Det japanske subjekt – et grammatisk trosspørgsmål

Det grammatiske subjekt er en vestlig opfindelse, der siden er blevet spredt til hele verden. Også til Japan, hvor man ellers ikke talte om subjekter, før den europæiske sprogvidenskab gjorde sin entré i løbet af 1800-tallet. Men hvis man kigger godt efter i den japanske grammatik, er subjektet dog en flygtig størrelse, der afhænger af øjet, der ser.

国境の長いトンネルを抜けると雪国であった。
kokkyō no nagai tonneru o nukeru to yukiguni de atta.

Således begynder den nobelprisvindende japanske forfatter Kawabata Yasunaris roman Yukiguni (‘Snelandet’) fra 1948. Yukiguni er endnu ikke oversat til dansk, men hvis vi skulle forsøge at oversætte ovenstående sætning til et nogenlunde naturligt dansk, ender vi med noget i den her retning:

“Toget passerede gennem den lange grænsetunnel og ud i snelandet.”

Som oversætter er man altid nødt til at træffe nogle valg, når man bevæger sig fra det ene sprog til det andet. Ofte er man nødt til at vælge, i hvor høj grad man vil forsøge at genskabe originaltekstens sproglige form og rytme på bekostning af den oprindelige betydning. Andre gange kan man være nødt til at tage hensyn til eventuelle uønskede konnotationer, der opstår på baggrund af betydningsmæssige forskydninger mellem sprogene. Typisk vil man blive fristet til at tilføje noget, der ikke står i originalen, for på den måde at kompensere for noget, der ellers ville være gået tabt i oversættelsen. Det hænder dog også, at de grammatiske forskelle mellem sprogene er så store, at man som oversætter bliver tvunget til at tilføje noget nyt til teksten, hvad end man vil det eller ej. Når man oversætter mellem to sprog, der er så forskellige grammatisk, som japansk og dansk er, er sidstnævnte snarere en regel end en undtagelse. Det er åbningen af Yukiguni et godt eksempel på. Lad os kigge nærmere på originalteksten og sammenholde den med vores forsøg på en oversættelse, ord for ord.

Mangler der ikke noget? Som den opmærksomme læser måske allerede har bemærket, er der ikke er noget ord for ‘tog’ i den oprindelige tekst. Der er faktisk intet subjekt af finde for verbet nukeru og ej heller for prædikatet yukiguni de-atta. Subjekterne gemmer sig heller ikke i morfologien eller andetsteds i grammatikken: De er der simpelthen ikke – grammatisk i hvert fald. Strengt taget lyder den japanske tekst:

“Da [           ] kom ud af den lange grænsetunnel, var [          ] snelandet.”

De fleste af os har lært i dansktimerne, at en sætning altid skal have et subjekt, eller et grundled, som folkeskolegrammatikken kalder det. Uden et grundled har prædikatet – eller udsagnsleddet – ikke noget at stå på. På dansk er det logisk at tænke sådan: Der må jo trods alt være noget, der kommer ud af grænsetunnellen. Men på japansk er der ikke behov for et grundled i denne forstand. Her er der ikke et “noget”, der kommer ud af grænsetunnellen, men tværtimod et “   ”, der kommer ud af grænsetunnellen. Hvad “   ” så henviser til, står hen i uvisheden.

 Hvis vi læser videre i romanen, finder vi rigtignok inden længe ud af, at romanens hovedperson, hr. Shimamura, er på vej til den japanske nordkyst for at besøge en varm kilde og få sin hverdag i storbyen Tokyo lidt på afstand, og at denne rejse altså foregår med tog. Med den viden kan vi som oversættere vende tilbage til den første sætning og indsætte det grundled, vores danske oversættelse gør krav på: “Toget passerede gennem den lange grænsetunnel.” Men det ændrer ikke på, at der kun står et “   ” i den japanske originaltekst: “Toget” er noget, vi tilføjer som danske oversættere. På japansk er “toget” hverken usagt eller udeladt: Der er ikke noget tog. Hvis sætningen opstod i en anden tekst, ville oversættelsen kunne lyde anderledes: “Da de kom ud af tunnellen, var de i snelandet” eller “Da vi gik gennem tunnellen, kom vi ud i snelandet.” Når vi oversætter til dansk – et sprog, der kræver et grundled i hver sætning – er det umuligt at oversætte 国境の長いトンネルを抜けると雪国であった uden først at stille spørgsmålet hvem eller hvad kom ud af den lange grænsetunnel? og dernæst forsøge at besvare spørgsmålet efter bedste evne. Men på japansk behøver spørgsmålet ikke at blive besvaret – eller rettere: Det behøver slet ikke at blive stillet. I stedet læser den japanske læser ubekymret videre.

På japansk er det i det hele taget langt mere normalt at lade ting stå usagt hen, end det er på dansk. En af de typiske fejl, man skal vænne sig af med, når man lærer japansk, er hele tiden at italesætte det, der allerede er tydeligt fra konteksten. Hvis man har været på en lang løbetur med sin japanske løbemakker og gerne vil give udtryk for sin udmattelse efter træningen, siger man blot tsukareta (疲れた) – ‘er træt’. Løbemakkeren skal nok selv regne ud, at man med sit deklarative toneleje ikke taler på vegne af andre end en selv. Vælger man derimod at italesætte det såkaldte subjekt, kommer man hurtigt til at lyde selvophøjet (‘Jeg ved ikke med dig, men jeg er i hvert fald træt!’). Men blot fordi man ikke nævner det, ændrer det vel ikke på, at der stadig er et subjekt? Vores logik fortæller os jo, at der må være nogen, der er blevet træt, ligesom der nødvendigvis er noget, der kom ud af Kawabatas grænsetunnel. Og ja, det er svært at argumentere imod subjektet i ren logisk forstand. Spørgsmålet er bare, om det så også betyder, at der er et grammatisk subjekt på japansk – et grundled, så at sige. Det korte svar er, at det kommer an på, hvem du spørger.

