Der findes en oplevelse, jeg selv ofte har haft, og som du måske kan nikke genkendende til, som jeg ynder at tænke på som ”geografisk åbenbaring”. Jeg er ude at gå i et velkendt område, men vælger at følge en sti eller vej, jeg ikke har været på før. Jeg vandrer på ukendt jord i et stykke tid, og hvert vejsving eller sti der deler sig fører mig til nye steder med varierende grad af interesse. I sidste ende drejer jeg om et hjørne, og fuldstændigt uventet befinder jeg mig pludselig et sted, jeg kender. Det er i dét øjeblik, når jeg til min egen overraskelse beskuer et velkendt sted fra en ny vinkel, at åbenbaringen rammer: ”Nå, så det er her, jeg er!”.
Peter Trudgills nye bog, ‘European Language Matters’, gav mig gang på gang den sprogvidenskabelige pendant til denne oplevelse. Hvis det ikke er åbenlyst, hvad jeg mener med dét, så tillad mig at forklare lidt om bogen, inden jeg uddyber.
Bogens fulde titel er ‘European Language Matters: English in its European Context’, og undertitlen er en meget dækkende beskrivelse af bogens indhold. Selvom det overordnede emne er europæiske sprog generelt, kan man mærke, at bogen er skrevet af en engelsk lingvist, som arbejder i England og skriver på engelsk til en engelsk læserskare – det er med andre ord naturligt, at Trudgill vælger at lade læserens kendskab til det engelske sprog være udgangspunkt i sine forklaringer. Når det så er sagt, mister bogen aldrig sit perspektiv, der jo indeholder hele Europas sproglandskab, og Trudgill henter sine eksempler fra et bredt udvalg af sprog. Resultatet er en bog, der meget passende ikke føles som en hyldest til engelsk, men blot bruger dét sprog som udgangspunkt til sammenligninger, fordi det er det mest praktiske.
Inden jeg fortæller om min egen oplevelse af at læse bogen, må jeg gøre det klart, hvad bogen egentlig indeholder. ‘European Language Matters’ er en samling af korte tekster, der er skrevet af Peter Trudgill til bladet ‘The New European’, hvor de har været udgivet som en ugentlig klumme henover fire år. I denne nyudgivelse er klummerne blevet samlet og sorteret ud i fjorten kategorier alt efter emne. Jeg var så heldig at få tilbudt et anmeldereksemplar, som i skrivende stund er blevet en smule medtaget. Dette klandrer jeg bogens fragmentariske format for. Eftersom hver klumme kun er omtrent én side lang, er dette en perfekt bog at læse på bussen, på en bænk i parken, eller i læsesalen på universitetet når jeg egentlig burde arbejde på mine eksaminer. Af dén grund har jeg haft bogen med mig rundt over det hele, og udsat den for elementernes rasen og – hvad der måske er endnu værre – min taske og mine lommers assorterede indhold.
Ligesom bogen selv har min læseoplevelse bestået af mange forskellige aspekter. Men det mest gennemgående af disse har været følelsen af bevægelse – enten bevægelsen gennem en associationsrække, eller bevægelsen gennem Europa i selskab med talerne af de forskellige sprog, eller bevægelsen gennem tiden langs et ords etymologiske udvikling. Og nærmest uden undtagelse har Trudgill ført mig gennem de nye, ukendte dele af disse rejser, for til sidst at vise mig, hvordan et givent ord, sprog eller emne er forbundet med andre velkendte dele af sproget. Og det er i disse tilfælde, at jeg ikke kan lade være med at føle det samme, som jeg beskrev i starten af denne anmeldelse: ”Nå, så det er her, jeg er!”
En af verdenslitteraturens største indsigter i det at være menneske findes som bekendt i citatet ”Jeg vil helst høre en historie om mig selv”. Med dansk som modersmål var det ikke svært at finde historier om mig selv i Trudgills bog. Og det er nok bogens mest tillokkende træk: Enhver, der bor i Europa – eller rettere, enhver der taler et europæisk sprog – kan finde en personlig tilknytning til, hvad denne bog har at fortælle. Jeg tror, at de fleste læsere vil finde ny viden om deres egne sprog, kultur og historie. For som bogen indeholder utallige eksempler på, er et sprogs historie aldrig isoleret. Sprog opstår og udvikler sig i kommunikation og interaktion mellem mennesker og kulturer, og i sidste ende kan man ikke diskutere f.eks. det engelske sprogs historie uden også at diskutere dansk, fransk, latin, græsk, skotsk, gælisk… og så videre!
