Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’

I udgivelsen af det monumentale værk ‘Dansk Sproghistorie’ er man nu nået til bind 5, der bærer titlen ‘Dansk i samspil’ og omhandler det danske sprog i interaktion med andre sprog og sprog­samfund før og nu, både uden for og i Danmark. Bogen, der er forfattet af i alt 24 kendte specialister fra hele Skandinavien, er i alt væsentligt sammensat af to dele:

• ‘Dansk i verden’ bestående af ti kapitler om andre himmelstrøg, hvor der er blevet talt og måske stadig tales dansk (Norge, Færøerne, Island, Grønland, England, Normandiet, de nye hjem (dvs. Nord- og Sydamerika), kolonierne, Skåne og Sydslesvig), samt tre kapitler om udenlandske sammenhænge, hvor dansk også har spillet en rolle (EU, Norden og uden­landske universiteter);
• ‘Andre sprog i Danmark’ med elleve kapitler om andre sprog end dansk, der af forskellige grunde og under forskellige omstændigheder er blevet benyttet og måske stadig benyttes i selve Danmark (latin, tysk og nederlandsk, fransk, engelsk, russisk, polsk, romani, jid­disch, de nordiske sprog, grøn­landsk og nyere indvandrersprog) samt et kapitel om dansk tegn­sprog.

Det ligger i sagens natur, at en del af sprogene på denne måde vil optræde to gange, således tysk, der blev talt dels i selve Danmark i århundreder fx ved hoffet i København, dels i Sydslesvig især efter 1864 som koterritorialt majoritetssprog, og grønlandsk, der på grund af rigs­fæl­lesskabet med Grønland blev og bliver talt af grønlændere både i Grønland og i det egentlige Danmark. Endvidere frembyder nogle af kapitlerne inden for del 1, ‘Dansk i verden’, en lang række oplys­nin­ger om yderligere sprog, der var eller er koterritoriale med dansk ude i verden, fx afrikan­ske sprog talt af slaver i Dansk Vestindien.

I lighed med især bind 4 (om genrer) og det kommende bind 6 (om stil og om visse betydelige forfatteres sprog) af ‘Dansk Sproghistorie’ indeholder nærværende bind ekstrainformationer af en art, som tilsvarende ældre værker, frem for alt Peter Skautrups ‘Det danske sprogs historie’, ikke eller i bed­ste fald kun som disiecta membra kan levere. Både dette og de andre bind af vær­ket viser med al ønskelig tydelighed, hvilken dynamik og hvilket overskud udforskningen af vort sprogs diakrone dimension har fået inden for de seneste omkring 30 år oven på den afmatning, der fulgte efter dansk sproghistories storhedstid under personligheder som Johannes Brøndum-Nielsen og Peter Skautrup samt deres respektive elever i begyndelsen og midten af det 20. år­hundrede.

Det foreliggende bind har et fornuftigt og velgennemtænkt koncept, er overordentlig rigt på solid information om de emner, som overskrifterne bebuder, og er tilmed særdeles velskrevet med en sund balance mellem videnskabelig fagterminologi og et lødigt almensprogligt ordvalg. Åbenbare trykfejl forekommer tilsyneladende ikke. Afhængigt af den faglige baggrund, som de enkelte forfattere måtte have, varierer mængden af rent sprogviden­skabelig information, som kapitlerne leverer. Således rum­mer fx kapitlerne om England og Normandiet (af samme forfatter, Gillian Fellows-Jensen) et stort onomastisk materiale, mens kapitlet om jiddisch (Morten Thing) over­vejende er af kultur­­historisk tilsnit. Det gør dog ingen skår i læseglæden, for alle kapitler lever hvert på sin måde op til de forventninger, der kan stilles til dem fra læserens side.

Den kritik, som en anmeldelse også gerne i det mindste potentielt skulle kunne øve, bliver i dette tilfælde natur­nødvendigt usammen­hængende og begrænses til nogle få punktnedslag, der kan ordnes tematisk:

Terminologi og sprog:

I kapitlet om Norge (Berit Sandnes) tales der om “hårde klusiler” (s. 16) og “bløde klusiler” (s. 25). På s. 25 hedder det: “Ved retskrivningsreformen i 1907 erstattedes de danske bløde klusiler med hårde norske (løbe og skrige på gaden blev til: løpe og skrike på gaten)”. Hvad der menes her med de noget uvante betegnelser ‘hård’ og ‘blød’, er uklart. Ej heller klart er, om de såkaldte bløde klusiler i den første eksempelrække i virkeligheden ikke er klusiler, men spiranter.

