Forventningen til en sproghistorisk artikel er at den handler om sprogets udvikling, men vi ved desværre meget lidt om dansk tegnsprogs udvikling. Vi kan spore omtaler og beskrivelser af dansk tegnsprog – eller tegnsprog, som det kort blev kaldt – tilbage til starten af 1800-tallet. Men det der er overleveret, er ikke tekster på sproget, men netop omtaler og så korte beskrivelser af dets opbygning (se litteraturoversigten til sidst) at det er vanskeligt at se nogen forandring over tid. Der findes fx en ordliste med 118 tegn fra 1871. Ifølge Thomas Troelsgaard (2006) er ca. 80 af de 118 tegn i brug i dag. Men dels er det ret tilfældigt hvad man kan udlede af at sammenligne 80 ord fra 1871 med deres ækvivalenter i 2006, dels er tegningerne forholdsvis upræcise og den semantiske beskrivelse meget overfladisk. Og endelig er der det særlige problem ved at undersøge tegnsprog diakront at disse sprog påvirkes stærkt af ikoniske forhold, altså ønsket om at tegnene ligner det de betegner. Det forstyrrer ofte diakrone analyser som udviklingen i submorfemiske træk (”lydudviklinger”) og udviklingen i syntaks. Derfor må en sproghistorisk redegørelse for dansk tegnsprog blive en redegørelse for udviklingen i brug af og holdninger til dansk tegnsprog fra starten af 1800-tallet til i dag.
Hvis vi ser på dansk tegnsprogs institutionshistorie i de godt 200 år, er der to guldaldre og to nedgangsperioder fra starten af 1800-tallet til i dag. Den første guldalder blev indledt med oprettelsen af den første døveskole, formelt i 1807, men reelt i 1805. Initiativtageren var lægen Peter Atke Castberg, som på en rejse i Europa var blevet overbevist om at den såkaldte tegnmetode til undervisning af døve børn var den rigtige fremgangsmåde. Det betød at Castberg var lydhør over for de tegn børnene brugte eller udviklede i fællesskab. Blandt de første børn på skolen var der flere døve søskendepar, og det er sandsynligt at de medbragte mere eller mindre udviklede tegnsprog. Desuden ansatte Castberg en døv mand som lærer på skolen. Undervisningen foregik altså på tegnsprog, og børnene kommunikerede med lærerne og med hinanden på tegnsprog. Castberg skrev også en serie på tre små hæfter om sproget.
Men fra ca. midten af 1800-tallet var der en del især hørende lærere og skoleledere på de nye døveskoler rundt i landet der mente at børnene primært skulle lære at tale dansk og at mundaflæse. Og denne undervisningsform blev kanoniseret da en kongres af døvelærere i Milano vedtog en deklaration i 1880 om at talemetoden var den rigtige måde at undervise døve børn.
Men det betød ikke at dansk tegnsprog forsvandt, kun at sproget forsvandt fra døveundervisningen. På døveskolerne brugte børnene lystigt tegnsprog på sovesale og i frikvarterer. De lærte sproget fra ældre børn på skolen og især fra de børn der havde døve forældre. Når de blev store nok, giftede de sig med hinanden og flyttede ud i byerne omkring døveskolerne, især i København og Fredericia. Desuden havde oprettelsen af døveskoler og børnenes mulighed for at blive en del af et sprogligt fællesskab været sådan en succes at der var kommet en del døve håndværkere, og de oprettede den første døveforening i København i 1866, og derefter fulgte andre trop i resten af landet. I døveforeningerne var der et frirum for døve til at bruge tegnsprog og have et fritidsliv med klubber af forskellig slags.
Sådan fortsatte dansk tegnsprog sit liv op til 1970’erne, dvs. primært uden for døveundervisningen. På det tidspunkt var der flere og flere – især døvelærere og forældre til døve børn – der blev så utilfredse med børnenes udbytte af skolegangen og af deres egen kommunikation med børnene, at de i stigende grad insisterede på selv at lære dansk tegnsprog og på at undervisningen skulle foregå på sproget. Og dermed startede dansk tegnsprogs anden guldalder – altså i 1970’erne – med en lang række tiltag fra private, institutioner og staten til støtte for sproget og for døves muligheder for integration i samfundet ved hjælp af dansk tegnsprog og tolkning mellem tegnsprog og dansk.
Denne gang varede guldalderen hen til midten af 00’erne. I 1990’erne var man begyndt at operere døvfødte børn og give dem et såkaldt cochleaimplantat – et CI, som opfanger lydbølger ved hjælp af en ydre del og sender dem uden om det ydre øre ind gennem kraniet til kunstige elektroder i sneglen. Derfra går lyden så via hørenerven op til hjernen. Fra 2005 begyndte man også at hørescreene alle nyfødte børn. Når man i dag konstaterer at en nyfødt er døv eller har stærkt nedsat hørelse, bliver barnet så vidt muligt forsynet med et gammeldags høreapparat, som så erstattes af et CI allerede inden for barnets første leveår. Desuden opererer man nu på begge ører.
