Er der noget man ikke trænger til at høre mere om i år, er det corona. Ikke desto mindre vil denne nytårsklumme handle om lige præcis det, for i sproglig henseende er det oplagt at rette blikket i denne retning når vi ser tilbage på året der gik. Af det sproglige kan man desuden få indtryk af det mellemmenneskelige og det samfundsmæssige.
NOiD og nye ord
Jeg er en del af Sprognævnets nyordsgruppe, dvs. den faste redaktion ved ordbogen Nye ord i dansk – fra 1955 til i dag, internt kaldet NOiD, udtalt som et tostavelsesord med hovedtryk på anden stavelse og blødt d med stød til slut [,no’ið?]. I denne klumme vil jeg tage udgangspunkt i arbejdet med ordstoffet.
For nyordssamlere var 2020 umiddelbart et godt år, for hele tiden dukkede der ord op man ikke havde hørt før. Pludselig var man omgivet af ord som smittetryk, kontakttal, værnemidler, flokimmunitet, altankoncert og distancekaffe som osede af ’nye ord’. Gamle kendinge som samfundssind blev også bragt til ære og værdighed igen efter at have levet en hensygnende tilværelse i årevis.
Man skulle altså mene at 2020 var gefundenes Fressen for nyordsgruppen, og at de ord der i år blev indlemmet i NOiD, måtte være præget af det som næsten alt andet har været præget af i dette Herrens ord 2020. Men sådan gik det ikke helt, og hvorfor ikke det?
Kontakttal og coronagøgl
Der var ganske rigtigt nogle ord som faktisk var helt nye. Kontakttal blev fx lanceret fra sundhedsministeriet som erstatning for det tidligere brugte smittetryk, som man mente kunne misforstås. Lige netop det ord kunne vi altså med nogenlunde sikkerhed fastslå var fra i år. Desuden var der masser af nye sammensatte ord som vi også var sikre på var fra i år. Det gælder for eksempel alle sammensætningerne med corona– som første sammensætningsled. I Sprognævnet noterede vi coronadelle, coronadigt, coronaensomhed, coronafnidder, coronafrisyre, coronafyret, coronagøgl, coronakuller, coronakrise, coronalukket, coronapis og mange, mange flere.
Alle corona-sammensætningerne var tydeligt dannet i år som resultat af den pandemi som siden marts har præget vores liv. Det samme gælder et væld af andre lejlighedsdannelser: altankoncert, distancekaffe, krammeunderskud, matrikelkuller, skærmmiddag – ja, man kan jo selv fortsætte listen. Lejlighedsdannelser kan man altid danne, og typisk kan man ud fra enkeltdelenes betydning slutte sig til hvad det sammensatte ord betyder, fx kan jeg danne ordet jordbærglæde, og uden at have hørt ordet før vil man slutte at det nok betyder glæde ved jordbær.
Ordbøgers størrelse
Nå, men skyndte vi os så ikke at smide alle disse nye ord i ordbogen? Nej, det gjorde vi ikke, og det var der forskellige grunde til. I gamle dage da ordbøger typisk bestod af tryksværte på papir omgivet af et omslag, sigtede man efter at man fysisk skulle kunne håndtere dem. Dette havde direkte indflydelse på omfanget. Bortset fra ved de ordbøger hvis hovedsigte var at dokumentere et sprogs brug og udbredelse (fx Ordbog over det danske Sprog og diverse dialektorbøger), var det et vigtigt hensyn at bogen skulle ligge godt i hånden. Dette hensyn er nu til dags mindre vigtigt, for langt de fleste nyere ordbøger er netbaserede, og der er ikke på samme måde en øvre grænse for hvor mange ord man kan have med i en ordbog. Når vi ikke bare fylder op til maks., skyldes det andre hensyn, som nok også har eksisteret tidligere, fx i arbejdet med Retskrivningsordbogen, men som nu formuleres tydeligere fordi de teknologiske udviklinger ikke mere sætter en fysisk øvre grænse.
Misforståelser om ord og ordforråd
Der er forskellige ret almindelige misforståelser der handler om sprogs ordforråd og om hvornår noget er et ord. En af de mest udbredte møder vi jævnligt i spørgetelefonen. Voksne velbegavede mennesker spørger os i ramme alvor om fx læbecreme er et ord, for de kan ikke finde det i ordbogen! Ja, selvfølgelig er det et ord, siger vi så, du har lige brugt det, vi ved hvad det betyder, og det kan bøjes og bruges efter almindelige regler for dansk. Vi forsøger med andre ord at støtte deres tillid til egen sprogfornemmelse og sprogerfaring, og vi fortæller dem at man ikke kan slutte baglæns: Noget skal ikke være med i en ordbog for at det tæller som et ord.