Det japanske subjekts historiske udvikling

Idéen om et “subjekt” stammer fra den aristoteliske logik og har været en del af den vestlige grammatiske tradition i over 2000 år, men det kom først til Japan i begyndelsen af 1800-tallet i form af nederlandske grammatikbøger, der blev importeret via havnebyen Nagasaki. På det tidspunkt havde japanerne selv udviklet deres egen tradition for grammatikskrivning, men selv om flere af disse japanske grammatikere havde teoretiseret over “sætninger”, var det aldrig faldet nogen ind at tale om et “grundled”. Inden længe blev subjektet dog kanoniseret i den japanske grammatikskrivning: I slutningen af 1800-tallet gennemgik det japanske samfund en række vidtgående moderniseringsreformer efter vestligt forbillede. Her forkastede japanerne deres egen grammatiske tradition til fordel for den vestlige sprogvidenskab, der som bekendt dikterer, at en “hel sætning” består af et subjekt og et prædikat. Da det nyoprettede japanske undervisningsministerium skulle vælge en officiel grammatikbog til brug i det nye, moderne skolesystem, dikterede den ligeledes: “En sætning kræver, uden undtagelse, et subjekt og et prædikat.”^[1] Når der så alligevel findes sætninger, hvor subjektet ikke er noget sted at finde, skyldes det efter sigende, at subjektet er “udeladt”. Det er en påstand, der er svær at modbevise – men det er omvendt også svært at bevise.

I begyndelsen af det 20. århundrede begyndte flere og flere japanere så småt at stille spørgsmålstegn ved den vestliggørelse, som samfundet havde gennemlevet i løbet af de seneste årtier, og også inden for sprogvidenskaben var der flere, der ikke længere blindt accepterede den europæiske lingvistik – særligt hvad angik det grammatiske subjekt. Det blev anledningen til den såkaldte shugohaishiron 主語廃止論 (‘argumenter for afskaffelsen af subjektet’). En af de japanske lingvister, der er bedst kendt for at udfordre idéen om det grammatiske subjekt, er Mikami Akira (三上章, 1903-1971).

Ligesom flere andre mente Mikami, at der ikke var belæg for, at japanske sætninger nødvendigvis bestod af både et subjekt og et prædikat. Tværtimod mente han, at det grammatiske subjekt ikke fandtes på japansk – i hvert fald ikke i den forstand, som det gør i europæiske sprog. Hvis vi skal forklare Mikamis teori med udgangspunkt i dansk grammatik, kan vi tage udgangspunkt i verbet at spise. På dansk er det helt naturligt at sige “Vi sidder lige og spiser,” uden at italesætte et objekt for verbet: Ingen føler et underlæggende grammatisk behov for at spørge “Okay, men hvad spiser I?” (Det kan naturligvis ikke udelukkes, at nogle stiller netop det spørgsmål, men i så fald vil det være på baggrund af almen nysgerrighed, og ikke fordi den oprindelige sætning er grammatisk ufuldendt). På dansk er det grammatiske objekt ofte komplementært – i betydningen ‘supplerende’. Sætningen står og falder ikke på, hvorvidt objektet er med eller ej. Ifølge Mikami behandler det japanske sprog sine subjekter, ligesom det danske sprog behandler mange af sine objekter: De er velkomne i sætningen, men ikke nødvendige. Med andre ord mener Mikami ikke, er der er behov for spørge, hvad der kommer ud af den lange grænsetunnel: Det er valgfrit, ikke nødvendigt.

Mikami udgav sin første artikel om subjektet i 1942, et tidspunkt hvor den japanske nationalisme var på sit højeste, men hans idéer nåede aldrig at blive en del af den sprogvidenskabelige mainstream. Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig fik den vestlige lingvistik endnu en gang medvind i Japan, og shugohaishiron blev fortrængt til den teoretiske periferi. Hvis man i dag slår op i langt størstedelen af de moderne grammatiske beskrivelser af det japanske sprog, der næsten uden undtagelse er skrevet inden for et vestligt funderet sprogvidenskabeligt paradigme, vil de sige, at ja, der findes subjekter på japansk – de bliver bare typisk udeladt fra sætningen.

Men hvem skal vi tro på? Har den vestlige sprogvidenskab ret i, at det grammatiske subjekt er en nødvendig del af sætningen, som man kan vælge at udelade, eller har Mikami ret i, at subjektet er et komplementært supplement til sætningen, som man kan vælge at tilføje? Det er praktisk talt umuligt at bevise den ene påstand over den anden, men hvis Karl Popper havde interesseret sig for japansk lingvistik, tør jeg godt gætte på, hvad han ville have sagt: Det japanske subjekt er ikke et spørgsmål om videnskab, men derimod et spørgsmål om tro.

Jonathan Puntervold er ph.d.-studerende på afdelingen for Globale Studier på Aarhus Universitet, hvor han forsker i den japanske lingvistiks ideologiske historie.

Referencer:

^[1] “文ニハ、必ズ、主語ト説明語トアルヲ要ス” Ōtsuki Fumihiko. 1897. Kō nihon bunten [‘Omfattende japansk grammatik’]. Tokyo: Yoshikawa Hanshichi. Side 257.

Samspil mellem sprog og kognition i børns sprogtilegnelse Del 2: Grammatisk udvikling Oh, sætningstræ… Om hans og sin – en standard med plads til valgfrihed Har Danmark fået en ny dialekt? Sprogbegreberne Rundt En ny historie om det nederlandske sprog