Der lugter godt i køkkenet, men dufter dårligt udenfor. Skraldet lugter, parfumen dufter, og marken lugter dårligt, men blomsterne dufter godt. Så hvordan bruges lugte og dufte egentligt?
Den Danske Ordbog definerer lugte således:
- udsende en lugt af bestemt karakter
- a. udsende en gennemtrængende eller ubehagelig lugt
Lugte har her to dimensioner: en neutral dimension (1) og en negativ én (1.a). I (1) uddybes den bestemte karakter af en efterfølgende specifikation, som f.eks. kan gøres gennem et mådesadverbium, den lugter godt, eller ved en reference til et substantiv, den lugter af melon. Men hvis lugte optræder alene, har det en negativ betydning (1.a).
Hvis vi ligeledes slår dufte op, får vi følgende definition:
- udsende behagelig lugt
Her er det tydeligt, at dufte kun har én dimension, som er positiv (2).
Så noget kan lugte eller dufte, altså enten være negativt eller positivt, og endvidere kan lugte betones positivt eller negativt, alt afhængigt af hvad det efterfølges af. Denne skelnen mellem behagelige og ubehagelige lugte er ifølge studier den mest sete blandt verdens og især de indoeuropæiske sprog.
Men hvad så med konstruktionerne det dufter godt eller det dufter dårligt? Hvordan placeres disse i dette aromavirvar?
Hvis vi først undersøger dufter godt, som kan ses i nedenstående samtaleeksempel, lidt nærmere, vil vi kunne se, at det er et eksempel på pleonasme, dobbeltkonfekt.
(3) SAMTALEBANKEN | SAM4 | MOEDREGRUPPEN1
164 SUS: e::jh det dufter godt→
165 (0.9)
166 DOR: ja iggås↗
167 SUS: jo→
168 DOR: det hazelnut↘
169 SUS: m::h ↘
Vi kunne konstatere, at dufte omhandler noget positivt, og derfor virker det overflødigt at skulle efterfølge det med noget yderligere positivt som godt. Så hvad er på spil, når vi tilføjer ekstra positivitet til dufte? En logisk og umiddelbar forklaring kan være, at dette betoner den positive betydning yderligere, altså forstærker positiviteten. Det virker i hvert fald tydeligt, at Sus i ovenstående eksempel er meget positiv stemt, da hun bruger e::jh inden konstruktionen og til slut m::h som et udtryk for nydelse.
En anden forklaring kan være, at lugte har udviklet eller er ved at udvikle sig til kun at være negativt betonet. Studier har vist, at i forbindelse med sprogændring ses der en tendens til, at neutrale lugteord udvikler sig til ord for negative lugte og ikke til ord for positive lugte. Hvis dette er tilfældet, så betragtes lugte kun som et negativt ladet ord, og derfor vil man måske kun benytte dette i forbindelse med en negativ lugt. Hvis man derimod omtaler en positiv, en behagelig lugt, så vil man altid bruge dufte, som ovenstående eksempel vil være et eksempel på.
Hvis vi kigger på det dufter dårligt-konstruktionen, har det derimod en mere modstridende karakter, da det semantisk positive verbum efterfølges af et negativt mådesadverbium. En mulig årsagsforklaring kan være en høflighedsdimension. Det kan være tabubelagt at påpege, at noget og især nogen lugter, og ved at benytte det positivt ladede verbum kan dette være et forsøg på at mildne det problematiske herved.
En anden forklaring kan være, at sprogbrugerne behandler dufte på samme måde som det neutrale lugte. Her kan man måske tale om en form for hyperkorrektion af dufte, så det følger samme mønster som lugte i sin neutrale form, hvor man kan tale for, at dufte kan efterfølges af et negativt mådesadverbium. I forlængelse af dette kan man også antage, at man ikke længere skelner mellem de to former, og at de derfor benyttes ens uden en betydningsmæssig forskel.
Dufte og lugte er altså fortsat et lille mysterium i det danske sprog. Dette indlæg har blot givet et lille overblik over mulige forklaringer på brugen af de to verber, men en masse arbejde kan gøres endnu for at komme til bunds i brugen.
Andrea Bruun læser lingvistik på Aarhus Universitet. Artiklen er skrevet på baggrund af hendes opgave i faget Sprog, Kultur og Samfund i 2015.
Coverbillede fra Wikimedia Commons.
Jeg gider ikk deltage i det mer 
Sån der – et talesprogsfænomen 
Har Danmark fået en ny dialekt? 
Forskellen på “ja↗” og “ja→” – og “nej↗” og “nej→” 
Hverdagsgrammatik – Hvordan folk stiller spørgsmål, forhandler samtaledeltagelse og styrer andres handlinger i dansk hverdagsinteraktion 
“Okay” kan være “okay↗” eller “okay↘” – Variation i udtale og funktion
:)
Tak for fin præsentation :)
Tak for denne interessante uddybning.
Kunne du et knytte en kommentar til det faktum, at man stadig oftere hører sætningen: Jeg kan dufte, at du har bagt” eller: “Prøv lige at duft”. Er det bare fordi man er så forskrækket over at knytte lugte sammen med JEG eller DU, eller er det fordi vb ‘at dufte’ umærkeligt ændrer karakter i retning af både at udsende og opfange?
Hej Ellen
Tak for din henvendelse! Og jeg beklager, jeg først vender tilbage til dig nu.
Jeg har desværre ikke undersøgt verberne ‘dufte’ og ‘lugte’ i betydningen hhv. “lugte til en (behagelig) lugt” og “opfange og registrere ved hjælp af lugtesansen” (DDO 2018). Her kan ‘dufte’ altså godt benyttes sådan – men DDO påpeger, at nogen anser denne form som værende ukorrekt, som jeg tænker, er dét, du påpeger.
Men mine umiddelbare tanker er, at man kobler ‘dufte til noget’ sammen med det positive på samme måde, som når noget udsender en duft, altså dufter. Der kunne altså sagtens være en hyperkorrektion fra brugen af ‘udsende’-verberne til ‘opfange’-verberne. I den forbindelse tænker jeg også, at høflighedsdimensionen spiller ind, som måske rammer noget af det, du også nævner med den her ‘forskrækkelse’.
Det er et super spændende aspekt, du bringer i spil, og det skal klart undersøges! Jeg beklager, at jeg ikke kan svare mere konkret, men at du kan bruge noget af det alligevel.
Kærlig hilsen
Andrea