Indrømmet. Jeg er ikke den første, der har tænkt tanken, at emojis minder om hieroglyffer. Hvis ægypterne kunne se ind i fremtiden, havde de sikkert sagtens kunnet forstå, at vi i dag også fascineres af kommunikation med små billeder i stedet for ord.
Det er knap så banalt, som det lyder. Emojis er multifunktionelle tegn, og der er nok ikke mange tilbage, der kan sige sig helt fri for at have brugt en emoji fra tid til anden. Helt ny forskning viser ganske vist, at de unge begynder at trække i land igen, når det kommer til hyppigheden af emojis. Det hænger sandsynligvis sammen med, at deres forældres generation – og dem, der er ældre endnu – også har taget emojis til sig som en del af deres onlineinteraktion. Det har nu en gang altid kendetegnet ungdommen, at de havde deres eget sprog: ungdomssproget.
I stedet for at undersøge om det er ved at udvikle sig til en ungdomsmarkør ikke at bruge emojis, vil jeg her se på, hvordan emojis og hieroglyffer ligner hinanden som system. Det drejer sig efter min mening om tre områder: emojis og hieroglyffer brugt repræsentativt, symbolsk og allografisk henholdsvis fonetisk.
Hvis vi ser bort fra smileyerne, er den repræsentative funktion måske den, vi primært forbinder emojis med. Når vi bruger en emoji med et juletræ i vores onlinetekster, vil det oftest være fordi vi tænker på et virkeligt juletræ og gerne vil have vores modtager til også at tænke på et juletræ. Det bliver aldrig helt det samme juletræ, men nok snarere idéen om, hvordan et juletræ ser ud, og hvordan vi har det med juletræer. Vi arbejder med et mentalt billede af udseendet på det som vi ønsker afbildet. På samme måde brugte ægypterne piktografiske tegn som skriftens vikar for den forestillede genstand – den typiske genstand med alle dens karakteristiske elementer. Hvis vi igen tænker på juletræet, skal der pynt på træet, for at vi alle forbinder billedet af et trekantet nåletræ med et juletræ og ikke bare et grantræ. Selvom vi måske ikke er helt enige om, hvorvidt der skal lys på træet og en stjerne på toppen, er det prototypisk, at en eller anden form for pynt hører til juletræets uundværlige egenskaber.
Men juletræsemojien kan også bruges symbolsk som et udtryk for jul og alt det, vi forbinder med jul, for at få modtageren til at tænke på begrebet jul. Symboler fungerer, fordi vi deler associationer, dvs. vi får nogenlunde samme type tankeforbindelser ved at se det samme tegn. Faste symboler har en vedtaget betydning – såsom flaget Dannebrog, der symboliserer dansk nationalitet, og korset, der forbindes med kristendom. Grantræet har ikke altid været relateret til den kristne jul, og det stedsegrønne har symboliseret evighed længe før kristendommen, men i dag er et pyntet juletræ et af symbolerne på højtiden i dagene omkring den 25. december til minde om Jesu fødsel.
Emojis kan ligesom ord også bruges metaforisk. Hvis man sætter en emoji af klappende hænder ved siden af en hat, får man ordet klaphat. For mange af os, der var unge i 1980’ernes Danmark, hænger ordet klaphat uløseligt sammen med de danske fodboldfans og deres entusiastiske påklædning tilbage i 1984 og 1986, hvor både fodboldlandsholdet og de danske roligans gjorde en god figur ved mesterskaberne (hvis vi lige glemmer det smertelige nederlag til Spanien, der udløste en klassisk Ekstrabladsforside: ”Så nåede vi enden” sammen med et billede af den uheldige Preben Elkjærs iturevne buksebag). Nå, men mange af de festlige fans havde en filthat på med to påsyede hænder, der klappede, når man trak i en snor – ergo klaphat. Klaphat er siden starten af 1990’erne også blevet et slangord for ’fjols’, og her er sammenhængen til de klappende hænder og en hat ikke længere helt så tydelig, samtidig med at udtrykket nu strengt taget bruges metonymisk.
I modsætning til hvad mange nok tror, blev hieroglyfferne ikke udelukkende brugt ikonisk, dvs. hvor ligheden mellem tegnet og det betegnede er afgørende. Nogle hieroglyffer fungerede også som determinativer og som en form for alfabet, dvs. som fonetiske tegn. Netop det er Rosettastenen, der nu er udstillet på British Museum, et bevis for. Den mørkegrå granitsten blev i 1799 opdaget af franske officerer under Napoleons første felttog i Ægypten. På Rosettastenen, der næsten var en kvadratmeter stor, står et dekret om den makedonske kong Ptolemæus 5. Epifanes’ gudestatus, men for lingvistister er det nok mere interessant, at dekretet står på græsk sammen med demotisk og ægyptiske hieroglyffer. Fundet gav for første gang lingvister mulighed for at sammenligne hieroglyfferne med et andet kendt sprog en til en. I 1822 kunne den franske lingvist og ægyptolog Jean-François Champollion vise, at han havde knækket koden til hieroglyfferne. Derfor ved vi nu, at hieroglyfferne er et komplekst system, der også består af billed- og lydtegn.
Det var ganske vist først med det græske alfabet, at vi også fik vokalerne med, men ellers kan man godt se ligheden mellem hieroglyffernes alfabetiske anvendelse og ”emojibetet”, som nogen ynder at kalde det. Ved at bruge emojibetet kommer mit fornavn til at se ud på følgende måde: 🌴ℹ️📈🅰️. Denne type skriftbrug kaldes allografi, fordi det i bund og grund fremhæver ligheden mellem forskellige udgaver af det samme tegn. Lidt som at sammenligne og lege med forskellige skrifttyper. Forskere i digital skrift kalder det visuel eller grafo-stilistisk orddannelse. At lade emojis erstatte hvert eneste bogstav er ikke særlig udbredt, men når emojis afløser hele ord eller dele af ord som i klap +🎩, ses det noget oftere. Det grafo-stilistiske har en forløber i fænomenet leetspeak (13375P34X), hvor bogstaver erstattes af andre tegn, fx tal. Mens leetspeak startede som hackersprog, er emojisubstitution nok snarere en form for sprogleg, der minder om rebusser. Den type billedgåder fik en renæssance som selskabsleg, da vi for alvor begyndte at bruge emojis i starten af 2010’erne og for sjov testede hinanden i at gætte, hvilken film de udvalgte emojis skulle lede tankerne hen på, for eksempel denne: 🎃 👠 💃 🕰️.
Der er dog punkter, hvor emojis ikke minder om hieroglyffer, for selvom jeg har set henvisninger til potteskår med en tillempet smiley på, er det ikke smilende ansigter, der fylder på de gamle stenplader og papyrusser. Det gør de til gengæld i vores onlineinteraktion, hvor de er med til at skabe en hyggelig og indbydende atmosfære, vise vores følelser og gøre meningen i vores digitale meddelelser tydeligere. Men det er – som man siger – en anden historie.
Du kan læse meget mere om emnet i Tinas nyeste bog, Emojis, som netop er udkommet i går! Find den her.
Tina Thode Hougaard er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur, afdeling for Nordiske Studier. Hendes forskningsområde er sprog, interaktion og retorik i sociale medier.
