Biografer som Grand i København og Øst for Paradis i Aarhus viser regelmæssigt film fra Færøerne, Grønland og Island. De er altid gode, og den nyeste film Det Vanskabte Land vises lige nu, men man skal måske skynde sig for at se den. De plejer ikke at være i biografen i lang tid i modsætning til kedelige, voldelige eller klichéfyldte amerikanske blockbusters.
Halvdelen af de talte replikker i Det Vanskabte Land er faktisk på dansk (nogle gange med islandsk accent), halvdelen på islandsk. Filmen er smukt skabt, man nyder forrygende flot natur i alle sæsoner, og historien er god. Og filmen er lang. Dejligt lang. Den kan også ses bl.a. i Nordisk Film Biograf i Trøjborg, Aarhus og Dagmar i København.
Lucas bliver sendt ud fra sin kirke i Danmark for at være præst i en lille landsby i udkants-Island. Han har en fotografi-apparat med. Det er vel et sted i årtierne inden 1900, at filmen Det Vanskabte Land spiller. Dengang var der ingen digitalkamera, og billeder skulle fremkaldes lokalt, og både fotografi-apparatet og kemikalier og udstyr skal med, begge to i hver sin rygsæk. Og glasplader, fordi man lavede ikke billeder på papir men på glasplader.
Filmen er baseret på en sand historie. Islændinge fandt engang en kasse med gamle fotografier på glas (klart lavet af en præst) og efterladt. Billeder af mennesker i naturen, billeder af mennesker foran en kirke, bygningsaktiviteter. Denne kasse med billeder danner grundlag for filmens historie. Hvad kunne der være sket? Hvorfor har nogen efterladt disse billeder?
En stor del af filmen handler om den lange tur på hesteryg gennem Island, men den slutter ikke der. Filmen handler derudover om menneskelige relationer og moral.
Når præsten Lucas ankommer med skibet til Island, tager han på en betagende og storslået trekking tur gennem Islands natur, vulkaner og bjerge. De rider på en flok heste sammen med en tolk og en del lokale håndværker, der skal hjælpe med at bygge kirken. Undervejs tager præsten Lucas også billeder. Nogle gange synger en islænding undervejs, eller der er en, der fortæller en historie – om en mand der var vidne til to ål, der parrede sig, og det fik store konsekvenser for hans forhold til familie og de andre i landsbyen. Men oftest er der ikke meget dialog. Det er koldt i bjergene. De rider gennem regn, sne, is og de overnatter i deres linnedtelte. Præsten beder om overlevelse. Han ryster af kulde.
En dansker i Island, det giver interessante observationer om sprog. Der er en islænding, som siger i filmen, at dansk er et grimt sprog. Der er en islandsk mand, der siger, at de altid skulle tale dansk om søndagen i hjemmet, og at han derfor hader det danske sprog – og måske også danskhed.
Præsten taler næsten kun dansk i filmen, selvom han allerede begyndte at lære det islandske sprog på havet på vej til øen. Han møder også en tosproget dansk familie i bygden. Jeg kan ikke afsløre alt for meget om historien, som er enkel men også gribende med mange uforudsigelige begivenheder. Had, kærlighed, tavshed, menneskelige og vanskelige moralske beslutninger.
Og så er der dyr. Dyrene spiller godt ligesom menneskerne i filmen i øvrigt. Der er ikke nogle vilde dyr i Island, men der er hunde og heste og får og kyllinger og en orm i en hestepære at se. Nogle gange kan man se film, der ender med en meddelelse lige som ”no harm was done to any animals”, men her kan man læse navnene af nogle dyr, der ikke lever mere.
Filmen kan anbefales, både fra et natur, menneskeligt og sprogligt perspektiv. Vær forberedt på, at billedet ikke ændrer sig to gange i sekundet.
Peter Bakker er lingvist ved Aarhus Universitet. Han begyndte en gang at læse Teach Yourself Icelandic, man kom ikke langt. Han har alligevel skrevet artikler om baskiske og germanske handelssprog på Island. Han har besøgt lokationer af den største massakre i Kongerigets historie på Island.