I kapitlet om England (Gillian Fellows-Jensen) beskrives den olddanske form auk i en runeindskrift fra England som ‘dif­tongeret’ (s. 84) – med urette, da [au] her ikke er opstået ved diftongering, men er en oprindelig diftong (< urgerm. og formentlig også ie. [au]).

I kapitlet om kolonierne (Peter Bakker og Kristoffer Friis Bøegh) bruges overordentlig hyppigt former af verbet slavegøre (første gang s. 121). Selvom dette ord er leksikografisk registreret i Den Danske Ordbog, skurrer det i ørerne og bør bru­ges med omtanke. Det engelske verbum enslave ligger lige under overfladen. Undtagen i tilfæl­de, hvor noget processuelt skal udtryk­kes, dvs. at et menneske ikke bare er slave, men er overgået fra et liv i frihed til et liv i trældom, kan det med fordel erstattes af sub­stantivet slave.

I samme kapitel ses følgende formulering: “Baseret på missionærrapporter skriver Hugo Schu­chardt, at ‘auf dem dänischen Platze Christiansburg in Oberguinea werde portugiesisch gespro­chen’ (H. Schuchardt 1889, s. 479)” (s. 125). Som læser konfronteres man her med et lidet heldigt forsøg på at integrere et fremmedsprogligt citat grammatisk i en dansk kontekst. Forfatterne af kapitlet om kolonierne vælger at indlejre den tyske sætning, der i sin originale form er en hovedsætning, i en dansk at-sætning, altså en bisætning, men undlader at flytte sætningens finitte verbum til slutstilling, som tysk ordstilling i dette tilfælde ville kræve. På en tyskkyndig læser virker dette stødende, også selvom der ikke findes slutstilling af det finitte verbum på dansk. Endnu mere stødende er imidlertid, at originalens konjunktivform werde gesprochen (præsens passiv) står og flagrer uden umiddelbart indlysende funktion. Som en konsultation af Hugo Schuchardts originale tekst afslører, skyldes konjunktivbrugen dér, at sætningen er formet som indirekte tale, hvilket på tysk ofte udløser konjunktiv. Det har den danske læser af nærvæ­rende tekst, der ikke kender originalen, næppe mulighed for at gennemskue. I den danske ramme fremtræder den tyske sætning ganske vist også som en slags indirekte tale med Hugo Schuchardt som subjekt for inquittet “skriver”, men det er ikke tilfældet i originalen. Det havde været bedre, om forfatterne frem for at citere den tyske ordlyd havde refereret dens indhold med deres egne ord og derefter henvist til Schuchardts artikel. En sætning som den foreliggende lader sig ikke integrere i en overordnet dansk ramme uden kollateralskader.

I kapitlet om Sydslesvig (Karen Margrethe Pedersen) taler forfatteren hele fremstillingen igennem (første gang s. 147) på nær et par steder midti om ‘tysk’ uden at gøre opmærksom på, at en redegørelse for de sproglige forhold i hertug­dømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg ikke kommer uden om at skelne skarpt mellem nedertysk, der er dominerende i området helt frem til 1600-tallet, på den ene side og højtysk, der derefter tager over og ganske udkonkurrerer førstnævnte ikke kun i hertugdøm­merne, men også i selve kongedømmet Danmark, på den anden. Nedertysk og højtysk er jo ikke bare to varieteter af samme sprog, men hver især sprog med ret forskellige intra- og ekstra­lingvistiske forhistorier. Det er uforståeligt, hvorfor for­fat­te­ren, der med sin velkendte ekspertise inden for grænselan­dets sprog og historie burde vide bedre, begiver sig ud i dette terminologiske uføre. Kapitlet om Sydslesvig er det eneste i bindet, som man kunne fristes til at kalde ufærdigt eller sjusket. Helt galt er det gået på et kort over sprog­forholdene i hertugdømmet Slesvig i 1500-tallet (s. 152). Det vil blive omtalt nærmere ne­denfor.

