Indledningsvis er det på sin plads med en undskyldning. Forfatteren bag dette indlæg kan intet krav stille på særlig lingvistisk indsigt; min eneste undskyldning for forsigtigt at delagtiggøre læseren i de følgende betragtninger baserer sig ikke på nogen som helst faglig forståelse af sproget og dets finurligheder, men alene på interesse. Jeg er uddannet historiker, og altså i denne forbindelse blot en glad amatør – men selv blinde høns finder, hævdes det jo, af og til guldkorn.
Ét af mine særlige fokusfelter er den Første Verdenskrig 1914-18, hvor Europas stormagter røg eftertrykkeligt i totterne på hinanden. Fire års krig, der kom til at forme hele det 20. århundrede (og stadig trækker tunge spor, selv i dag), og som drejede alting i en ny retning, både politisk og kulturelt. Også sprogligt satte krigen sine spor, og i det følgende gives hermed til bedste en slags kort introduktion til dén slang, der udviklede sig blandt de britiske tropper ved fronterne.
Slang er en sproglig sub-genre, der naturligt nok opstår i særlige miljøer. Selve formålet med slang er vel, tænker jeg, udtryk for en klart defineret gruppes interne sammenhold, en særlig identitet; slang styrker samhørighedsfølelsen, simpelthen fordi den udgør en slags ”secret handshake”, og fordi den kan afspejle de ganske særlige forhold og erfaringer, der binder gruppens medlemmer sammen.
Naturligvis var den britiske hær, der krigen igennem talte lige knap 9 millioner mennesker fra alle hjørner af imperiet, en temmelig stor gruppe. Det var i praksis den mandlige halvpart af en hel generation, der delte erfaringerne. Men deres oplevelser og erfaringer var så unikke, så ukendte og nye, at behovet for at dyrke den særlige identitet selvfølgelig var påtrængende. Krigen 1914-18 var helt anderledes end noget, nogen hidtil havde oplevet.
I årtierne efter krigens afslutning udkom et væld af litteratur. Man analyserede strategier og forsøgte at forstå denne hyperteknologiske apokalypse, og stort set alle familier i imperiet havde mistet medlemmer. I kølvandet på hundredeårsjubilæet for krigens afslutning blev en del af disse gamle ”førstehåndsberetninger” genudgivet – herunder en håndfuld ”ordbøger”, udfærdiget af krigsdeltagere. Fra et historisk synspunkt er disse skrifter indlysende interessante, men også i sproghistorisk forstand kan de faktisk være et studie værd.
Skyttegravens slang fortæller ikke blot om folkelige sprogblomster og lingvistisk vid. De siger også en hel del om soldaternes prioriteringer; jo vigtigere et fænomen er, des mere folder det sproglige vid sig ud. Ikke overraskende er der to emner, der fylder særligt meget: mad og overlevelse, de to primære spørgsmål for de berørte.
Mest indlysende er, hvor påfaldende mange eufemismer der findes for døden. I en hverdag, hvor livet bogstaveligt talt var på spil dag og nat, og hvor snart sagt alle havde set venner blive skudt til flæskefars på nærmeste hold, og hvor dét at få naboens hjernemasse splattet ud over ansigtet var noget de fleste kendte til, var døden af indlysende årsager altid tilstede. Derfor kan det undre, hvor sjældent man støder på udtrykket ”død”. Men man benyttede meget nødig konkrete, specifikke udtryk for døden, og udviklede i stedet en vild underskov af slang. Man kunne get a wooden overcoat (altså ende i en kiste), eller være in the blue (forsvundet, blæst i småstykker). En meget svært såret soldat var en basket case, fordi han bogstaveligt talt skulle bæres væk i en kurv, og hvis man became a landowner behøvede man ikke spekulere på pensionen; det refererede til de 6 fod jord, der blev kastet på éns grav. Going home, clicking it, going west, being buzzed eller topped off var kun et lille sortiment af de myriader af eufemismer for død, man betjente sig af. På samme måde omtaltes sanitetssoldater, der hentede de sårede i Ingenmandsland, for body snatchers, og et lig i et vandfyldt granathul kunne omtales som Anzac soup (afledt af forkortelsen for Australia/New Zealand Army Corps). Man brød sig virkeligt ikke om at se fænomenet alt for direkte i øjnene. Galgenhumor og berøringsangst gled sammen i en mudret masse af omskrivninger.
