter som “n” eller “l”, eller vokaler som “a” eller “u”, kan man holde dem lige så længe, man vil – prøv selv at sige “nnnnnnn”. Modsat kan man ikke holde et “p” eller et “k”. Igen, prøv selv – hvis du kan, vil jeg meget gerne høre fra dig, for så er der nok noget lidt specielt ved dine taleorganer.

Hvorfor er disse lyde så interessante? Jo, der er faktisk forskel på dem på dansk og spansk. Når folk med spansk som modersmål udtaler et ”b”, et ”d” eller et ”g”, er lyden stemt. Det vil sige, at deres stemmelæber vibrerer. Faktisk begynder deres stemmelæber at vibrere et stykke tid, før de overhovedet har sagt lyden, hvilket giver en knirkende lyd i halsen. Det er svært at høre, hvis man ikke er vant til det, men så snart man har fået øjnene (eller ørerne?) op for det, er det meget lettere at genkende. Det skægge er, at de selvfølgelig ikke ved, at de gør det (medmindre de har læst lingvistik på universitetet, går jeg ud fra…).

Hvad gør vi danskere så helt ubevidst, når vi fx udtaler et ”b”? Jo, for os er der slet ingen knirken i halsen. Når vi siger ”p”, ”t” eller ”k” er lydene aspireret, dvs. der kommer en del luft ud, hvilket der slet ikke gør, når man udtaler disse lyde på spansk. Det er som sagt ikke noget, vi gør med vilje. Det er bare sådan, vores hjerne har konkluderet, at man taler dansk. Hvad sker der så, når de danske deltagere i mit eksperiment taler spansk? Jo, de udtaler de spanske lukkelyde, som var de danske. 7 ud af de 25 deltagere producerede sommetider stemte lukkelyde, men ingen gjorde det gennemgående. Faktisk var det kun 12 ud af deltagernes i alt 243 lukkelyde, der var stemte (altså som på spansk), resten var udtalt som på dansk. Dette kan ses på nedenstående billede.

Jeg ved godt, det ligner noget fra Greys Hvide Verden, men lad mig forklare: Til venstre ser vi lydbølgen fra en dansk gymnasieelev fra min undersøgelse, der udtaler et “b” i starten af et spansk ord. Det kunne fx være bailar, altså ”at danse”. Til højre ser vi lydbølgen fra en person, der taler spansk som modersmål, og som udtaler den samme lyd. Den lydbølge, der kommer ud gennem munden på den danske gymnasieelev, ser anderledes ud end den spanske. Den blå kasse til højre viser, at den spansktalende person knirker med sine stemmelæber, hvilket er de små, regelmæssige bølger, før vedkommende udtaler b’et, som er de store bølger, der starter
umiddelbart efter den blå kasse. Gymnasieeleven til venstre derimod, udtaler b’et præcist som på dansk, dvs. uden knirken i stemmelæberne, og altså uden de regelmæssige bølger. Den blå kasse til venstre viser altså lydbølgen for hele b’et, fordi der ikke er nogen forudgående vibration i stemmelæberne. Men hvorfor mon?

Fænomenet transfer

Svaret ligger i et fænomen kaldet transfer. I virkeligheden er det et meget simpelt fænomen. Indenfor sprogets verden er transfer det, der sker, når vi, for det meste uden at tænke over det, overfører nogle forhold fra et sprog, vi har kendskab til, til et andet sprog, som vi forsøger at tale. For det meste er det fra vores modersmål, som jo er det sprog, vi klart er bedst til. For at transfer overhovedet kan opstå, er der normalt nødt til at være visse ligheder mellem de to sprog, hvor transfer sker. Lad mig her præsentere en sportsmetafor som forklaring (selvom jeg må indrømme, at jeg er noget gladere for sprog end for sport).

Lad os sige, at du er god til at spille håndbold, og nu gerne vil lære, hvordan man spiller basketball. Der er mange ting, du kan overføre fra håndbold til basketball, fx din evne til at gribe og kaste med bolden. Dog kan du også komme til at misforstå reglerne i basketball, fordi du kommer til at tro, at de er de samme som i håndbold. I basketball må man fx kun tage to skridt efter at have driblet, mens man må tage tre i håndbold. Hvis du direkte overfører din viden fra den ene sport til den anden, kan du altså komme til at misforstå reglerne. Du ville ikke have lavet denne fejl, hvis du ikke havde vidst noget om håndbold, og du ville slet ikke have lavet fejlen, hvis der var tale om et spil uden en bold, for så giver den misforståelse slet ikke mening.