En anden udbredt misforståelse er at et sprogs ordforråd er finit. De fleste er nok bekendt med påstande om at visse sprogs ordforråd (fx engelsk) er større end andre sprogs ordforråd (fx dansk). Det er jo noget pjat, for det kan slet ikke opgøres. Det man til nød kan opgøre, er hvor mange ord en eller flere ordbøger indeholder, og dét kommer helt an på de pågældende ordbøgers redaktionelle beslutninger: Har man valgt at tage dialektord med? Slangord? Historiske ord som nærmest er gået af brug? Fagord?
Jo mere tilsyneladende fuldstændige ordbøger ser ud, jo mere risikerer man at understøtte disse to misforståelser. Man kan i højere grad appellere til folks sunde fornuft og deres tillid til egen sprogfornemmelse ved at udvise en vis tilbageholdenhed når man fylder ord i ordbøger. Husk på at der alligevel ikke er et loft. Man kan altid lave ét ord til, og i den forstand består et sprogs ordforråd altid af mængden n + 1.
I NOiD kan man derfor kun finde ganske få opslag med corona-; det ene er simpelthen corona– som produktivt første sammensætningsled, og i det opslag viser vi så en stribe af de corona-sammensætninger vi har noteret i årets løb. Det andet er coronaturist, hvor vi vurderede at man faktisk ikke ud fra orddelene i sig selv ville kunne regne ud hvad ordet betød.
Gamle nye ord
En anden gruppe ord som hyppigt florerede i året der nu er gået, bestod af ord som samfundssind, flokimmunitet, hudsult og værnemiddel. Ord som mange danskere ikke kendte til eller brugte før 2020. Skyndte vi os så ikke at tage dem med i NOiD? Nej da, for de var jo slet ikke nye. De var bare ikke allemandseje. Samfundssind stammer helt tilbage fra midten af 1800-tallet og grundtvig-koldske ideer om menneskets rolle i samfundet og mellemmenneskeligt forpligtende ansvar. Siden er det blevet brugt igen og igen, ofte i samfundskriser, som appel til at man ser udover sig selv og sit eget bedste. Det er også blevet brugt i satiriske sammenhænge, fx i Røde Mors hit fra omkring 1970: Spænd livremmen ind, spænd livremmen ind, vis samfundssind.
Et ord som værnemiddel er velkendt af alle der arbejder i potentielt farlige situationer: På byggepladser bruger man sikkerhedshjelm og høreværn; på laboratorier bruger man sikkerhedsbriller og engangshandsker; sundhedspersonale kender også til engangshandsker, såvel som til ansigtsmasker og håndsprit. Værnemiddel var altså også inden 2020 et veletableret ord – det var bare et fagord som mest brugtes af fagfolk, og folk der ikke havde kontakt med de pågældende fag, kendte det ikke før det pludselig var på alles læber.
Fremtiden for de ’nye’ ord
Hvad sker der nu med alle disse ord som har præget 2020? Hvor mange af dem vil leve videre, og hvordan?
Der vil formodentlig ske det at alle corona-sammensætningerne vil blive forbundet med denne specifikke krise. De vil i eftertiden altså være historisk interessante, men de vil næppe indgå i det ordforråd man går rundt og bruger til daglig. Mange fagord som indtil i år primært har holdt sig indenfor deres relevante brancher, vil fremover være mere almindeligt kendt, her kan igen nævnes værnemidler, flokimmunitet m.m. På den måde vil de følge almindelige mønstre for fagord der er blevet almeneje, fx hygiejne, der engang var forbeholdt sundhedsbranchen, og fødekæde, som engang var noget især biologer og zoologer talte om.
Ordene og livet
En ting er dog ordene i sig selv. En anden ting er hvad de siger om os og om vores samfund det seneste år. Jeg vil her sige lidt om det.
For det første lyser de mange lejlighedssammensætninger, inkl. dem med corona-, af at vi prøver at håndtere situationen ved at sætte ord på den virkelighed der omgiver os. Coronafrisyre og coronafyret er fx begge udtryk som peger på praktiske omstændigheder forbundet med dette års begivenheder; det sidste selvfølgelig med tungere konsekvenser end det første.