En betragtelig del af soldaterslang var af den velkendte, klassiske cockney rhyming slang-tradition, hvor et udtryk kunne erstattes af et andet, der rimede. Dåsebønner kaldtes beef hearts (rimer på ”farts”), kontanter blev til bees ´n honey (= money), en kost kunne kaldes bride & groom (= broom), og bottle and glass var et almindeligt udtryk for røv (= arse).
Særligt de teknologiske aspekter af krigen blev hyppigt omsat i en art onomatopoetica. Pipsqueak, whizz-bang, crump og plonker var alle populære betegnelser for forskellige typer artilleriskyts, afledt af dén lyd, de frembragte når de kom susende mod én. Tilsvarende blev observationsballoner omtalt som blimp, som er dén lyd, en fyldt ballon laver når man slår på den (ballon-observatør var i øvrigt en meget farlig opgave. Observatørerne var kendt som balloonatics).
Fødevarer var generelt af ringe kvalitet, og ofte svært overhovedet at få frem i forreste linje. Mad fylder påfaldende meget i soldaternes beskrivelser af hverdagen, og ikke overraskende er der en lang række udtryk, der knytter an til ernæringsindtagelse. Pølser kaldtes populært for barkers, afledt af en populær myte om at de var fremstillet af selvdøde hunde (!), en pølse med kartoffelmos var en zep-in-a-cloud (efter zeppelineren, det tyske luftskib), og pommes frites, der egentlig er en belgisk opfindelse, som først vandt udbredelse i Storbritannien med krigen, blev til bombardier Fritz (den amerikanernes betegnelse, French Fries, stammer angiveligt fra amerikanske tropper i Belgien, der troede de var på den franske side af grænsen; selv i dag er belgierne lidt pikerede over udtrykket).
Når en hel generation pludselig får direkte kontakt med fremmede og eksotiske steder – hvilket slet ikke var almindeligt før krigen, rejseaktiviteten var uendeligt meget mindre end i dag – vil der uundgåeligt opstå en vis afsmitning. Det gjorde der selvsagt også under 1. Verdenskrig. Britisk soldaterslang har utallige eksempler på udtryk lånt fra de indiske kolonitropper, f.eks. doolally (gal, sindssyg), der er afledt af Deolali, et stort hospital for mentalt syge nær Mumbai. Cushy (hyggeligt, rart) er afledt af urdus kushî, og det hyppigst anvendte slang for selve England var blighty, en forvanskning af det bengalske bilayatï (betegnelsen for ”udlænding”).
Også andre sprog bidrog. Fra fransk kom bl.a. betegnelsen omms & cheevos for ”togvogn”, affødt af de franske vognes skilte med ”Hommes: 40, Chevaux: 8” (40 mand, 8 heste), og udtrykket napoo (af il n´y a plus – ”der er ikke mere”) kunne dække alt fra manglen på marmelade til brat død – to go napoo. Selv hovedfjenden, tyskerne, leverede materiale. Et almindeligt advarselsråb var ack-dum, en forvanskning af det tyske ”achtung”.
I det hele taget voldte de fremmede sprog generelt store problemer for de britiske tropper. Belgiske og franske stednavne var næsten umulige at udtale, og blev meget ofte ”undersat” til mere velkendte – men altså dermed i grunden inderligt meningsløse – former; landsbyen Auchonvillers i Picardiet blev således til Ocean Villas, den strategisk vigtige Mouquet Farm ved Thiepval blev til Moo-Cow Farm, og den gennem hele krigen voldsomt omstridte by i Flandern, Ieper/Ypres, blev blandt briterne til Wipers.
