Alle sprog er lige, men nogle sprog er mere lige end andre. Det semitiske sprog, arabisk, tilhører denne sidste kategori – og på denne arabiske sprogdag er det værd at ihukomme.
Et par tørre tal kan retfærdiggøre denne påstand. For det første indplacerer arabisk sig som en af verdens fem største sprog med mindst 300 million mennesker modersmålstalende plus de 60 millioner, der har arabisk som andetsprog. I forhold til geografisk udbredelse dækker arabisk – med sit solide hold i Afrika i vest til sydvest Iran – cirka en syvendedel af jordens samlede breddegrader.
Det er imidlertid det arabiske sprogs kulturelle geografi, der virkelig sætter det på landkortet som en sprogmagt uden ligemand: Arabisk er Koranens sprog, det er islams sprog. Dette indebærer, at arabisk ikke blot er et kommunikativt middel for over 300 millioner mennesker, men at verdens omtrent 1,7 milliarder muslimer i et eller andet omfang har et forhold til arabisk som et religiøst og liturgisk sprog. I teorien reciteres det første kapitel af Koranen, Surat al-Fātiḥa (”Åbneren”), der er en fast del af de fem obligatoriske bønner, samlet set et sted mellem omtrent 35 og 75 milliarder gange om dagen over hele kloden. Sikke en symfoni! At det arabiske sprog på den måde samtidigt gestalter et kommunikationsmiddel og en religiøs og kulturel væren sætter det velsagtens i en helt særlig klasse.
Arabisk diglossia
Det arabiske sprogs særlige situation kaldes diglossisk (”to-tunget”). På den ene side har vi et uformelt, ”lavt” arabisk med en mangfoldighed af dialekter, der tales mellem familie, venner og på gaden, og hvis sproglære holdes sammen af sociale konventioner snarere end af sprognævn og digre grammatiske værker. På den anden side har vi det formelle, ”høje” arabisk – det såkaldte standardarabiske – der fungerer i den religiøse sfære, men også i uddannelse, politik, medier og litteraturen, og som modsat dialekterne netop holdes sammen af en veldefineret sproglære og lingvistisk metadiskurs.
Selvom denne sprogsituation kan være fascinerende for den arabiskstuderende, så bemærkes det ofte, at der for de arabisktalende medfølger problemer med diglossien. Eksempelvis fremhæves det hyppigt, at det i en region, der i forvejen kæmper med analfabetisme og uddannelse, ikke just er hjælpsomt med en så udtalt diskrepans mellem det talte, velkendte modersmål uden for uddannelsesinstitutionerne og det tillærte, stive standardarabiske inden for dem.
En anden mere tvivlsom, om end notorisk, kritik af den arabiske diglossi finder man eksempelvis hos den israelsk-tyske historiker Dan Diner, der i sin bog Versiegelte Zeit. Über den Stillstand in der islamischen Welt fra 2008 argumenterer for, at den arabiske og islamiske verdens stilstand og (påståede) manglende modernisering bør tilskrives netop denne sprogsituation. Ifølge Diner gælder det, at det standardarabiskes fastlåsthed som religiøst sprog afspejler og ultimativt forklarer den arabiske og islamiske verdens generelle ”forsegling i tid.” Ikke overraskende blev Diners argument mødt med kritik, heriblandt fra moderne idehistorikere af den arabiske verden. De anførte to hovedpointer af særlig relevans for forståelse af moderne arabisk. For det første overså Diner, at ’klassisk standardarabisk’ for længst har fået en veludviklet partner i ’moderne standardarabisk’, og at diglossien altså ikke længere er et spørgsmål om et ”lavt” modersmål overfor et ”højt” udelukkende religiøst sprog. For det andet måtte den højst usandsynlige implikation af Diners tese være, at hele den komplekse historie om den arabiske modernitet i 1800- og 1900-tallet – den såkaldte النهضة/al-nahḍa (“renæssance, (gen)oprejsning”) – ganske enkelt ikke har fundet sted.