Det samme kan man sige om sprog. Hvis man er af den opfattelse, at to sprog minder meget om hinanden, kan man komme til at antage, at sprogene udtales nærmest ens, mens den antagelse ikke er nær så sandsynlig, hvis der var tale om to meget forskellige sprog. En vigtig faktor i at mindske graden af transfer er altså at blive opmærksom på, at der er forskelle på sprog, som man måske ikke har haft øje for før. De fleste ved, at man ruller på r’erne på spansk, men de færreste har tænkt over, at man skal knirke lidt mere med stemmelæberne, end når man taler dansk.

Netop her kommer min anden pointe: Der bliver ikke undervist nok i udtale i sprogundervisningen på gymnasiet eller folkeskolen, så eleverne bliver aldrig opmærksomme på disse forskelle. Da jeg spurgte både eleverne og lærerne, fik jeg ofte at vide, at man havde lært om udtale i 1.G, men så var man holdt op med at snakke om det, ofte grundet en antagelse a la ”alle ved jo, hvordan man udtaler spansk”. Det er dog, som jeg har kunnet bevise her, en helt forkert antagelse.

Nu må jeg dog indrømme, at udtale for det meste ikke er det vigtigste aspekt af at lære et fremmedsprog, hvis formålet er at kommunikere effektivt med andre. Man kan nemlig sagtens gøre sig forståelig med en lidt afvigende udtale, mens det er svært, hvis man ikke har opbygget et ordforråd, for så kan man slet ikke sige noget. Man kommer meget længere med at pege og sige enkelte ord i stedet for sætninger, end hvis ens ordforråd på fransk udelukkende består af en perfekt udtale af ordet ”escargot”, men man ikke kan introducere sig selv, eller bestille noget på en restaurant (andet end snegle, altså). At forbedre sin udtale er dog alligevel vigtigt, for det vil altid være lettere for folk at forstå, hvis man udtaler sætninger nogenlunde som en modersmålstalende gør. Der er også situationer, hvor en dårlig udtale kan gøre en fuldstændig umulig at forstå, selvom man har styr på ordforrådet og grammatikken.

At slippe af med sin accent

Hvordan kan man så forbedre sin udtale? Mit projekts hovedfokus var i første omgang at afdække udtaleforskelle forårsaget af transfer, og ikke så meget at foreslå, hvordan man kunne reducere dem. Alligevel pegede mit projekt på et par ting. En af dem er HVPT-øvelser (det står for ”high variability phonetic training”), der involverer, at man hører afspilninger af lyde udtalt af mange forskellige personer, så man virkelig får trænet sit øre. Her kan man også påpege de forskelle, der kan være mellem dansk og det fremmedsprog, man er ved at lære – fx med de knirkende lukkelyde på spansk. Der skal dog flere og mere konkrete forslag til, som fremtidig forskning måske kan hjælpe med at kaste lys på.

Mit vigtigste forslag er, at man for gymnasiets vedkommende skal blive ved med at undervise i udtale efter 1.G, og ikke bare antage, at alle eleverne nu kan finde ud af at udtale sproget. De er nødt til konstant at blive mindet om udtaleforskellene mellem dansk og målsproget, for jo mere de bliver det, jo mere kan de få øjnene op for forskellene, og jo mindre transfer vil der opstå. Jo mere man bliver opmærksom på forskellen mellem reglerne for håndbold og basketball, jo færre regelovertrædelser vil man lave. Ligeså: Jo mere man får øjnene og ørerne op for forskellen mellem dansk og spansk udtale, jo mere vil man begynde at knirke med stemmelæberne, når man udtaler spanske lukkelyde.

Andreas Filskov Kirk Østergaard har en bachelor i lingvistik, og han læser nu en kandidat i samme på Aarhus Universitet. Han er specielt interesseret i tværkulturel kommunikation samt sprogindlæring og -undervisning, specielt på grund af sine egne erfaringer gennem flere år med at lære bl.a. japansk og koreansk. Han synes det er vigtigt at udvide sine horisonter og lære om andre kulturer, samfund og måder at tænke på i den store vide verden, og han mener, at sprog er en af de bedste måder at gøre det på.

Coverfoto: Colourbox.dk.

Lingoblogs essay-konkurrence for gymnasieelever 2022: Og vinderne er… Gør vores sjuskede udtale det svært for børn at lære dansk? Essay-konkurrence for gymnasieelever: Hvordan står det til lige efter fristen? Hvorfor har en voldtægt kun “angiveligt” fundet sted? Hvorfor gør du det, du gør? Så fik Danmark en strategi og et Nationalt Center for Fremmedsprog!