Idet den er en samling af enkeltstående klummer, er det ikke til at undgå, at bogen gentager sig selv nu og da, men dette er ikke så stort et problem, som man ellers kunne frygte. Adskillige af klummerne kan hentyde til den samme historiske begivenhed, men der følger altid en ny pointe, sammenligning eller historie med. Effekten bliver, at man ender med en større forståelse af begivenheden ved at se mange forskellige sider af dens sproglige følger, frem for at man blot trættes af gentagelserne. Trudgill er desuden ikke bange for at give udtryk for sine egne holdninger til de begivenheder, han beskriver. Blandt andet tager han kampen op imod politiske personnager såsom Franco, Trump og den videnskabeligt ubelagte opdeling af det serbokroatiske sprog. Samtidig sørger han også for at rose personer som den Aotearoanske premierminister Jacinda Arden (hvorfor er ‘rose’ i kursiv? Det er et blomsterpun – navnet ‘Jacinda’ er etymologisk beslægtet med ordet ‘hyacinth’, som Trudgill forklarer). Sjovt nok fremstår Trudgills egne holdninger ikke allermest tydeligt i kapitlet ‘Pedantry and Persecution’, som man måske ellers ville forvente. Dette kapitel beskæftiger sig mest med sproglig præskriptivisme, men af en sociolingvist er dét det mindste, man kan forvente – især, når man sammenligner med Trudgills personlige engagement i sociolingvistiske sager, som er beskrevet andetsteds i bogen. Alt i alt er forfatterens klare stillingstagen både sympatisk og velinformeret, og det er med til at give et indtryk af, at bogen har et formål udover blot det at underholde os sprognørder.
De eneste klager jeg har til bogen er bagateller. Primært synes jeg, at det havde trukket bogen mærkbart op i niveau, hvis den havde indeholdt bare et par illustrationer. Bogen trækker i høj grad på geografiske beskrivelser, og for de læsere, der (som jeg!) ikke er helt skarp på alle de europæiske landegrænser, havde det været en gevaldig hjælp at have bare et enkelt kort over Europa i begyndelsen af bogen. Men det idéelle havde været at indarbejde endnu flere illustrationer, og ikke nødvendigvis kun kort. For eksempel skrives der om det såkaldte ‘Paisley’-mønster i én klumme, mens en anden beskriver oldtidsskriftsystemerne Lineær A og B. I begge tilfælde forestiller jeg mig, at en enkel illustration havde gjort teksten endnu mere levende.
Trudgill skriver, på meget indirekte vis er
opkaldt efter et ord, der betød ‘konge’ på
et gammelt middelhavssprog
Trudgill supplerer desuden sine klummer med introduktioner, som er skrevet til lejligheden; både til bogen som helhed og til hvert enkelt kapitel. Disse beriger bogen en del, så det virker som en skam, at der ikke også er en afrunding til sidst i bogen. Det kunne være en opfordring til politisk handling, en overvejelse om sprogets mangfoldighed, eller blot en personlig overvejelse om forfatterens oplevelse som klummeskribent. Som den er, slutter bogen meget brat og uceremoniøst. Men som jeg skriver foroven, er dette kun meget små kritikpunkter, og bogen er stadig værd at læse med eller uden min kritik i mente.
Endelig må vi tage stilling til dét spørgsmål, der i sagens natur ligger til grund for enhver boganmeldelse: Hvem bør læse den? Hvis man er lingvist vil man formentlig støde på en del information, man allerede kender til, men sandsynligvis også en del ting, man ikke vidste. For læglæseren opererer bogen måske til tider på et lidt højt terminologisk plan, men Trudgill er god til at forklare termer og teori, så man knapt lægger mærke til, at man i første omgang havde brug for en forklaring. Jeg tror i sidste ende ikke, at éns forudgående viden om sprog betyder særligt meget for éns oplevelse af denne bog. Ligegyldigt hvad vil du sandsynligvis støde på ny viden, og du vil sandsynligvis godt kunne følge med. Det eneste, man i virkeligheden behøver for at få noget ud af bogen, er interesse og nysgerrighed, når det kommer til sprog, kultur og historie. Og så måske en pendlerrute med mulighed for at læse.
Gustav Styrbjørn Johannessen er kandidatstuderende i Lingvistik på Århus Universitet, og har før skrevet boganmeldelser for Lingoblog. Han interesserer sig for at formidle sprogvidenskab til den bredere befolkning, blandt andet som studenterunderviser på Det Rullende Universitet og som oplægsholder til festivalen Sprogense 2021.
Dansk sprog i brug gennem 800 år: fra ”hwa sum bi hauer” til ”va mæ kulturen” 
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ 
Boganmeldelse af “Sprog i sociale medier” 
Boganmeldelse: Et uddødt kreolsprog fra Dansk Vestindien 
Zoni Weisz – Det glemte Holocaust 
De danske dialekters ve og vel