Al-Nahḍa og moderne standardarabisk
Netop i dette år 2021 bør vi mindes ikke kun nahḍaens måske væsentligste produkt, ’moderne standardarabisk’, men også nahḍaens 200-års fødselsdag. I 1821 etablerede den daværende reformerende egyptiske guvernør, Muḥammad ʿAlī, nemlig en regeringstrykpresse i forstaden Būlāq, Kairo. Sammen med de private trykpresser, der dukkede op i Levanten fra midten af 1800-tallet, blev Būlāqpressen – der udsendte en officiel statsgazette og stod for trykkeriet af et utal af bøger og oversættelser fra særligt fransk – en af de centrale fysiske og symbolske begyndelsespunkter for ”det moderne gennembrud” i den arabiske verden. Rundt om disse centrummer i Kairo og Beirut samledes kristne og muslimske oversættere, religiøse lærde og en voksende kadre af intellektuelle uddannede i moderne skoler, der alle ”satte problemer under debat” med en nærmest brandesiansk anti-autoritær attitude: Hvordan bør den moderne stat struktureres? Hvad bør kontrakten mellem folket og dets herskere være? Hvad er forholdet mellem religion, videnskab og fornuft? Hvad bør kvindens position være i et moderne samfund? Disse og mange flere, var blandt de spørgsmål, nahḍaens tænkere tog op – alt sammen gennem det arabiske sprog.
Ikke overraskende havde dette en voldsom effekt på det eksisterende klassiske standardarabiske, der i den osmanniske verden før-nahḍa havde været reserveret en lille elite og funktionelt begrænset primært til det religiøse domæne – netop som Diner påstår, at det stadig er.
Pludselig under nahḍaen skulle det standardarabiske nu formidle en ”Ansturm fremdartiger Begriffe und Vorstellungen”, som den tyske arabist Hans Wehr formulerede det i sin moderne standardarabisk ordbog fra 1952 (der til den dag i dag stadig er arabistens foretrukne opslagsværk). Netop Hans Wehrs ordbog, der faktisk lægger sine definitioner op af nahḍa-tænkerne, er et testamente til periodens indvirkning på både det arabiske leksikon (ca. 40.000 fremmedord fra særligt fransk, engelsk og italiensk er listet i Hans Wehr) og moderne semantik (indflydelsen på grammatik og syntaks var noget mindre).
Arabisering og semantisk udvidelse
Én af de måder hvorpå disse omkalfatringer indledningsvist udtrykte sig var gennem morfologiske og fonetiske arabiseringer i eksempelvis transparente nahḍa-ord som ليبرال/lībirāl, سوسيالست/sūsyālist, برلمان/barlamān, ريبليك/rībublīk og جرنال/jurnāl. Sågar også det originalt arabiske ord ’admiral’ (fra أمير البحر/amīr al-baḥr, “havets kommandør”) “vendte hjem” fra fransk som أميرال/amīrāl. Denne åbenhjertighed overfor sproglig låntagning spejlede på mange måde den generelle nysgerrige og Europa-venlige intellektuelle attitude i de første årtier af nahḍaen indtil slut 1800-tallet. Ikke desto mindre blev få af sådanne låneord imidlertid bøjningsmæssigt produktive formentlig på grund af den relativt rigide fonotaks i standardarabisk. En for tiden relevant undtagelse er dog ordet كرتن/kartana (”at gå i karantæne”, fra karantīna), der så vidt vides er det første eksempel på en sådan produktivitet i moderne standardarabisk – en tendens, der ikke overraskende er blevet stærkere i de seneste årtier og som er ganske rodfæstet i dialekterne (fx i anglicismen ما بتعرف كيف تهندلها؟/ma btaʿrif kīf tahandal-ha = “don’t you know how to handle it?”).