I kapitlet om jiddisch (Morten Thing) foretrækker forfatteren stavemåden <jiddish> frem for <jiddisch>, der er den traditionelle og officielle i Danmark (s. 292–293). Sidstnævnte stavemåde er indlånt fra tysk, der på sin side har for­tysket den engelske stavemåde <Yiddish>. Forfatteren betegner stave­måden <jid­disch> som et ‘misfoster’, men er <jiddish> med sit på én gang engelske <sh> og uengelske <j> (som gengivelse af konsonanten [j]) bedre? Under alle omstændigheder sætter han fingeren på et ømt punkt i mo­derne dansk ret­skriv­ning. Ingen af de tre mulige sta­vemåder – <jiddisch>, <jiddish> og <yid­dish> – er helt tilfreds­stil­­lende.

Sproglige data og deres beskrivelse:

I artiklen om Norge hævdes det, at den østnordiske monoftongering af [ai] og [au] til [e:] og [ø:], fx i da. sten og øje, er trængt ind fra “Nordtyskland” (s. 14), og der sættes derved spørgsmålstegn ved, om den kan betragtes som en selvstændig øst­nordisk fornyelse. Forfatteren nævner dog ikke, at resultatet af den tilsvarende udvikling i oldsaksisk (oldnedertysk) ikke er [e:] og [ø:], men [e:] og [o:]. En sammenhæng imellem de to monoftonge­rings­processer, den østnordiske og den ne­dertyske, er mulig, men ikke på forhånd givet.

I artiklen om Normandiet (Gillian Fellows-Jensen) savnes en kort redegørelse for stednavnet Normandiet og dets over­levering, så meget mere som artiklens primære fokus jo er onomastisk.

I artiklen om russisk (Jens Nørgård-Sørensen) betegnes ordet varæger som “den russiske gengi­vel­se af det nordiske væ­ring” (s. 257), men syner med sin stavemåde umiddelbart ikke særlig rus­sisk. Den russiske form er варяги. En kommentar ville være passende her.

Historisk baggrundsinformation:

I artiklen om Sydslesvig hedder det, at Slesvig og Holsten efter 1864 kom under prøjsisk styre (s. 147). Det er ikke helt korrekt. Som det meddeles senere i artiklen (s. 158), var der (i begyndelsen) tale om fælles prøjsisk-østrigsk administration. Denne erstattedes efter den prøjsisk-østrigske krig i 1866 med en rent prøjsisk administration.

I artiklerne om Sydslesvig (s. 147) og tysk og nederlandsk (Vibeke Winge, s. 230) glem­mer/undlader forfatterne at nævne, at det ikke kun var hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men også hertugdømmet Lauenborg, der blev afstået i 1864. At Lauenborg først kom til at indgå i den danske helstat i 1816, er i nærværende sammenhæng underordnet.

I artiklen om fransk (Ulla Gjedde) hævdes det, at “en stigende nationalisme” (s. 243) sammen med amerika­nisering var medvirkende til franskfagets déroute i Danmark. Denne påstand uddybes ikke yderligere af forfatteren. Sandsynligvis skal et langt mere fintmasket årsags­kompleks gøres an­svarligt for den nævnte udvikling.

I artiklen om russisk nævnes der s. 257 intet om dansk-russisk kontakt i dansk middelalder, hvilket overrasker, da både kong Valdemar den Store og hans far Knud Lavard havde russiske gemalin­der, og kongenavnet Valdemar er jo også oprindeligt russisk. Der må have været intens dynastisk kontakt mellem Danmark og Rusland i middelalderen. Ifølge Knytlingesaga, kap. 93, blev den senere kong Valdemar den Store ikke som traditionelt antaget født i Danmark, men i land­flyg­tig­hed i Rusland og tilbragte sin barndom der (se Lind 1992: 228–235). Den dynastiske forbindelse, der utvivlsomt må have eksisteret mellem Danmark og Rusland i middel­alderen, førte dog næppe nogen sproglig påvirkning af datidens dansk med sig.

Kortmateriale:

I artiklen om Sydslesvig skal kortet på s. 152 belyse “[s]progforholdene i Sønderjylland og Sydsles­vig i 1500-tallet”. Kortet er aldeles mislykket. For det første giver det indtryk af, at dansk allerede i det nævnte tidsrum er fuldstændigt forsvundet fra de ikke-frisiske egne i Mellem- og Sydslesvig samt Sundeved og Als. Her hersker nedertysk, der undtagelsesvist udtrykkeligt benævnes således (jfr. ovenfor), tilsyneladende enevældigt. For det andet gøres der – helt utilstedeligt! – forskel mellem “plattysk” og “nedertysk” på den måde, at ét område anføres som havende “plattysk talesprog” og et andet “nedertysk retssprog ved herredstingene”. Hvad angår det betegnede, ved enhver med rudimentært kendskab til emnet, at plattysk og nedertysk betyder det samme. Forskellen består i, at førstnævnte er en mere folkelig betegnelse end sidstnævnte.

