Boganmeldelse om Børns Sprogtilegnelse

Børns sprogtilegnelse – sproglig udvikling hos danske børn i alderen 0-6 år blev udgivet for et år siden. Bogen bliver trykt i 2. oplag i den nærmeste fremtid. Bogen er en grundbog i børns sprogtilegnelse der henvender sig til pædagoger og andre der arbejder i praksis, samt studerende på pædagoguddannelsen, pædagogiske diplomuddannelser, og den kan også bruges som en introduktion til sprogtilegnelse på andre studier, fx Audiologopædi. Bogen giver på de 376 sider fordelt over tretten kapitler indsigt i dansk og international forskning på området, men den tager så vidt muligt udgangspunkt i børns tilegnelse af dansk. Bogen er skrevet af forskere og praktikere med særlig ekspertise i de emner som behandles i kapitlerne, og den omhandler det som praktikere møder i deres dagligdag.

sprogundervisning

Bogen, som er fagfællebedømt, indledes med en introduktion skrevet af redaktørerne Laila Kjærbæk og Ditte Boeg Thomsen. I introduktionen fremhæves pædagogens betydning for børns sprogtilegnelse, og den præsenterer bogens struktur og sammenhængen mellem de forskellige kapitler. De første kapitler omhandler centrale emner inden for sprogtilegnelsen, så som den fonologiske, leksikalske og grammatiske udvikling, derefter følger to kapitler som fokuserer på forholdet mellem sprogtilegnelse og den kognitive og sociale udvikling. Senere i bogen er der et kapitel som specifikt omhandler to- og flersprogede børn, og det efterfølges af kapitler som omhandler børn med specifikke karakteristika (stammen, høretab, udviklingsmæssig sprogforstyrrelse og autisme), mens de sidste to omhandler henholdsvis sprogtestning og sprogmiljø. Til slut i bogen er en meget anvendelig liste med ordforklaringer. Kapitlet om sprogtestning fokuser på at testning i sig selv hverken er godt eller dårligt, og det giver et nuanceret billede af sprogtestning og formålet med at teste.

I bogen får vi en grundig og velfunderet indføring i sprogtilegnelse hos børn under 6 år. Den har en klar struktur og beskriver eksplicit hvad formålet er, bl.a. at præsentere den nyeste forskning i tilegnelsen af dansk. Bogen inkluderer en grundig gennemgang af de kognitive processer som er forbundet med sprogtilegnelsen, skrevet på et letforståeligt sprog. Fokus er på forståelse af de processer som børn gennemgår når de udvikler sprog, og de faktorer der påvirker sprogtilegnelsen. Med denne viden kan fagfolk som arbejder i praksis, vurdere barnets sproglige færdigheder og igangsætte aktiviteter som er evidensbaserede i forhold til at de reelt støtter sprogtilegnelsen, både den generelle og hos børn der har brug for en mere fokuseret indsats.

boernesnk

Styrken ved bogen er at den er skrevet af fagfolk med dyb videnskabelig indsigt i de respektive emner, samtidig med at den har et stærkt fokus på praksis – både i formidlingen og i forhold til hvordan børn kan støttes i deres sprogudvikling.  På plussiden tæller også at den behandler tilegnelsen af det danske sprog hvilket gør den særligt relevant for fagfolk der arbejder med børn der tilegner sig dansk som deres eneste sprog eller som del af en flersproget tilegnelse. I forhold til formidling til målgruppen indeholder kapitlerne eksempler og opgaver som er relevante for emnerne. Der fokuseres på at støtte læseren i at tilegne sig stoffet, bl.a. via små opgaver hvor læseren kan tage det læste stof i brug, fx til at vurdere børns sprog, og siden støtte børns sproglige kompetencer. Bogen indeholder mange gode og illustrative eksempler, fx om kompleksiteten i flertalsbøjninger (side 23) og illustration af hvordan børn med høretab opfatter sproglyde (side 210). Bogen opleves sammenhængende idet hensigten er forklaret i starten af hvert kapitel som centrerer sig om at teksten giver indblik, forslag og særlige opmærksomhedspunkter i de respektive kapitler.

Bogens introduktion er grundig i det at kapitlerne bliver præsenteret i flere omgange, både kort og uddybende. Det er godt med en grundig indføring og metasprog, men det kunne måske være gjort lidt kortere. Nogle punkter bliver gentaget mellem kapitler fx kategorisering og mønstergenkendelse hvilket dog er vanskeligt at undgå, og det kan tjene som en repetition. Der er enkelte svipsere så som at der mangler opgavebesvarelse til opgave 1 i kap. 3, og to overskrifter ligner hinanden Sansning, begreb og Ord samt Ord, begreb og sansning. Det er varierende hvor mange forslag til videre læsning de er med efter hvert kapitel, men en samlet, fyldig liste over referencer forefindes sidst i bogen.

IMG 3706

Jeg vil gerne anbefale bogen fordi den giver en dybere forskningsbaseret indsigt i børns sprogtilegnelse. Sproget er et vigtigt fundament for børn, og her får vi både forskningsbaseret viden og praktiske redskaber til hvordan vi kan støtte børnene i tilegnelsesprocessen. Der findes andre bøger til brug i undervisning, men min erfaring er at det ofte vil været nødvendigt at bruge forskellige bøger for at dække emnerne af betydning for sprogtilegnelsen. Der har manglet en grundbog der som denne dækker de mange vigtige emner inden for sprogtilegnelse med den dybe indsigt fra relevante forskere formidlet til denne målgruppe.

Børns sprogtilegnelse – sproglig udvikling hos danske børn i alderen 0-6 år af Laila Kjærbæk & Ditte Boeg Thomsen (red.). Frydenlund Academic, 2021.

Sissal M. Rasmussen er cand. mag. fra Københavns Universitet og har en ph.d i sprogtilegnelse fra Syddansk Universitet/Fróðskaparsetur Føroya. Hun er ansat som adjunkt ved universitetet på Færøerne. Sissal har undervist bl.a. lærer- og pædagogstuderende i sprogtilegnelse i en årrække.

Skriv en kommentar