En anden og gradvist langt mere hyppig måde disse sproglige forandringer manifesterede sig i den senere nahḍa var via semantiske udvidelser af eksisterende klassiske standardarabiske ord. Eksempelvis blev ليبرال/lībirāl gradvist erstattet af أحرار/aḥrār (“de frigjorte”), سوسيالست/sūsyālist af إشتراكي/ishtirākī (“den kammeratskabelige”), ريبليك/rībublīk af جمهورية/jumhūriyya (“samling af folk (i politisk enhed)”) og جرنال/jurnāl af جريدة/jarīda (“palmebladsstilk eller register”). Også ellers veletablerede klassisk standardarabiske ord som تقدّم/taqaddama (”at komme før tid”) og تأخّر/ta’akhkhara (”at komme efter tid/for sent”) tog form af nahḍa-tænkernes oplysningssemantik og den moderne fremskridtsidé, således at تقدّم/taqaddama fik den primære konnotation af ”at gøre fremskridt” (”at komme foran i tid”) og تأخّر/ta’akhkhara af ”at sakke agterud” (”at komme bagud i tid”). Som en af mellemkrigstidens bedst-sælgende nahḍa-titler lød:
لماذا تأخّر المسلمون؟ ولماذا تقدّم غيرهم؟/Limādha ta’akhkhara al-muslimūn wa-limādha taqaddama ghayrahum? (Hvorfor sakkede muslimerne agterud? Og hvorfor gjorde de andre fremskridt?) – en titel, der ikke havde givet meget mening i det førmoderne leksikon.
Denne forskydning fra arabisering til semantisk udvidelse spejlede samtidig nahḍa-tænkernes gradvise mere Europa-kritiske attitude og ønske om ”fornyelse (modernisering) baseret på det gamle,” som de udtrykte det. I sine mere kiksede puritanske udgaver – som fx hos datidens standardarabiske sprogpoliti i akademierne i Damaskus og Kairo – udmøntede denne strategi sig i håbløse forsøg på at kreere standardarabiske udtryk for ellers etablerede arabiseringeringer som f.eks. جمّاز/jammāz (“en kamel, der er hurtig på fødderne”) for trām (”tram”) og الشاطر والمشطور والكماح بينهما/al-shāṭir wa-l-mashṭūr wa-l-kamāḥ baynahumā (”en deler, en delt og et brud mellem de to”) for sandwich. Desværre hang de ikke ved, om end en mere moderat udgave den ånd, disse udtryk blev møntet i, faktisk tog hold i moderne standardarabisk, således at de ca. 40 tusinde fremmedord opgjort i Wehrs ordbog blot udgør 1,6 % af de samlede opslag.
På trods af sådanne underholdende fejlskud fra puritanere, lykkedes både nahḍaens sproglige og intellektuelle, kulturelle projekt langt hen ad vejen. Først og fremmest fordi det affødte et levedygtige moderne standardarabisk, der leksikalt og semantisk – uanset hvad Diner måtte mene – kan mediere et moderne liv og moderne politiske aspirationer, som da tuneserne, egypterne, syrerne og libyerne gik på gaderne i 2011 og demonstrerede til det standardarabiske slagord الشعب يريد إسقاط النظام/al-shaʿab yurīd isqāṭ al-niẓām! (“folket ønsker/kræver regimets fald”) – en frase og et koncept (om الشعب/’al-shaʿab’, ”folket”), der ikke overraskende trak tråde tilbage til netop al-nahḍa.
Det er dette moderne arabiske sprog og al-nahḍa, vi fejrer i dag. Mabrūk!
Mattias Gori Olesen er ph.d.-studerende og videnskabelig assistent på Arabisk- og Islamstudier, Aarhus Universitet. Han skriver afhandling om moderne arabisk idéhistorie med fokus på mellemkrigstidens Egypten.
Glædelig arabisk sprogdag! 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Truer låneord det russiske sprog? Er det farlige sprog stadig farligt? 
Den vanskeligste danske klusil for arabisktalende er /p/ 
Tilbage til børnehaven: En lingvists oplevelser med et fremmedsprog