I pædagogiske sammenhænge er børns sprog et felt, der er underlagt forskellige interesser. Børns sprog kan derfor blive set forskelligt på. Det kan ses som noget, der kan udvikles på – i så fald evalueres det ud fra spørgsmålet om et barn har eller ikke har et sprog. Her tages der bl.a. afsæt i, at der er nogle bestemte ord, børn skal kunne, når de når en vis alder. For eksempel kan det handle om, at et treårigt børnehavebarn kan sige, at en pige på en illustration er bagved eller ved siden af et træ. Børns sprog kan også være noget, som kan forarge nogen. Her tænker jeg særligt på de ord, børn typisk ikke må sige, som fx bandeord, toiletord og ikke-dansksprogede ord. Tanken går her ofte ud på, hvad der er, der er et godt sprog for børn, og hvordan børn støttes bedst i at udvikle et sådant sprog. Børns sprog kan således vække forskellige typer af bekymringer.
Det, der går på tværs her er, at børns sprog ofte bliver forstået ud fra voksne logikker, normer og værdier. Den måde, et børnehavebarn sprogligt set bør opføre sig på, relaterer til voksnes forståelse af, hvad god sproglig opførsel er. Afviger et barn fra dette ved fx at bruge bandeord eller ved vedvarende ikke at svare en voksen, når det bliver spurgt om noget, kan der opstå bekymring om barnets sprog i de pædagogiske institutioner. En bekymring der i og for sig kan være berettiget, men hvor børneperspektivet kan risikere at blive overset.
Det kan være gavnligt at inddrage børnenes perspektiv og have øje for, at barnet er del af en børnegruppe i institutionen. At være del af en børnegruppe kan være af stor værdi for det enkelte barn, og det har omvendt også værdi for børnegruppen. Det er i dette fællesskab, at børnekulturen bliver til. En kultur, der er præget af de logikker, normer og værdier, som børnene skaber og som er i relation til den kultur, de voksne i institutionen repræsenterer. Den voksne institutionskultur bidrager således til at sætte nogle sproglige rammer, som børnene udfordrer, forandrer eller inddrager ind i skabelsen af deres børnekultur. Derfor kan det, som voksne mener er uhøfligt, upassende eller ukorrekt være lige præcis det, der har en særlig værdi i børnegruppen. At være del af børnegruppen kan derfor betyde, at børn agerer på en bestemt måde sprogligt set. En måde, som børnene er indforståede med, og som betyder noget særligt for dem. Eksempelvis har jeg noteret en situation, hvor tre børn sidder sammen og ser i en bog og taler om et billede af en pirat. Den ene rejser sig op i sofaen, bevæger sig og siger lyde som en pirat. De andre to følger hurtig trop. De ser på hinanden og gentager hinandens piratlyde og piratbevægelser. De bliver dog bedt om at sætte sig ned igen og læse videre af en voksen,fordi der er stadig nogle andre børn, som spiser frokost. Sådan en situation kan analyseres på forskellige måder, men den kan vise lidt om, hvordan børn skaber noget sammen ved at interagere på bestemte måder. Selvom det kan være måder, som de voksne ikke nødvendigvis havde tænkt at det skulle foregå på.
Netop spørgsmålet om, hvordan børn gør sprog sammen i en daginstitution, som eksemplet overfor, er det, jeg undersøger i mit ph.d.-projekt. Ved at have fokus på børns sprog som noget, der er socialt og som noget, der har værdi i sig selv blandt børnene, undersøger jeg de interaktionelle mønstre, børn benytter sig af i løbet af deres daginstitutionsdag. Det gør jeg gennem en sproglig etnografisk tilgang, hvor jeg kombinerer etnografi, lingvistik og barndomsantropologi, og hvor jeg med et børneorienteret praksisperspektiv sætter fokus på børns sproglige praksisser. Helt konkret vil det sige, at jeg er på feltarbejde i en daginstitution, hvor jeg skriver feltnoter, tager billeder og optager videoer. Her følger jeg børnene rundt i deres børnehave og beskriver og filmer, hvordan de interagerer med hinanden og de voksne i løbet af dagen.
Rianne H. Slingerland er cand. pæd. i pædagogisk antropologi fra Aarhus Universitet og har skrevet speciale om sprogvurderingspraksisser i daginstitutioner. Hun er ansat som ph.d.-stipendiat hos DPU, Aarhus Universitet og Pædagoguddannelsen i Aarhus, VIA University College.
Læs mere om sprogvurdering i daginstitution og børns bandepraksisser her:
Karrebæk, M. S. (2009) Hvad vi også har brug for at vide for at vurdere børns sprog. I: Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, s. 34-43.
Slingerland, R. H. (2017) Sprogvurderingsresultater anvendt i praksis. Et sprogligt etnografisk casestudie. I: CEPRA-striben,nr. 22 (2017). Tidsskriftsartikel, s. 22-31. Net-publikation: https://journals.ucn.dk/index.php/cepra/article/view/237.
Sørensen, L. S. (2008) Selvfølgelig må børn bande. I: Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 4, s. 56-65.
Cover foto: Max Goncharov
Det lyder som et spændende projekt! Jeg vil dog lige knytte en kommentar til det du skriver om sprogvurdering. Jeg synes ikke at det klart fremgår af det du skriver, at en sprogvurdering skal ses på linje med lægens eller sundhedsplejerskens forskellige simple målinger af et barns udvikling: Højde, vægt, syn, basal motorik mv. Børn er forskellige og udvikler sig forskelligt, men hvis et barns højde eller vægt ikke udvikler sig planmæssigt, kan det være symptom på ting der skal ses på. Sprogvurdering er en måling. Det er ikke fordi de konkrete ord og sætninger der bruges i sprogvurderingen, er særlig vigtige, men samlet set giver de en måling af barnets sproglige udvikling. Det handler ikke om “voksne logikker, normer og værdier”, og at et barn ikke har mange andre vigtige sider end ordforråd, højde og vægt. Men tidlig fysisk såvel som sproglig udvikling er prædiktivt for senere livsmuligheder.
Super godt med et nyt projekt med fokus på børns sprog med andre børn! Det glæder jeg mig til at høre mere om.