Kapitlet om tysk og nederlandsk viser på s. 222 et kort over “[f]ordelingen af nederlandsk, frisisk, nedertysk og højtysk”. Som læser må man ikke uden forbløffelse spørge, hvilket tidspunkt eller tidsrum kortet skal afspejle. Efter den omgivende teksts indhold at dømme må det være den euro­pæiske høj- og senmiddelalder, og det stemmer også ganske godt overens med, at kortet viser nedertysk som næsten helt enerådende i nord, fra Düsseldorf i vest til et godt stykke over i Østprøjsen i øst. Imod denne tidsfæstelse taler imidlertid kortets markering af vestfrisisk som værende begrænset til et lille område i det nordlige nutidige Nederland, det tidligere vidt udbredte østfrisisk som ikke eksisterende og dansk som begrænset til Danmark inden for dettes nuvæ­rende statsområde. Dertil kommer moderne bynavne som Gdańsk og Kaliningrad, der åbenbart skal tjene som orienteringspunkter for den del af læserskaren, der er historieløs. Kortet er aldeles anakronistisk. Uanset hvordan forfatteren kunne tænkes at argu­mentere for sit korts brugbar­hed, er udbredelse af nedertysk øst for den moderne Oder-Neisse-grænse i hvert fald ganske uforenelig med tilstedeværelsen af bynavnene Gdańsk og Kaliningrad, der først er blevet til i efterkrigstiden, hvor størstedelen af de nedertysktalende for længst var fordrevet fra deres hjem­stavn øst for Oder-Neisse-grænsen.

I kapitlet om nyere indvandrersprog (Jakob Steensig) konstateres der på s. 313: “Der findes ikke sprogstatistikker i Danmark, så kapitlet bygger på kvalificerede antagelser på baggrund af Danmarks Statistiks og Dansk Flygtningehjælps oplysninger om indvandreres og flygtninges op­rin­delsesland […], supple­ret med beskrivelser af bestemte indvandrergrupper samt oplys­ninger fra skoler, kom­muner, friskoler m.m.” Der hersker således en ikke ubetydelig grad af usikkerhed med hensyn til ind­vandrernes oprindelseslande og de sprog, som de har medbragt. Dette harmonerer dårligt med de yderst deltaljerede oplysninger, som kortene s. 314 og 320 over indvandrersprog fra henholds­vis Afrika og Asien leverer. Skal man virkelig forestille sig, at ikke kun alle disse områder, men også de derunder nævnte sprog, inklusive afrikaans fra Namibia og japansk fra østaten Palau i Stillehavet, findes repræsenteret blandt indvandrere i Danmark i et statistisk signifikant omfang, eller giver kortene blot en antydning af, hvorledes de faktiske forhold kunne være? En uddybende kommentar i forbindelse med kortene ville være vel­kom­men.

Den afsluttende dom over den foreliggende bogpub­li­ka­tion falder under alle omstændigheder positivt ud. De ovenfor anførte kritikpunkter skal ikke sløre blikket for bogens bredde, dybde og originalitet. Man ser frem til udgivelsen af værkets sidste bind om føje tid.

Referencer

Lind, John (1992): De russiske ægteskaber. Dynasti- og alliancepolitik i 1130’ernes danske borger­krig. Historisk Tidsskrift 16,1, 225–263.

Schuchardt, Hugo (1889): Beiträge zur Kenntnis des kreolischen Romanisch. V. Allgemeineres über das Indoportugiesische (Asioportugiesische). Zeitschrift für romanische Philologie 13, 476–517.

Steffen Krogh er lektor i germanistisk sprogvidenskab ved Aarhus Universitet. Hans særlige eks­per­tise ligger inden for sammenlignende germansk sprogvidenskab, østeuropæisk jiddisch og sprogkontaktforskning.

Anmeldelse: Dansk Sproghistorie. Bind 1: Dansk tager form Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk Sydslesvigdansk: Sprogforvirring eller sprog med system? At lære dansk i et land som ikke eksisterer mere De danske dialekters ve og vel Nationalitet og sprog på varietéscenen