Der er stadig steder, hvor du kan se biopic‘en (dvs. en spillefilm med biografisk indhold) om den jamaicanske reggae-stjernemusiker Bob Marleys liv. Filmens titel er One Love, en slags slogan fra rastafari-bevægelsen, som Marley var et fremtrædende medlem af. Alle religioner ser ud til at have kærlighed som et centralt emne, men det glemmer repræsentanter for de store religioner nogle gange. Det er også titlen på en Bob Marley-sang med mere end en kvart milliard visninger på Youtube.
Bob Marley var en rastafari. Rastafarier tror på, at deres Gud er en levende mand og bor i Afrika, og de pegede på kejser Haile Selassie fra Etiopien som deres levende gud Jah – i hvert fald indtil kejseren døde i 1974. Rastafarier bærer dreadlocks, og de må heller ikke klippe deres hår. Mange er vegetarer.
Bob Marley var, og er, verdens mest berømte reggae-musiker. Reggae er en musikalsk bølge der opstod i Jamaicas kreative kredse, dengang som en ny slags popmusik med særlige rytmer, og den blev tæt forbundet med rastaer. Jeg er sikker på, at alle kender den musikalske genre. Marley døde alt for ung i 1981, i en alder af 37, efter at have lidt af kræft i nogle år.
Marley var også idealist. Da han var ung, var gaderne i jamaicanske byer en kampplads for voldelige konkurrerende bander. Han ville have befolkningen til at forene sig, men nogle af de lokale kunne ikke lide det og forsøgte at myrde ham, og de skød hans kone (ikke ‘the deputy’…), og heldigvis overlevede alle overfaldet. Bob Marley havde et våbensår i armen og på brystet. På trods af det besluttede de at optræde.
Filmen One Love viser den karismatiske mand med de karakteristiske dreadlocks’ turbulente og succesrige år, og hans band. Hans album Exodus fra 1977, af Bob Marley and the Wailers, blev valgt som århundredets bedste album af Time i 1999.
Den nye film fører til mange refleksioner om sprog.
Bob Marley var en global succes i 1970’erne og 1980’erne, hvor engelsktalende blev konfronteret med hans tekster, nogle gange anset som uforståelige af lyttere. Det er der mindst tre grunde til. For det første sang han nogle gange ikke på engelsk, men fraser på jamaicansk kreolsk, modersmålet for de fleste jamaicanere. For det andet brugte han nogle gange temmelig arkaiske engelske ord fra Bibelen, og disse ophøjede termer findes overalt i sangene. For det tredje har rastaer en tendens til at ændre ord og give dem nye betydninger.
Rastafarier forsøgte faktisk også at ændre sproget for at gøre det mere inkluderende. For eksempel: hvad er “I-N-I vibration positive” i hitsangen Positive Vibration? Her er INI ikke bogstaver, men det står for “jeg og jeg”. Ordet “vi” anses for at være for ekskluderende, derfor bruges der i stedet for et 1. persons-flertalspronomen to 1. persons-pronominer. I filmen kan man også høre I-nity, i stedet for unity (you-nity), og der er nævnt et par eksempler mere i filmen. For at lære mere om dette aspekt af Rasta Talk, kan du læse med her. De skabte ord som politricks og overstanding og innerstanding, på basis af det engelske understanding (“forståelse”).
Sprogbrugen i filmen er ret interessant. Det skifter mellem de ophøjede ord fra kristendommen og det kreolske sprog med lav status (men et komplet sprog) på Jamaica. I filmen foregår meget af samtalen på kreolsk, lokalt ved navn patwa. Patwa, selvom det har engelske ord, er ikke forståeligt for engelsktalende. Et kreolsprog er et nyt sprog, der er opstået fra et kolonialt eller ekspanderende sprog. De fleste ord er fra engelsk, men de udtales på måder, der er påvirket af jamaicanernes afrikanske forfædre. Og grammatikken er også blevet væsentligt forandret.
Min engelsklærer ville nok ikke godkende en sangtekst som “Them Belly full but they hungry”. Hun ville have sagt, at det skulle være: “their belly is full, but they are hungry” (deres mave er fuld, men de er sultne).
Jeg var tilfældigvis i godt selskab med en række jamaicanere, mens jeg skrev denne anmeldelse, og lydligt omgivet af reggaesange, og jeg spurgte dem om filmen.