Tidligere på året foretog jeg en undersøgelse sammen med min kollega Thomas Widmann hvor vi sammenlignede avisernes brug af ord fra februar måned med ord fra marts måned i år. Vi var netop interesserede i at se om man på denne måde kunne fange en hel masse spændende nye ord. Det kunne vi, men i virkeligheden ikke særlig mange – af reelt nye ord var der først og fremmest tale om de mange sammensætninger med corona– og andre lejlighedsdannelser. Til gengæld viste en nærmere granskning af ordstoffet at der i marts måned var en kraftig overhyppighed af ord som vi faktisk godt kendte i forvejen, som fjernundervisning, grænselukning, hjælpepakke, jobbank, håndsprit, nødpasning, engangshandsker, respirator, risikogruppe. I marts måned var vi simpelthen heftigt optaget af de samfundsmæssige og sundhedsmæssige konsekvenser af denne pandemi vi kun lige havde set begyndelsen af. Det var jobsituationen og dermed muligheden for at ernære os selv og familien, og det var frygten for at smitte andre eller selv at blive smittet vi havde travlt med at skrive (og tale) om.
Livet og verden
Noget af det mest tankevækkende i år er nok at meget som vi tidligere har taget for givet, slet ikke er givet.
Mange har taget for givet at man kunne rejse hvorhen man ville, nærmest lige så længe og lige så ofte man ville. Det har man ikke kunnet i år.
At have et arbejde tager man selvfølgelig ikke bare for givet. Det kræver både evner, flid og held at have et. Det er vi – som ved så mange andre tidligere kriser – blevet mindet om på grundig vis; i år har heldet i den grad svigtet, så evner og flid kunne være lige meget.
At være i stand til at udføre et arbejde, også hvis man har små børn, har vi også taget for givet. Vi har i Danmark i løbet af de sidste 50 år opbygget et offentligt pasningssystem til netop det formål. Forleden ringede jeg til DSB’s kundeservice for at få nogle orange billetter refunderet. Jeg talte med en sød og hjælpsom mand som ordnede det der skulle ordnes. På den måde var det en helt almindelig og professionel samtale. Det ualmindelige var at jeg tydeligt i baggrunden kunne høre lyden af små børns stemmer, og jeg tænkte bagefter på om han mon var alene med børnene, eller om de var to om tjansen. Og jeg tænkte på om de (hvis de var to) mon fordelte arbejdsdagen mellem sig, så de skiftedes til at være børneansvarlig.
At være sammen fysisk og at røre ved de folk man holder af, tager vi som regel også for givet. I årets løb har jeg som mange andre udført store dele af mit arbejde via mail. Jeg har korresponderet med mange mennesker, unge og gamle. Af dette er det fremgået at der rundt omkring befinder sig folk som er helt eller delvis isolerede – bortset fra korrespondancen med sådan en som mig. Der er singler som ikke tør se deres venner, og som dermed er henvist til eget selskab. Der er bedsteforældre som ikke kan være sammen med deres børnebørn.
Jeg er heldig. Jeg har et arbejde som for en stor del godt kan udføres hjemmefra. Og jeg har et arbejde!! Desuden er mine børn store, og jeg er derfor ikke afhængig af at andre tager sig af dem mens jeg arbejder. Jeg er også heldig fordi jeg har folk omkring mig jeg kan røre ved, så jeg ikke kommer til at lide af hudsult. Ikke alle er lige så heldige.
Lad os håbe næste år bliver bedre, og at 2021 vil byde på ord som coronavaccineret og coronaimmun, og at der vil være en opblomstring af ord som genansat, pasningsgaranti og knus.
PS
Ordet korona har i øvrigt været med i Retskrivningsordbogen siden 1986, dog stavet med k-: korona; det kan man læse om i Nyt fra Sprognævnet maj 2020.
Eva Skafte Jensen er seniorforsker i Dansk Sprognævn. Hun forsker især i dansk grammatik og sproghistorie. Desuden rådgiver hun om dansk sprog og sprogbrug, blandt andet ved spørgetelefonen, og foredrager og skriver om dansk sprog. Før sin ansættelse i Sprognævnet var hun dansklærer på RUC.
Thomas Widmann, som er nævnt i indlægget, har i øvrigt for nyligt udgivet et Lingoblog-indlæg om skotsk, som du kan læse her.
Fin tekst om Coronaord, men er det med vilje at du staver frisyre som her og ikke frisure?
Fed artikel! Og dejligt positiv :-)