Referencer til det civile liv var ikke ualmindelige. Da den engelske brodie-stålhjelm blev introduceret i 1916 blev den lynhurtigt omdøbt til battle bowler eller tin hat, og når en soldat overgik til civilstand (typisk på grund af alvorlige krigsskader) ville han join the bowler hat brigade. Skriftlige ordrer fra overkommandoen blev rutinemæssigt omtalt som bumf, en sammentrækning af bum fodder (”numsefoder”, altså toiletpapir). Udtrykket chat, der i dag anvendes om en uforpligtende hyggesludder, var oprindelig betegnelsen for de allestedsnærværende lus; mens man sad og pillede uniformen fri for lus kunne man hyggesnakke – og udtrykket skiftede simpelthen indhold.
***
Som indledningsvis påpeget er der overleveret rent utrolige mængder af skyttegravs-slang. Interessant nok lader det til at have været et særligt fænomen blandt soldater fra det britiske imperium; trods årtiers søgen er det kun lykkedes mig at finde ganske få eksempler på tilsvarende tysk slang. Hvad årsagen er står ikke helt klart, men dels har briterne en århundredlang tradition for et kreativt og vittigt blik på sproget som tyskerne måske ikke i helt samme grad deler, og dels spiller det sandsynligvis ind, at det, der måtte have været af tysk slang, simpelthen ikke er overleveret i samme omfang. Hvor briterne gik ud af krigen som sejrherrer, og derfor altid har set det som en triumf, har tyskernes tilgang til verdenskrigen været præget af en – i øvrigt mildt sagt ikke helt berettiget! – skyldfølelse, der måske i mindre grad har stimuleret til erindringsskrifter af denne art.
Afslutningsvis kan det påpeges, at den britiske skyttegravs-slang på en pudsig måde er gledet ind i eftertidens populærkultur; når de nyhvervede soldater skulle udfylde de nødvendige skemaer og blanketter fik de vejledning i et fortrykt eksempel. Her var navnet anført som ”Tommy Atkins” (der altså blot var et tilfældigt eksempel på et britisk herrenavn), og de engelske soldater fik derfor fællesbetegnelsen Tommy (ganske som man herhjemme tidligere talte om ”den danske Jens”). Blandt briterne anvendtes flere forskellige øgenavne for de tyske soldater, f.eks. Fritz, the boche og the hun. Men langt det mest udbredte udtryk var Jerry. Når briter og tyskere lå i deres mudrede løbegange og plaffede løs på hinanden, var det altså med andre ord en kamp mellem… Tom og Jerry!
***
For en uddybende redegørelse af britisk slang og vid i skyttegravene, se bl.a. John Sadler & Rose Serdiville, Tommy Rot (2013), samt John Brophy & Eric Partridge Dictionary of Tommie´s Songs and Slang, 1914–18 (2008)
Kåre Johannessen er uddannet historiker, og har gennem tre årtier arbejdet med aktiv, publikumsorienteret historisk formidling. Han har udgivet en række faghistoriske bøger og fire romaner, og har arbejdet med formidling på både TV2 og DR. KJ har bl.a. været inspektør på Middelaldercentret i Nykøbing F, og på Vikingeborgen Trelleborg, og arbejder idag som selvstændig foredragsholder og konsulent på TV- og filmproduktioner, bl.a. “Erna i Krig”. Interesserede kan læse meget, meget mere om WW1 på bloggen på min hjemmeside: kaarejohannessen.dk
En ny bog om historien om engelsk 
Ti ting du (måske) ikke vidste om russisk 
At spille kort – Bygger vi broer eller graver grøfter, når vi spiller nazisme- eller racismekortet? 
Truer låneord det russiske sprog? 
Nationalitet og sprog på varietéscenen 
Sproggeniet Rasmus Rask – beundret ude, miskendt hjemme