Alle tre var de positive over for filmen. De var stolte over, at hele filmen blev optaget på Jamaica, i modsætning til filmen Pirates of the Caribbean, som, selvom den foregår i (og nær) Jamaica, blev optaget på de sydlige caribiske øer. Nogle synes, det var dårlig stil. De fortalte mig, at filmen var længe ventet på Jamaica, og den appellerer også til et jamaicansk publikum. De sagde, at det var en bevidst beslutning at have filmen uden undertekster, da underteksterne potentielt ville være fornærmende for jamaicanere. Tusindvis af jamaicanere deltog i filmen, blandt andet til optagelserne af koncerten i Kingston, Jamaica. De tre jamaicanere udtrykte alle deres tilfredshed med skildringen af datidens jamaicanske sprog (1970’erne), og alle tre var tilfredse med måden dette blev gjort på.
Lingoblog talte også med jamaicanske Joseph Farquharson, og han så ud til at have været involveret som dialektassistent for filmen. Filmproducenter hyrer nogle gange lingvister til at sikre, at det sprog, der bruges i en film, er en pålidelig afspejling af, hvordan folk talte på det pågældende tidspunkt det pågældende sted. Til det kontaktede de Jamaican Language Unit (JLU) som ligger ved University of Mona, Jamaica. Joseph Farquharson var involveret i det, og han blev rost af de sprogforskere, vi talte med, for hans arbejde, og de tilføjede, at sproget også blev positivt modtaget af filmseerne, og de var ikke sprogprofessionelle.
Filmskaberne tog en vigtig beslutning: filmen må ikke undertekstes til kreol. Det er meget forståeligt med et jamaicansk publikum, som vil være i stand til at følge dialogerne, men mit indtryk er, at en del ville gå tabt for engelsktalende, der ikke er bekendt med patwa. Jeg var så heldig at se den med undertekster, dog siddende i et fly (jeg ved det, dårlig samvittighed, undskyld for, at jeg bidrager til, at fremtidige generationer af mennesker bliver brændt på jorden; undskyld). Underteksterne viste engelsk, når der blev talt engelsk, og kreolsk, når det sprog blev talt, som det kan ses i stillbillederne fra filmen. Jeg er ikke sikker på, hvilke versioner af filmen der har undertekster. Jeg var glad for, at der var undertekster. Mine jamaicanske bekendte troede, at kun meget lidt ville være uforståeligt uden undertekster, men jeg tror, det er mere end lidt.
For folk, der er interesserede i de sproglige valg, der er truffet i processen med at lave filmen, og de udfordringer, de stod over for, kan du se en dialog mellem sprogspecialister, dialekt-coaches og skuespilleren Kingsley Ben-Adir her:
Biopics om døde eller gamle popmusikere har været en trend i et par år nu. Jeg kunne i nogen grad godt lide bandet Queen, og jeg fandt filmen Bohemian Rhapsody smuk. Jeg har aldrig kunnet lide Elton Johns musik, men jeg elskede biopic’en, meget imponerende og rørende. Min filmkammerat gik tilbage næste aften for at se den igen, han elskede den. Jeg kan dog stadig ikke lide Elton Johns sange. Jeg elsker de bedste Bob Marley-sange, men jeg er ikke særlig begejstret for filmen. Kingsley Ben-Adir, der spiller Bob Marley, er en brite, der skulle lære at tale jamaicansk ligesom Bob Marley, og han gjorde et fremragende stykke arbejde, men han har ikke Bob Marleys karisma. Han hørte jamaicansk fra sine jamaicanske venner i Storbritannien, og han studerede interviews med Marley for at få sit sprogbrug til at lyde så autentisk som muligt. Filmen er fin at se, men forvent ikke et mesterværk. Sproget er dog, ifølge eksperterne, genialt udført.
(tak til Joseph Farquharson fra Braadkyaas Jamiekan og jamaicanerne S og C)
Se traileren til One Love her:
Hvis man gerne vil høre Bob Marley live, så er det nu vel umuligt. Men der er en dansk band, One Love Marley Band, som spiller hans musik og som kan bookes! De er gode!
Peter Bakker byggede sin første guitar, da han var ti år gammel, men han lærte aldrig at spille på den, og heller ikke noget andet musikinstrument. Da han skulle vælge mellem en karriere som korsanger (den eneste musikalske mulighed tilbage, i betragtning af hans mangel på musikalsk talent) og et liv som sprogforsker, valgte han det sidste. Aarhus Universitet ansætter ham endda som lingvist. Efter hans mening blev den bedste musik nogensinde lavet i middelalderen og i 1960’erne og 1970’erne.
Din hjerne kan lære sprog hele livet… 
Ugens oversættelse: Din hjerne kan lære sprog hele livet… 
Papiamentu: en ny beskrivelse af et ungt sprog 
Alice Stevens (1899-1987) og hendes modersmåls (ca. 1700-1987) liv og død 
Visdom møder Vild. En fransk-canadisk film i de danske biografer 
Bob Marley and his language, the film about him, and irates of the Caribbean