Denne sommer sætter vi fokus på dialekter med en jysk sommerbrevkasse. Spørgsmålene er oprindeligt blevet sendt til og besvaret af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforsknings medarbejdere. Har du et spørgsmål til de jyske dialekter? Kontakt centrets medarbejdere her, eller tag et kig i Jysk Ordbog.
En sproginteresseret har spurgt ind til sætningen: “Du er da æt så knøv”. Knøv, hvad kommer det af?
Svar:
Brugt i sætningen “du er da æt så knøv” er der ingen tvivl om, at knøv betyder “klog, kløgtig”. Og det er nok mest i den betydning af ordet knøv, man stadig kan det i nutidigt jysk. Fra gammel tid har ordet imidlertid haft flere betydninger, se nedenfor.
Udgangspunktet er et gammeldansk ord knæver (eller lignende), der kendes også i oldislandsk som et roseord (= rask, flink). Som alle roseord har det haft tilbøjelighed til at brede sig over alle mulige rosværdige egenskaber (el. ironiske afsporinger heraf). Tænk bare på et moderne ord som smart, der iflg. Nudansk Ordbog har udviklet sig i forskellige retninger: en smart forretningsmand, en smart jakke.
I Jysk Ordbogs ældre kilder går ordet knøv helt klart på udseende, fremtræden, påklædning, opførsel – så længe vi holder os til Nord- og Midtjylland (nord for en linje ca. Ringkøbing-Vejle); det betyder “pæn, net, pyntet, nydelig, tækkelig” og alt sådan noget, og det kan parallelt med rigssprogets “pæn”, “køn” også bruges adverbielt: “det var knøvt (= pænt) gjort af ham” etc.
Syd for den nævnte linje dominerer i de ældre kilder betydninger som “dygtig, ferm, snild, opvakt, intelligent” – hvor knøv altså betegner indre egenskaber).
Jeg ved ikke, hvor du har hørt knøv i den sætning, du anfører; men udtalen “æt” af “ikke” tyder i retning af Vestjylland syd for Limfjorden. Og så er vi inden for et midtjysk område (fra ovennævnte linje Ringkøbing-Vejle, og nordpå ca. til Lemvig-Hobro), hvor knøv i vores yngre kilder ses at have udviklet sig fra at karakterisere de ydre til at karakterisere de indre egenskaber (nævnt ovenfor); Djursland og Samsø synes dog ikke påvirket af denne udvikling. Hvorfor udviklingen er sket, tør jeg ikke sige; men måske er knøv blevet udkonkurreret af andre ord (som pæn, køn), når det gælder udseende mv., og dermed har det stået til rådighed som betegnelse alene for indre egenskaber.
For skodderne mellem de to hovedbetydninger (ydre versus indre egenskaber) har naturligvis aldrig været helt vandfaste; fra Vendsyssel og Århus-egnen kender vi selv i lidt ældre kilder en tendens til, at knøv (anvendt overført og i den rette kontekst) kan gå på det indre: hvis man “er knøv på sine hænder” el. “knøv til at lave det-og-det”, så har det selv i ældre dialekt betydet, at man kunne frembringe noget kønt, og brugt uden de nævnte tilføjelser kommer knøv let til alene at kunne betyde “dygtig, ferm”; så det er måske i udtryk af denne type, vi skal finde kimen til den udvikling, som jeg ovenfor nævnte i det midtjyske område.
Dette spørgsmål blev besvaret af en redaktør på Jysk Ordbog.
Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning har til opgave at indsamle og analysere oplysninger om jyske dialekter og den jyske landbefolknings kultur i perioden 1850-1920. Centret udgiver det historiske dokumentationsprojekt Jysk Ordbog. Desuden arbejder centrets forskere med forskning inden for bl.a. sproglig variation og sprogholdninger.
Husker ‘knøwt’ om tale fra Blichers “Mads Doss”.
Bare et lille pips fra tanggårdenes Læsø, hvor ét af gårdene faktisk hedder knøv – og den kan endda lejes som feriebolig: https://landfolk.com/da/l/5f8b2fb6?adults=1
Og det er jo ik’ så ring’ endda ;-)