Måske er jeg bare ikke frankofil nok. Eller måske skulle jeg være blevet på lingvistikstudiet et par år endnu og haft tilvalg på idéhistorie. Sidste bud er, at det er bogen, den er gal med.
”Den syvende sprogfunktion” af den franske forfatter Laurent Binet er en blanding af kriminalroman, semiologisk fagbog og tung showoff. Den er fra 2015 og udkom på dansk i år på forlaget Bobo og består af fem dele, 99 kapitler og 479 sider.
Plottet er kort fortalt: Den franske semiolog og litteraturkritiker Roland Barthes blev i 1980 ramt af en varevogn i Paris (som han også gjorde i virkeligheden). Da politiet mistænker påkørslen som overlagt mord, sættes kommissær Bayard til at efterforske sagen med hjælp fra lingvisten Simon Herzog, der forsker i sproghandlinger.
De to er et umage par: Bayard en brovtende konservativ, Simon en lidt ”muset”, venstreorienteret universitetsunderviser. De går på jagt efter det dokument, der manglede i Barthes’ jakke, da han blev påkørt: den syvende sprogfunktion. Jagten bringer dem til Italien og USA, ind i hede bøssesaunaer og den hemmelige Logos Club. Bag ved plottet rumler fransk 80’er-politik. Giscard er præsident, Mitterand vil gerne være præsident. Borg spiller tennis i stuernes TV’er.
Vi møder et netværk af bulgarere, der gerne agerer lejemordere, to mystiske japanere og cirka alle tidens pariserfilosoffer: Michel Foucault, Julia Kristeva, Jacques Derrida, Louis Althusser. På diskotekerne møder vi Jane Birkin, Yves Mourousi, sangeren i Taxi Girl, trommeslageren i Trust. Og mange flere. Svend Åge Madsen kan komme af sted med hele 126 karakterer i ”At fortælle menneskene”, fordi de bidrager til fortællingen og er nogen. Men i Den syvende sprogfunktion nævnes så mange, at de drukner i hinanden, og værst: Plottet drukner.
Fonten på omslaget er Comic Sans, altså ligesom i Anders And og de lejlighedssange, Tante Inger serverer til konfirmationen. Illustrationen på smudsomslaget er ligeledes fjollet, så jeg forventede en let, fjollet bog. Men at læse ”Den syvende sprogfunktion” var til tider som at vade igennem mørtel. Der er flere problemer:
Forfatteren gør opmærksom på romanen som fiktion, altså et typisk postmoderne træk, som kan fungere godt. Romanens første sætning er da også ”Livet er ikke en roman”. Men det bidrager ikke til historien. Jeg forestiller mig, det skal understøtte bogens budskab om, at sprog er magt, og sprog skaber virkeligheden. Men det vidste vi godt i forvejen.
Et par gange møder man sætninger som denne på side 102: ”Baren har jeg placeret i Rue de la Montagne-Sainte-Geneviève, men læseren kan også her anbringe den, hvor han lyster, for det betyder ikke noget særligt”. Jeg forventer, at det, jeg læser, betyder noget særligt. Ellers gider jeg ikke læse det. Fortælleren er et jeg, der stikker hovedet frem med 30 siders mellemrum. Jeget er kun et greb. Det er der, men ikke for noget. Jeg vil gerne slippe for at høre fra et jeg, som ikke er nogen.
Binet nævner navn på navn. Nogle gange er det sjovt, at hele den franske kulturelite er på bar sammen og har deres intriger og mærkværdigheder. Kendte jeg alle navnene, var det nok lidt fedt. Hvis ikke alle var karikerede papfigurer.
Romanen er fuld af detaljer og hele kapitler, som virker komplet ligegyldige. Plottet drukner i lange reportage-agtige forklaringer. Og læseren kan ikke se alting på én gang, for så ser de ingenting.
Bayard og Simon gennemgår en vis udvikling, men i abrupte ryk. Pludselig er Simon ikke en muselingvist, men knepper (forfatterens ord) Bianca på et obduktionsbord. Bayard er småsur, men ender med at redde Simons liv – og hans eneste særegenhed er, at han ryger en cigaret. Mange gange.
Hen imod slutningen møder vi en mørkeblond kvinde på en kopimaskine, næste gang har hun mørk page, siden er hun mørkhåret. Uden et frisørbesøg. Hvis det er en metafiktionel morsomhed, er den virkelig ikke morsom. Hvis det er en fejl, er den dum.
Selvfølgelig må jeg også fremhæve nogle fede elementer. Logos Club er spændende: Hele den europæiske kulturelite duellerer i debat og får afhugget en finger, når de taber. Sollers udfordrer én øverst i hierarkiet, så han får hugget testiklerne af. Av. Den virkelige Sollers blev vred og overvejede at sagsøge Laurent Binet.
Hist og pist er der gode jokes, som når Simon kan mærke jorden blive dekonstrueret under sine fødder. Hæhæ. Da Bayard ender på et værelse med Judith Butler, og hun ”røvpuler ham med en strap-on: ”I am a man and I fuck you! Now you feel my performative, don’t you?”” grinede jeg virkelig uden at kunne gøre op med mig selv, om Butler blev udsat for en led stereotypi. Og selve plottet er kækt fundet på og spændende, men det drukner i navne, lange, kunstige dialoger og flade karakterer. Ifølge Binet er 75 procent af dialogen rene citater, ”dekontekstualiserede og rekontekstualiserede.”
Det er muligt, det er forventningsafstemningen, den er gal med. Omslaget lover mig let krimi (med velplacerede elementer af filosofi og semiologi, håbede jeg), men jeg fik en tung, tætpakket roman med et sneglefartsplot.
Jeg er altså ikke frankofil nok til per se at elske alt fransk. Jeg droppede ud af lingvistik og gik glip af to tilvalgsfag på litteraturhistorie. Og så er den altså gal med bogen. Ikke ideen, ikke plottet, men formidlingen og strukturen.
Laurent Binet. Den syvende sprogfunktion. København: Forlag Bobo. Dansk oversættelse: Peer Bundgaard.
Eva Hellesøe har en næsten-bachelor i lingvistik og litteraturvidenskab. Hun har beskæftiget sig med skrivning, billedkunst, fashion og queerteori og studerer lige nu journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Jeg har ikke selv læst bogen (endnu), men jeg fik den anbefalet af tre mennesker uafhængigt fra hinanden, også af en der ikke ved noget om franske intellektuelle. Ikke alle læsere er lige så begejstrede.