Sundhedsstyrelsen udarbejdede i 2010 kliniske retningslinjer for bl.a. efterbehandlingen af børn med CI. I de retningslinjer omtales tegnsprog kun som noget døve forældre bruger til deres børn, altså ikke hørende forældre, og dem er der langt flest af. Resultatet var at antallet af børn på de danske døveskoler faldt fra knap 350 i 2002 til godt 50 i 2020. Der er ikke blevet født færre døve børn, så de ca. 300 børn, som ikke i dag findes på døveskolerne, er inkluderet i folkeskolen. Det er selvfølgelig ikke i sig selv dårligt, men vi ved endnu ikke med sikkerhed om børnene får et godt nok undervisningstilbud. Desuden har udviklingen voldsomme konsekvenser for dansk tegnsprog. I den sidste periode hvor dansk tegnsprog forsvandt fra døveundervisningen, altså fra ca. 1880 til 1970’erne, stortrivedes sproget i døve voksnes liv og blandt børnene på døveskolerne. Nu er situationen en helt anden. Sproget trives stadig blandt voksne døve, men der rekrutteres færre og færre nye talere af sproget, og det plejer at have fatale konsekvenser for et sprog.
Der vil fortsat være talere af dansk tegnsprog mange år endnu, men sproget vil sandsynligvis ændre karakter fordi flere og flere voksne døve har mulighed for at høre dansk gennem et CI. Vi må så glæde os over at fremtidige lingvister der vil undersøge sprogets udvikling, har meget bedre muligheder for at lave egentlige sproghistoriske studier fordi moderne teknologi hjælper os med at bevare tidligere stadier af sproget.
Litteraturhenvisninger:
Castberg, Peter Atke. 1809. Om Tegn- eller Gebærde-Sproget med Hensyn paa dets Brug af Døvstumme og dets Anvendelighed ved deres Undervisning: Første Hefte. Kiøbenhavn, Andreas Seidelin.
Castberg, Peter Atke. 1810. Om Tegn- eller Gebærde-Sproget med Hensyn paa dets Brug af Døvstumme og dets Anvendelighed ved deres Undervisning: Andet Hefte. Kiøbenhavn, Andreas Seidelin.
Castberg, Peter Atke. 1811. Om Tegn- eller Gebærde-Sproget med Hensyn paa dets Brug af Døvstumme og dets Anvendelighed ved deres Undervisning: Tredie Hefte. Kiøbenhavn, Andreas Seidelin.
Danske Døves Landsforbud. 2020. Status på dansk tegnsprog: Undersøgelsesrapport 2020. København: Danske Døves Landsforbund – DDL. (https://ddl.dk/fileadmin/user_upload/Editor/PDF_filer/Rapporter/Status_pa___dansk_tegnsprog_2020.pdf)
De Døvstummes Haandalphabet samt et Udvalg af deres lettere Tegn sammenstillet, tegnet, graveret og udgivet af En Forening af Dövstumme. 1871. København, Th. Michaelsen.
Engberg-Pedersen, Elisabeth. 1993. Space in Danish Sign Language: The semantics and morphosyntax of the use of space in a visual language. Hamburg, Signum Press.
Engberg-Pedersen, Elisabeth. 2021. Dansk tegnsprog. In: Ebba Hjorth, Henrik Galberg Jacobsen, Bent Jørgensen, Birgitte Jacobsen, Merete Korvenius Jørgensen & Laurids Kristian Fahl. Red. Dansk sproghistorie bind 5: Dansk i samspil, 327-340. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Aarhus, Aarhus Universitetsforlag.
Jørgensen, Johannes. 1910. Tegn-sproget: Dets Væsen og dets Grammatik. København, Jul. Gjellerup.
Sundhedsstyrelsen. 2012. Kliniske retningslinjer for pædiatrisk cochlear implantation i Danmark – udredning, operation, efterbehandling og monitorering. (https://www.sst.dk/-/media/Viden/Specialplaner/Specialeplan-for-oto-rhino-laryngologi/Kliniske-retningslinjer-for-paediatrisk-cochlear-implantation-i-Danmark.ashx)
Troelsgaard, Thomas. 2006. Danske tegnsprogsordbøger: En oversigt over eksisterende ordbøger over dansk tegnsprog, sammenholdt med projektet Ordbog over Dansk Tegnsprog. Manuskript.
Widell, Jonna. 1993. Døves kultur: Fra åbning og isolation til manifestation og ligestilling. Ålborg: Døveskolernes Materialelaboratorium.
Dette indlæg er baseret på et foredrag i Vartov i København i anledning af udgivelsen af Dansk Sproghistorie, Bind 4 og 5. Forfatteren skriver om dansk tegnsprog i Bind 5.
Elisabeth Engberg-Pedersen er professor i anvendt lingvistik ved Københavns Universitet og har forsket i dansk tegnsprogs grammatik siden slutningen af 1970’erne. I 1993 forsvarede hun en disputats om hvordan døve bruger det tredimensionelle rum i sætninger på dansk tegnsprog. Siden har hun blandt andet sammenlignet forskellige tegnsprog og undersøgt hvordan det visuelle har indflydelse på sprogenes struktur, og hvor tegnsprog ikke adskiller sig grammatisk fra lydsprog.
Tegnsprog: Visuelle, men usynlige sprog 
Tegnsprog, sproglyd, lyd og larm i ny Oscar-vindende film om lyden af metal 
Alfabetisk rækkefølge i tegnsprog? Hvordan er det muligt??? 
Navnetegn i dansk tegnsprog 
Wonderstruck: Verden set fra døve børns perspektiv 
Hels drøm – en mellemsproget nordisk myte på dansk og runer.