Denne sommer sætter vi fokus på dialekter med en jysk sommerbrevkasse. Spørgsmålene er oprindeligt blevet sendt til og besvaret af Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforsknings medarbejdere. Har du et spørgsmål til de jyske dialekter? Kontakt centrets medarbejdere her, eller tag et kig i Jysk Ordbog.
En sproginteresseret fra Tønder skriver: Hernede siger vi normalt ikke om folk, at de er flinke. Nej, de er glant folk. Men hvor kommer det ord glant fra?
Svar:
Ordet kommer – længst tilbage – fra fransk; glant er nemlig oprindelig det samme ord som galant, bare med en smule lydlig afslibning. På nutidigt rigsdansk bruges galant kun om en person, som optræder påfaldende opmærksomt og høfligt over for andre – og der ligger vist i reglen lidt ironi indbygget: personen er høflig på en gammeldags, nu forældet facon. Men den sønderjyske brug af glant viser, at ordet galant faktisk har meget mere potentiale i sig.
Snart sagt alt kan kaldes glant, hvis man føler sig godt tilpas med det. Som nævnt i spørgsmålet kan det være en person, der er glant. Enten fordi vedkommende har et pænt, flot, indtagende ydre: han æ en glant karl; eller også går glantheden på det indre, idet vedkommende er flink, rar og omgængelig: di æ så møje nawe glandt fålk å besøch. I sidste tilfælde kan man få en glant awten i deres selskab – en behagelig, rar, hyggelig, måske sjov aften, hvis vi skal prøve at gengive ordets indhold på rigssprog.
Også ting kan være glante: vo æ de et glant hus, I hæ hee, kan man sige – måske nok fordi huset er pænt, men allersnarest fordi det er godt og praktisk indrettet. På disse måder kan ordet bruges i næsten hele Sønderjylland (kun Als og Sundeved undtaget), desuden i Sydvestjylland.
Det er ikke hernede, alle disse betydningsnuancer pludselig er blevet udviklet. Sønderjyderne har blot fastholdt den betydningsbredde, som galant havde, da ordet i 1600-tallet blev indlånt i dansk. Går vi til datidens rigssprogsskrivende forfattere, som de citeres i Ordbog over det Danske Sprog, så vil man støde på mange af de samme nuancer, jeg ovenfor har antydet på sønderjysk. Når fx Holberg kalder nogle studier galante, så er fordi han finder dem mere underholdende end absolut nyttige, og når H.C. Andersen kalder folk i Kjøbenhavn for galante, så er det deres elskværdige imødekommenhed, han tænker på. Det er først hen i 1800-tallet, at den nuværende snævre betydning af galant slår igennem i rigssproget.
Ordets mange bevarede betydningsnuancer i sønderjysk gør det overordentlig brugbart: det er et ord, der høres næsten ligeså tit som det mojn, hele landet har lært at forbinde med sønderjysk. Og det må være et rigtigt “fornemmelses-ord”, som sønderjyder finder vanskeligt at erstatte med rigssprogets gloser.
Dette spørgsmål blev besvaret af Viggo Sørensen, redaktør på Jysk Ordbog.
Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning har til opgave at indsamle og analysere oplysninger om jyske dialekter og den jyske landbefolknings kultur i perioden 1850-1920. Centret udgiver det historiske dokumentationsprojekt Jysk Ordbog. Desuden arbejder centrets forskere med forskning inden for bl.a. sproglig variation og sprogholdninger.
